Sommersolhverv 2020

Jeg er så alene i min sjæl, at det gør fysisk ondt inde i min krop. Jeg måtte stå op og tage 2 x af de piller jeg fik med hjem fra hospitalet da jeg blev påkørt i August sidste år, bare for at kunne holde ud at ligge i min seng.

Jeg er lige kørt hjem i et vidunderligt aftenlys (20. juni = Sommersolhverv) fra min kusines familiefest pga. at hun blev færdiguddannet sygeplejerske i sidste uge (med et fint 12 tal) Jeg kunne være blevet men jeg følte mig så alene, selv om jeg havde Ella med. Jeg kan ikke forklare det til nogen, så jeg er helt stoppet med at forsøge, men det føles som om mit indre er et stort blåt mærke og jeg lææænges efter at kunne sætte mig ned og fortælle en ligeværdig person, om mit store blå mærke – VEL OG MÆRKE med den viden i mit baghoved, at personen kan lide mig før jeg taler og stadig kan lide mig når jeg er færdig med at tale.

Jeg savner et menneske der vil mig på trods af alle de ting jeg ikke er og aldrig bliver. Jeg savner en ven. It’s that simple.

Så i stedet for at kører direkte hjem, så kørte jeg lidt rundt i Århus med Ella på passagersædet. Jeg var så fin i tøjet i min hvide kjole fra Zara med træknapper og mine fake-læder sandaler med fake-guldplader fra Deichmann sko – de er så gamle at de burde være kasseret for mange år siden, men jeg gemmer som altid, alting. Det kom mit udseende til gode i dag.

Jeg kørte forbi den ene lejlighedsfest for åbne vinduer, efter den anden. Det er 22 grader udenfor. Mennesker gik i små flokke på gaderne, iført sommertøj og med øl, vin mv. i hånden. Der var mennesker foran alle barene, restauranterne og på alle bænke, parker og grønne områder. Hvad jeg ikke ville give for at være en del af et sammenværd, kan ikke beskrives. I stedet for kørte jeg rundt i mors bil og så på livet der passerede forbi mig. Min egen bil er lige til en forandring i stykker igen. Sjovt som den er i stykker hele tiden, og sjovt som alle problemerne ikke har noget med påkørslen at gøre. Sjovt som forsikringen stadig ikke har udbetalt én eneste krone til mig. Sjovt som man kan slippe fra at bryde loven, ikke holde afstand, kører for stærkt og bruge sin telefon under kørslen. Jeg forstår ikke livet.

Mens jeg kørte rundt tænkte jeg på hvor meget jeg ville ønske jeg havde en jeg kunne ringe til. Jeg ringede til Lotte, da hun er den eneste jeg kan ringe til, udover min familie – men selv om min familie ville være uenig, så dur det ikke at ringe til dem. De ved ikke hvordan jeg har det og jeg ville aldrig fortælle dem det. De få gange jeg har forsøgt, har jeg brændt fingerne noget så eftertrykkeligt. Min ene onkel sagde i dag, at mennesker der var på en bestemt måde havde psykoser og at de bare skulle aflives, fordi de ingen værdi har. Jeg krympede mig inden i.

Lotte tog ikke telefonen, så jeg lagde en besked velvidende at jeg ikke hører fra hende før hun har brug for min bil, anhængertræk og min trailer 1. juli når hun skal flytte.

Jeg føler mig så forladt, specielt sammen med andre mennesker, for selv om jeg sidder dér iført en snehvid sommerkjole og perfekte krøller, nypudset margurit smykker og den sødeste reneste hund, så er der ingen der ved at indersiden af mig, er så beskidt, grim, ulækker, forkert og øm at jeg næsten ikke kan holde mig selv ud, men i morgen må jeg igen vågne op til samme følelse og i samme krop. Der er ingen udvej herfra, udover døden og jeg er de sidste par dage begyndt at lave konkrete planer. Det bliver jeg nød til.

Jeg tænkte på min klage til Styrelsen for patientklager.

Jeg er ikke overrasket over Fede Dorits handlinger, over at hun finder på at fabrikere løgne om at jeg har haft massiv fokus på hende og hendes privatliv under vores samtaler gennem 9 måneder, men først kommer med de kommentar efter at jeg har googled hende. Hun har vel og mærke aldrig noteret noget i mine journaler om min massive interesse.

