I skrivende stund, d. 11. December Kl. 11.33 sidder jeg i min ret kolde lejlighed (har netop tændt for varmen) og venter på gæsten som skal tjekke ind og bo her frem til 23. December (tror dog han rejser d. 22, men det gavner mig ikke rigtigt)
Han er allerde forsinket. Han skulle være kommet i går, Søndag men ændrede det for et stykke tid siden til Mandag. Igen, på en måde dejligt, så er der en dag mindre uden forbrug i min lejlighed men det gavner mig ikke rigtigt, da jeg jo bliver nød til at planlægge min tid og allerede er flyttet ud, så om han kom Søndag eller Mandag gør ikke en forskel for mig.
Han er booket helt til d. 23 men rejser d. 22, igen makes no different to me, da jeg jo rejser til Spanien d. 28. December og ikke kan nå at flytte tilbage, nyde tiden og ud igen. Så jeg må bare gøre den ren d. 22 og så lade den stå til han kommer igen d. 1. Januar.
Og når han kommer 1. Januar, så bliver han frem til Søndag d. 11. Februar. Jeg dør lidt inden i hver gang jeg tænker på det….
Som jeg sagde til min Psykiatri-Lærling, så føler jeg at jeg prostituere mig ved at leje denne lejlighed ud. Følelsen er virkelig grum, meget tilstedeværende og forfærdeligt. Når jeg lejer ud, får jeg penge. Penge som jeg hårdt har brug for, for alene i November og December har jeg flere udgifter end jeg tjener på at leje lejligheden ud, så jeg ville være ret dårligt stillet hvis jeg ikke havde denne indtægt.
Men ved at leje ud, giver jeg køb (som det jo hedder) på mig selv, mine behov, mine ønsker og mine følelser. Den ro jeg har brug for inden i, forsvinder ved at bo hjemme. Den rutine og frihed jeg har kæmpet så hårdt for at få og finde, forsvinder ved at bo hjemme. Alle mine drømme sættes på standby og når jeg engang i 2018 får min lejlighed igen, så er det som om jeg skal re-boute mit indre før jeg kan finde mig selv igen. Det bliver SÅ HÅRDT. Og jeg kan næsten ikke overskue fremtiden frem til at jeg får lejligheden igen.
Jeg ved at Far og Mor ikke vil kunne genkende dette billede jeg tegner her. Jeg kan allerede hører deres ord og forklaringer til alt hvad jeg skriver. Jeg ved hvad de vil sige, men jeg ved også at de ikke forstår, mig eller min måde at leve på, tænke på og agere på.
Mor vil sige at “ej du har jo alt den frihed du vil have, du kan bare komme og gå” og ja det kan jeg, og så alligevel ikke. Jeg ved jo godt hvordan min mors stemme lyder, når hun fortæller at hun ikke har hørt fra min søster i 3 dage. Jeg ved godt hvordan min mor vil lyde hvis jeg ikke kom hjem til aftensmad og hvilken spørgsmål hun ville stille hvis jeg ringede i forvejen og sagde at jeg ikke kom. Jeg kan hører det hele – og det eneste jeg ikke vil, er at skulle forklarer mig.
Hvis Mor så læste dette her, så ville hun trække læberne sammen til en streg og sige noget i rentingen af at “hun da ikke behøver vide alt” og så vil hun lade være med at tale, med at spørge og gå rundt som en tikkende bombe, hvor jeg ikke aner hvad jeg har gjort, hvad jeg skal gøre osv.
Så uanset hvad jeg gør, så er det på kant med noget – ergo er det bedst jeg kan gøre, at være alene, bare mig selv. Uden at involvere andre i mit liv.
Men det er også svært, for så gnaver ensomheden og tankerne om svigt kommer væltende. Tankerne om hvordan IT manden svigtede mig, uha nej han skulle ikke købe fast ejendom, det var meget meget bedre at bo til leje. Han skulle heller ikke have børn eller giftes, nej da. Og ferie? Hvad var det for noget? Vi arbejdet 24/7 – og så møder han sin nye kæreste, inden for ét år har de købt hus (på en Ø!!!!) fået et barn sammen, holder ferie og slukker computeren kl. 16.00 og det er selv om jeg sidder og venter på svar…..for sådan er det bare. Punktum.
