Ting jeg hader ved det her sted hvor jeg bor:
Gadenavnet – det er grimt på den virkelige grimme måde, uanset om det udtales på dansk eller engels. Byt om på ét bogstav i gadenavnet og der står et helt andet og dybt ubehageligt ord. Visse navne skulle ikke være tilladt at bruge som gadenavne, på steder hvor mennesker skal bo og kalde deres hjem. Der hvor jeg boede før, var navnet cool, varmt og med en følelse af frihed uanset hvilket sprog du udtalte det på.
Skrald – der er SÅ meget skrald i gaden hvor jeg bor. Faktisk ikke kun her hvor jeg bor men i hele området. Måske du tror jeg overdriver eller decideret lyver, men prøv at se nedenstående billeder. Ukrudt vokser lystigt og affaldet flyder bogstavelig talt over alt. Det er som om jeg er den eneste der ser det og jeg får dagligt lyst til at skabe mig et nyt erhverv ved at gå rundt og lave en skrivelse til alle ejerforeningerne som jeg går ud fra må eksistere, i hver en opgang, og spørge om de vil betale min løn mod at jeg holder hele gaden ukrudts og skralde frit. Der hvor bilerne holder, er der så stor bunker affald at det når fra veje op til kantstenen. Ingen fejer foran deres opgang. Ingen fjerner affald. Ingen parkere cyklerne lige. Alting er kaos, affald, snavs, ukrudt, efterladte cykler, storskrald der ikke anmeldes og dermed ikke afhentes, byggeaffald osv.
Kriminalitet – her hvor jeg bor nu, bor jeg i stuen, lige ved en port ud til en snavset gade. Det er i enden af en gade og derfor et “roligt” sted, så der bliver solgt så mange stoffer her, at dealerne end ikke lægger skjul på at de sælger. Bilerne kører ind i indkørslen til ejendommen og holder lige ude foran mit køkken og soveværelsesvindue i deres biler. Rækker stofferne ud af vinduet og får penge retur. De forsøger end ikke at skjule det. Alle ved det. Selv politiet som bare sige at vi skal blive ved med at anmelde det og så patruljere de her på må og få. Ella går bonkers når der står mennesker foran vinduet i køkkenet og personligt må jeg sige at jeg måske ikke syntes det er så fedt, dels at de står der generelt og dels at de sælger stoffer. Jeg føler jeg skal skjule mig i mit eget hjem. Mor vil at jeg skal sove med lukket vindue grundet kriminaliteten, eller lægge mig i den anden ende, sådan at ingen kan stikke en pistol (!) ind og skyde mig i hoved. Ja dét ER mors egne ord. Og det ER her hvor min familie mente jeg ville få et bedre liv.
Lokaliteten – er helt forkert. Gaden jeg bor i har mange 7-8 etagers høje bygninger og ingen butikker. Gaden jeg kom fra bestod af max 4 etager små bygninger, der alle som en havde butikker eller erhverv i bunden. Gadeforeningen havde selv ansat en gadefejer, så gaden var altid ren. Der var flag henover vejen om sommeren og kunstigt gran om vinteren, lys i gadelygterne og vinduerne hver aften. Her er væg foran 4 ud af mine 5 vinduer. Her er altid intet at se på. Ingen liv – udover min overbo som snart må have røget så meget pot (eller hvad man nu ryger) under Corona lock-down at hans hjerne må være switzet.
