Natten fra Fredag til Lørdag var forfærdelig, mildt sagt. Jeg gik i seng omkring kl. 22.30, jeg var virkelig virkelig træt, havde håbet på at jeg kunne onanere noget mere.
Det lyder måske mærkeligt, men jeg har et håb om at hvis jeg onanere med mig selv, så kan jeg måske, på sigt en dag være sammen med en mand uden at jeg behøver drikke mig i hegnet og uden at jeg behøver svæve væk. Jeg ved ikke om min teori virker, men jeg tænker at hvis jeg elsker mig selv og det jeg gør ved mig selv og mærker inden i, så kan jeg også når jeg er sammen med andre.
Anyway, mit “sex vindue” er kun åbent ganske sjældent og meget lidt af gangen. Det er helt klart lukket i denne omgang for lysten er helt væk, så jeg lagde bare dildoen på sengen ved siden af mig og lagde mig til at sove.
Jeg drømte helt tydeligt at jeg står i vores kælder, altså kælderen under ejendommen her hvor jeg bor. I drømmen er der et vindue, et nyt hvidt vindue i gadehøjde, som kan skydes til siden, ligesom vinduerne i min lejlighed i Spanien. De åbnes ved at man kører dem til siden, frem for udaf som man gør i Danmark. Men i virkeligheden er der ingen vinduer i vores kælder men jeg var sikker på at det var dér jeg var.
I vindueskarmen står der vaskepulver mv. og da jeg, i drømmen, bliver opmærksom på at vinduet står åben og jeg kan se folks fødder gå forbi udenfor, tænker jeg i drømmen at jeg hellere må lukke vinduet, så der ikke kommer nogen ind. Da jeg stiller mig på tær for at skubbe vinduet fra højre mod venstre kommer der nogen (2 personer) løbende over og tager fat i vindues, så jeg ikke kan skubbe/slide det til siden. Jeg kan vitterlig mærke panikken brede sig i mig som en steppebrand – de rykker i vinduet og det er helt tydeligt at de vil ind i kælderen, ind til mig. Kælderen har flere små rum (det er en gammel bygning) men kun én udgang, op af en sejl trætrappe og så er man i mellemgangen hvor porten ud til gaden er i den ene ende og gårdhaven til restauranten i den anden. I midten er døren ind til vores opgang. Porten ud til gaden kan ikke låses mere (gammelt lort og ingen gider tage ansvaret for at få den lavet)
I drømmen kan jeg se den ene mand, som er maskeret og iført mørkt tøj, rykke i vinduet, mod højre, mens jeg forsøger at presse det til venstre for at lukke det. Samtidig kan jeg se at den anden mand siger noget og så begynder de begge at løbe til højre, for at komme rundt om bygningen, ind af porten og ned til mig. I drømmen går jeg i fuldblown panik, fordi jeg om få sekundter vil være lukket total inde i en kælder hvor jeg ikke kan komme ud fra, fordi der kun er én udvej (vinduet findes jo ikke rigtigt og det ved jeg åbenbart i drømmen)
Så jeg stormer ud af det rum i kælderen som jeg er i, og op af trappen, men inden jeg er helt oppe, kan jeg hører porten åbnes og fødder der tramper og lige dér, med hjertet i halsen, pulsen på 200, paniksved på panden og kampskriget på kanten af læberne vågner jeg i min seng. Klokken er 01.50.
Når jeg skriver at jeg vågner, så betyder det at jeg er 100% oppe og stå, i min seng, med ryggen mod muren i hjørnet ved hovedgæret. Jeg er SÅ klar på at springe at jeg faktisk frygtede at jeg ville springe inden jeg fik hoved med mig og fik indset at det “bare” var endnu en lorte drøm. Panikken og den knugende følelse af frygt sad midt i brystkassen på mig – og sådan gik det til at jeg sad i min seng, i mørket, med vinduet ud til gården åbent på vid gab, frem til solen stod op omkring kl. 06.40, først da tillod jeg mig selv at falde i søvn.
Næste gang jeg vågnede var klokken 12.50.
