… er der den dårligste stemning. Ever.
Det har altid været lidt en svingdørs opgang, da lejlighederne kun er ca. 40 kvm. på en god dag. Dem er der 4 af. Den øverste og 5. lejlighed, er på 80 kvm. med skrå vægge (og altan)
Pga. at der altid er så stor udskiftning af beboer i ejendommen, er det svært at fastholde aftaler, selv om de er skrevet til referat.
Feks. blev det besluttet for snart 20 år siden, at hver lejlighed skulle indbetale ca. 16.000 kr for at vi en gang for alle kunne få lukket den dårlige økonomi i ejendommen. Efterfølgnde oprettede vi en grundfondt, hvor alle indbetalte ca. 200 kr pr. mdr. oven i de alm. Ejerforeningsudgifter, for at vi kunne få rettet op på ejendommen.
Da jeg flyttede ind, mens jeg stadig boede på Gården og levede her i skjul, var opgangen porno rød, rød gelænder, røde stolper, røde dørkarme. Væggene var hvide men havde aldrig været malet. Lineoliummet på trinnene var så hullet og slidt, at jeg mere end en gang har fået en hæl til at sidde fast i belægningen og faldt forover. Man lærte at gå forsigt.
Hoveddørene var gamle og med postkasser i, kælderen fyldt med andre menneskers rod, fugt og støv.
Porten til gaden kunne ikke lukkes og låses osv.
Henover årene fik jeg (og min søster som var formand de år hun boede her) foreslået og sat igang, at vi fik en ny port, en dørtelefon, vi fik postkasser i mellemgangen, vi fik nye tætte hoveddøre, ny belægning på trappen, opgangen blev professionelt malet og renoveret, kælderen blev tømt og indelt i individuelle kælderrum, ligesom der kom lys i hvert kælderrum. Der kom en håndvask op i kælderen, en reol til vasekpulver, en opslagstavle i kælderen og en i opgangen, vi fik sat brædder op på væggen i mellemgangen, sådan at de store skraldespande vi havde engang ikke bankede op i væggen og ødelagde pudset på vægen. Nu er brædderne unødvendige fordi der er kommet underjordiske skraldespande i Århus men dengang var det et mega godt tiltag for ejendommen, ligesom vi fik sat en sensore på lyset i mellemgangen, som tændte når vi kom hjem og åbnede porten. Vi har også fået ny hoveddør i opgangen, lavet en hjemmeside og en Facebook Side. Sidstnævnte (hjemmesiden) stod jeg for at få sat igang med at få lavet – It manden fik opgaven men da der skulle lægges content aka indhold på hjemmesiden, var der ikke stemning for i Ejerforeningen, at jeg fik penge for at gøre det. Altså meningen var, at alle referater, vedtægter, bilag, indkøb mv. skal lægges derind, så det altid er tilgængeligt for alle.
Fordi ingen var interesseret i at betale for at få scannet, sorteret og lagt alting ind, ejer vi dag bare en tom hjemmeside, som der betales domæne og webhotel på hvert år. Facebook siden/gruppen er også oprettet af mig.
Sidst er kælderen blevet renoveret og tætnet for vandindtrængen. Hvilket både var tiltrængt og godt – om end jeg syntes det var en forfærdelig dyr pris.
Alt dette er blevet financeret ved at vi selv har stået for trappevask og ikke har haft vinduesvask, vi har lejet vores gårdhave ud til restauranten nedenunder og spinket og sparet. Målet var, udover at vedligeholde ejendommen, at vi alle skulle have altaner.
Men det er igen og igen blevet afvist, udskudt og slået hen. Sidst har 3. sal afvist at have noget med det at gøre (hvilket jo er nemt at sige, når man har altan, også selv om man påstår at den aldrig bruges – hvilket jeg kun kan grine af, for jeg ser hver sommer, fødder stikke ud gennem tremmerne når der tages sol på altanen) Så overtog 2 andre i ejendommen også deres lejligheder fra deres forældre – den ene har udgang til taget som restauranten ligger under, så det er også dejlig bekvæmt at kunne gå ud på et giga tag og nyde udelivet.