Jeg er heller ikke overrasket over at min psykiater-lærling har brudt sin tavshedspligt. Jeg er heller ikke overrasket over at min jobsøgning giver bagslag og rammer mig i nakken og 6 måneder senere bliver brugt imod mig i psykiatrien.

Jeg burde havde vidst bedre, specielt fordi jeg selv var i tvivl da jeg søgte jobbet, specielt da jeg allerede nærmest fra dag et følte en enorm mangel på forståelse og samhørighed mellem Fede Dorit og jeg. På fagsprog hedder det resonans og er en virkelig vigtig del af et behandler/klient “forhold” – uden resonans går det ikke, men det var ingen opmærksom på, fordi på psykiatrisk hospital er det sådan, at man SKAL blive hos sin behandler, fordi man SKAL lærer at arbejde sammen med alle slags mennesker, også dem man ikke kan lide. Nøjagtig som det IKKE er i det virkelige liv. For hvem fanden ville sidde og taler med en fed latterlig kost 45 minutter én gang om ugen, hvis alt på en bare strittede? Ingen sku da!

Man ville få en ny vejleder, finde en ny kollega, søge nyt job, bytte plads på studiet – INGEN STEDER EVER ville man blive tvunget til at arbejde sammen med et menneske man overhoved ikke klikker med, når opgaven var så vigtig, at udfaldet var altafgørende. Men på psykiatrisk hospital har de egne regler og spiller du ikke efter dem, har DU et problem. Ikke dem.

Min psykiater-lærling har skrevet mange mindre flatternede ting ind i mit journal. Hun har bla. skrevet at jeg har en tendens til at være sort og hvid i min tankegang. At jeg har tendens til misundelse. At jeg er et negativt menneske. Der er skrevet så mange grimme ting omkring min personlighed ind i mit journal og det er hamrende sårende, men hun har glemt at skrive ind, at jeg også er enorm hurtig til at tilgive. At jeg nærmest tilgiver smertefulde handlinger mod mig, før de er færdige, fordi det er sådan jeg er. Jeg tilgiver. Jeg kommer videre. Jeg arbejder mig væk fra smerten, sorgen, ydmygelserne.

Hun har også glemt at skrive ind at jeg husker. At jeg er god til at huske. At jeg husker ALT. Jeg glemmer INTET. Jeg bærer ikke nag over at hun har brudt min tillid ved at lække min historie. Det var sårende men forventelig og jeg har tilgivet hende.

Men jeg vil aldrig nogensinde glemme at hun brugte min egen historie imod mig. Jeg vil aldrig nogensinde glemme at hun har skrevet de ting ind i mit journal og arbejdet for at sætte det eneste jeg har tilbage i miskredit. Nemlig mit navn.

Dét glemmer jeg aldrig. Jeg kommer aldrig nogensinde til at glemme hvilket menneske hun rigtig er.

Og med dét i mine tanker, vidste jeg godt, mens jeg kørte rundt i Århus på sommersolhvervsaftnen 2020 og fantaserede om at have en ven at fortælle om mit store indre blå mærke, at en sådan ven aldrig vil finde vej til mig. Jeg ville nemlig aldrig stole nok på personen, til at åbne op, sådan rigtig og 100% op. Det kan simpelthen ikke betale sig at åben op og være ærlig og oprigtig, for uanset hvilken argumenter du kommer med, uanset hvilken sammenligninger du har, så vil jeg altid, inderst inde hvor ingen nogensinde kommer, end ikke jeg selv, vide at det blot var et spørgsmål om tid, dage, måneder, år – får personen ville falde mig i ryggen. Det sker altid. Det er altid sket. Og jeg orker det ikke mere.

Derfor, på baggrund af min sensommeraftens kørertur og de seneste par dages hyggelige familieminder, er jeg kommet frem til at hvis jeg ikke kommer ind på studiet pr. 28. Juli, så er jeg virkelig pretty fucked.

