I dag havde min lillesøster købt sig til en fridag så hun kunne søge jobs. Hun er træt af den lange køretur til arbejde, som tager tid fra hendes liv med min niece (hendes datter)
Hun skrev og spurgte om jeg ville med ud og spise frokost og shoppe julegaver bagefter. Det ville jeg gerne.
Først var jeg hjemme hos Far og Mor og hente en tæpperenser som jeg skulle aflevere i Bauhaus, den er lejet delvist for at rense to sofaer jeg skal have ind til brugerne af Reden og delvist til rens af mine forældres bil, en af Far’s varevogne og gulvtæppet i Mors kontor.
Bagefter kørte jeg hjem igen, ordnede lidt mails, gik tur med Ella og så mødes min søster og jeg. Vi gik op og spiste sushi, fik tjekket op på reparation af hendes gl. Iphone 6S (hvilket ikke kunne betale sig rent økonomisk) og så osede vi i butikker.
Mens vi gik rundt oppe i Sallings interiør afdeling fortalte min søster om et tv program (som jeg ikke har set, da jeg ikke har tv) om nogle upcoming designers. Den ene hed Anne og hun havde ADHD. Men fordi der altid var så meget stigmatisering omkring ADHD, havde hun og hendes forældre for mange år siden, bestemt sig for at ADHD stod for: Anne Designer Hele Dagen.
Det fik mig til at tænke på en historie (fra USA) jeg fornylig læste omkring homoseksualitet og hvordan to bøsser hver især havde fortalt om deres opvækst. Den ene fik hjemmefra at vide (af hans forældre) om han ikke snart tog sin kæreste med hjem – forældrene var fuldstændig ligeglade med at kæresten var en fyr, de ville bare gerne møde deres søns kæreste. End of story. Den anden bøsse fortalte hvordan hans forældre havde lavede en liste med regler for at bo hjemme, på det tidspunkt var han 17 år. Første punkt på listen var “To live a respectable lifestyle” hvilket betød at man ikke var homoseksuel og tiltrukket af det samme køn. Han flyttet hjemmefra som 17 årig og havde ikke været hjemme siden.
Dette fortalte jeg min søster om. Det jeg ville fortælle var, at man som forældre virkelig skal være opmærksom på, hvordan man formulerer sig og hvilken effekt ens ord og handlinger har. At “Anne Designer Hele Dagen” og “Må vi ikke snart møde din kæreste” forældrene virkelig tog fat i noget, som meget let kunne være blevet betændt, problematisk og alt ødelæggende for alles livskvalitet og i stedet for gjorde det potentielle problem til noget positivt, energifyldt, styrkende og opløftende.
– i skrivende stund er jeg endda i tvivl om hvordan jeg ville formulere mig, men min søsters kommentar til ovenstående var, at hun da altid syntes vi havde fået alt den opbakning til ting vi gerne ville hjemmefra – og hun forsatte uden ophold: som feks da hun (min søster) ville være kok og lige dér da hun sagde dét, gik det op for mig at det egentlig ikke var den diskussion jeg var på vej ind i, ønskede at gå ind i eller ønskede at starte. At min pointe havde været noget helt andet, om hvordan jeg syntes det var opløftende og positivt at Anne ADHD var blevet til Anne ADHD og ikke til Anne der sad overmedicinerede på psykiatrisk hospital og uden fremtidsperspektiv ventede på 2. år på et bosted hos en kommune der ikke prioriterede psykiatriske patienter. Dét var min pointe – men min søster tog det som noget andet.
Og da jeg nu her bagefter har tænkt ovenstående scenarier igennem, så ved jeg faktisk ikke om mine forældre – i min egen personlige optik – altid har været støttende og opbakkende.
På en måde vil jeg gerne sige ja at det har de. At de har lagt sjæl og energi i alt det som deres børn har ønsket sig, for det har de på rigtig mange punkter, men mest på de punkter hvor de (vores forældre) selv har været indforstået med projektet, uddannelsen, huset, lejligheden, kæresten osv.
Feks. kan jeg huske, da jeg boede i London, hvordan min Mor ofte opfordrede mig til at flyve hjem på besøg – hvilket ikke er noget dårligt som sådan – men jeg havde det ret svært til tider derovre, fordi jeg boede på ét lille værelse med 3 andre piger. Bogstavelig talt, 12 kvm og en håndvask. Det var hårdt og jeg havde sjældent alenetid. Men da jeg jo var igang med en uddannelse, ville jeg – både dengang og nu – havde opfordret mit barn til at søge et andet sted at bo, evt en delelejlighed, hænge i med skolen og arbejde sig igennem de hårde tider. Blive, skabe sig et socialt liv. Jeg ville også være hoppet på flyet og fløjet over og besøgt min datter og hjulpet hende til rette.