Og tilbage er så den lejlighed der sælges mest, 1 tv. Netop købt af en mor i Ribe til sin søn, på ca. 22-23 år. Og så er der min lejlighed, som er ejet af mine forældre. Det var meningen dengang de købte den, at jeg en dag skulle overtage den, ligesom min søster fik lov til at købe sin i Odense.
Min søster tjente 1 million rent på hendes (som iøvrigt var mega mega fed og med altan, fordelingsgang, nyt køkken, stort soveværelse, stor stue, stort badeværelse mv.) Men jeg ejede jo gården og var iøvrigt ikke berettiget til at låne så meget som én krone i banken.
Og så skete alt det med gården, hvilket jo gjorde at banken var henover mig som en høg, hvilket igen gjorde at det var meget heldigt at mine forældre ejede lejligheden her, havde jeg ejet den, havde banken nok kikket lidt ekstra dér for at få sine penge.
I 2018 blev det besluttet, på den sidste Generalforsamling jeg deltog i, at
1. Ejerforeningen skulle betale for omkostningerne ved at ansøge om tilladelse til at sætte altaner op, ligesom de skulle betale for trækprøverne, som senere vil kunne lægges ved som et godt salgsargument til dem som ønsker at sælge. En trækprøve forældes jo ikke. Selve altanerne skulle folk selv betale.
2. Det blev også besluttet at lejere af lejligheder ikke måtte deltage i Bestyrelsesmøderne/Generalforsamlingerne (hvilket jo på bekvæmmeligvis udelukket mig og desuden gjorde det svært at danne en Bestyrelse, da alle beboer er lejere eller var lejere)
Jeg stoppet fra den dag af, med at være frivillig selvudråbt vicevært. Jeg elsker at bo pænt og rent, så det faldt mig naturligt at indkøbe skraldeposer til skraldespanden i kælderen, at skifte pærene i opgangen, at indkøbe maling og arrangere vores fællesdag (som vi kun har haft én af nogensinde, og den stod jeg for ALT omkring) at indkøbe nye ens måtter, at sørge for at der er ens navneskilte på postkasserne og at dørtelefonen får indsat korrekte navne bag skiltet og ikke bare bliver overkilstret fordi folk er så fucking dovne (og dumme) at de ikke formåer at skrue et beslag af, og sætte et navneskilt ind under.
Jeg har altid været hende der bare gør ting, får det til at ske, frem for at sidde og vente på at det bliver gjort. Så jeg printede og lavede også de sedler med trappevaskturnus – og jeg var så godt som den eneste (og så min nabo) som huskede at vaske trappene når det var mint tur. Jeg syntes da også det er røv at gå og tørrer af og rydde op efter andre, specielt mens jeg havde det så dårligt som jeg havde i 2017 og 2018. Mine fødder var ofte som bly og jeg kunne næsten ikke løfte støvsugeren.
Men jeg støvsugede altid, og så tørrede jeg døre, gelændere, postkasser, vaskemaskine mv. af. Jeg rensede filtre på tørretumbleren og vaskede skuffen på vaskemaskinen. Jeg fejede mellemgangen og tørret dørtelefonen af og til sidst vasket jeg opgangen i probat sæbevand. Og så gjorde jeg spanden ren, vaskede kludehoved og foldet min støvsuger og forlængerledning sammen.
Uden at lyde pralende, så var det kun når jeg havde gjort opgangen ren, at man kunne se at den var ren, og dufte det.
Nu har vi så fået et trappevaskfirma til at komme, de er her så kort at det næsten ikke kan ses – og jeg er pinlig bevist om at jeg er den eneste der syntes det ser sjusket gjort. Samtidig så tømmer de jo ikke skraldespanden i kælderen, de tørrer ikke vaskemaskinen (som er fælles) af for alt det som løber ved siden af, de renser ikke filtre eller fejer, eller tørrer postkasserne af, eller håndtagene, eller dørene. De fejer mellemgangen, støvsuger trappen og vasker trappen – med en moppe som er våd når de kommer, dvs. det er egentlig ikke en vask men en aftørring. I min verden er der en KÆMPE forskel. Vi har også fået en vinduespudser.
