Jeg tænker nogle gange på hvad andre mennesker drømmer om natten? Mest tænker jeg nok på hvad andre kvinder på min alder drømmer om natten, altså kvinder jeg kan spejle mig i?
De sidste mange nætter har jeg vågnet midt om natten, fordi jeg, i min drøm, var igang med at blive voldtaget. Jeg vågner op helt panisk inden i og kan ligefrem hører mit eget åndedræt i sekunderne fra søvn til vågen. Det er panisk og hurtigt og jeg er i vild kamp, i drømmem. Men i virkeligheden ligger jeg helt stille på ryggen med hoved drejet til siden ind mod vægen. Jeg sover oftest med ryggen mod muren eller liggende tæt op af den (iskolde) murestensmur. Ligesom vægen eller loftet altid har været der hvor jeg “rejste hen” når jeg ikke kunne forholde mig til at min Gudfar pumpede løs i mig, så mit mellemkød sved og mit “hul” (skede) var helt øm og rødmet. At kæmpe imod nytter sjældent noget, heller ikke selv om ens instinkt siger det modsatte. Erfaring vægter højer end instinkter.
I nat drømte jeg om Ella, vi løb og legede i sneen og hun fandt en bold og gik helt agurk over den. Vi sprang over en grøft med sne og fik fat i bolden, så sprang vi tilbage igen. Vi havde det så sjovt. I drømmen springer jeg ud i grøften, for at ville falde ned i sneen (i grøften) men som jeg springer ved jeg pludselig at denne grøft ikke er en (dansk) grøft på en halv til en hel meter, men en dyb kløft. Jeg falder og falder ned igennem sneen og bliver våd og kold. Jeg lander i bunden af kløften hvor der mærkeligt nok ikke er mørkt men helt lyst, nærmest solskinslyst.
Jeg har ikke slået mig. Jeg har sne under mig og over mig men foran mig er der et “rum/område” uden sne, så jeg kan fint trække vejret. Jeg kan også bevæge mine ben og konkludere at de ikke er brækket. Jeg tænker at jeg er okay, hvis jeg bare ligger stille og trækker vejret langsomt, så slipper ilten ikke op lige med det samme. Det vigtigste er at undgå panik. Bare tag det helt stille og roligt. Og i det mindste har jeg ikke brækket noget. Tiden går og jeg tænker (i drømmen) at jeg ville ønske jeg kunne sige til dem (Ella) “udenfor/ovenpå” at jeg var okay, men det kan jeg ikke. Jeg ved der er nogen “derude” men jeg ved ikke hvem. Jeg kan ikke se dem og jeg kan ikke hører dem.
Pludselig begynder sneen at bevæge sig og højre side af mit lille “område” under sneen bliver løftet op af mit Far (af alle mennesker) Han er bomstærk og jeg kan se at det er en slags låge, en garageport (vippeportsgaragedør?) som han holder oppe, så jeg kan kravle ud. Da jeg kommer ud og op, kan jeg se at min Mor ligger på knæ med en (måske) hammer og mejsel og er igang med (eller har været igang med) at banke løs på den port jeg lå ind bag ved, sådan at den kunne åbnes.
Jeg blev næsten eller jeg blev faktisk skuffet over at se, at dem der reddet mig, var mine forældre.
At de reddet mig fra under sneen betyder jo at jeg står i gæld til dem. Taknemmelighedsgæld. Jeg hader at være i gæld til nogen. Uanset hvem. Men taknemmelighedsgæld er en gæld der aldrig kan betales af. Man er ALDRIG færdig med at betale af på den gæld der kommer af at folk har gjort noget de mener kommer fra hjertet. Som feks. at give en ung pige et fint smykkesæt i konfirmationsgave, et kørekort, eller et Omega guldur i studentergave, eller lade en ung pige “få” en bil med i handlen når hun “får” en gård. Bilen er jo i min optik en nødvendighed for at kunne bo på landet og jeg fik intet gratis, jeg optog et lån og betalte realkreditafdrag fra dag 1. + jeg var stavnsbundet af den evige gæld i form af pandebreve som hang henover mit hoved – ligesom revisoren havde sat mig forkert, så jeg betale for meget i ejendomsskat. Men ingen lyttede til mig. Ingen trode på mig. og derfor var jeg i en loop af uafdragelig taknemmelighedsgæld.