På samme måde ville jeg havde hjulpet min datter til en lærerplads som Guldsmed. Feks. kan jeg specifikt huske at jeg gik i klasse en med fyr fra Lolland hvis far købte en Guldsmedbutik (smykkebutik inkl. værksted) og ansatte hans søn som lærling under den eksisterende Guldsmed. Nu er det ikke fordi jeg forventer at alle forældre har den mulighed, men helt specifikt så ved jeg at mine forældre havde den mulighed og hvad endnu mere vildt var, at lige præcist dengang var der en meget centralt beliggende guldsmedje til salg i Århus og jeg spurgte flere gange mine forældre om vi ikke kunne kikke nærmere på den, om de ikke kunne hjælpe mig med at tage et lån i min Gård (som på daværende tidspunkt ikke var smadret) så jeg selv kunne købe butikken osv. Vi kunne også havde sat os ned og slavisk lagt en plan for, hvordan vi bedst muligt skaffede mig en lærerplads, men som altid var der så meget andet jeg OGSÅ ville være god til og på den måde blev Guldsmed endnu en ufærdiggjort ting. Ligesom London, København, Kenya, Texas. Ligesom Bilka, jobbet her og jobbet der og dér.
Jeg mindes heller ikke en eneste gang at mine forældre hjalp mig med at finde et sted at bo i København, at de kom og hjalp mig med at flytte, at de generelt hjalp mig med noget. Udover penge – men altid når de syntes. Aldrig når behovet var der.
Jeg har aldrig hørt mine forældre sige: Skal vi ikke prøve at sætte at sætte os ned og se på hvordan vi kan få dine drømme til at blive til virkelighed. Sidst da jeg nævnte for min Mor at jeg ville søge ind på Jordemoderuddannelserne i udlandet (inden jeg fandt ud af at Brexit fuckede med det hele) da var min Mors svar; “jeg tror du vil blive en rigtig god Socialrådgiver” – inden i, kunne jeg se mig selv stoppe op, vende mig om med front mod min Mor, sætte hænderne i siden og sige “WTF?“
Jeg mener, her er jeg ved at fortælle om mine drømme og mine forsøg på at nå dem og så taler du om socialrådgiver – det svare jo til at jeg siger at jeg drømmer om at tæmme elefanter i Kenya og min Mor svare at hun tror jeg ville være bedre som cykelsmed i Løgumkloster. Det er fuldstændig skud ved siden af – i MIN OPTIK – som svar til ens børns drømme.
Vi kommunikere på to vidt forskellige båndbreder.
For mig i det mindste, gør det at jeg ikke deler mine ønsker og drømme og håb for fremtiden med min familie. Jeg er simpelthen ikke interesseret i deres kommentar og meninger, for de er aldrig som jeg ønsker dem og som jeg håber på og som jeg har brug for.
Det er jo helt fint at man ikke er enig med et andet menneske om xx tilgang til livet eller xx drømme osv. Men hvis det er dét man føler, kan man jo bare lytte og være neutral. Men behøver jo ikke pr. automatik at fortælle at man er imod eller at gyde vandet i en anden retning.
Hvad er der blevet af bare at støtte mennesket der hvor mennesket er?
På vej hjem fra byen fortalte jeg min søster om at jeg er started ved den nye psykolog.
Da jeg kørte fra psykologen i mandags, grædende naturligvis, tænkte jeg på, da jeg holdt i det famøse første lyskryds, at det var som en ny verden af terapi der havde åbnet sig for mig.
Det er som om min nye psykolog taler TIL mig. Vitterlig TALER TIL MIG. Det er som om vi har samtaler, to kvinder imellem hinanden, to voksne. Det er som om vi er ligeværdige. Som om mit ord vægter lige så meget som hendes i vores dialog. Som om jeg ikke er under hende, bag ved hende men lige ved siden af. Værdig. Lige.
Jeg kan virkelig ikke, uanset hvor meget jeg anstrenger min hukommelse, komme i tanke om hvordan terapisamtalerne hos min psykiater-lærling føltes. Jeg kan ikke mærke følelserne fra samtalerne med hende, der er intet når jeg går tilbage i tiden. Rummet er tomt, hvor hun og hendes terapi burde være.