Jeg fik indhented tilbud på altaner (igen igen) og fik 1.tv med på at få altan. De skulle betale ca. 60.000 kr da der allerede (ulovligt) er lavet dør ud i det fri i den lejlighed. Altanen i min lejlighed skulle koste knap 100.000 kr. Ejerforenigen skulle betale 31.250 kr for trækprøver og ansøgning, ligesom vi så, i ejerforeningen, samtidig kunne få lov til at bruge stilladset til at få pudset facaden bagved, få fuget hvor der mangler fuger, få skiftet de gesimster der mangler under vinduerne mv.
Men så nægtede den lille trekløver i ejendommen, de 3 unge som netop har overtaget deres lejligheder og som derfor nu er ejere og ikke lejere mere, at Bestyrelsen skulle betale de 31.250 kr. Der blev en ordkrig uden lige på Facebook og min Mor besluttet derfor at hende og Far ikke ville betale for en altan (fordi merudgiften blev på 15.000 kr ekstra, da de 31.250 kr skulle deles mellem de to lejligheder der ville have altaner op)
Så her sidder jeg, fanget i midten og efter knap 20 års kamp for at få en sund dejlig ejerforening, kan jeg se min drøm smuldre. Min lejlighed er lille bitte og jeg savner at have basale ting som feks. et vindue i badeværelset og en opvaskemaskine, men jeg overlever. Jeg overlever på drømmen om at der en dag kommer altaner og at jeg kan købe mig en Kolonihave og bo der i sommermånederne.
Men jeg har ingen penge. Jeg har ingen udsigt til penge. Jeg har knap råd til min husleje her, på 5600 kr. El, vand og varme, wifi og tv kommer oven i, hvilket også er grunden til at jeg ikke har tv mere. Jeg forsøger at skærer alt væk. Jeg forsøger VIRKELIG at være her og ikke oppe i mit hoved, i et eventyr på vej alle mulige steder hen.
Nogle gange så tænker jeg på, hvordan jeg har overlevet så længe som jeg har? I mit hoved er der tusindvis af historier, fantasi historier. De er så virkelige at jeg kan svømme derhen og fortælle dig detaljer om alt lige fra skruehullerne i døren til hvordan der dufter.
Men virkeligheden er at jeg bor her og jeg ikke har en kolonihave, eller udsigten til altaner. For Mor og Far (og min søster) har besluttet sig for at jeg skal flytte. Vi skal finde et andet sted til mig. Jeg skal ikke bo så småt. Og bla bla bla.
Det er velment, jeg ved det godt, men det er stressende og det er ikke godt for mig at have uvished og at mit hjem pludselig ikke er trygt mere.
Her til aften gik jeg i kælderen for at sætte vasketøj over. Klokken var 22.31 da jeg går ud af opgangesdøren og ud i vores mellemgang, hvor der for enden er en port ud til gaden.
For et par uger måske måneder siden, min hjerne kan ikke huske det, kom jeg ned og så to mænd stå og forsøge at brække døren til kælderen op, de løb ud da jeg kom ned.
Her til aften, står de to samme mænd i vores mellemgang, porten virker ikke og kan ikke låses, ingen tager ansvar for det, ligesom ingen skifter de 2 pære der er sprunget i opgangen. Jeg gør det ikke, fordi jeg ikke er ejer og fordi jeg ikke gider arbejde gratis mere og desuden mener at det er et job for Bestyrelsen. Mændene har min cykelsaddel under armen og står med værktøj i hånden og er igang med at rode med en anden cykel der står dernede.
Vi har fået stjålet så mange cykler, elløbehjul, haft indbrud i lejligheder, indbrudsforsøg mv. at det er helt utroligt. Det hele er noget som er started inden for det sidste 1-2 år.
