Farvel til Psykiatrien

1079 dage efter at jeg sad 6,5 timer på en stol og frøs ind til knoglerne på Psykiatrisk Skadestue i Risskov, og ventede på livsredende hjælp, er jeg nu udskrevet igen.

I tirsdags blev min tid aflyst, samme dag fik jeg (åbenbart) en ny tid onsdag kl. 14, som så også blev aflyst, hvorefter jeg fik en tid kl. 12.00 – jeg fik efterfølgende 2 e-boks beskeder med samme indhold og min nye tid blev ikke sat på sms notifikation, sådan som jeg har bedt om at alt hvad jeg får fra Psykiatrien skal.
– dette er ikke en mangel som opstod fordi det er svært at sætte sms notifikationer på en klients tid, men en mangel som opstod fordi sekretærerne tilknyttet Afdeling for Personlighedsforstyrrelse er 100% inkompetente og deres job er præget af total ligegyldighed og ikke perfektionisme, varme og faglig stolthed. Ledelsen læner sig rigtig mageligt op af deres medarbejder, du ved lidt ligesom fod i hose.

Dette er svaret jeg fik retur fra den øverste leder for Psykiatrien på Skejby Hospital. Jeg tænker hun er så optaget af at patienterne har en positiv oplevelse i mødet med Psykiatrien på Skejby, at hun ligefrem har udarbejdet et standard svar hun kan sende til dem som klager. Standard svar er lige så brugbare som standard ansøgninger og standard afslag. Jeg overvejet ganske kort om jeg skulle skrive tilbage og takke hende for hendes fyldesgørende svar som forsikrede mig om at dette aldrig ville ske igen, men jeg tænker at det er spild af min tid. Hun er ikke min tid værd.

Hele min uge er gået i skudder mudder. Intet har været som jeg havde planlagt – og dette skulle ellers være en stille og rolig uge efter at jeg har haft fuld fart på mht. Bestyrelsesarbejde siden 2. januar og brugt hele min weekend på at afholde bestyrelsesmøde (fra 11.30 til 16.30……) ordning af flagstænger, besvare tusindvis af mails, læse 500 siders rapporter fra Teknologisk Institut osv.

Mandag lovede jeg at passe min søsters baby fra 14.00 og 2 timer frem. Jeg var hjemme kl. 19 fordi min søster ikke kan lægge en plan og holde sig til den. Det betød at jeg måtte aflyse min aftale med min Onkel. kl. 17.30 hvor jeg skulle havde hentede nogle af Mormors ting som han ellers ville smide ud. Jeg lavede en ny aftale med ham onsdag, fordi jeg jo vidste jeg skulle på Psykiatrisk Hospital tirsdag, så onsdag ville være god tænkte jeg. Den måtte jeg så også aflyse…..

Tirsdag blev alting så aflyst og jeg kørte ud til mine storskraldsting og fik lavet orden i det hele, taget billeder, mål mv. og så var det at krampen ringede og ødelagde resten af min dag. Klagen var i min egen optik, velformuleret.

Så skulle jeg på Psykiatrisk Hospital onsdag, dagen hvor jeg havde planlagt at sove længe, jeg kom op og i tøjet og kørte ud for at finde mig noget mad. Pga. Sunset Boulevards manglende service ved ikke at åbne til tiden (kl. 10.00) kørte jeg på McDonalds.

Jeg tog min mad fra drive inn og kørte ned på havnen ved SUP og satte mig i bilen og kikkede udover vandet mens jeg spiste. Mor ringede, jeg skulle skrive under på en prøvetinglysning af køb af lejligheden. Lejligheden jeg ikke ønsker at eje. Lejligheden der bare lægger mere gæld til mit liv, mere økonomisk tyngde i den forkerte vej. Det er så pudsigt at tænke på, at jeg nu ejer 2 x ejerlejligheder, men ingen af dem er noget jeg selv har ønsket at købe og ingen af lejlighederne havde været en realitet hvis det ikke var pga. mine velhavende forældre og deres evner til at få lov til alt muligt i banken, hvor jeg end ikke kan lukke min firmakonto uden at dét skaber problemer.