Jeg VED, fordi jeg har skrevet det ned, at jeg var glad for at gå hos min psykolog med den stille stemme, det var en ren lise at gå ind i hendes lydtætte stille kontor. Jeg husker rummet og tiden som lys, hård men lys og varm og stille og rolig og ja, stille. Uendelig larmende stilhed.
Jeg VED, igen fordi jeg har skrevet det ned, at jeg var glad for at gå hos min psykiater-lærling, men jeg kan ikke huske vores samtaler længere. Jeg kan ikke huske vores kemi eller atmosfære. Jeg kan ikke huske følelsen af at skulle ud på psykiatrisk hospital til hende. Jeg kan ikke huske rummene, tankerne, samtalerne, følelserne. Der er intet.
Jeg kan derimod levende fremkalde følelsen af pligt og ligegyldighed når jeg klokken pis om morgen kørte ud til samtaler hos Fede Dorit. Jeg kan huske at jeg ofte tænkte på, at de (psykiatrien) havde sagt at hvis jeg mødte op, deltog og kom til tiden, så ville jeg blive rask igen. Det var 100% dét jeg gik efter – men de (psykiatrien) glemte blot at nævne at der også skal være hul-igennem-i-behandlingen før det hjælper at gå til behandling. Dette kaldes også resonans og er et af de 5 Etiske Grundprincipper for psykologer i Danmark, Norge og Sverige. Der var aldrig skyggen af resonans i rummet hvor Fede Dorit og jeg sad.
Jeg fik en lille flig følelse af resonans igen, da jeg gik til Psykoedukation hos psykologen der havde spurgt om jeg nogensinde havde trukket bukserne af et barn og jeg begyndte at stoppe med at ønske at hun væltede på cykel og bankede styret op i fortænderne og fik flænset skinnebenet af pedalen. Det holdt dog kun fra ca. Januar 2019 til 14. August 2019, hvor hun med stålfast sikkerhed proklameret til Temamøde Nr. 2 at jeg var sådan en patient der ønskede at være tæt på sine behandlere og det havde de (psykiatrien) stålfaste konkrete beviser på, fordi jeg havde googlede Fede Dorit og søgt jobbet (som jeg er uddannet til – det er ikke sådan at jeg søgte et job som revisor eller marinebiolog eller noget andet hen i skoven – jeg søgte et job jeg både er uddannet og overordentlig kvalificeret til)
Jeg tabte alt for hende lige dér – og det eneste jeg kan huske om hende i dag, er at hun kommer fra samme lorte by som jeg, at hun har gået på gymnasiet med min kusine, at hendes mor er fb buddies med venner af min Gudfar, at hendes røv går i et med ryggen og at hun havde en kjole på, til temamøde, som havde et snørrebånd hele vejen rundt langs kanten forneden. Det så jeg, da jeg faldt bagover og pludselig lå og så op under bordet, nedefra.
Men efter kun 4 x samtaler hos min nye selvbetalte psykolog, kan jeg allerede fornemme at der tales til MIG.
At JEG er vigtig, eller måske ikke vigtigt, men at jeg har betydning, at det jeg mener, føler og tænker faktisk betyder noget. Jeg kan ikke fremkalde hendes ansigt eller stemme når jeg lukker øjnene, for jeg sidder skråt på stolen med front væk mod hende og kikker ud i rummet, frem for mod hende.
Men jeg ved hun har tynde ben i jeans og langt hår og jeg ved hun lytter til mig når jeg taler.
Mens jeg fortalte min søster om at jeg var started hos min selvbetalte psykolog og om hvordan jeg faktisk flere gange om ugen får rigtig dårlig samvittighed over at jeg kører sagen igennem Styrelsen for Patientklager og via Datatilsynet mod psykiatrien og de 4 stikkende kvinder, så begyndte min søster at sige, ligesom min Mor tidligere også har sagt, at jeg skal lægge en plan med min psykolog om at jeg skal lægge fortiden bag mig og arbejde frem mod at bygge en fremtid.
Nu er det ikke sådan at jeg ikke kan se hvor det min søster og også min mor siger, kommer fra. Det kan jeg godt. Det kommer af et godt kærligt og varmt hjerte hvor de ønsker at jeg skal få en god fremtid.
– men hvad de glemmer, er at man ikke kan bygge et liv op på et fundament der er i stykker, revnet eller helt mangler. Det har jeg forsøgt at gøre de sidste 30 år og se hvordan det er gået.
