Jeg er en omvandrende katastrofemagnet og lige nu er jeg dybt rystet. Klokken er 21.34 tirsdag d. 4. maj 2021, 76 årsdagen for Danmarks befrielse.
Min elskede Mormor boede dengang (i 1945) i Blegdammen og min Morfor løb ned kl. ca. 19.35 (dengang var der ikke indført sommertid) fra Høje Hasle hvor han boede og stod og råbte op til Mormor på altanen “Har du hørt det? Har du hørt det?” Jeg ville gå derned og tage et billede af altanen, men Mor skrev at der var klokkespil ved rådhusuret som var oplyst i de britiske farver, så jeg gik derop først.
På vej tilbage hjemad besluttede jeg mig for at gå forbi Blegdammen og tage et billede, sådan at jeg stod på samme sted som mine dengang kommende bedsteforældre også gjorde, bare 76 år tidligere. De blev først gift 6 år senere og min mor er født i 1951 som deres første barn. Hun bliver 70 år til Skt. Hans i år.
Ella og jeg går ned af J.M. Mørks Gade, krydser det lille bitte stykke af Åboulevarden og går ud på broen for at krydse Århus-å og gå mod Blegdammen – se kort
På den anden side af broen, altså på det bilfrie område, går et par i starten af 20’erne med en lille hvalp, en Amerikans sherpard et eller andet, brun med blå øjne. Den er 10 uger gammel og hedder Baloue. Hvalpen får øje på Ella og jeg som er midt på broen og løber hen mod os og drejer ind på broen.
Pigen løber efter og kalder på den. Jeg siger til pigen “bare rolig jeg skal nok stoppe den” – broen er jo ikke så bred og jeg kan nemt fange den, men lige i det jeg siger dét kalder pigen igen på hunden, som nu stopper men pigen glider på det ultra glatte træ (det har regnet hele dagen) som er på broen. Hun falder bagover på numsen og ryggen men lander direkte, som i DIREKTE oven på hvalpens ryg og hvalpen flader fuldstændig ud.
Jeg har aldrig hørt en hund skrige, men den skreg og den skreg og den skreg og den skreg og der gik så længe før den stoppede med at skrige…. Det gik lige i hjertet på mig. Ella kravlede helt ind til gelænderet og satte sig helt hjælpeløst (hun var i snor) Herefter begyndte hunden at kaste op, dens ene ben var helt skævt og ryggen zig-zag-agtig.
Pigen var helt ude af den og jeg prøvede at hjælpe så godt jeg kunne, men hun sagde hele tiden (pigen altså) “Ej det er sådan en forfærdelige lyd” mens hun græd og jeg kunne virkelig ikke sige andet end at ja det er det, for det var det. Jeg kunne end ikke sige til hende at det bliver godt igen for jeg tænkte at dét der var en aflivning. Hunden så ud til at havde brækket ryggen, den kunne hverken stå eller sidde.
Fyren der var med, OMG hvor en fucking spasser! Pigen gav ham hendes telefon og bad ham ringe til nogen og han var sådan: Hvem….. Jeg bad ham ringe til en dyrelæge men han endte med at ringe til pigens mor. Han stod endda og grinede og sagde: Ej hvor så det sjovt ud (!!) Jeg vælger at kreditere ham med at han må være i chock.
Jeg spurgte pigen om hun havde forsikring, det havde hun men hun havde ingen dyrelæge, altså fast dyrelæge for hun havde lige fået hunden, så jeg ringede til min dyrelæge som jeg har indkodet i min telefon og imens var pigens mor på vej fra Risskov. De blev hentet af moderen som kørte dem ud til dyrelægen som var klar til at tage imod dem. Stakkels stakkels lille bitte hund og STAKKELS pige, dét der bliver svært at tilgive sig selv for.
