Jeg sidder eller retter, jeg ligger i min seng og ser filmen “Long Shot” på Netflix på min Macbook. Ca. midt i filmen er der en for mig, meget realistisk scene hvor de to hovedpersoner tager en “molly” pille, altså en eller anden form for stoffer, måske ecastacy og bliver super høje, stoned eller hvad det nu hedder, mens de er på en natklub.
Det fik mig til at tænke på, hvorfor det er at jeg aldrig har taget stoffer. Jeg mener med alt det lort jeg har lavet i mit liv og alt det lort jeg har oplevet og alle de steder jeg har boet og alle de mennesker jeg har mødt på min turbulente vej igennem livet, så har jeg ALDRIG taget stoffer. Ever.
Først arvede jeg gården og kort efter det, fik jeg antidepressive piller for første gang af min daværende læge. Hende der mente jeg så små blå mænd, da jeg fortalte hende om min Gudfar. Jeg kommer nok aldrig til at tilgive hende 100%.
Da jeg kom på de antidepressive piller, var virkningen og bivirkningerne så kraftige, at jeg var kronisk træt, tog ca. 10 kg på på 3 mdr og følte mig så meget udenfor min krop, at jeg fysisk så mig selv stå ved siden af sengen, mens jeg lå i sengen og blev voldtaget. Jeg så fysisk mig selv stå for enden af stalden, mens min Gudfar overfusede og sparkede mig i den anden ende. Jeg var, uanset hvad videnskaben siger, 100% udenfor min krop i det lidt over et år jeg tog de piller. Jeg stoppede på mit studie, blev arbejdsløs og en ond ond spiral (der stadig eksistere) startede.
Når jeg ser sådanne filmscener hvor folk er på stoffer og mister kontrollen over sig selv, så tænker jeg altid på, med oprigtig undren, hvorfor folk vil udsætte sig selv for sådan noget?
At være høj på stoffer derhjemme er ubehageligt nok, at være høj på stoffer og ikke have kontrol over dig selv, mens du feks. er på en klub med så mange mennesker, er forfærdeligt!! Hvem skal passe på dig? Hvem har din ryg? Det har man altid kun selv, men hvis du er høj, kan du ikke passe på dig selv – jeg tænker kun på alle de frygtelige scenarier der kan udspille sig, når man er uden kontrol over sin egen krop.
Jeg kunne vitterlig ikke tvinges til at tage stoffer. Jeg har det svært nok med de 60 MG Cymbalta jeg tager lige nu. Jeg har det møg dårligt, føler mig søsyg, har kvalme, det hele sejler og min mund er et inferno og min mave er min værste fjende. Hvis det at tage stoffer på nogen måde kan forværre sådanne følelser med bare 0,1% eller tilføje følelser til rækken af ubehageligheder, så vil jeg bogstaveligtalt hellere løbe direkte ind i et piktrådshegn end tage anykind of drugs!!
Jeg får det fysisk helt dårligt inden i, når jeg ser scenen hvor hun (hovedpersonen) glider ned fra en sofa og siger at hun ikke kan mærke sig selv. Jeg ved nøjagtig hvad hun mener og jeg får flash af gys og gru. ALDRIG om jeg vil udsætte mig selv for sådan noget igen. Ever.
——–
Jeg syntes hele tiden jeg er bagefter. Både i livet og herinde på min blog, en blog der for mig fungere på samme måde som en løvrive fungere for havefolket. Du kan rive bladene sammen igen og igen og du ved at næste år står du samme sted og river, igen. Ja okay det var vist en mega dårlig metafor!!
Min blog er der hvor jeg uploader min hjernes aktiviter og tanker, hvor jeg prøver at skrive ned hvad der er sket, sådan at jeg måske en dag kan se tilbage på tingene/tankerne/oplevelserne og se et sammenhæng, se en løsning eller forstå mig selv bedre. Umiddelbart er det aldrig sket men jeg er enten evighedsoptimist eller ualmindelig vedholden, for jeg har skrevet dagbog siden jeg var 7 år gammel og blogget siden internettet blev opfundet og selv da, var jeg bland pioneren i cyberspace.
Jeg har fundet nogle mexikaner chips (nachos) i skabet, de er så gamle at jeg ikke kan huske hvornår det er købt eller åbnet først gang – og det er nok grunden til at de er så seje og tøre at de hænger fast i mine tænder som lim. Godt jeg ingen plumber har, som kan blive hevet med op!