Jeg sagde ordret til min søster at jeg havde forsøgt ⬆️ at bygge et liv mange mange gange men at det altid var gået galt, måske ikke med det samme og måske heller ikke efter et eller fem år, men på et tidspunkt. Jeg sagde ordret at jeg ikke havde flere “fem år” at give af. Det (mit liv) skulle ændres nu og for at ændre det (mit liv) skal der ryddes op i min fortid.
Jeg tror vitterlig ikke at min søster og mor forstår mig. Og sådanne samtaler her, bekræfter blot mine tanker. For min søster citerede så flot det samme citat som min mor tidligere også har sagt til mig. Citatet er sagt af Hella Joof og det citat provokere mig SÅ FUCKING MEGET at jeg vitterlig har siddet og mere end blot overvejet at skrive et meget vredt brev til hende.
HVAD FANDEN LIGNER DET, at man som kendt person går ud og udtaler sådan en omgang ørepis? At være kendt forpligter og hendes ord kan ikke som en anden skabelon copy-pasted over på alle sorger, og det er måske heller ikke det hun mener, men det er hvad andre mennesker hører hende sige.
Hvis jeg nogensinde møder hende, så griber jeg simpelthen så hårdt fat i hendes fucking arm at hun får blå mærker i en måned og afkræver hende en skriftlig forklaring hvor hun fortæller at hendes lorte udtalelser IKKE dækker alle sorger og faktisk kun var mærket til hendes eget lorte liv og egen lorte skilsmisse!!
Hella Joof har udtalt (hun er åbenbart tv aktuel lige nu, men fordi jeg ikke har tv, skal jeg snigløbes af hendes lorte livsfilosofier) “Tilgivelse betyder alt for helingen. Jeg har hørt folk sige, og jeg har selv sagt ”jeg tilgiver aldrig det her”. Og det gør man heller ikke, hvis man bliver ved med at pille såret af, så det bløder. Man må lade såret få ro og hele nedefra. Og man må have et inderligt ønske om at kunne tilgive, og prøve at speede processen op. For man slipper aldrig for hinanden, hvis man har børn sammen“
Min søster nævner lige dér, op i hoved på mig, at jeg skal lade være med at pille skorpen af sårene, for så heler de aldrig og så kommer jeg aldrig videre.
Min inderste reaktion var og er egentlig at kikke på folk der siger sådan noget fuldstændig absurd og bare ryste på hoved og gå væk. Mennesker der siger sådan noget, uanset om man hedder Hella Joof, Mor eller Søster ved simpelthen ikke hvad de taler om.
Dels er der ENORM forskel på at komme sig over og komme videre efter en skilsmisse hvor to voksne mennesker har bollet et par børn og haft fælles tag og pludselig beslutter sig for ikke at være sammen mere og så være en mand eller en kvinde, der har årtier af seksuel misbrug bag sig, som hele livet har fået at vide at man ikke dur til noget, som aldrig har oplevet succes, som er blevet voldtaget, banket, bestukket, betalt, spyttet og spermet på, som har oplevet aborter og ensomhed så hjerteskærende at isolationsceller virker tillokkende.
Dernæst så er en sorg en sorg og ingen sorger må nedgraderes – men ingen sorger går væk bare fordi man lader være med at pille skorpen af.
Jeg tænker at Hella Joof har fået en high-five fornemmelse da hun kom op med den sætning, men Kære Hella Joof, en sorg er ikke som en sårskorpe. Sår kan være så dybe og så voldsomme at de kan springe op bare man vender sig i sengen, sår kan være så dybe at de skal syes, og selv om de er syet så kan de stadig springe op og bløde, blive fyldt med pus – sår og sorg kræver tid og behandling og jeg kommer vitterlig aldrig til at glemme at du udtaler sådan noget offentligt. Tilgivelse er da det nemmeste – men sorgen inde bagved, den er for livet.
I min optik, er en delt sorg en halv sorg.
I Hella Joof’s optik er en sorg en sårskorpe der skal tørre ud.
Og faktum er, at fucking Hella Joof nu har fået min Mor og min Søster til at mene at hvis jeg bare lader være med at tænke på de 17 år af mit liv hvor jeg ejede gården, de 35 år hvor min Gudfar var en del af mit liv, på den barndom jeg ikke kan gøre om, på den ungdom som blev til overlevelse, på det voksen liv som stadig ikke fungere, ja så bliver mit liv til et sår der heler. Og dét er pga. at jeg går til psykolog og taler om min fortid, at jeg ikke kommer videre. 🤦🏼♀️
Sådanne samtaler ⬆️ og efterfølgende tanker gør at jeg 100% allerede nu i November 2020 ved med 100% sikkerhed, at min familie vil blive rasende hvis så frem jeg en dag udgiver en bog aka min blog. De vil være lodret uenig med 99% af indholdet. Vi er end ikke enig om hvorvidt mit liv og min sorg er okay at tale om. Dét er hvor langt fra hinanden vi er.