Jeg spørger helt befippet hvad de laver, hvortil den ene mand kommer helt hen i ansigtet på mig, jeg står i opgangsdøren, som er hævet ét trin fra jorden, så jeg er pludselig i hovedhøjde med denne her store mand og han siger: Luk røven kælling på en mega truende måde- før han og hans kompanion løber ud af porten og væk.
Jeg bliver faktisk virkelig virkelig bange, ikke pga. at de stjæler, eller pga. at han beder mig om at lukke røven, men fordi han er så tæt på mig og hele hans aura virker truende og farlig. ALT på mig gik i alarmberedskab da han stod så tæt på mig! Jeg kunne se hvor hans øjenvipper sad fast og jeg kunne lugte at han havde spist løg (jeg HADER LØG!)
Jeg ringede (fejlagtigt) til min mor fordi jeg blev så forskrækket, min Mors råd var at jeg lader være med at gå ud om aftnen. Måske det er hvad mødre gør, giver råd der stækker ens frihed. Men jeg vil ikke finde mig i at være bange i mit eget hjem, der er allerede så dårlig en atmosfære her, at jeg næsten ikke kan rumme det – fandeme om jeg IGEN vil bo et sted hvor jeg skal være bange!!
Jeg var bange inden i, måske egentlig uden at vide det, hver evig eneste dag jeg boede og ejede gården. Frygten og angsten blev jeg faktisk først bekendt med, den dag min Gudfar døde, da jeg så ham der i kapellet var det som om hele livets sorger, smerte, angst og frygt væltede nedover mig som når du tænder for en bruser – jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har grædt så meget og så længe og så hjerteskærende som jeg gjorde dér i kapellet, med min kolde stive døde Gudfar foran mig.
Alt væltede ud af mig lige dér og jeg blev i de efterfølgende måneder og år skræmmende bevist om hvor presset jeg har været – og hvis jeg skal til at lade være med at gå ud, pga. at nogle mennesker truer mig i min egen opgangsdør, så er min verden virkelig lille (igen) og dét vil jeg ikke tillade.
Jeg lavede dette opslag på Ejerforeningens Facebook – og har kun fået brok retur omkring de manglende pære, at dem kan jeg jo egentlig selv skifte. Jeg har slået notifikationerne fra, så jeg ikke får beskeder når flere kommentere, ligesom jeg har indgivet en politianmeldelse.
“Jeg ved godt at både XXX og XXX tidligere har skrevet at der ikke kommer en månedelig opdatering fra bestyrelsen om hvad der bliver besluttet, hvad der bliver talt om på Bestyrelsesmøderne, hvornår der er Bestyrelsesmøder mv.
– dette syntes jeg er mærkeligt, da det netop er hvad Bestyrelsesarbejde går ud på. At arbejde for Ejerforeningen og at holde beboerne opdateret med arbejdet. Sådan er det de andre steder jeg sidder i Bestyrelsen (hvor jeg er ejer)
Da vi alle sammen har prøvet at få stjålet cykler, el-løbehjul, der har været indbrud og indbrudsforsøg mv. kunne jeg virkelig godt tænke mig, at vide hvad der blev besluttet på sidste Bestyrelsesmøde omkring sikkerheden i (vores adresse)? Omkring lukning af porten? Individuelle koder, nyt nøglesystem mv.
Jeg kom netop nu, kl. ca. 22.45 Lørdag aften, ned af trapperne for at sætte vasketøj over, og der står to personer i mellemgangen og har taget sadlen af min pinke cykel og er igang med at kikke på låsen på den anden cykel som står dernede (jeg mener den er hvid)
Porten står helt åben og de løber ud da jeg spørger dem hvad de laver, men ikke før at den ene tager to truende skridt frem mod mig og siger: Luk røven kælling mens han står helt oppe i mit ansigt.
– jeg er overbevist om, at det er de to samme fyre som jeg så for et stykke tid siden, mens de var ved at lukke sig ind i kælderen, eller forsøgte at lukke sig ind.
