Klokken er 07.21 mandag d. 9. marts og jeg er allerede oppe og i tøjet. Sidder og venter på at en elektriker fra det famøse store Århusianske elektrikerfirma skal komme og tilslutte de andre 4 lejligheder i ejendommen, til jordstikket i kælderen. Jeg har valgt at tage styringen på dette “projekt” da jeg så selv slipper for at betale den sikkert gastronomiske regning for at få min egen lejlighed tilsluttet jordstikket. Men ak, de skulle være her kl. 07.00 og de er her ikke endnu. Hvad sker der for mennesker?
Jeg har kvalme og uro i kroppen, det er som om jeg ryster inden i, uden at ryste udenpå. Lyder mærkeligt. Er mærkeligt. Netop fordi de skulle komme så forfærdelig tidligt, gik jeg i bad i går aftes, sådan at jeg ikke blev fanget på sengen halvnøgen – de sender også en anden mand end ham som lugter så forfærdeligt, hvilket jeg er ret glad for, for jeg tror faktisk godt jeg kunne komme til at kaste op ved lugten af ham, sådan som jeg har det lige nu.
Jeg har lavet et par stikord i denne her kladde til bloggen – som på et tidspunkt munder ud i et blogindlæg og derfor kommer tingene lidt random og ikke i kronologisk orden fordi jeg simpelthen ikke kan huske kronologien. Måske det endda bliver et rodet indlæg, lidt ligesom mit indre.
——–
I sidste uge spiste min søster og jeg morgenmad sammen, i den nye lejlighed Mor og Far har købt. Min Mor passede min søsters baby i 2 dage, mens min søster fik malet lister og paneler i hendes nye lejlighed.
Jeg stod og smed emballagen fra det store nye tv i skraldespandenm (embalage som min bror havde efterladt) da min søster kom gående, hun lignede en tordensky der lige var vågnet. Hun ville hente morgenmad og hører on jeg skulle have noget med. Jeg havde allerede spist men sagde ja tak for hyggen skyld. Da hun kom tilbage, spurgte jeg om vi ikke skulle spise i lejligheden hvor jeg var, frem for at gå op til hendes lejlighed og jeg kunne se at det irriterede hende. Da hun så vil tage det helt nye skærebræt for at skærer franskbrøden, spørger jeg hende om vi ikke kan skære ned på tallerknerne, så vi ikke tager skærerbrættet i brug – jeg kan godt lide at gæsterne får en følelse af at de er den første til xx.
Det irriterede hende tydeligt og hun siger, da jeg sætter mig: Må jeg så heller ikke få et glas at drikke min cocio af? Jow selvfølgelig siger jeg og rejser mig og henter et glas. Da jeg kommer tilbage er min søster ved at skærer franskbrød og bagefter skærer jeg, mens min søster tager sin cocio i hånden og ryster den ud mod gulvet/væggen = væk fra sig selv. I hendes irritation over at hun ikke måtte bruge skærerbrættet, har hun åbenbart løset låget på sin cocio og glemt det, for da hun ryster den væk fra sig selv men ud i rummet, vælter ca. 1/2 cocio kakaomælk ud på det nyvasket gulv, med strint på væggene, bordben, sofa – you name it, it had cocio on it.
Min søster sidder helt stille og det samme gør jeg, jeg sidder stille længe nok til at tænke om hun ikke skal rejse sig og hente noget at tørrer af med inden det suger ned i trægulvet, men det skal hun åbenbart ikke, for jeg når både at rejse mig, hente noget at tørrer op med og tørrer det hele op, før hun kommer igang. Og så kan du ligesom fornemme at stemningen var lagt.
Og måske det var derfor at hun sagde som hun sagde? Måske det slet ikke var ment som jeg opfattede det? Måske det slet ikke betød noget?
Men da jeg lidt senere, mens vi er ved at tage af bordet, siger noget i retningen af om hun ikke skal ud og have sig en sød kæreste der matcher hendes søde datter siger min søster følgende: “jeg skal ikke have en mand der skal pille ved min lille pige!!” – mens hun uden at fortrække et øjenbryn forsætter med at bærer ud i køkkenet og lidt efter går op til sig selv for at male videre.
Jeg følte det som om jeg fik et slag i maven. Som om det hele drejet rundt og lydene i mine øre blev til en susene knasende lyd. Jeg tænker nogle gange at jeg må være ubegavet siden jeg ikke kan se linket fra hvad jeg sagde til min søster, hvilket var ment i den aller kærligste måde, til hendes svar på mine ord, som jeg tvivler på var sagt i den aller kærligste måde.
Ingen mennesker ønsker sig, går jeg ud fra, andre mennesker i deres liv, som misbruger deres børn. Jeg mindst af alt men hvorfra kommer sådan en kommentar? Hvad udspringer den fra og af? Hvad er formålet med at sige sådan til mig, når jeg spørger pænt om noget? Faktisk spurgte jeg fordi min søster selv nævnte noget med Tinder.