– en gæld jeg aldrig har ønsket at stifte i første omgang.
I går fik jeg en mail fra Mor, med emnefeltet: “Far og Mor” – handlen af lejligheden er (selvfølgelig) ikke gået igennem og dertil kan jeg kun tænke “but why the fuck the hurry op til nytår?” Alt den pres og stress jeg blev sat under, for at vi i slut februar stadig ikke er i mål. Det er SÅ himmelråbende latterligt.
Derfor vil Far og Mor gerne at jeg forsat betaler husleje – hvilket jeg ikke har gjort pga. at Mor bad mig om ikke at gøre det. Så jeg tog huslejen fra min kassekredit og betalte den med det samme. Den normale portion penge til huslejen har jeg brugt på at købe og få leveret en opvaskemaskine.
Hvis handlen ikke er gået igennem inden udgangen af 1. kvartal 2020 vil jeg sige at jeg ikke gider købe den alligevel. Jeg var allerede meget i tvivl inden jeg skre vunder og jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt at det var et godt eller klogt køb. Og da jeg så hører nu at handlen ikke er gået igennem, så blev jeg faktisk helt glad! Specielt fordi der nu igen er problemer i ejerforeningen, fordi ingen åbenbart syntes at faldstammerør er noget Ejerforeningen skal betale, og jeg sidder med en pilrådden faldstamme og tænker på, hvordan det kan være at jeg ejer 2 x lejligheder i 2 x fucked up Ejerforeninger hvor man ikke står sammen men i stedet for modarbejder hinanden?
Ingen af delene var nogensinde min drøm eller mit ønske. Det er som om det er mit lod i livet, at købe og eje boliger som ANDRE syntes er en god idé. Og dérfor kan ALT økonomisk åbenbart lade sig gøre.
Men det som JEG syntes kunne være en god idé eller økonomisk smart eller være fremtid i, er der INGEN der syntes er en god idé og derfor kan INTET økonomisk åbenbart lade sig gøre.
Dét gør mig faktisk ret trist at tænke på.
Specielt fordi, når jeg kikker på mine andre søskende, selv om man/jeg ikke må/skal spejle mig i mine søskende, så ser jeg at de ejer en eller flere boligere og at de alle bor steder de selv har valgt, selv har renoveret, selv har indrettet. Ja de har fået hjælp til den første bolig og til økonomien af vores forældre, men de har selv valgt hvor de vil bo og de har selv valgt deres fliser, deres opvaskemaskine, deres designer møbler osv.
Jeg har vitterlig aldrig prøvet at indrette noget som var 100% mit.
– udover min kolonihave.
Men selv når jeg tænker tilbage på den, selv om den står som et stort varmt tidspunkt i mit liv, så turde jeg ikke slå mig selv helt løs, jeg turde ikke tage mine yndlingsmøbler fra gården og ind i kolonihaven. Jeg var hele tiden bange for at blive opdaget. Jeg var altid på vagt. Og sådan ønsker jeg ikke at bo og leve igen.
Jeg ønsker at være fri. Fri i sindet og fri i livet og fri i viljen. Jeg ønsker ikke at skylde nogen noget. Jeg ønsker at være gældfri. 100% gældfri. Jeg ønsker slet ikke at have realkreditlån. Heller ikke selv om alle siger at det er SÅÅÅ godt at have gæld og fast bolig, jeg kan simpelthen ikke se det gode i det? Jeg mangler i den grad at se logikken i at bo et sted på andres nåde. Dét vil jeg simpelthen ikke byde mig selv mere. Det er UVÆRDIGT og forkert!!
Jeg kunne naturligvis flytte i telt, hvilket ofte er faldet mig ind. Altså at købe et rigtig godt telt, tyk solid dug med isolering og vandafvisning og udluftning i toppen. Få en transporable pejs ind. Nærmest ligesom en Urt eller en indianer tippi og så bo dér. Men hvis jeg skal vær ærlig – og det skal jeg jo overfor mig selv, så er jeg virkelig meget til toiletter. Jeg kan bedre leve uden et bad end jeg kan leve uden et toilet. Min mave er mit store store problem og jeg vil bare have et dejligt toilet, som jeg både har lyst til at bruge men som jeg også føler mig godt tilpas ved at bruge – bla. derfor er det vigtigt for mig at der er et vindue på mit badeværelse, ligesom feks. i Spanien. At det er rent og pænt og velduftende og bare ja, mig-agtig.