Jeg kan ikke huske hvornår jeg skrev sidst og hvad jeg skrev, men i mandags kørte jeg ud til min ældste lillebrors kæreste (min svigerinde) med en stor buket blomster. Hun blev 30 år i lørdags og jeg vil lyve hvis jeg siger jeg glemte det. Jeg glemmer ikke fødseldsage, for dem har jeg naturligvis indkodet i min kalender, til påmindelse hvert år, men jeg kunne ikke overskue det, så jeg foretog mig intet – og det naget mig, så jeg kørte derud og gav hende en buket blomster. Hun holder en fest til sommer.
Tirsdag aften kom Far og Mor herind, Mor havde madkurv med og sammen spiste vi aftensmad. Jeg havde 0% lyst til at de kom, men det var faktisk meget hyggeligt. Da jeg ikke har tv, hvilket vist nok kom ret meget bag på Far og Mor, sad vi og så Statsministerens indskærpelser pga. Coronavirussen Kl. 19.00 på min Macbook og Dronningens exceptionelle gode tale til folket, Kl. 20.00 Jeg syntes vores statsminister gør det rigtig godt, selv om jeg er så langt fra Socialdemokratiet som muligt og på ingen måde er fan af hendes måde at fører politik på – hendes ord hører jeg men jeg er faktisk enormt indifferente og føler ikke at hun taler til mig og at det hun siger vedrøre mig. Overhoved. Men når Dronningen taler, SÅ lytter jeg!! Hun er badass og hende respektere jeg SÅ meget!!
– og jeg har derfor forsøgt at følge de tiltag hun nævnte, ikke at jeg har hængt ud i grupper med folk på 10 personer og gået rundt alle mulige steder, så jeg har nok aldrig været en af dem der “er problemet” for selv før Corona, var jeg mest i min lejlighed. Og jeg har kun handlet ind én gang de sidste 2 uger. Ikke fordi jeg forsøger at holde mig væk men fordi jeg generelt ikke handler særlig meget qua at jeg hader at lave mad.
Far og Mor vil (stadig) gerne at jeg får et sceneskifte og miljøskift, og at jeg flytter ned i den anden lejlighed. Mor ringede dagen efter og sagde at hun IKKE ville hører for, at det var hende der bestemte hvor jeg skulle bo – som feks. var tilfældet med gården – men at hende og far syntes bla bla bla bla.
– og det er ikke for at være flabet at jeg skriver “bla bla bla bla” om det min mor siger, men jeg har bare hørt det allerede så mange gange og jeg aner ikke hvad jeg skal stille op.
Jeg lå i går aftes og tænkte på hvordan jeg kunne indrette den nye lejlighed, med mine møbler – men dels er den møbleret nu, fordi den jo er sat til at skulle udlejes og den er møbleret med overskudsmøbler fra mine forældres hjem (bla.) Feks. med en sort lædersofa med bøge armlæn fra Børge Mogensen – jeg syntes den er voldssom grim!! Jeg afskyr træfarver og jeg afskyr sort – når jeg sidder og ser rundt i min lejlighed lige nu, så kan jeg kun se 7 sorte ting:
- Fjernbetjeningen til tv’et
- Fjernbetjeningen til dvd’en
- Dvd afspilleren
- Apple Tv’et
- Tv’et
- En sort lighter (med lilla på)
- En sort kuglepen.
Derudover er der også et sort spisebord, som jeg har fundet til storskrald, 4 sorte skalstole (også et eller andet gyseligt mærke som man sidder virkelig dårligt på) et stort (nyt) sort tv, et ubehandlet stuebord af bøg, en sort sofastol med skammel (der matcher sofaen) og alt muligt andet skrammel som er pænt, og dyrt men ikke min smag. Der er kun hvidt, sort og træ – der er ikke én eneste sprudlende glad farverig eller skør ting.
Så hvis jeg skal flytte derned, så skal alle møblerne ud igen – og vi husker jo alle godt krisen med at få dem ind. Samtidig drømmer min ældste lillebror og hans kæreste om at få lov til at købe den af vores forældre, sådan at det kan være en investering for dem. En sådan investering vil jeg jo spænde ben for, ved at flytte ind. Dernæst så bor min søster ovenpå, ligesom mine to små brødre sammen ejer den anden lejlighed der også ligger på 1. sal. Dvs. 2 mindre søskende bor potentielt oven på mig – den som mine små brødre har, er pt. udlejet frem til næste sommer, mens min yngste lillebror bor i Holbæk.