Jeg er dybt rystet over at sådan noget her bliver ved og ved med at ske i vores opgang. Det har aldrig tidligere været et problem med indbrud, tyveri mv. Samtidig er det næsten ikke noget lys i opgangen pga. at lyset er sprunget på 3. sal og 2. sal, så alt i alt, er det ikke en særlig tryg atmosphere vi bor i mere.
Porten kan pt. ikke lukkes (jeg har forsøgt) Jeg har også talt med en af medarbejderne hos (resturant) de har ikke set eller hørt noget.”
Jeg vandt denne cykel i en Støt Brysterne Konkurrence lige da jeg skulle til at flytte tilbage til Danmark i 2014. Det sjove er, at i dag er det netop dette cykelmærke og denne farve cykel, som de cykler rundt med ude på gangene på Psykiatrisk Hospital. Hende der stod for konkurrencen, er en af mine (nu tidligere) veninder. Hun var en “voksen veninde” som er vidt og bredt kendt i de danske medier. I dag, sådan har det ikke altid været.
Jeg hjalp hende for mange mange år tilbage, da hun kom ud af en medieshitstorm (eller var på vej ud af den) før der var noget som hed en Shitstorm. Hun udgav en bog, jeg fik hende i radioen og hjalp hende med at komme i andre radioer/stationer og sådan blev vi veninder. Hun slog konkurrencen op på hende Facebook og jeg deltog og donerede penge og vandt cyklen.
– det var dengang jeg også bestyrede mailsystemet for en Fitnessdamen, som altid havde problemer med at finde vindere til hendes konkurrencer og med at få PR og omtale fra de rigtige mennesker.
Jeg foreslog at hun lod hende her damen/kunde vinde, da hun var rigtig god til PR. Og *vupti* sådan blev en sød handling tilbagebetalt, uden at nogen vidste og ved besked. Damen med cyklen slog efterfølgende flere opslag op på sin FB og sin Instagram om at 1. Hun havde vundet (hun var SÅ ovenud lykkelig!) og 2. hver gang hun trænede i flere måneder efter. Når hende her slår op, så er der flere hundrede der liker, kommentere og deler.
Så både Fitnessdamen og PR Damen blev utrolig utrolig glade og jeg fik hjulpet to dame på én gang.
Det var også hende jeg kontaktede ang. om hun ville hjælpe mit lille firma med PR og så hørte jeg aldrig fra hende igen selv om hun lovede mig at hun ville hjælpe. Det var så mega sårende, for jeg var helt klar i spyttet fra første mail, at jeg var parat til at betale for hendes hjælp. Jeg forventede og forventer aldrig at få noget gratis. Aldrig.
Det sjove er, eller det tragikomiske er, at jeg har hjulpet så mange mennesker i mit liv, uden at de ved at hjælpen kommer fra mig. Jeg hjælper SÅ gerne, jeg gør SÅ mange små ting, ting som jeg end ikke nævner herinde, fordi de er så banale eller fordi de for mig ikke er værd at nævne, fordi jeg bare gør dem, uden at tænke nærmere over det. Men så alligevel, når jeg få få gange har brug for hjælp, så får jeg altid en kold skuldre.
Som feks. når jeg har brug for at ejerforeningen som jeg (mine forældre) har været med til at løfte økonomisk og gøre pæn til at de andre, som gik med ble da jeg flyttede ind, kunne købe og flytte ind i en pæn opgang/ejendom. Når jeg har brug for at de hjælper mig til at få den altan som der altid har været tale om.
Eller når jeg har brug for at beholde det job som jeg havde arbejdet så hårdt for og som jeg gjorde så godt men aldrig fik anerkendelse for (Fitnessdamen)
Eller når jeg har brug for at få korrekt PR hjælp fra en dame som jeg ved kunne hjælpe mig med venstre hånd. Jeg var endda villig til at betale hendes 2000-3000 kroners timeløn for at få hjælpen. (PR Damen)
Men jeg støder også nogle gange ind i de søde mennesker – jeg glemmer på magisk vis bare at de findes. Feks. da jeg havde mit lille firma og vi blev forsikret igennem det eneste firma der forsikre Deleøkonomiske tjenester. Jeg skriver ikke deres navn her, da jeg ikke gider at min blog skal dukke op i søgninger på deres navn – men der sad en dame i den anden ende af røret som var så mega mega sød og som altid var parat til at hjælpe mig.