Jeg har til dato kun ejet én ting som var 100% min og som 100% var købt pga. mit ønske. Og det var min kolonihave. Mon det er mit lod at jeg altid skal eje ting jeg ikke har føling med inden i?

Jeg ved jeg burde være taknemmelig på et niveau hvor knæfald ville være på sin plads, men det er jeg ikke. Jeg ved ikke om jeg skal skrive at “det er jeg desværre ikke” eller om jeg bare skal skrive at det er jeg ikke? For jeg føler ikke at det er “desværre” – jeg kan jo ikke så godt gøre noget ved mine følelser og mine følelser af taknemmelighed er bare ikke tilstede.

Jeg sad med computeren i bilen, fik underskrevet tinglysningen og mor og jeg kom til at tale. Mor begyndte at spørge til dit og dat og jeg fortalte om Psykiatrisk Hospital (hvilket ALTID er sprængfarligt!! Så jeg burde havde vidst bedre) om aflysningerne, om klagen, om at føle mig overset, overhørt og svigtet. Mor begyndte at skramle med en masse ting, jeg kunne hører hun var i køkkenet og jeg har ingen ide om hvad hun sagde mens huns kramlede løs.

Jeg fortalte om damen jeg kom til at fornærme sidste år, hvor jeg tog hen for at sige personlig undskyld. (But why…? 🤦🏼‍♀️) Jeg sagde at jeg med hånden på hjertet mener at en 26 årig i 2019 burde bruge andre fremgangsmåder at sige undskyld på, end en sms. Uagtet om jeg har blokeret ham eller ej.

Mor forsvare straks min bror og siger at Ella aldrig har lidt overlast. Jeg pointere at intet af det her handler om at Ella har lidt overlast. Jeg har aldrig sagt hun har lidt overlast, jeg er skuffet over at der ikke passes bedre på hendes tænder, pels og hygiejne men jeg har aldrig brugt ordet “overlast” – det her handler om at nogen igen overskrider mine grænser, hvilket får voldssomme konskevenser for mit liv, feks. har jeg mistede udstillingspengene, jeg har mistet muligheden for at få hende avlsgodkendt, det handler om at nogen gør noget mod min hund uden at spørge mig, uden at jeg inddrages. Og bagefter kan ingen finde ud af at sige undskyld.

Jeg starter bilen og kører mod Psykiatrisk Hospital fordi jeg skal være der kl. 12.00 og klokken ernu 11.30.

Mor forstår ikke hvorfor jeg overhoved går der ude når jeg intet får ud af det. Hun pointere at jeg kun har fået det dårligere af at gå derude. Lige på dét punkt vil jeg give hende ret. De knap 10 måneder jeg gik hos Fede Dorit gjorde absolut intet godt for mig. Intet. Heller ikke inderst inde.

Der var svært at gå hos min Psykiater-Lærling men jeg kunne trods alt mærke lidt af indlandsisens dybe permafrost omkring min sjæl for en stund smeltede, men så stoppede vores forløb, jeg skulle videre, hun skulle videre og processen gik i stå og jeg røg tilbage til at skulle forsvare mig hver evig eneste onsdag. Forsvare at jeg var mig. For Psykologer laver ikke fejl.

Jeg ved præcist hvor jeg var, da jeg sagde til Mor at grunden til jeg gik derude var fordi jeg ikke har et alternativ, at jeg ikke har noget sted at gå hen for at livet skal blive nemmere at leve. At jeg ikke kan blive ved med at genopfinde mig selv og genopfinde grunde til at stå op og forsætte livet. Jeg prøver at forklare mor at hvis der ikke er en synlig bedre fremtid i et menneskes liv, et pejlemærke, så forsvinder eksistensgrundlaget og der er ingen grund til at leve videre.

