Jeg sidder i min bil, på overfarten fra Århus til Sjællands Odde med Molslinjen. Lawbreaker!! 🙋🏼♀️
Jeg har lige været på toilet, min mave er så urolig, ikke pga. at vi sejler men pga. at jeg generelt bare har dårlig mave. Jeg vidste jeg skulle på 💩 toilet men intet kom ud, så jeg måtte sidde der relativt længe. Meget længere end “kodexet for optagelse af offentlige toiletter” foreskriver og tillader, rimelig stramt når man kan hører køen vokse. Jeg er sikker på at min mave vil straffe mig senere i dag. Pt. Har jeg mega ondt i numsen.
Da jeg var i KBH. Sidst, lavede jeg en aftale med min lillebror der nu studerer i Holbæk/Roskilde, om at mødes med ham i dag. Ca. 2 uger senere aflyste han det pga. info om skolepraktik. Ærgerligt men sådan er det.
I mellemtiden har jeg haft flere store sammenstød med ham ang. at jeg ikke taler med Far og Mor. Han mener som alle andre, at jeg er sur over at Far og Mor ikke vil købe en lejlighed til mig. Det er så langt fra sandheden som muligt.
Jeg var derfor ikke sikker på om vi havde en aftale i sag, men for ikke at skabe flere problemer, skrev jeg og spurgte ham igår. Han vendte først tilbage i går aftes, og sagde at vi da godt kunne mødes, i Roskilde i dag.
Min lyst som person og som søster, er lig nul. Hvis ikke mindre. Men jeg siger selvfølgelig, send mig adressen på hvor du vil mødes, så kommer jeg.
Her til morgen gar han stadig hverken sendt adresse eller tidspunkt for hvor og hvornår vi skal mødes. Han ringer da jeg er ved at kører ombord på færgen og spørger hvornår jeg er der, meeen søde lillebror, jeg har stadig ikke fået en adresse udover “Roskilde” så jeg kan ikke sige hvornår jeg præcist er der.
Min bror bliver synlig (høreligt?) irriteret og siger at jeg da bare kan skrive Roskilde i GPS’en…. 🤦🏼♀️
What I’m saying is, at der jo er himmelråbende (!!) lang afstand fra det Roskilde jeg ville være kørt til, og så der hvor min bror faktisk er, men åbenbart fandt det mega svært at skrive adressen ned til mig.
Og på den baggrund, og på den elegante måde, startede min torsdag med et morgen skænderi, fordi JEG er mærkelig, fordi jeg kræver en adresse….og nu sidder jeg faktisk og tænker på om jeg ER mærkelig fordi jeg fastholder at jeg skal vide hvor jeg skal kører hen?
SENERE KL. 19.52, HJEMME I ÅRHUS IGEN
Efter at jeg skrev ovenstående, kørte jeg af færgen og hen til min lillebrors skole, hvor jeg hentede ham. Sammen kørte vi hen til en Sushi Restaurant med “all you can eat” bestilling. Det var okay – deres toiletter var ULTRA rene og velduftende på en sart neutral måden, uden at man får parfume eller kemikalie allergi.
Jeg sagde som sandt var, til min lillebror at min lyst til at mødes med ham, var meget begrænset, fordi vi hele tiden skulle skændes/diskutere. Som jeg altid har sagt da de små (mine to små brødre) var små, var at én dag, så ville de blive størrer end mig, de ville blive stærkere end mig men de ville ALDRIG blive ældre end mig og derfor bestemt jeg altid, da de var små. Punktum.
Da jeg sagde remsen til min lillebror, færdiggjorde han den for mig – og jeg kikkede på ham og sagde: Præcis! Og fordi du aldrig bliver ældre end mig, bliver du heller ikke klogere end jeg. Du er 26 år og jeg er 41. Vores livserfaring er (heldigvis) vidt forskellig og jeg kan kun håbe at du en dag, når du er 41 år, (også) kan se verden fra den side jeg ser den.
Du har (min bror) simpelthen ikke indsigten til at se, hvordan min barndom og ungdom har været. Mit liv fik først indhold da I blev født (de små) og jeg tog jer med OVER ALT fordi jeg ellers ville være 100% alene. Jeg spurgte ham direkte om han havde et eneste barndomsminde hvor deres anden storesøster (min lillesøster) var med i og det havde han ikke. Præcist.