Min psykolog sagde i mandags, at “din familie ved slet ikke hvad de sætter igang hos dig” ➡️ når feks. min Mor spørger ind til hvad lejligheden i Spanien koster pr. måned og jeg så siger “nogle måneder 800€ andre måneder 1000€” hvortil min Mor siger: “Nej det kan da ikke passe, det er forkert…..” Eller når min yngste lillebror insisterende som altid, igen nævner at jeg ikke har flyttet XX ting alene i sin tid, men på den anden side heller ikke kan forklare hvordan XX ting er kommet fra Augustenborggade på 5. sal og ud til mine forældres gård.
Jeg har det SÅ HÅRDT og SÅ SVÆRT med når folk tvivler på mit ord og på det jeg siger. Jeg lever af at samle beviser for hvert et åndedræt jeg tager. Jeg tjekker ind alle steder jeg er, jeg har GPS tracker på mig selv over alt, jeg kan dokumentere ALT lige fra flaskebon penge til hvad de 52.000 kr jeg fik i overskud for salget af Gården er gået til, ned til mindste kroen. Det har jeg vitterlig skrevet ned, fordi jeg bare ved at jeg en dag skal stå til regnskab, både for mine pantpenge og for gårdens penge.
Min Far sagde i lørdags – foran min yngste lillebror og hans nye kæreste som jeg knap kender, at det var en “and” jeg havde fortalt, da Mor havde sagt at en sofa der skal ind til Reden skulle renses først. Far tilføjer: dem fortæller du jo et par stykker af om ugen…
Han kunne faktisk bedre havde smækket en ladeport direkte op i hoved på mig og brækket min næse end at sige at jeg går med halve vinde, fortæller en and og smålyver. I do no such thing!
Jeg greb min telefon og ledte efter smsen fra min mor, fandt den frem og læste den op. Da jeg kørte derfra ringede jeg min Mor op og slavisk og minituiøst gennemgik jeg den samtale vi havde, d. 19. November kl. 11.34 – jeg har taget billeder af sofaen mens jeg talte med min Mor og de billeder har både GPS lokalitet, dato, klokkeslæt og årstal på, så jeg har mine beviser i ryggen. Billederne viser at der er lidt pletter på sofaen og mor siger derfor at hun syntes den skal renses og pludselig siger Far at det har Mor ikke sagt, det er noget jeg selv finder på, altså en and.
Jeg kan overhoved ikke klare sådan noget!! Nu tror min lillebrors kæreste at jeg er sådan en der smålyver! Jeg var et klik fra at springe i luften – da jeg så kommer hjem og vi sidder og taler, min mor og jeg, så er det at mor sår tvivl om at de tal jeg kommer med ang. huslejen i Spanien, er korrekte. I’m like WTF?? Skal ALT hvad jeg siger være åben til debat og diskussion?
Nøjagtig de ting talte jeg med min nye selvbetalte psykolog om og hun spurgte bla om alt i min familie var til debat og til det måtte jeg jo sige at det var det.
Og mht. huslejen i Spanien, så variere den fordi der nogle måneder er abonnement på el og vand og andre måneder ikke. Så naturligvis er det jeg siger korrekt.
Da jeg kom hjem fra psykologen, gik jeg direkte i seng på sofaen med Ella og græd snot og sov. (Jeg kunne kun få en tid kl. 09.00 hvis jeg skulle have en inden jeg tog afsted til Spanien. Jeg har nu booket til og med første februar 2021, hver tirsdag kl. 11.00)
Kl. ca. 17 åbner jeg døren for min søster, da hun kommer med noget mad hun har tøet op men ikke får spist, foran døren stod der en buket blomster ⬆️
Fra mine lebbe naboer som jeg ikke har talt med endnu, siden jeg kom hjem fra skrivekursus og havnede i 3. verdenskrig. Og nu står jeg så i gæld til dem……. jeg magter det ikke 🤦🏼♀️
Kan du se hvor svært det er at være mig? Jeg gør hvad de befaler og holder så lav profil at skal den være lavere, så skal jeg ikke åbne mine persienner eller træde udenfor min dør. Og så får jeg pludselig blomster som jeg hverken har bedt om eller ønsket.