Mor argumenter at jeg skal have mere indhold i mit liv, så bliver alting godt. Jeg skal få mig et arbejde, jeg skal starte på daghøjskole. Jeg kan næsten ikke trække vejret ved tanke om mere indhold i mit liv. Jeg føler jeg drunker i arbejde og ting jeg skal gøre, ting jeg skal tage stilling til, fordi jeg jo har oceaner af tid nu da jeg ikke arbejder – sjovt som mennesker ser mit liv som en stor happy holiday, frem for hvad det egentlig er, en daglig kamp for ikke at drukne.

Jeg fortæller mor at jeg bliver nød til at lærer hvordan jeg kan leve videre, med Borderline og Narcassisme, med en indre sorg så stor at jeg næsten ikke kan rumme mig selv, med maridt og lugte der trigger min hjerne 30 gange om dagen, med så mange smerter i min krop og mund at jeg næsten ikke kan holde mig selv ud – faktisk venter jeg bare på at mine knogler stivner og aldrig kan rettes ud igen.

Jeg siger at jeg har mine diagnoser og mit liv pga. at jeg er blevet svigtet i min barndom. Mor spøger hvem der har svigtet mig, og jeg svare: Det har du og Far.

Hvis du nogensinde har hørt lyden af et frådende vesterhavn der med skum på toppen af de meterhøje bølger, rejser sig og hamre mod en betonmole med så stor kraft at alt i nærheden splintres i atomer, så har du decibelet på min Mors reaktion til dé ord.

Jeg havde være så god at komme hjem og forklare mig!!! Tak. De ville gerne have en uddybelse af hvordan de havde svigtet mig!!!

Jeg siger helt nøgterne gennem tårene at når et barn bliver seksuelt misbrugt, udsat for vold, og den for mig til dato væreste del af mit liv; den psykiske vedvarende nedgørelse af min person, så er det fordi de voksne svigter deres ansvar. Uanset om man mener det eller ej. Uanset om man vil hører tale om det eller ej.

Misbrug mod børn sker fordi voksne, uanset hvem de voksne er, ikke er deres ansvar voksen nok. De overlader barnet, uanset om det er bevist eller ubevist, til en skæbne som et barn ikke kan forsvare sig imod. Som et barn ikke skal forsvare sig imod. For barnet er netop bare et barn.

Mor tordner løs som en tsunami der kollidere med en vinterstorm i Vesterhavet – Hende og Far har IKKE svigtet mig!! De er blevet løjet for HELE deres liv (af mig) og jeg har bare at komme og forklare mig til dem.

Jeg lægger på og siger højt ud i bilen: Kælling. Måske højtaleren stadig var tændt, måske ikke. Jeg mente hvert et ord jeg sagde.

Jeg nægter at tage skylden for hvad der er sket mod mig, på mig. Far og Mor var der ALDRIG for mig da jeg var barn. I alle mine minder gennem barndommen, teenageårene og mit voksenliv, er der en kontinuerlig følelse af at være i vejen. Være overset. Blive overhørt. Ikke blive lyttet til. Ikke blive troet på. En følelse af at jeg fylder for meget. Snakker for meget. Og på alle parametre bare er for meget og forkert. Jeg var et af de der børn, der aldrig rigtig var god til noget. Jeg var sådan en flydende leverpostej der forsøgte at passe ind alle steder uden held. Og så mindes jeg at jeg helt fra lille bitte har været løjnagtig. Altid. Utroværdig og dermed uværdig. Uværdig til at blive accepteret, taget seriøs, blive hørt, blive set.

Mit valg står derfor nu mellem at tage hjem og tage diskussionen med Far og Mor om hvad svigt dækker over og om hvordan de har svigtet mig. En diskussion vi til den dag jeg dør, aldrig vil blive enig i. Vi er fundamentalt uenige på alle parametre i livet.

Eller jeg kan vælge ikke at tage hjem og tage diskussionen med Far og Mor om hvad svigt dækker over og hvordan de har svigtet mig. Ved ikke at tage diskussionen, vil jeg komme til at fremstå som om jeg trækker mig, som om jeg har sagt noget forkert og grimt (igen) og skammer mig og fortryder mine ord og derfor stikker halen mellem benene.