Bevars, jeg er også ret fucked hvis jeg kommer ind, for jeg kan ikke se hvor jeg skal få overskuddet til studiet fra. Bare tanken om at kører til og fra skolen gør mig fysisk træt. Alt det som skal læses, selv om det er spændene materiale, gør mig træt. Jeg er så træt træt træt hele hele tiden. Jeg sover mellem 10 og 16 timer i døgnet, vel og mærke uden at nogen ved det. Når jeg står op og gør mig klar til en ny dag, er jeg træt og trænger til at sove allerede før jeg er færdig med at gøre mig klar. Min krop er som et slidt billigt Kinesisk batteri, der bare ikke kan lades op igen.

Men kommer jeg ikke ind, så har jeg ikke én eneste ting at se frem mod.

I mange år har jeg levet fra xx begivenhed til xx begivenhed. Fra xx dato til xx dato. Jeg har levet uden at leve livet. Jeg har fokuseret på at komme fra A til B, men glemt at leve på rejsen mellem A og B. Og nu har jeg så forsøgt ikke at leve sådan mere, at være til stede i dag og i morgen, frem for at satse på at d. 28. Juli. Jeg forsøger at leve hver dag frem til d. 28. Juli, fordi det er sådan alle siger man skal leve. At det er den korrekte måde at gøre det på.

Resultatet er dog for mig, at når vi rammer d. 28. Juli, kommer jeg så ikke ind, hvilket jeg allerede er overbevist om jeg ikke gør, specielt ikke efter at min yngste lillebror bragte det op foran min familie og flere kommenteret “er det ikke svært at komme ind?/det kan du da ikke komme ind på?” så har jeg INTET at se frem til, at leve for, at sigte efter. Når først vi når d. 29. Juli 2020.

Der er ikke én eneste ting jeg skal. Jeg har ikke én eneste ting at sige efter.

Jeg vil til den tid være blevet 42 år gammel. Jeg vil stadig være single. Jeg vil stadig være barnløs. Jeg vil stadig være en tilvalgsvare. Jeg vil stadig være arbejdsløs. Jeg vil stadig være ubrugelig på arbejdsmarked. Jeg vil stadig være på dagpenge. Jeg vil stadig være venneløs. Jeg vil stadig være et udkast fra psykiatrien. Jeg vil stadig være hende ingen vil savne. Hende ingen ønsker.

Jeg har ingen indtægt som jeg selv genere. Jeg kan ikke tage vare på mig selv. Jeg lever af andre som en snyltebille. Jeg eksistere kun i form af mine forældre. Min økonomi bliver aldrig god igen, fordi jeg end ikke kan tage vare på mig selv.

Så når vi kommer til den dato, så kan jeg stå dér og se på mit liv som ikke blev til noget, velvidende at det bare er et spørgsmål om tid før mine forældres velmenende meninger vil hagle ned over mig, mens det også bare er et spørgsmål om tid, før a-kassen vil sende mig ud og bøjle tøj op på en eller anden containerhavn eller lavet noget andet arbejde uden fremtidsperspektiv i. Og alt imens dét sker, så vil mit indre stadig være et stort blåt mærke, som ingen kan se.

Jeg gjorde et halvhjertet og måske endda set bagud, latterligt forsøg på at lave en fremtidsplan efter 28. Juli 2020. Lang historie kort, jeg kender til en organisation der hedder Reeces Rainbow i USA, som specialicere i at få børn med specielle behov, adopteret til kærlige mennesker. Jeg kommer aldrig til at få en mand, men ville ønske jeg havde en at kaste min kærlighed på, men når jeg ser på et lille barn tænker jeg kun på hvor meget man kan skade et sådan lille menneske – jeg ser intet andet end alle de mange tusinde måder jeg kan skade et barn på.

Så jeg tænkte at jeg kunne søge om at adoptere et barn, der var lidt ældre. Igen lang historie kort og tankerne her er nogle jeg har haft i et års tid, selv om jeg ikke har nævnt dem herinde før. Jeg har mange tanker jeg aldrig deler herinde, fordi jeg netop er bange for de fordømmende tanker jeg selv får, når jeg skriver mine hemmelige tanker ned. Derfor gemmer jeg mine tanker inde bag mine tanker så jeg ikke behøver at tænke på dem.