Nu er mit firmas CVR nr endelig lukket og jeg kan lukke kontoen tilhørende firmaet og trække lidt penge (ca. 800 kr) ud til mig selv. Ud af de penge, købte jeg tidligere en gave til min Mentor, det har jeg vist skrevet om. Og nu, da jeg faktisk HAR lukket kontoen, sendte jeg i torsdags hende her damen en buket blomster på hendes arbejde.
Jeg ville have sendt den så hun fik den en fredag, men de ville af sikkerhedsmæssige årsager ikke oplyse om hun arbejdet om fredagen men da jeg ringede op til hende og lagde på (barnligt AF!) fandt jeg ud af at hun var på arbejde i torsdags, så jeg bestilte blomster til levering samme dag.
Hun blev SÅ GLAD at hun dels ringede mig op og takkede mig, dels knipsede hun med fingerne og fandt noget netværk at sætte mig op med (jeg har dog ikke haft mod til at åbne mailen…. 🤦🏼♀️ fordi jeg ikke kan overskue hvad der mon står i en mail, hvor overskriften er “Netværk af store kvinder med gode hjerter og ildsjæle” – den er sendt d. 24….) og efterfølgende har hun sendt mig flere billeder af blomsterne, både da de ankom og da hun kom hjem med dem og skrevet søde hilsner – som jeg næsten ikke kan rumme.
Hvorfor er jeg så mærkelig?? Hvorfor kan jeg ikke rumme gode søde ting? I’m such a fuck!!!
I går, Fredag, gik jeg en tur – glemte at skrive om det i mit trættende lange opslag. Jeg gik alene og følte mig alene, og mega mega træt efter at have gjort rent hos min søster. På gaden foran mig, gik en dame med en jakke der virkede bekendt, eller måske var det hende gang der virkede bekendt? Ved siden af hende gik en forholdsvis høj slank pige med meget langt lyst hår. Damen havde kortklippet hår til skulderne, eller sådan at det lige svævede over skulderkanten.
Jeg gik så tæt på at jeg kunne hører hvad de talte om, men jeg lyttede ikke efter for jeg gik og tænkte på hvor det var jeg kendte “jakken” eller “gangen” fra, de drejet af og jeg kikker bagud på dem da jeg forsætter og lige dér ser jeg min Psykiater-Lærling i siluet. Det var hendes jakke og hendes gang jeg kunne genkende. De der trippende Mormor skridt. Mit hjerte blødte lidt inden i og det var først bagefter jeg tænkte på alle de grimme ting jeg havde lyst til at sige til hende. Det er nu 2 gange på ca. 2-3 uger at jeg har set hende. Hun har klippet sit hår men ellers ligner hun sig selv.
Jeg orker ikke at skrive mere, min krop er helt i udu og min mund er et inferno af smerte. Jeg har lyst til at skrive at gode ting aldrig sker for mig, men da jeg jo netop har modtaget de sødeste hilsner fra forsikringsdamen, vil det jo klinge mega hult. Men det er desværre sådan jeg føler det. Inden i.
Gad vide hvor jeg er om ét år? Hvor befinder jeg mig d. 27. Oktober 2020?
Jeg vil sætte dette opslag ind i min kalender, hvis jeg stadig lever på denne dag om et år, vil jeg lave en opdatering på mit liv. Jeg tænker allerede nu, at hvis jeg lever, så er mit liv nok rimelig meget det samme. Det samme skuddermudder, det samme rod og de samme intriger. Livet er virkelig ikke for alle. Mindst af alt for mig.
Der står i min kalender at der skal skiftes fra Sommertid til Vintertid i nat.
Hvad har DU på hjertet?