Så enten kan jeg diskutere til jeg er gasblå og aldrig nå til enighed, fordi ingen af os vil give os. Eller jeg kan droppe diskussionen pga. ovenstående viden og beslutte mig for, at min beslutning i November 2019 med at trække mig fra min familie, endnu engang viste sig at være den korrekte og mest brugbare beslutning for mig.

Da jeg bliver hentede af min psykolog på skammens gang hvor alle dem der er skøre ligesom jeg, kan sidde og blive kikket på af alle dem som går forbi, går jeg bagefter hende ind i endnu et nyt anonymt rum. Der er kommet nye stole i mange af rummene. De er moderigtige og har sikkert været pisse dyre, men deres armlæn er så lavt at jeg ikke kan hvile armene på dem uden at sidde skævt og deres ben er så høje, at jeg ikke kan nå jorden.

Hvis jeg en dag bliver millionær, så køber jeg terapistole der passer til alle højder, som faktisk er behagelige at sidde i, når din hjerne gør ondt og du skal sidde ned i 45 min. Tænk hvis der blev taget højde for brugevenlighed på Psykiatrien, er det ikke dét den øverste leder siger, hun går så meget op i? 🖕🏻At man skal føle sig velkommen….

Forrig samtale var samtale #12. I onsdags var #13. Ud af de 14 jeg fik tildelt i August 2019, hvor de ville give mig 14 x samtaler hvorefter vi skulle have endnu en af de forfærdelige temasamtaler, hvorefter de ville beslutte hvad der så skal ske med mig.

Og det er dét jeg har forholdt mig til, at der for enden af de her 14 x lå endnu en samtale med de Stikkende Damer. Jeg gjorde det allerede klart til samtale #12 at jeg ikke var interesseret i et kort forløb, matchende og copy paste som det jeg har haft de sidste 3 somre. Det har jeg sagt for længe side, at jeg ikke vil igennem igen. Jeg sagde det til Fede Dorit i Marts 2019 og alligevel blev det nøjagtig på den måde. Jeg sagde det til min nye psykolog i August 2019 og gæt hvad hun så tilbød mig til samtale #13?

Hun tilbød mig ét års terapi med hende som behandler. Ét år der vel og mærke tæller fra August 2019…… Whatta Joke.

Jeg kikkede direkte på hende og sagde at jeg ikke var interesseret. At jeg allerede havde sagt forrig gang at jeg ikke var interesseret i et kort forløb. At der ingen grund var til at jeg kom i dag, hvis det hun tilbyder mig er det samme som jeg allerede er blevet tilbudt og allerede har afvist.

Og så siger hun, jeg citere: “…. jeg kan ikke fjerne hvad der er sket. At du har følt dig som en kriminel”

Hvis det ikke var fordi jeg allerede havde truffet min beslutning og besluttet mig for at være tro mod mig selv frem for mod alle andre, så ville jeg havde taget fat i de ord og tæsket hende med dem!

Det var så tydeligt temasamtaleord – ord de havde fundet frem til var korrekt dækkende for mine følelser og min oplevelse af deres indkompetance. Men lad mig skrive dette ned til alt fremtid.

Jeg er IKKE KRIMINEL. Jeg har aldrig været kriminel. Jeg har aldrig følte mig kriminel – fordi jeg ved inderst inde i min hjertecore, at jeg ikke ER kriminel.

Så fakta er: jeg har ALDRIG FØLT MIG KRIMINELT.

Fakta er også at det er Psykiatrisk Hospital som har ageret og reageret som om det at google min behandler, læse hendes speciale på Region Midtjyllands hjemmeside, det at søge et job der er slået offentligt op, ER EN KRIMINEL HANDLING.

Så nej, hun kan aldrig fjerne den følelse, for jeg har aldrig haft den følelse.

Det er en følelse de pålægger mig. En følelse de finder frem til er dækkende for min opleveles af deres fuldstændig ugennemtænke forløb fra da de i Maj 2019 trækker mig til side, danner fælles front imod mig, aflyser min terapi på ubestemt tid uden varsling og efterlader mig i uvished og frem til Januar 2020 hvor de vil beslutte hvad der skal ske med mig.

