Om det er den massive vedvarende smerte i min mund, eller om det er mit indre der simpelthen giver op, vil jeg lade forblive i det uvisse. Men jeg har truffet en beslutning, som jeg ca. har brugt 3 år på at komme frem til.
Jeg vil lukke mit firma. Bum. Så har jeg om ikke sagt det højt, men i det mindste skrevet det ned. Herinde.
Enten skal jeg give den fuld gas, finde nogle penge et sted, få fat i min koder i Spanien, som lovede at have lavet bookingflowet om pr. 1. April 2019, men som jeg ikke har hørt fra i flere måneder og som ikke har svaret på mine smser mens jeg var i Spanien. Far og Mor tror jeg har haft et møde med ham (hvilket også var planen) men da han aldrig svarede tilbage, blev det ikke til noget.
Men det kan jeg ikke fortælle til Far og Mor, for så vil jeg skulle hører på og ikke mindst forklare, HVORFOR jeg ikke havde hørt fra ham og HVAD jeg nu ville gøre (hvilket jeg obviously ikke har svaret på) og alt muligt andet. Så jeg smed en lille hvide (sort eller pink?) løgn og sagde at jeg havde haft et møde med ham og så spurgte de ikke ind til mere og jeg var “home safe” i denne omgang.
Men altså, enten skal jeg pumpe mig selv op som et andet badedyr, finde nogle penge, få min koder til at lave bookingflowet om, så et er mere brugervenligt = flere kunder og færrer som falder fra i forsøget på at booke, finde mig noget investering (fordi det er mega nemt) og på alle mulige måder skabe PR for mit firma det næste år frem og se hvor jeg så befinder mig.
– ovenstående lyder SÅ meget som kagecreme i mine øre og jeg ville ØNSKE jeg kunne gøre netop dét. Men jeg har ikke energien til at gøre alle de ting alene. Ikke mere. Jeg er færdig. Min energi forsvinder et sted mellem 1-2 timer efter at jeg er stået op og resten af tiden er jeg ked af det, alene og dybt deprimeret. Det eneste jeg næsten bruger min tid på, er at overbevise mig selvom at min Psykiater-Lærling havde ret, når hun sagde at jeg højst sandsynlig ikke ville dø ved at springe fra Ringgadebroen og at min død, så frem jeg døde, ville være meget meget smertefuld. Men min anden hjerne halvdel, fortæller mig at dét kan hun rent praktisk ikke vide noget om, udover fra lærerbøger og dem kan jeg faktisk også (stadig) læse.
Men altså, hvis jeg ikke skal gøre ovenstående, så skal jeg gøre det jeg nu har besluttet mig for, og det er at lukke firmaet hurtigst muligt.
Jeg har (heller ikke) hørt fra min Revisor, siden jeg sendte alt mit rengskab afsted til hende, inden jeg rejste til Spanien. Jeg ved godt hun har travlt og alt muligt, men jeg ville sådan ønske at hun kunne finde en studentermedarbejder eller en praktikant og få personen til at skrive 1. Tak vi har modtaget dit rengskab og kikker på det bla bla bla og 2. Nu har jeg kikket på dit regnskab og det ser sådan her bla bla bla ud…..
Jeg ville sådan ønske jeg fik noget responds på de mails jeg sendter ud, så de ikke bare havner i en indbakke et sted og så kan jeg sidde dér med mine følelser i hånden og tænke mit i den anden ende. Hvilket jeg naturligvis gør til den helt store guldmedalje!
Så, uden at have talt med mine forældre om det, uden at have vendt det med min Nye Behandler, uden at have vendt det med Norman, uden at have talt med min Revisor – helt alene, har jeg besluttet mig for at lukke det eneste jeg nogensinde 100% har gjort for mig selv. Nemlig at lukke dét firma, som jeg startede op, med alle, simpelthen alle papirene i orden. Jeg fulgte minitiuøst alle guides til at lave et firma fra bunden af, jeg har endda fået tilsagn på investering fra Vækstfonden, så frem jeg kan finde andre som også vil investere – dét burde være nemt ikk? Men det er det ikke.
Jeg har gjort ALT hvad jeg kunne for at skabe det korrekte firma, hvor alle uanset niveau, evner, sprog og uddannelse fik samme løn, samme form for anerkendelse og samme type arbejde. Jeg er ejer af det eneste firma af denne type i Danmark, som offentlig står ved mine kunders anmeldelser. Jeg har ALDRIG ændret, slettet eller fjernet en anmeldelse – alt ligger fremme nøjagtig som kunderne har skrevet det. Og hvorfor kan jeg gøre det? Fordi jeg i modsætning til alle de andre, er herrer god til rengøring og til anerkendelse. Men i modsætning til alle andre, er jeg åbenbart herrer elendig til at drive virksomhed, til at holde fast på mit team og til at tjene penge.
Jeg er måske ikke født fattig, faktisk langt fra – mine bedsteforældre på begge sider var velhavende og mine forældre er siden blevet velhavende, men min skæbne må være at jeg skal være fattig. At jeg skal have uheld med alt hvad der hedder penge og har med penge at gøre. Jeg kan ikke få mit firma til at løbe rundt, jeg kan ikke få min udlejningslejlighed til at genere penge nok, jeg kan ikke leve uden de penge jeg får fra min Fars firma – det korte af det lange er, jeg vil for altid være afhængig af andre mennesker og de her mennesker er “sjovt nok” altid mænd.
Jeg kommer aldrig NOGENSINDE til at stå alene – og få succes. Jeg vil altid være alene. En fejl. En person som ikke burde eksistere. Og som ironisk nok ikke kan eksistere, uden andres hjælp. Fucktard.