Min søster og min ældste lillebrors kæreste har spurgt hvad jeg ønsker mig i julegave og jeg har svaret – som 100% er korrekt – at jeg ikke ønsker mig noget. Punktum. Jeg har ikke ét eneste julegaveønske.
Jeg er tyk og overvægtig og arbejdsløs og venneløs. Mit liv sejler på alle punkter. Der er ikke noget i denne verden jeg ønsker mig eller har brug for, som kan ændre de ting.
Mine lejere i min gl. lejlighed har sagt op pr. 28. Februar 2021 men vil gerne være ude før. Dvs. nu betaler de ikke husleje mere pga. de 3 måneders forudbetalt husleje – som jeg allerede har brugt til regninger feks. som nogle af de 37.000 kr jeg har sendt til Spanien i 2020. Der er termin lige om hjørnet.
Derudover så får jeg kronisk dårlige nerver (bogstavelig talt) ved tanken om at jeg nu skal finde en NY LEJER – for lejere i min verden, vil altid være lejere som MÅSKE uanset hvor gode deres referencer er – kan være den nye kattedame. Statistisk set burde dét ikke kunne ske for den samme person 2 gange men *blink blink* take my word for it, statistiker tager ikke hensyn til mig.
Jeg har endnu til gode at have en lejer der er sød normal og samarbejdsvillig – jeg som udlejer er netop det. Jeg fixer alt hvad der skal fixes, jeg er large og har feks. givet mine nuværende lejere gratis internet fra de flyttede ind i April og frem til August. Jeg betalte den elregning der gik kludder i, fordi de ikke havde tilmeldt sig fra den dag der var overtagelsesdatoen men fra den dag da de flyttede ind – hvilket gav et hul i det jeg havde indberettet og så gik noget post (åbenbart) tabt og pludselig stod jeg til inkasso for noget el de havde forbrugt. Jeg betalte malingen de malede med og jeg har ikke tænkt mig at bede dem om at købe maling til næste lejer, det skal jeg nok selv betalte osv.
Jeg ER virkelig en god udlejer – det eneste jeg kræver er penge til tiden, så der kan være ro i min mave – men nu er der så uro i den frem til 28. Februar 2021….. og i dag sendte de så en mail om at de gerne ville ud før, så de kunne komme tilbage til København og deres nye lejlighed. Længe leve unge på 20 og 21 år der ikke har en split-ide om hvordan deres mails rumstere i mit sind.
Jeg har naturligvis tænkt at jeg kunne flytte tilbage til lejligheden igen, men efter nogle ubehagelige beskeder på FB fra en (igen) 21 årig nabo som åbenbart ikke har de mindste pli eller føling med hvordan man taler til folk, har jeg haft så ondt i maven at jeg end ikke deltog i den virtuelle Generalforsamling. Jeg kører så meget på pumperne at jeg næsten ikke kan trække vejret uden at blive stakåndet.
Da jeg samtidig ikke har nogen ide om hvad lejligheden har kostet mig, udover at jeg har afdrag på (efter eget ønske) og at jeg har terminerne på betalingsservice, er jeg helt i vildrede med om jeg kan få noget økonomisk ud af at sælge den, eller om jeg skal heppe på is i maven og leje den ud til en lejer og se tiden (og min økonomi) an?
Jeg ringede kort til Mor og spurgte hvad mine lån var, sådan cirka, altså om vi taler 1 million, 2 millioner eller hvad skylder jeg.
Mor gik straks over i at forklare omkring euro lån, datoer osv og på under 3 sekunder var jeg hægtet af og diskussionen begyndte. Mor ender med at sige, med en irriteret stemme: “Du kan nok regne ud, når dine forældre har solgt dig en lejlighed så er det ikke nogen dårlig forretning!“
– jeg var en vejrtrækning fra at sige: “Really? Nu har jeg jo før købt noget med mine forældres anbefaling som endte fatalt på alle punkter” men i stedet for at være flabet og uforskammet, så sagde jeg: “Min hund gør, jeg må gå” og så lagde jeg på.
I Far og Mors optik er gården historie og jeg burde så meget være videre, så der er ingen grund til at bringe det op igen, det vil aldrig gavne mig, det vil aldrig skabe mere forståelse fra mine forældre mod mig, det vil blot bekræfte dem i, at jeg piller i mit sår. Igen.
Hvad har DU på hjertet?