Her sidder jeg
Og græder mens mit indre skriger på nogen at tale med. Ikke bare hvem som helst, men nogen der faktisk vil sparre med mig. Nogen der vil stille spørgsmål og selv fortælle den anden vej men sådanne mennesker findes ikke. Ikke i min telefon og ikke i min omgangskreds.
Jeg vågnede kl ca. 11.44 ved at min søster ringede facetime. På få minutter begyndte hun at skælde mig ud igen – det er sket så ofte her den tid jeg har været i Spanien at jeg faktisk mere og mere tænker at det må være noget jeg gør galt.
Til mit forsvar vil jeg sige at i så fald er det ubevist for jeg ved faktisk med hånden på hjertet hvad det er jeg gør. Jeg må spørge min nye Behandler. Hvis jeg ikke finder ud af hvad det er jeg gør galt, kan jeg aldrig blive rask.
Vi snakker, min søster er ved at rense hud og jeg siger at det er skønt at hun har fået ryddet op og sat ting til salg og at hvis hun ikke vil have nogle pudebetræk som ligger dér og dér så vil jeg gerne have dem.
Min søster siger at dem vil hun selv beholde, hvortil jeg svarer at Mor har en masse puder til at putte i dem, hvis hun mangler.
Min søster siger “jeg har selv haft puder til at putte i betrækkene. Engang havde jeg alt….bla bla”
Jeg griner og siger, eller vil til at sige, for min søster afbryder mig “Ahhh dét kender jeg godt! I Østrig (hos vores bror Norman) står….. (her bliver jeg afbrudt)
Det jeg ville sige var at det var så mærkeligt for mange år siden mens jeg stadig ejede gården, at komme til Østrig og se haveredskaber med mine initialer på.
Hvis jeg ikke var blevet afbrudt kunne jeg havde givet flere sjove og (i dag) latterfremkaldende historier om hvordan sten (!) forsvandt fra min gårdsplads og fandt vej som havebed i min brors have, koste blev fundet i min onkels værksted, forlængerledninger i særpræget rød blev fundet i min Fars firma osv.
Jeg ved alt om at have et komplet hus (gård) og gradvist se tingene forsvinde når ens søskende får egen bolig og tænker jeg har mere end én af xxx og at jeg nok ikke opdaget det. Men dengang var mine ting det eneste jeg havde og jeg vogtede alt med hele min sjæl. Når nogen “lånte/tog” ting fra mig, føltes det som om de stjal noget fra mig og som om jeg igen ikke havde kræfterne, evnen, stemmen, myndigheden og gennemslagskraften til at forhindre det.
Jeg kan helt ærligt sige at det føltes som om noget i mig igen blev udnyttet. Det var FORFÆRDELIGT og ingen forstod mig. Alle mente jeg overreageret og skabte mig og gjorde et stort nummer ud af ingenting, hvilket igen gjorde mig magtesløs og ulykkelig og vred.
Men jeg kom aldrig så langt før min søster afbrød mig og flippet ud og startede en strøm af ord om hvordan hun kraftedeme var SÅ træt af at hører om haveredskaber fra den lortegprd!! Hvordan hun var SÅ træt af at hører om min Gudfar (hans navn) Hvordan hun personligt skulle kyle haveredskaber efter mig inkl. En trillebører (ved ikke lige hvor det kom fra? Har solgt den fra Gården?) ind i min kolonihave når jeg fik en!
Jeg forsøgte at være nøgtern og lidt psykologisk/pædagoisk og sige at det jo ikke nyttede noget at hun altid blev sur på mig når jeg nævnede noget med gården, min gudfar etc, for det var jo næsten 30 år af mit liv jeg ikke kunne tale om og det var svært for mig.
Igen afbrød min søster mig og sagde at hun kraftedeme var SÅ træt af at hører om XXX (min Gudfars navn) og om at jeg hele tiden skulle bringe ham op (hvilket jeg absolut ikke gør, det ved jeg – for jeg tænker jo næsten ikke på andet hele tiden, altså at jeg ikke skal bringe ham op) SÅ var der dén lugt der mindede mig om min Gudfar, SÅ fortæller jeg om mine blå mærker fra hvor han sparket mig, SÅ nævner jeg gården ved bordet derhjemme og ødelægger hele stemningen for alle!!!!!!!
Min søster forsætter, på Facetime med en vred stemme og et vredt udtryk og siger at hun kraftedeme ikke kan onanerer mere, uden at tænke på ham og at hun havde lyst til at smadre hans gravsten og pis og skide på ham……
Jeg forsøger at sige at de tre ting hun nævner netop er ting vi har skændtes om mens jeg har været hernede og at hun jo selv spurgte til mine ben og da jeg fortalte hende hvor mærkerne stammede fra grinede hun indtil jeg kom til det sidste = fra min Gudfar, SÅ EKSPLODERET hun!! Jeg forsøgte at sige at det jo var mit liv hun forbød mig at tale om og at jeg faktisk ikke vidste hvad jeg skulle gøre, hvis jeg aldrig måtte nævne noget om min tid på Gården, min tid med min Gudfar i mit liv =35 år (!)
– igen blev jeg afbrudt af min søster der rasede at jeg for fanden måtte få nye ting at tale om!! Hun var SÅ TRÆT af at hører mig tale……. her lagde jeg på og græd stille i min seng i mørket bag de nedrullede persienner.
Hvad har DU på hjertet?