I Ukraine sidder der rigtig mange børn, som er stemplet som “special needs children” pga. at de feks. mangler dele af en arm eller har HIV. Begge dele er ting jeg end ikke ser som et handicap eller en sygedom. Det kan fixes. Du kan få en fin prostese og leve et normalt liv. Du kan få korrekt medicin mod HIV og leve et normalt liv. Det er naturligvis ikke sikkert jeg kan godkendes til adoption, måske nærmest 100% sikkert at jeg ikke kan godkendes, men jeg valgte at tage fat i håb delen af tanken om adoption og skrev derfor til adoptions bureauet og spurgte specifikt på en 10 årig pige, der havde boet hele sit liv på børnehjemmet, fordi hun havde HIV.

Til min søsters 40 års fødselsdag sad vi og tale om fremtiden og drømme og bla bla. Jeg lyttede bare og sagde ikke noget, men da snakken havde stået på et godt stykke tid, tænkte jeg opmuntrende tanker og følte at jeg kunne fortælle at jeg havde skrevet på pigen og taget kontakt til DIA i Danmark, for at tage første skridt til en adoptionsgodkendelse. Jeg tror jeg naivt tænkte at jeg kunne redde den lille pige og at den lille pige kunne rede mig.

Men først blev jeg afbrudt af at min søster skulle ud og tjekke om hendes datter trak vejret ude i bilen hvor hun sov med åbne vinduer, for tænk nu hvis hun vågnede og ikke så ind i sin mors øjne i det nøjagtige øjeblik hun åbnede dem. Så blev jeg afbrudt af min yngste lillebror. Og så opgav jeg. Min Mor bragte det dog på banen; hvad var det du ville sige? Jeg slog det hen men SÅ ville alle pludselig hører hvad det var jeg fortalte, og da jeg så fortæller kan jeg bogstaveligtalt se væmmelsen i min families ansigter. En siger: HIV?!! Vil du bringe sådan en smittefare ind i vores familie? En anden siger: Fuck hvor vammelt. Og min Mor gik ind i køkkenet uden at sige ét eneste ord til min drøm. I got the point og VIDSTE jo godt jeg ikke skulle have delt mine tanker og drømme.

Et par dage går, Mor og jeg sidder og taler om Ella. Mor siger noget med “bla bla bla det ville måske være nemmere hvis man havde 2 x hunde, så de kunne holde hinanden med selskab” Jeg er enig med hende og siger at jeg har tænkt tanken men at jeg dels tænker at det vil være mega hårdt at have 2 hunde, ligesom det er en meget dyr hund at købe. Jeg forsætter og siger: Men hvis jeg skal have en mere, så ville jeg melde mig på listen hos Dyreinternatet så jeg kan få en hund af samme race, næste gang en sådan bliver indleveret. Mor kikker på Ella og siger: “at dét syntes hun er en dårlig ide, for det er med hunde som med børn, det er bedst at have dem fra de er helt små af, så man ved hvad man får. Der følger altid skavanker med hvis man får dem halvvoksne….” – og sådan fik jeg min mors uforbeholdne mening om min drøm om at adoptere Kalinka på 10 år med HIV, sådan at jeg ville få et formål med at leve det her liv som alle er så opsatte på at jeg skal leve, fordi det simpelthen er SÅ FEDT at leve livet!

Og i retroperspektiv er det jo også en fuldstændig fucked ide at tro at jeg kan adoptere og tage vare på et levende menneske!!!

Jeg har vist ikke fortalt at vi var i sommerhus i en uge i slut maj/start Juni. Jeg følte mig som en tyv i natten, da jeg jo ikke må tage på ferie uden at meddele det til min a-kasse, men at være sammen med min familie i et møgbeskidt poolhus i Hvide Sande, føltes faktisk nærmest som at være på konstant arbejde.

Det var hele tiden mig der var mærkelig, på tværs, uforskammet, utaknemmelig. Mig der hænger fast i fortiden. Det eneste jeg ønskede var én dag, efter 6 dage non stop sammen med HELE min familie fra morgen til aften, hvor jeg kunne få lov til at sidde i sofaen med min computer og arbejde på lidt bestyrelsesarbejde, svare på maisl osv. Bare være mig alene uden 8 mennesker i min hjerne og i mine øre.