Jeg har netop talt med Lotte, hende som har bollet udenom og blevet opdaget og derfor vil bruge min lejlighed aka min seng til sex, fordi hendes mand sporer hendes færden via hendes telefon og hvis hendes telefon er hos mig er alt okay (lige indtil det ikke er okay og så havner jeg i mega problemer. I forsee the future!)
Anyway, hun fortalte at hun havde mødtes med manden igen, og om alt den voldsomme sex de har. Kvælertag, analsex, dildoer i et hul, pik et et andet hul osv. Hun kan ikke forstå jeg ikke skal på Tinder – jeg har allerede profiler derinde, men sidst jeg tjekkede tror jeg den var blevet deaktiveret pga. inaktivitet. Det er jo ikke fordi jeg tænker jeg aldrig skal have sex. Jeg har haft masser af god sex i mit liv bare aldrig ret meget ædru sex og jeg kan slet ikke overskue alt den snak der skal til, før man kommer til sexen.
Hvad skal jeg sige jeg laver når folk spørger hvad jeg laver? Jeg har altid manglet at kunne fortælle noget normalt. Da jeg var ung boede jeg på en gård på landet og havde egen nyer bil. Nu er jeg arbejdsløs og psykisk syg og ejer 2 lejligheder. Hvorfor skal mit liv altid være så markant anderledes end alle andre?
Jeg ønsker bare at være leverpostej i midten af livet hvor ingen bemærker mig, men hvor livet stadig er godt og dejligt og trivielt men godt.
Lotte fortalte også at hun i dag havde været hos hendes psykolog som er ca. 70 år og helt hvidåret. Hver gang hun går fra Psykologen, får hun et knus – I’m like: WTF??
Hvis jeg forsøgte at giv min psykolog et knus, ville hun trykke på overfaldsalarmen!!!
Hvis jeg komplimentere at hendes hår er groet siden jeg så hende sidst, ville det være et direkte og utvetydigt lighedstegn til at jeg ønsker at være HENDE!!!
Lotte har googlede sin psykolog flere gange, både hende hun har nu og de andre hun har haft. Hun har også googlet sin psykiater og han handler desuden der hvor hun arbejder og de hilser på hinanden og snakker sammen, hvilket åbenbart er okay. Hun har også talt med hendes psykolog om at hun har googlet hende. Ifølge Lotte var “det helt okay” og ikke noget nær så sindsoprivende som at flække en negl.
I dag havde hun så fortalt hendes psykolog at hun igen havde knaldet udenom, om sexen osv. Psykologen sagde at hun aldrig havde set Lotte så glad før og at hun bestemt syntes det var godt at hun bollede udenom og at hun mødtes med ham her fyren. Og her er jeg nok sådan rimelig enig, for hvis noget gør dig glad, så gør det, det er ikke psykologens opgave at være moralens vogter.
Men fandeme om psykologen så ikke også fortæller Lotte om det her Tantra-sex-par, som giver andre mennesker Tantra-sex mod betaling og siger at hun (altså psykologen siger) at hun syntes Lotte skal tage ud til dem (til det her par!!) for at få stilt sin hudsult (!!) og hun giver Lotte et kort til stedet (!!) og fortæller frisk nok, at hun og hendes mand selv har gået der og at det var rigtig godt men at hendes mand havde mere brug for det end hun havde, så derfor gik han der mere end hun gjorde……..
WHAT THE ACTUAL FUCKING FUCK!!!!!!
Dér hvor jeg går til psykolog, er jeg lige blevet fucking udskrevet fra fordi jeg ærligt og redeligt har fortalt at jeg har googlet min psykolog. Efterfølgende siger de at dét og så det at jeg søger job, er nærmest en kriminel handling og samtidig et KLART bevis på at jeg ønsker at være som hende/dem.
Jeg kan ikke mindes at jeg nogensinde EVER har fået ét eneste konkret råd. Ikke ét eneste råd. Vi snakker bare og så skal jeg gå derfra, bruge den efterfølgende uge på at samle mig selv om mentalt og så starter vi forfra, indtil jeg smides ud.
– andre får numre på prostituerede og et knus med på vejen.
Kontraster anyone?
– og hvorfor er det (igen) mig der har trukken nitten?
Hvad har DU på hjertet?