Fordi hun havde så travlt med sine veninder og med at mobbe andre i skolen og med sine heste – hun gad ikke børn og nu er min yngste lillebror og hende, bare bedste buddies.
Jeg sagde til ham, at det ikke klædte ham, at tage hendes måde at anskue mennesker og livet til sig, for hendes måde var meget kontant og hård, og det er ikke den korrekte måde – uanset om jeg er farvet eller ej – at anskue og behandle mennesker efter.
Min lillesøster sidder feks. allerede nu og siger at hun er sikker på at vores ældste lillebrors datter, som præcist er 1 år, 3 måneder og 7 dage helt sikkert bliver en mobber når hun bliver ældre.
Min lillesøster sidder feks. allerede nu og siger at hun syntes det er fedt at vores ældste storebror Normans ældste søn går til karate, for så kan han tæve sin Far (vores bror) en dag.
Dét er simpelthen himmelråbende kommentar (men ikke unikke) Hvis det stod til mig skulle vores bror Norman i intensiv terapi for hans brutale måde at være på og det samme skulle min lillesøster for hendes måde at anskue livet på – hvordan kan du dømme et barn der end ikke kan tale eller gå endnu, til en fremtid som mobber? Er du ikke selv lige blevet MOR (!) og har du ikke nok i at passe dit eget barn og sørge for dit eget barns korrekte opdragelse? Jeg spår feks. at min søsters datter har størrer chancer for at blive en kælling og en mobber, netop fordi hendes Mor er sådan, men ingen i min familie syntes åbenbart (udover jeg) at ovenstående er problematisk.
Jeg VED jeg ikke kan sidde en jul mere og se vores ældste bror tvinge sit barn til at spise mad han ikke kan lide (her skal vi jo også tænke på, at Dansk mad ikke smager som Østrigsk mad og hvem har ikke prøve at få klamt feriemad, uanset hvor udsøgt kokken mener det er…?) og når tvang ikke virker, så går han over til at true (på tysk, som om vi alle er lingustiske idioter) med at Julemanden ikke kommer og med at hvis han ikke spiser op, skal han ind og lave matematik (WTF??!! Spår jeg et barn med en fremtid der HADER matematik??) eller lægges i seng…..
Jeg sagde direkte til min lillebror at jeg ikke vil være med til flere jul som er sådan og at jeg ellerede er ved at kikke på alternativer til hvor jeg skal holde jul (hvilket er korrekt) for jeg vil ikke være med til det her mere. Alle har det bedre af at Julen ikke bliver drama og da jeg åbenbart er drama magneten så holder jeg mig hellere end gerne væk. Helt oprigtigt, det vil være en LETTELSE for mig ikke at skulle gå igennem endnu en jul med min familie.
Naturligvis begyndte jeg at græde, inde på sushi restauranten, men jeg var faktisk ligeglad. Som jeg fik sagt til min bror, så vil hans og min opfattelse af hvor god en barndom vi har haft, altid altid altid, indtil den dag jeg dør, være SÅ VIDT FORSKELLIG fra hinanden, at vi ALDRIG vil blive enig. Jeg sagde til ham, at forældres pligt er at stille sig foran deres børn og tage alle de tæsk og kugler og dårligdom som er sat til at ramme deres børn.
Jeg sagde til ham, at jeg havde gjort ALT hvad der stod i min magt, for at de ALDRIG skulle blive hverken udnyttet, mobbet, slået, holdt udenfor, være alene til skolefester, sidde alene i skolen, være den eneste ikke-udklædte til fastelavn, den hvor ingen gider komme til fødselsdage osv.
Jeg lavede de vildste fastelavnskostumer, de vildeste fødseldage med skattejagt, højtlæsning, ballondans og pizzaboller. Jeg var med når Fritidshjemmet skulle males, jeg kørte til alt hvor der skulle køres, jeg gik i mange mange år med alle de plastik smykker de lavede til mig (til stor morskab for alle mennesker jeg mødte) jeg brugte alle de ting de lavede i sløjd i mit hjem (og de kommer frem igen når jeg får en Kolonihave) Jeg har stadig puder i min sofa, som min ene bror har lavet, hvor han var i tvivl om hvordan mit navn staves, så han lavede 3 af samme bogstav efter hinanden for at være på den sikre side. Jeg har tegninger, plancher mv. og jeg dekorerede hele gården med deres ting, feks. har jeg stadig et viskestykke jeg fik af en af dem, og som jeg stadig bruger.