Jeg mødtes med min søster til Sofie Schnoor Lagersalg i Ridehuset (det er der også i morgen) Der var mange fine ting som jeg gerne ville købe, men jeg vil hellere have en Kolonihave, så jeg savlede bare inden i og skubbede rundt med min lille niece i barnevognen. Der var to som trode hun var min baby, den havde jeg ikke lige set komme – og det var lidt mærkeligt at hører, for jeg ved godt inderst inderst inde, derhvor jeg knap kommer selv, at jeg aldrig får et lille barn. Jeg tænker tit på hvor skønt det ville være at have en lille spørge Jørgen på 4 år og opefter, en der spørger om alt, en der vil vide alt og en der vil med over alt. Ja det vil sikkert være drænende, men jeg mindes at jeg var syntes det var sjovt at lærer mine brødre alt muligt.
Det var jo en måde hvorpå jeg for en stund kunne føle mig klog og sej, fordi deres viden var så meget mere begrænset end min, så det var jo som at få lov til at tanke en bil op, bare her er tanken et barn og benzinen er viden. Det var vidunderligt!!
Jeg er også begyndt at tænke på, om det nu egentlig er sådan en god ide at få en kolonihave? I mine drømme om en kolonihave, hygger jeg mig med mine fiktive børn og ikke eksisterende veninder, som kommer på besøg hos mig og Ella og mine små (der er altid flere) børn som jeg altid er igang med at lave noget sammen med, feks. se hvor mange søm man kan hamre i et træ, hvordan man skifter et vindue, hvordan man maler på sten, hvordan man får edderkoppespind over på et stykke pap, vi bygger legethuse, møbler og klatretårne, vi planter blomster i ulige linjer og maler kolonihaven en ny farve hvert år.
Men jeg ved jo godt, faktisk er jeg skræmmende opmærksom på, hvor meget jeg egentlig lever i en fiktiv verden. I min verden inden i mit hoved, er alting godt. Der er world peace over hele fladen. Jeg er ikke ensom og jeg har altid nogen at ringe til, der kommer gæster på besøg så tit at jeg ikke kan oplade min dildo på mit spisebord, og Ella løber ind og ud og slæber jord og hård med ind, så jeg hver aften må slutte dagen af med at støvsuge – hvilket jeg faktisk elsker. Det er ren terapi at gå og støvsuge.
Men det er inde i mit hoved, hvor min kolonihave er smuk, min mund smertefri, mit mellemkød intakt og mit hoved normal. Inde i mit hoved er jeg ikke bange for at løbe ind i mine tidligere behandlere, jeg er ikke bange for at nogen beskylder mig for noget jeg ikke har gjort og hvis de gør, så kan jeg håndtere det uden at det bogstaveligtalt ødelægger flere måneder og halve år af mit liv.
Inde i mit hoved vil folk gerne snakke med mig – men det er bare inde i mit hoved.
I virkeligheden er det noget helt andet. I virkeligheden er jeg helt på skideren, dybt ensom, økonomisk fucked, arbejdsløs, venneløs, ensom så det skriger til himlen – og det på trod af at jeg stødte ind i Farfars Lise og hendes mand ude foran Ridehuset, jeg var på vej ned på min yndlings pub for at få en øl og føle mig i selskab med andre, selv om jeg ville være alene.
Lises mand siger “jammen vi vil da gerne med” – og alt i mig sagde: Øhhhh????
Jeg fik nævnte så mange gange at det behøvede de ikke, at jeg jo bare havde sagt hvor jeg var på vej hen, fordi de spurgte, og ikke fordi de skulle gå med. Jeg følte mig som en der havde overtalt to mennesker til at være en del af min ensomhed. Af min skam. Af min sorg.
Anyway, der var (åbenbart) Landskamp og mange mennesker derinde, men vi fandt et bord og Lises mand gav en øl, som jeg nu bagefter er i tvivl om hvorvidt jeg fik sagt tak for…..? Århhh fuck mig og mine mannere! Jeg har det SÅ hårdt med at folk betaler ting for mig, jeg vil ikke stå i gæld til nogen, men jeg forsøger at sige til mig selv at det er okay….