Og min Gudfar…. tanken om ham er ubærlig. Jo mere jeg taler om min fortid med min Psykiater-Lærling, jo sværere bliver et for mig at navigere. Før gik det da nogenlunde fint, jeg fik et par melt down i ny og næ men jeg kunne leve. Nu er det som om min hjerne er en konstant el-koger der står og fløjter og fløjter og uanset hvor mange gang jeg tager den af kogepladen, så begynder den bare at kogen igen, dér hvor jeg sætter den hen. Igen og igen og igen og igen……
Jeg kommer ofte i tanke om nye ting, flere ting, ting jeg havde glemt at jeg havde glemt og ting jeg ikke vidste at jeg havde oplevet, i dagene efter min session hos hende. Det er så forfærdeligt og jeg aner ikke hvad jeg skal gøre – jeg vil bare gerne være alene, med min sorg og min smerte. Og jeg ønsker netop ikke at dele den med nogen, at dele den med min Psykiater-Lærling er virkelig svært i sig selv, jeg går hele tiden og tumler med hvad vi skal tale om, jeg føler altid at jeg møder op uforberedt men min hjerne er altid helt blank, som en vindblæst slette i Texas, hvor end ikke støvkuglerne fyger, der er bare goldt og flat og tomt…… og når vi så sidder der og hun så sødt siger “hvad vil du gerne tale om i dag….” så famler min hjerne febrilske efter et emne vi kan tale om, noget som er neutralt, noget som ikke får mig til at græde, noget som ikke hænger nogen ud, noget som ikke gør hende ubehagelig til mode, noget som ikke gør hende ked af det – er du egentlig klar over hvor svært det er?? Det er ENORMT svært! Og tidskrævende, både fysisk men også mentalt…… jeg er hele tiden på arbejde inden i.
Har du set Titanic? Der hvor Kate Winslet og Leonardo DiCaprio løber hånd i hånd ned i fyrrummet på skibet og man ser de store stempler der pumper løs for at få skruen til at dreje rundt og skabe fremdrift for skibet? De der stempler som pruster, syder og dunker op og ned, sådan føles mit indre.
På Søndag kommer min ældste bror Norman hjem fra Østrig, jeg har ikke talt med ham siden 2015. Han tager Gudmoderen til børnene med. Bare sådan. Hvis du spørger mig er det fucking mærkeligt. Tror du jeg var velkommen til at indlogere mig hos Gudmoderens forældre et par dage før Jul? En person jeg ikk kan huske jeg nogensinde har talt med? Hun er min Svigerindes bedste veninde, hun er åbenbart så god en veninde og Gudmor, at hun får billeder af min nevø, til at hænge op i sin lejlighed. Jeg er også min nevø’s Gudmor, jeg får hverken billeder eller noget – og da jeg som dansk kristen “glemte” min nevøs navnedag (i min brors optik) i min optik anede jeg ikke noget om det, der kommer åbnebart ikke en manual til katolske Gudmødre med til titlen! Men da jeg glemte det, efter at havde sendt fødselsdagsgaver, julegaver og “tillykke du er blevet storebror” gaver og “tillykke din bror skal døbes” gaver var det ENESTE de huskede, at jeg glemte en navnedag, som jeg ikke anede noget om……🙄🤦🏼♀️
Alle de her gaver, blev så doblet op da han fik en lillebror som også skulle have Julegaver og Fødselsdagsgaver og da lillesøster så kom, skulle hun også have julegaver og fødselsdagsgaver og sørme og der så ikke var 2 x “tillykke I er blevet storebrødre” gaver og 2 x “tillykke Jeres lillesøster skal døbes” gaver……. og imens er min økonomi stadig ualmindelig dårlig og ustabil. Og i største delen af tiden boede jeg i Spanien og skulle ikke kun købe gaverne, jeg skulle også sende dem med posten – overvej lige hvor mange Euro jeg har brugt på porto.
Hvad har jeg fået retur? 🖕🏻
Veronika skriver
God Jul til deg <3