Børns ting kan være grimme, men man kan opfordre dem til at gøre sig umage og man kan sætte sig ned med dem ved bordet og bede dem om i detaljer at fortælle om hvad de har lavet. Peg på små prikker, et foldet hjørne, en paliet, og spørg hvad tanken bag er. Nogle gange er der ingen tanke bag, men så reflektere de (børnene) over at andre reflektere over deres prikker og palietter. Og dét tror jeg er vigtigt – uden at jeg har så meget som 40 minutters pædagoguddannelse.
Men når jeg husker tilbage på min egen barndom, så husker jeg ikke at mine forældre tog tæsk, kugler og dårligdom for mig. Jeg husker ikke at de var der. Fysisk var de der men de var der ikke for mig mig. Det er i hvert fald sådan jeg husker det – så uanset om de var der eller ej, så er det jo rimelig trist at tænke på, at et barn kan sidde og huske at de ikke var der. Hver gang jeg blev mobbet, måtte jeg kikke langt efter action fra mine forældre. Hver gang jeg klaget over noget som ikke var okay i min optik, feks. min Gudfar eller manglende veninder eller hvad det nu kunne være, så var der aldrig handling bag.
Min egen personlige konklusion er, at selv om mine forældre fastholder at alle os børn er ønske børn, så er min personlige konklusion at de ikke skulle have haft flere, efter at de fik mine to ældste brødre. De havde ikke tiden og overskudet til det. Min Far arbejdet 24/7 og min Mor arbejdet også til tider og ellers gik hun hjemme og passede gården. Der var alt for meget arbejde og alt for lidt familietid – og jeg var helt sikkert et barn der krævede (og trives bedst i) familietid. Jeg trives når jeg bliver hørt og set og forstået.
Mine forældre kunne sagtens forsat havde fået de to små da de blev ældre, ligesom de gjorde, for så havde årene formet dem og deres økonomi var bedre og tiden mere fleksibel. Men mig og min søster, os skulle de ikke havde fået. Og måske de egentlig bare skulle havde nøjes med 2 drenge og stoppet i 1974 med at få børn.
Jeg ville personligt ikke klage over ikke at være blevet født.
Da der var gået en time, hvor vi ikke havde været enig på ét eneste punkt, kikkede min bror på uret og jeg tror han var parat til at gå, jeg var i hvert fald mere end parat, og jeg sagde at vi kunne gå når han var klar, men han blev høfligt og ville spise noget mere – og så gik han op og betalte. Umiddelbart tænker jeg at det er Mor der har sat ham op til at tage mig med ud at spise sushi, det lugter langt væk af “mor move”, for ingen i min familie kan lide sushi sådan rigtig. Det er kun mig.
Vi talte lidt om løst og fast og så kørte jeg ham tilbage til skolen – jeg var SÅ smadret på det her tidspunkt og klokken var kun knap 14.45. Intromødet til Doulauddannelsen startede først kl. 19.00. Jeg kørte mod Hellerup, hvor jeg skulle hente mit lyserøde badeværelse, som jeg har købt for 400 kr, mens jeg tænkte ferbrilske tanker om hvor jeg kunne crashe. Jeg kunne simpelthen mærke at min krop lukkede ned, mit ben begyndte at snurre, min mave gjorde oprør, mit hoved dunkede og min tunge svulmede op i munden og kørte som et pendul frem og tilbage på bagsiden af tænderne, hvor jeg nærmest har slidt alt tandkødet af (virkelig smertefuldt)
Jeg var (og er) vitterlig FULDSTÆNDIG SMADRET.