Jeg gik videre, da de var blevet hentet, og fordi jeg er virkelig god i krisesituationer, fortsatte jeg med det min hjerne var programeret til. Jeg gik ned i Blegdammen og tog et billede af altanerne Mormor stod på og gik hjem. Nu sidder jeg her og Ella sover.
Jeg har altid tænkt at jeg var rigtig god i krise situationer, i voldsomme situationer hvor mange går i panik, fryser eller handler irrationelt. Som feks. ham fyre der står og griner og siger at det så sjovt ud at pigen faldt oven på hunden. Det havde måske været sjovt hvis ingen havde slået sig, men selv da tænker jeg næppe jeg kunne havde set det sjove i det. Jeg ser ikke det sjove i andres ulykker, smerte, sorg osv. Heller ikke Fede Dorits eller andre på psykiatrisk Hospital. End ikke min Gudfars sygdom så jeg som “HaHa Fedt”, selv han fortjener et sund helbred og godt liv.
——
I dag er det 5. Maj. Jeg sov nærmest ikke i går aftes, jeg kunne hører hundens skrig inde i mine øre og her til morgen lå både Ella og jeg i sengen indtil kl. 12.30. Jeg tænker faktisk at selv Ella må være påvirket af det, hun ville end ikke ud og tisse. Hun lå bare under min dyne, hvilket også er usædvanligt, da hun hurtigt sveder.
Så kørte vi en tur og jeg tvang hende til at gå en kort gå-tur i regnvejr i kolonihaven. Her til aften kom Lotte men hun var så træt at hun faktisk kun var her i 1 time og 20 minutter. Hun havde en stor Hoegaarden øl med til mig som jeg slugte på no time. Jeg har det så dårligt inden i at jeg ikke kan rumme mig selv. ALT gør ondt, både psykisk og fysisk.
Jeg har vist glemt at fortælle at jeg mødte Kunstmaleren en af de sidste mandage i april midt på Clemens bro, hvor jeg stod med Ella og min niece og kikkede på ænder i Århus å. Vi stod på broen og kikkede ned. Min søster var til frisør og min niece skulle klippes bagefter for første gang, så jeg hentede hende i Vuggestuen og gik rundt med hende, fordi min søsters frisørtid trak ud. Mens vi står der kommer Kunstmaleren hen og siger hej.
Jeg er så fed og færdig og ødelagt inden i og udenpå, at jeg overhoved ikke har lyst til at hilse på nogen mennesker. Jeg vil VIRKELIG bare gerne være alene, med min skam, sorg og smerte. Men han hilste og sagde med det samme at jeg bare skulle kikke ned i hans Atelier, “det kunne være så hyggeligt”.
Jeg vil hellere brække benet end at tage derned, men det sagde jeg ikke. Siden da er han begyndt at ringe men jeg tager den ikke. Jeg mener han er gift, han har 3 børn, han gik FRA mig pga. sin nuværende kone. Jeg kan ikke forstå hvad gifte mænd vil med kvinder de ikke er gift med, eller jeg forstår godt hvad de vil have men jeg forstår ikke at de kan få sig selv til at gøre det.
Jeg er i hvert fald ikke interesseret på nogen måder. Overhoved. Jeg vil bare gerne være alene, i fred. For alle mænd der vil mere end bare være min ven.
——
Jeg kørte Ella ud til mine forældre i dag, bagefter kørte jeg ud til mine storskraldsting og fik taget billeder, mål, rengjort mv. Da jeg kom hjem fik jeg lagt en masse ting til salg på FB og dba.dk
Mens jeg var derude, ringede Styrelsen for Patientklager. Det er virkelig stressende men den korte version er at de jo har behandlet psykiater-lærlingens brud på tavshedspligt og fandt at hun ikke havde brudt nogle etiske regler og det er helt fint, så skal man heller ikke klynges op for noget. Så den sag blev afvist/udfald til fordel for psykiater-lærlingen.