Lejligheden – er så stor og jeg har så få møbler at det runger når jeg taler. Gulvene er pæne og nyere og bedre end dem jeg havde før, men ellers er der intet som appelere til mig. Mit gulv på badeværelset er rocker koldt. Det er fliser og der er ingen gulvvarme. Jeg har aldrig haft gulvvarme men jeg har til gengæld heller aldrig haft et badeværelse der var så stort at en badeværelsesmåtte ikke kan dække gulvet og dermed har jeg aldrig oplevet et koldt gulv. Vindueskarmene findes enten ikke eller også er de så smalle at en urtepotte ikke kan stå i vinduet – ergo har jeg nærmest ingen stedet at sætte ting og jeg elsker ting. Radiatorerne dur ikke, ikke sådan rigtigt. Når jeg tænder for dem, bliver de aldrig varme sådan rigtigt, selv om de står på 5. Jeg har 3 radiatorer og de kan ikke varme lejligheden op. Emhætten har jeg stoppet ud med et håndklæde for at stoppe for den konstante larmende og kolde udsugning. Toilettet lækker tis og numsevand ud på gulvet hver dag. Der er ingen lys i bruseren og håndvasken er indbygget i et (åbenbart) dyrt skabsarrangement som har meget lave skuffer, dvs. du kan ikke have en hårtørrer eller håndklæder i skufferne og håndvasken er flad frem for med fald, dvs. at spyt og tandpastaskum bliver liggende på de lige flader frem for at løbe ud og ned i afløbet. Den dyre Hans Grohe vandhane har total lige flader, som indbyder til at vand ikke kan løbe væk, så der er konstant vandstænk og kalkmærker på den. Det hele ser bare nusset ud hele hele hele tiden.
Området – hvor jeg bor nu, er fyldt med meget unge mennesker, der alle tilhører den meget stigmatiserende og generaliserende gruppe af mennesker, som jeg, da jeg gik på HHx ville kalde “Gymnasie typer”, lidt for mærkeligt tøj, lidt for hippiet, lidt for storrygende, lidt for nusset, lidt for larmende, lidt for meget drikkende på den ufede måde. Der er kebab, solcentre og barbere på alle gadehjørner op til området. Der er halal slagtere og udlændinge der råber efter mig. Jeg råber aldrig efter en udlænding. Eller en dansker for den sagsskyld. Det er ubehageligt. Der er NATURLIGVIS en overflod af affald, kapsler, cigaretskodder mv. på alle grønne områder. Ingen rydder åbenbart op efter sig.
Indkøbsmulighederne – her hvor jeg bor er forfærdelige. Der er 3 slags butikker og de er alle mærkelige og overfyldte på hver deres måde. Og nusset. Nusset og beskidt. Det ene sted har jeg nu brugt 2 måneder på at finde ud af at de faktisk solgte alkohol, det er simpelthen inde i et rum for sig selv – et rum bag i butikken. WTF?! Jeg kan ikke finde ting jeg kan lide i nogen af de 3 butikker, fordi ingen af de her 3 butikker er butikker jeg før har handlet i. Jeg kender ikke nok forskellige retter mad, til at jeg kan sammensætte de ting jeg ser. Jeg ved godt det lyder så mærkeligt men jeg kan ikke forklare det bedre. Jeg har total krise når jeg handler ind og kommer altid hjem med alt og ingenting. Mit køleskab har ikke været fyldt siden jeg flyttet ind og jeg er konstant sulten og har kronisk dårlig mave. Jeg var lige ved at få styr på et par retter mad og nogle ting jeg kunne spise med krydshenvisninger til at jeg kunne putte dét og dét sammen på tallerknen og så fik jeg den og dén ret mad. Jeg lever nærmest af McDonalds og Cola light fordi det er hvad jeg kan finde ud af. Når alt er noget rod, kan jeg gå tilbage til det jeg kender, så gæt hvor jeg kører i cirkler når dagene er forvirrende? I mit gamle område.
Min vægt er stiengende og i weekenden så jeg et billede af mig selv og min yngste niece Olivia. Jeg vidste godt jeg var tyk men mit eget selv-billede af mig selv var ikke så tyk som det jeg så på billedet. Det slog mig faktisk ud, at se mig selv så fed. Jeg har overvejet at købe nogle måltidskasser men da jeg stadig ikke er færdig med at male, er det svært for mig at overskue noget. Jeg føler stadig jeg bor i flytterod. Intet er færdigt og intet er perfekt og intet er på plads. Det er max stressende.
Jeg er enormt ensom og har ingen at tale med. Jeg ved min familie vil være dybt dybt uenige og sige at vi jo taler sammen flere gange om dagen, men det er ikke nok. Ikke for mig. Måske jeg bare er et forfærdeligt menneske, men jeg trænger til at tale med nogen omkring mig, eller omkring dybe ting. Hver gang jeg sover har jeg maridt. Jeg sov i dag på sofaen i 2 timer og drømte om at jeg blev voldtaget så meget og så længe og så hårdt at jeg både havde opkast ned over mig og afføring på benene og manden skulle hele tiden have et glas vand til at putte sit øje i. Det var grufuldt men desværre også meget genkendeligt, for jeg vidse hvordan det endte hver gang. Jeg kendte rummene, selv i drømmene og jeg kendte lugten af bræk og afføring og smagen af opkast og uvasket nosserhår.