Da jeg havde læsset mit brugte lyserøde 1970’er badeværelse, traf jeg en beslutning om at kører til færgen. Jeg kunne end ikke overskue at kører hjem – heller ikke selv om en billet ville koste mig 599 kr……
Jeg var ved færgen præcist kl. 16.45. Færgen sejlede præcist kl. 16.45. Så jeg kørte ind og holdte først i køen til næste afgang, låste dørene, smækkede benene inkl. sko op på passagersædet, trak mit uld halstørkæde om skuldrene på mig og jakken i ryggen op mod førerrdøren og på et split sekundt sov jeg som en sten. Jeg vågnede da køen bevæget sig.
Ind på færgen. Parkere. Ud af bilen, op og kapre et godt bord i et fjernt hjørne og så på med hørertelefonerne og frem med computeren, så jeg kunne få arbejdet lidt og svaret på mails og nu ligger jeg her i sengen og tænker på om jeg er gået glip af en god fremtid som Doula ved ikke at deltage i mødet?
Inde i mit hoved, bliver jeg ved med at sige til mig selv “The Lord will provide in due time” og tænker på at Hr. Gud ikke ville lade mig brænde sådan ud fysisk og mentalt, hvis han mente jeg skulle deltage i intromødet. Jeg prøver at holde fast i tanken om, at hvis jeg skulle skulle, så havde jeg fundet energien. Men jeg kunne ikke finde energien. Jeg var ved at falde i søvn flere gange på vej til færgen, fordi min krop simpelthen ikke kunne mere.
Jeg er så bange for at jeg aldrig kommer tilbage på arbejdsmarked og forevigt er fanget med lortejobs som ingen andre gider have. Små ustabile jobs her og der.
Jeg forsøgte også at forklare min bror, som er stærkt utilfreds med at jeg får løn fra Fars firma, uden at gøre noget, feks. uden at gøre rent dernede, at det ikke var fordi jeg ikke ville gøre rent, men fordi jeg simpelthen ikke kan overskue det. Jeg vil SÅ gerne lave noget rigtigt arbejde og rengøring ER rigtigt arbejde, jeg vil bare ikke arbejde for mine forældre, fordi det ALTID leder til at vi ikke enes, måske ikke i dag eller næste uge, men det kommer. Og netop dérfor ønsker jeg heller ikke at få løn fra dem. Jeg ønsker ikke at være afhængig af dem, for det betyder jo, at de har en klemme på mig – og det har mine andre søskende også.
Jeg kommer aldrig rigtig til at blive fri fri. Ikke med mindre jeg dør.
Og appropo død, i tirsdags tog min nye psykolog fat i selvmord og “grunden til at du ikke ønsker at leve” – jeg lod det glide helt let forbi og kommenteret slet ikke på det. Men jeg tror ikke hun er klar over hvor chokeret jeg blev, da hun nævnte det. Ingen siden min Psykiater-Lærling har taget selvmord og mit enorme ønske om ikke at leve op. Jeg er faktisk selv i tvivl i skrivende stund, om det er noget jeg ønsker “taget op” men der er ingen tvivl om at selvmord og min manglende livslyst fylder ENORMT hos mig. Jeg tænker på at dø ca. 4-6 gange om dagen og jeg venter bare på den dag, hvor jeg bliver ked af det NOK og samtidig bliver skubbet til hårdt nok, mentalt som fysisk, til at jeg kan tage det endelige skridt og faktisk gøre alvor af ønsket om at begå selvmord. Dagen skal nok komme, det tror jeg fuld og fast på.
Og når den gør, så er jeg klar.
Alt er pakket i plastkasser. Alt er sorteret. Der ligger en konvelut med passwords til alt. Der ligger frankeret breve der skal sendes til forskellige mennesker. Bloggen her bliver overdraget til den eneste person jeg kender der kunne have den mindste interesse i den. ALT er ordnet.
Det eneste der mangler er mit eget mod. Men jeg er overbevist om at det kommer.
Og sådan gik endnu en dag i mit liv, som aldrig kommer igen. Endnu en dag hvor jeg ikke formået at leve op til mine egne ønsker og drømme, om at være sej og deltage frem for at trække mig. Endnu en dag hvor jeg græd, frem for at le. Endnu en dag hvor jeg endte i ufrivillig konflikt og selskab, frem for i hyggelig samtale i savnet selskab.
Jeg bliver virkelig aldrig til noget, udover en fiasko, født på første klasse.
Hvad har DU på hjertet?