Samtidig har de anbefalet mig at klage til Datatilsynet, det har jeg så gjort, men Datatilsynet har så valgt at de ikke kan bearbejde klagen, da de mener den falder ind under Styrelsen for Patientklager. Styrelsen for Patientklager har så kikket på min klage og vurderet – igen – at den hører til hos Datatilsynet, så nu har de sendt den retur til Datatilsynet.
Samtidig venter de på materiale fra psykiatrien som udskyder igen og igen pga. “corona” – det er fint, hvis vi leger “hvem bliver træt først” så taber psykiatrien. Min advokat og jeg er af den opfattelse at psykiater-lærlingens klage til afdeingsledelsen i april har haft stor indflydelse på den efterfølgende behandling jeg har fået. Men da der ikke var noget at klage over – da det ikke er ulovligt at søge jobs – så har det haft en uhensigtsmæssig stor betydning og dét er ikke acceptabelt.
Mens jeg talte med Styrelsen for Patientklager begyndte jeg at græde (igen) og bagefter kørte jeg hjem. Jeg kunne simpelthen ikke overskue at være dér mere.
På vej hjem kørte jeg i Bilka og afleverede et tons flasker, eller ca. deromkring. Da jeg kørte ud til mine storskraldsting, kørte jeg som altid lige forbi min gl. gård. Jeg lagde mærke til at det gamle stuehus manglede noget af taget og så mig selv i slowmotion dreje til venstre og ind af vejen, hvor jeg kørte stille forbi allen op til gården og kikkede. Jeg kørte ned til allen til gården hvor jeg voksed eop (nabogården til min egen gård), vendte bilen og kørte retur – netop som jeg kører dér ringer min telefon og på displayet står der “Forpagter XXX” Dvs. min gl. forpagter ringede. Jeg så ham godt oppe på marken og jeg ved at landmænd har en evne til at spotte biler og mennesker der kører forbi – da jeg tog den sagde han “Jeg giver en sodavand” – jeg smilede i røret og kørte op til ham og hilste.
Han er sød som dagen er lang og har altid passet godt på mig, vi stod på hans ejendom og kikkede ned på min gl. gård og talte om den, lidt om min Gudfar og jeg hører mig selv sige “ja jeg savner ham ikke….” og liiige da jeg sagde dé ord vidste jeg inde i mig selv at jeg løj. For jeg savner ham. Det er simpelthen SÅ SINDSSYGT og SÅ SKAMFULDT at indrømme, men jeg savner ham.
Jeg savner at han lyttede til mig og talte til mig og altid havde tid til mig – jeg savner ikke alt det der lå ind i mellem det, men jeg savner at vi sad på hver sin side af bordet og spiste kylling og kartofler med brun sovs, at vi snakkede sammen om gamle dage.
Der er millioner af ting jeg IKKE SAVNER ved ham. Faktisk er der måske kun få procenter jeg savner og resten er procenter jeg IKKE SAVNER, men min hjerne og min krop vælger at fokusere på de få få procenter. Fordi jeg er så alene og forladt.
Jeg skulle ALDRIG NOGENSINDE EVER EVER HAVDE FORTALT MINE FORÆLDRE OM MIN GUDFAR!
Han fik så meget ret, ingen ville tro på mig. Selv i døden fik han ret og nu er det mig som skal leve videre her på jorden med skammen brændene som tusinde små brændenællestik under huden. Hver dag. Resten af mit liv.
Det er mig som er blevet 43 år og lever et fremtidsløst liv. Det er mig som er overvægtig og efterhånden mere ubegavet end en evnessvag. Det er mig som ingen tror på. Og som ingen har tid til.
Det er mig som en privat psykolog jeg 100% selv har betalt, har valgt at frabede sig flere sessioner med. Det er mig som er så syg at ingen kan rumme mig – og alligevel ser jeg overhoved ikke syg ud udefra. Jeg ligner bare en fed taber fra Lolland og min familie ser mig ikke.
Hvad har DU på hjertet?