Jeg har ikke én eneste fremtidsting at se frem til. Jeg ved jeg har søgt ind på et uddannelse til sommer men jeg er nærmest overbevist om at jeg ikke kommer ind og hvad så? Så vælter min verden igen, for 4 år i træk. Og kommer jeg ind, kan jeg så overhoved overskue det? Er min psyke stærk nok til at klare et studie? Jeg er tyk og fed og jeg er snart 42 år og har ikke en eneste person at tale med og ikke en eneste ting at se frem til. Jeg forstår virkelig ikke hvorfor det er at jeg lever og forsætter. Hvaad er det jeg forsætter mod? Henimod? Forsætter for? Lever for? Kæmper for at leve at se hvad?
Jeg er så ked af det inden i, at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre. Jeg græder hele tiden og jeg sover hele tiden. Selv når jeg har sovet i 10 timer, kan jeg stå op (ved tvang) og gøre mig klar og i stand, blot for at gå ind og lægge mig igen, fordi min krop er så ultra træt og så sove yderlig 6 timer hvorefter det hele gentager sig. Jeg er aldrig udhvilet. Jeg er vitterlig kronisk kronisk træt.
Jeg er ikke kun stoppet med at skrive, jeg har tabt lysten til at kommunikere, til at efterlade en legacy. Jeg bruger en rulle toiletpapir på halvanden dag, min mave er i så dårlig stand at jeg ikke kan mindes jeg nogensinde har været så kronisk meget på toilet. Jeg tisser og laver i et væk og min krop er fuldstændig slidt. I dag trak jeg et flere centimeter langt kulsort hår ud af huden lige under min navle. Mine negle, som ikke har haft neglelak på i snart 3 år, er begyndt at blive fyldt med hvide pletter igen. Hele min negl bliver hvid men det er ikke svamp, jeg har været ved fodlæge og speciallæge flere gange og ingen kan fortælle mig hvad det er. Udover grimt.
Mit udslæt i ansigtet er bedre men jeg er stoppet med at bruge cremen fordi jeg ikke kan overskue det, min aftenrutine er ikke eksisterende så jeg får ikke smurt ansigtet. Min hage er fyldt med små bumser og på kinderne er jeg ved at få solpletter igen. Mærkeligt nok har jeg ikke slikket sol, så hvorfor de kommer aner jeg ikke.
Min familie presser (virkelig meget) på for at jeg skal skille mig af med mit sminkebord i soveværelset. Det som jeg selv har sat istand og malet kyllingegult med pink indmad. Det har fulgt mig i mange år og har været min Gudmors, men netop pga. at det har været hendes skal jeg smide det ud og så snart jeg giver efter, har jeg smidt den sidste ting jeg ejer fra mine Gudforældre væk. Lige borset fra min Fiat600 som jeg stadig drømmer om at få på plader. Presset er enormt og jeg kan ikke overskue at blive ved og ved og ved og ved og ved med at sige fra. Jeg tænker på om de egentlig ved hvor stort et pres de lægger på mig? Jeg kunne aldrig drømme om at diktere andres hjem eller indretning men sådan er det ikke i min familie. Det er opslidende, fordi jeg ved at de ikke mener det dårligt eller ondt, de ved bare ikke at jeg ser verden i andre farver end dem og derfor hører jeg deres sprog i andre nuancer og niveauer end mennesker på deres niveau gør og betydningen bliver en helt andet. Gid de ville bruge bare lidt krudt og energi på at forstå mig mig, så vi i det mindste kunne kommunikere på samme niveau, samme bredegred og i samme nuancer.
Inde i mit fantasihoved løber jeg hver dag en lang tur, for motionens skyld, ligesom jeg taler, diskutere og græder og kysser med min fiktive ægtemand, som jeg har været gift med siden jeg ca. var 16. Han har ingen ansigt men han er der altid for mig. I mine tanker that is
Hvad har DU på hjertet?