Lang historie kort, det munder ud i at Mor sidder og siger: “…..ja jeg ved godt jeg har været en dårlig mor……” sagt i en meget sårende og overbærende tone. Jeg kikker direkte på hende, vi sidder ca. 20 cm. fra hinanden og siger, som sandt er: “Nej, du har ikke været en dårlig mor. Du har bare været en meget uopmærksom mor“
– og sådan kære læser, sådan skaber du en tsunami af vrede, kold luft og foragt fra din familie. Your welcome.

Mor sagde envidere at jeg burde være mere taknemmelig. Taknemmelig for ALT det jeg har fået, og jeg er, tro det eller ej, hamrende bevist om at jeg får en masse goder grundet mine forældres økonomiske situation. Jeg har en bil, jeg kan få den gratis på værksted hos Far, jeg bor i en stor lejlighed ejet af mine forældre, jeg har netop købt min gamle lejlighed af mine forældre, jeg har en anden lejlighed som jeg kun ejer pga. mine forældre, jeg kommer gratis i pool sommerhus pga. mine forældre osv. Det er så mange ting i mit liv, som kun sker pga. mine forældre og deres økonomi.

Men jeg er, uagtet hvor forfærdeligt et lys det her sætter mig i, ikke et eneste splitsekundt taknemmelig.

Jeg er IKKE TAKNEMMELIG overfor de ting jeg har fået og stadig får, i mit liv. Uagter hvor tingene kommer fra. Jeg siger ikke jeg er utaknemmelig, men jeg er bestemt ikke taknemmelig.

Jeg har aldrig bedt om at få en bil eller få en lejlighed eller få en gård. Jeg har aldrig bedt om at få 500 kr efter hver gang. Jeg har aldrig bedt om at være ensom, om at blive født, om at bo fjernt fra alt og alle, om at være psykisk syg, om ikke at blive troet på. Jeg har ALDRIG BEDT OM NOGET. Og alligevel sker de her ting for og omkring mig. Og samtidig forventer mennesker helt ud af det blå at jeg skal være fucking taknemmelig?

Det kommer aldrig til at ske.

Jeg ved end ikke hvordan taknemmelig føles eller ser ud. Men en ting er sikker, jeg boede bedre hvor jeg boede før, jeg boede billigere og livet var bedre før jeg betroet mig. Ergo ser jeg ingen grund til at være taknemmelig. Overfor nogen.

Og fordi jeg ikke ser en grund til at være taknemmelig og fordi jeg ikke ved hvad taknemmelig er, så er der nu endnu et bump mellem mig og mine forældre. – Som om der ikke var nok i forvejen.

Da vi var i sommerhus, gik min søster og jeg en aftentur mens jeg luftede Ella. Vi stod på en lille bakke (sanddynge) bag ved huset og kikkede ud over de andre sommerhuse der lå ved siden af. Min søster syntes det var vildt at der var så mange som var tomme. Jeg forstod ikke hvad hun mente og kikkede videre på de store tomme pool sommerhuse.

Min søster fortsatte og sagde: Prøv at se der og der og der, hun talte, 4, 5, 6, 7 – 12 tomme sommerhuse rundt om os, lige med undtagelse af det sommerhus vi er i. Jeg forstod stadig ikke noget.

Kan du ikke se hvor øde det her sted er siger hun. Hvis man var psykopat var det nemt at komme og slå os ihjel, ingen ville kunne hører os, fordi der ingen naboer er og ingen ville opdage noget før om lang tid, fordi der er så langt til alting. Jeg kikker på hende og hun forsætter.

En psykopat behøver bare at se efter hvilken huse der har biler foran, så ville han nemt kunne finde et hus med nemme ofre i. Det er sygt at vi er så langt ude på landet, så isoleret fra alting at selv ikke internettet er særlig godt.

Jeg stod og skubbede min birkenstock sandal ned i marhalmen og sloges med min tunge, der så gerne ville sige: “Ja, det er sindssygt, det er ligesom at bo på gården” Men jeg sagde ikke noget, da jeg allerede kunne forudse reaktionen på min tørre konstaterende kommentar. En kommentar der blot ville påpege det åbenlyse som ingen andre nogensinde har kunnet se. Før nu. Åbenbart.

Jeg er så træt og jeg er så fyldt med fysiske og mentale blå mærker, at jeg næsten ikke kan trække vejret. Gid jeg kunne sove og aldrig vågne op igen.