Dernæst så er køleskabet sådan et som larmer helt vildt og det er et åbent køkken/stue. Emhætten er helt fucked og kører på et centralt-suge-systen og larmer hele døgnet rundt, da den ikke kan slukkes. Den skal stå og kører men der er noget galt for den larmer HELT VILDT.
Og vinduet i soveværelset vender ud mod den indkørsel til det private boligområde hvor lejligheden ligger. Lejligheden kaldes for “portnerboligen” fordi den ligger lige ved porten. Og foran porten er der gaden. Dvs. det er IKKE muligt at sove med vinduet åbent hele året rundt, da man kan kravle ind så nemt som ingenting – og jeg ved faktisk ikke, med hånden på hjertet, om jeg KAN sove med lukket vindue? Både svedmæssigt men også rent mentalt….? Jeg sover ALTID med åbent vindue, uanset hvor jeg sover….. Og hvad hvis eller når jeg får maridt om min Gudfar, hvordan skal jeg komme ud og væk? Både fysisk men mest mentalt, hvis vinduet er lukket og iøvrigt har sådan en “indbrudshængsel” på, som først skal løsnes indefra før man kan komme ud?
I dag gik min Mor og jeg en tur i kolonihaven hvor jeg helst vil bo, vi havde Ella med og det var rigtig hyggeligt – senere mødtes vi med min lillesøster og hendes baby og gik en tur på havnen. Her købte vi fiskefrikadeller som vi tog med hjem til min søster for at spise, men “valget” faldt på den nye lejlighed, så der satte vi os ned og spiste.
Min Mor og Far syntes jeg skal “prøvebo” i lejligheden i en måneds tid og så beslutte mig – i min verden fungere det ikke sådan. Enten så vil man eller også så vil man ikke. Altså enten er følelsen af at “det her er rigtigt” der med det samme og så rykker man, eller også så kommer den aldrig. Hos mig er den der ikke. Og jeg frygter at jeg falder under for et velment pres og flytter.
Jeg forsøgte at fortælle min mor og min søster om mine bekymringer for lejligheden, feks. med soveværelset og med møblerne men de syntes jeg skulle se på fordelene – og der er også mange:
- Egen vaskemaskine
- Egen Tørretumbler
- Stort Badeværelse
- Privat Parkeringsplads
- Opvaskemaskine
- Nyt køkken
- Egen privat terrasse med udgang til egen græsplæne og direkte adgang/udsigt til Århus å og midtbyen i Århus.
- 4 Fløjet (gammelt) skab
- Stort Spisekøkken
- Stor Stue
- Stort Soveværelse
- Fordelingsgang
- Ens Gulve igennem hele lejligheden
- Mange vinduer
- Nybygget (næsten)
- Ingen trapper (da det er en stuelejlighed i et lukket kompleks)
- Cykelskur med lås
- Fælles have for alle lejlighederne
Jeg ville VIRKELIG ønske jeg havde nogen at tale med det her om, men jeg har ikke én eneste jeg kan tale med eller ringe til. Og da jeg jo har opbrugt min “kvote” mht. at “hænge ud med Lotte” på at være hendes Alibi i denne måned, går der ret langt tid før vi kan ses igen.
– så jeg har kun min mor og min søster at tale med, og det er ca. dem jeg enes mindst godt med i denne verden, ca. på samme niveau som De 4 Stikkende Damer fra Psykiatrisk Hospital.
(jeg forsøger ihærdigt IKKE at tænke på klagen jeg har lavet og på hvad fremtiden bringer – min læge vil stadig henvise mig og jeg har fået én uge til at få det bedre, ellers indlægger han mig)
Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre?
Skal jeg sige ja og flytte derned og leje den her lejlighed jeg bor i nu, ud? Huslejen i den store lejlighed vil være det samme som den jeg har nu på mine 40 kvm (på en god dag) Eller skal jeg sige nej tak og blive her hvor jeg kender alt og hvor jeg har boet altid, i et område jeg elsker og som føles trygt?
Jeg er i syv sind og faktisk på randen af at blive fortvivlet (over endnu en ting) samtidig med at jeg har så mega meget kvalme og søsyge at jeg aldrig ville opdage om jeg var smittet med Corona, fordi jeg hele tiden har det virkelig dårligt.
Hvad skal jeg dog gøre?
P.S: Min bil lækker “væske” igen….
– du ved, fra dér hvor jeg blev påkørt, men som intet overhoved har med hinanden at gøre…..
Hvad har DU på hjertet?