Det var virkelig hyggeligt, selv om vi måtte råbe lidt højt og efter en times tid, skulle de videre. Jeg købte en burge og spiste den derinde, mens Danmark tævede Schweiz og så gik jeg hjem gennem Århus med en ENORM stor følelse af sorg og ensomhed og skam og skyld inden i mig.
Jeg gik og holdt om mig selv, jeg har ingen vinterjakke, så jeg trak min jakke godt omkring mig og gik med armenen overkors, som når man giver sig selv et knus. Jeg kunne næsten ikke rumme at jeg havde været så tæt på andre mennesker, som jeg holder SÅ meget af – og nu var alene igen, uden udsigt til mere selskab.
Jeg tænker tit på at ensomme mennesker er ligesom en tør svamp, vi kan suge selskab til os i langt størrer mængder end andre – og dét alene er jo ødelæggende.
Det slog mig da jeg gik hjem, at Farfars Lise minder mig rigtig rigtig rigtig meget om min Psykiater-Lærling – som jeg syntes fortjener at blive kaldt Stikker Grethe, men jeg kan ikke rumme dét som ligger bag øgenavnet, så jeg forsøger at tænke på hende sådan som jeg tænkte på hende FØR Psykoedukations Psykologen under mødet med De Stikkende Damer, slynget i hoved på mig hvilket slags menneske jeg var “når jeg googlede og søgte jobs…“
Men heldigvis for mig, så har jeg kendt Farfars Lise siden jeg var måske 10 år gammel, dengang har min Psykiater-Lærling været ca. sammen alder, mens Farfars Lise har været ca. 14-16 år ældre end mig. Så det kan aldrig været mig der forsøger at finde en erstatning for min Psykiater-Lærling i Farfars Lise (bare i tilfælde af at nogle af de kloge hoveder skulle konkludere dét!!) men det kan meget vel være at grunden til at jeg har holdt så meget af min Psykiater-Lærling og hendes måde at være på og hendes blå øjne, er fordi hun har mindet mig så meget om Farfars Lise, hendes måde at være på og hendes utrolig blå blå øjne.
Farfars Lise har arbejdet på en ret hardcore afdeling på Skejby hele hendes arbejdsliv. Hun er virkelig badass. På hendes afdeling var der 70% chance for men og varige skader, og alligevel har hun været på samme afdeling frem til for ca. et år siden, hvor hun skiftede over og blev noget inden for akutberedskabet med akut operationer (tror jeg) Hun er SÅ glad for sit skift. Hun er et af de mennesker der ikke kan rystes eller rykkes – men hun er også kæmpe tilhænger af mine forældre og min familie generelt og dét gør at hun er “farlig” bekendtskab.
Jeg har sådan en lyst til at lyne ned for min sjæl og hud og lade indvolden og alle mine sorger og alt min smerte vælte ud foran hende, bare fordi jeg så gerne vil ses og høres. Jeg ved godt at dét er en ualmindelig dum dum ide og noget jeg skal holde mig for god til at gøre – men hvor er det fristende.
Ingen har troet på mig, lyttet til mig eller set mig, siden den dag jeg gik ud af døren efter sidste session med min Psykiater-Lærling i Juli 2018.
Hvor jeg dog ville ønske jeg kunne gå tilbage til August 2017 og aldrig åbne op for mit livs hemmeligheder i første omgang, så havde jeg helt sikkert ikke siddet i denne situation som jeg gør nu. Jeg havde nok været alene, og min økonomi osv. ville sikkert også havde været den samme, men mit forhold til verden omkring mig ville havde været betragtelig anderledes og jeg ville ikke skulle kæmpe så hårdt for at få lov til at være mig.
– og jeg ved end ikke hvad “mig” dækker over.
P.S: jeg har ingen ide om hvordan jeg har fået lavet det store D længere oppe……og jeg er for træt i hoved og har for ondt i kæberen til at finde ud af det nu.
Hvad har DU på hjertet?