Men det kan jeg græde over fra nu af og til den dag jeg dør, det ændre ikke noget. Jeg må lukke mit firma, tage det økonomiske tab og så må jeg gå til min læge (igen) og bede om at blive sygemeldt, så jeg kan få sygedagpenge.
Når jeg får sygedagpenge – for ironisk nok kan man som selvstændig ikke få sygedagpenge i Danmark, så længe du har et CVR nummer. Dvs. Det danske samfund, vil ikke hjælpe en iværksætter til at blive rask og vende tilbage til sit firma og få succes……. nej man skal lukke sit elskede firma, ud i alle mulige lorte jobs som slet ikke har ens interesse, fordi man stadig drømmer om det firma man var tvunget til at lukke, mens man kæmper for at blive rask og få økonomien til at hænge sammen via de sygedagpenge man selv har betalt ind til……..life is actually pretty fucked!
Men når jeg får sygedagpenge, vil de helt sikkert sende mig ud i alle mulige slags jobprøvninger og dét alene, ALENE TANKEN stresser mig!! Jeg kan ikke alene føle ydmygelsen ved at blive sendt ud i et eller andet pis skod job som jeg ved jeg 1. ikke ønsker 2. ikke egner mig til 3. ikke har overskudet til 4. ikke har kræfterne til. Jeg kan også mærke den ydmygelse det vil være, at skulle fortælle det til mine forældre og alle andre.
Men faktisk er det væreste, vecd hele det her “luk mit firma” at mit lille bitte firma, er det ENESTE JEG NOGENSINDE HAR GJORT 100% for MIG. Jeg startede det her firma, fordi JEG så potentiale i det. Jeg startede det her firma fordi JEG havde succes med det i Spanien. Jeg startede det her firma med MINE egne penge. Jeg gjorde ALTING efter bogen. Jeg har KÆMPET SÅ HÅRDT og alligevel sidder jeg nu her og må lukke og slukke og acceptere at jeg igen var en fejl.
Jeg dur åbenbart kun til at være gratis luder – tænk engnag hvis jeg så bare kunne finde ud af at tage penge for sex, men nej, jeg er så dum at jeg end ikke kan tage penge for et blow job.
Jeg er så dum at jeg end ikke tør takke ja tak til en bogaftale som i princippet kunne indbringe mig de penge jeg så hjerteskærende mangler. Penge som jeg måske kunne købe en kolonihave med og dermed tage første skridt til at være selvstændig og uafhængig. Men jeg tør ikke. Jeg tøver og tøver og en dag vil de (naturligvis) sige “okay….” og gå videre til andre forfattere. Som har nosserne jeg mangler.
Jeg har besluttet mig for at lave en video og sende ud, i stedet for et nyhedsbrev. Det skal ikke være en super lang video, max 3-4 minutter. Men jeg skal naturligvis huske at sige tak til kunderne og hjælperne og slutte af på en pæn og ordentlig måde. One never know if one should ever need to return, eller noget.
I skrivende stund er det lykkes mig at spise det gode indhold i en Bridgeblanding, en pose Paaken Kanelgiftler og drikke 750 Ml. Hoegaarden Blanch. Min mund er stadig et inferno af smerte – det gør ondt helt ud i nerverne af mine tænder, tandkødet smerter, gummerne smerter, tungen brændre og alting er forfærdeligt – jeg kan slet ikke finde ro og derfor har dette blogindlæg også taget mig lige så lang tid at skrive som det har taget mig at se filmen “Lets’ be Cops” uden lyd inkl. reklamer. Mit fokus er helt skævt.
Men jeg står fast ved, at så snart jeg har fundet mig en ordentlig Videojournalist og fået skrevet mit manus, så laver jeg filmen og lukker mit firma. Det bliver en MEGA LETTELSE at lukke det = at slippe for at skulle se på mails i min indbakke fra kunder, som jeg ikke rigtig ved hvad jeg skal stille op med. På den ene side er det SKÆPPE SKØNT at få mails fra kunder der ønsker rengøring men på den anden side er det MEGA TANKEMÆSSIGT TIDSKRÆVENDE at tænke over, hvad jeg skal stille op med opgaven. Skal jeg kæmpe for at finde energi til at finde en ledig Hjælper, eller skal jeg ignorer mailen og lade et menneske, en potentiel kunde, sidde i den anden ende og tænke hvor et fucking USERIØST LORTE FIRMA den kost driver?
Det er SÅ hårdt at tænke på, at nogen hader mig bare fordi jeg ikke har overskud til at drive et firma alene.
– jeg ønsker ikke at være syg, men det næste som sker er at jeg ved at lukke mit firma, bliver stemplet som syg.
Dét og at jeg mister min lønning fra Far’s firma – men jeg kan jo ikke både tude over at jeg gerne vil være uafhængig og samtidig få en fast månedsløn uden at arbejde for det. Og det er helt okay at miste den indtægt. Det som er hårdt at tænke på, er at jeg for samme mængde penge via sygedagpengene, skal sendes ud i alle mulige jobs og stresses inden i – tanken om min dårlige økonomi er først lige ved at lægge sig men hey, velkommen til en ny bølge med stress over økonomi.
Og nu, NU må jeg simpelthen hoppe i noget tøj og stoppe med at vrøvle-skrive og komme op i 7/11 og købe en cola light og sluge den så min mund MÅSKE (fingers crossed) vil gasse lidt ned på smerteterskeln og give mig nattero. Har spist sovepiller 2 nætter i træk, orker ikke én nat mere (det gør jo indhug i min “hamstre sovepiller” plan)
Hvad har DU på hjertet?