9 Måneder hvor jeg har siddet foran guillotine og ventede på at de traf deres beslutninger. Beslutninger de kunne havde truffet for 9 måneder siden og sparet os alle for mange tanker og tåre.

Og sådan Kære Læser, sådan gik det til at jeg blev udskrevet fra Psykiatrisk Hospital, 1079 dage efter at jeg første gang trådte ind af døren.

Hvad har jeg så lært i de 1079 dage?

Jeg har lært at du ALDRIG skal betro dig til nogen. Aldrig.

Psykiatrisk Hospital og deres medarbejderer er ikke dine venner. De har ikke din ryg. De er der ikke for dig. De er der fordi de bliver betalt for det. Og igen kan jeg kun understrege at du aldrig nogensinde skal betro dig til nogen og tro at de efterfølgende bakker dig op, at de er der for dig, at de vil hjælpe dig. Faktum er nemlig, at de vil skubbe dig ud i en bundløs sø, blottet for dine hemmeligheder og til skue for alle. Dér vil de efterlade dig, uden et sikkerhedsnet og uden hjælp til at lærer at træde vande – og da du allerede var på bundløs grund før du kom til dem, minus den blottede del, så har de faktisk bare bidraget til en yderlig forværring af dit i forvejen dårlige liv.

Deres måde at håndtere mig og Google Gate på, har gjort mig endnu mere paranoid. Jeg er rædselsslagende ved tanken om at komme til at træde forkert og igen blive hevet til side og udsat for det ene forhør efter det andet, hvor ingen har lavet fejl, udover mig. De voksne, de store, de stærkeste og de rigeste laver aldrig fejl.

Jeg er så smadret efter min tur gennem Psykiatrisk Hospital, at jeg end ikke turde kikke på og smile til, min Psykolog med den stille stemme, da jeg gik tæt forbi hende inde i Bruuns Galleri. Hun er synlig gravid og jeg ville til enhver tid ønske at smile varmt til hende og lade hende vide at mit hjerte er lykkeligt på hendes vegne – men i stedet for kikkede jeg væk og ned i jorden mens jeg passeret hende. For tænk nu hvis det at jeg smilede til hende kunne opfattes krænkende, forkert og udløse endnu en uhensigtsmæssig lavine af ting jeg ikke forstår.

Ud fra ovenstående har jeg truffet mine beslutninger. And I’m stead set.

Jeg har i skrivende stund 5 forskellige tabs åbnet på min mac. De handler alle om at klage over utilsigtede hændelser, om at klage over navngivende sundhedspersonale gennem Sundhedsstyrelsen for Patientsikkerhed – og for mig, at sørge for at ingen andre skal opleve hvad jeg har oplevet.

Jeg vil skrive det sidste års hændelser ned. Nøgtern. Faktuelt korrekt. Jeg har bevisbyrden i orden. Jeg har optagelser af samtalerne. Jeg har kopier af alle breve, mails, jobopslag og job ansøgninger. Jeg har hvad de ikke har. Jeg har beviserne.

Det er meget muligt dette bliver det sidste jeg gør i mit liv, men hellere gøre noget som giver genlyd i navngivende menneskers arbejdsliv end at dø i stilhed og dermed forpasse chancen for at hjælpe andre til ikke at stå i samme situation.

Indianerlægen
Fede Dorit
Stikker Grethe
Psykoedukations Psykologen

– de har vitterlig ingen ide om what’s about to hit them. Jeg håber de vil smage blod og jern i munden resten af året. Jeg håber klagen bliver arkiveret til alt eftertid og at den vil ligge over deres liv og arbejde som en sort tuberkulose plet der aldrig forsvinder.

Som Oprah Winfrey siger: On the day that I die, will it matter that…..
– og ja, den dag jeg dør vil det have en betydning at jeg sagde fra. At nok var nok og jeg klagede trods frygten for represallier – og frygten for igen ikke at blive troet på.