Jeg føler at sådan en kommentar klistre til mig. Jeg føler at den er målrettet til mig på en stærk negativ måde, men jeg har jo intet med det at gøre og alligevel vælter skammen indover mig. Dels kunne jeg aldrig finde på at skade et barn, hverken fysisk, mentalt eller seksuelt og dels ønsker jeg da bestemt ikke at min søster får en kæreste der piller ved hendes pige. Det var slet ikke sådan min kommentar var mønstret og det ved jeg at hun ved, for min kommentar var helt uskyldig, mens min søsters kommentar var et nyrestød af dimentioner og her et par dage senere, sidder jeg stadig og tænker på, hvorfor hun siger sådan noget.
Jeg fortalte det til mor, da hun igen nævnte at jeg skulle mærke efter i maven om det ikke ville være godt at flytte. Det er jo ment i aller bedste mening at de vil jeg skal flytte ned i lejligheden, men jeg kan virkelig ikke overskue det, selv om jeg tænker at et sceneskifte ville være sundt og godt for mig. Mor og Far syntes jeg bare skal pakke mine ting og så flytte derned i feks. en måned og mærke efter om det er mig – det lyder nemt og simpelt men jeg ville aldrig komme til at mærke om “det er mig” ved at bo i andres møbler uden mine ting. Jeg er så ekstremt meget et vanemenneske og mine ting og rutiner betyder alt for mig – også selv om jeg har sluppet rigtig meget kontrol på den konto, henover de sidste 2 år. Det er så svært at forklare for folk der ikke er der hvor jeg er – så jeg har fastholdt mit nej tak.
Men da Mor nævnte at jeg skulle tage og flytte derned igen, i den nye lejlighed, hvor min lillesøster bor på 1 sal, så siger hun: “Og hvis du så syntes XXX (min lillesøster) er lidt træls, så kan du jo bare leve som om hun ikke er der….” (ikke at jeg ved hvordan man kan leve dør om dør med sin familie og lade som om de ikke er der?) Jeg siger til Mor at det jo ikke er fordi hun er træls, men at hun bare nogle gange har nogle ret skrappe og markante holdninger og meninger, som jeg ofte føler går ud over mig, som feks. den kommentar ⬆️ – nu ved jeg ikke hvad jeg egentlig havde forvented min Mor skulle sige til en sådan kommentar, men jeg ved at jeg ikke havde forvented, at hun bare vil gå over og pakke 3 frikadeller ind i staniol og give til mig og sige “tak for hjælpen i dag i lejligheden“…..
– måske jeg havde forvented at hun ville sige at dét godt nok også var en upassende kommentar, en forkert kommentar, eller at min søster skulle lærer at tænke sig om – ELLER NOGET med lidt sympati i min retning – alt andet end ingenting at sige og bare lade mine ord hænge i luften, som om de ikke har betydning (hvilket de måske heller ikke har, for det hele føles så bekendt og velkendt….)
——–
I går aftes ville jeg lave noget aftensmad til mig selv. Jeg har endelig fået tømt lejligheden for underskabe, skuffer, værktøj og alt muligt andet som skulle bæreres ned fra 2. sal, noget af det skulle i mit kælderrum, noget af det skulle smides ud, noget skulle ned i den nye lejlighed og resten skulle ud til mine storskraldsting.
Og nogle ting fra kælderrummet skulle ud af kælderrummet og bæres op – for at skabe plads til andre ting. Ergo, et ret stort og for mig, uoverskueligt projekt, men jeg gik i krig med det, fordi jeg ikke kan rumme at min lejlighed er så beskidt og rodet. 9 x op og ned af trapperne til lejligheden og 4 x op og ned af trapperne til kælderen. Mine ben er helt syret i dag og kombineret med min almen ubehag, er det en træls krop jeg har.
Så for at fejre at der var ryddet op i min lejlighed og at jeg igen kunne se gulvet og bordpladerne, ville jeg lave suppe med kødboller og melboller. Købt færdiglavet, så det skulle bare varmes. Da det er færdig, tager jeg gryden af komfuret og hælder en portion op til mig. Jeg skubber gryden tilbage på kogepladen, så det kan holde sig varm indtil kogepladen er kold og går ind og spiser og ser en film. Efterhånden syntes jeg det lugter lidt meget af brændt og jeg går ud i køkkenet og opdager til min skræk og rædsel at jeg har glemt at slukke for komfuret, da jeg satte gryden retur på kogepladen. Så suppen er kogt tør og gryden er helt sort og nærmest ødelagt.
Men det væreste er lugten – lugten af brændt mad er så gennemtrængende at selv om jeg, som altid, har sovet med åbent vindue, så lugter HELE MIN LEJLIGHED af brændt mad i dag. Virkelig kraftigt af brændt sort mad. Jeg har hældt 5 liter eddike i skåle og sat over det hele – og åbnede vinduerne (ret koldt) men jeg skal have den lugt væk, ellers kan jeg ikke være her i lejligheden. Jeg fatter ikke at det skete – jeg kan ikke huske at jeg nogensinde har gjort sådan noget før, måske jeg har, måske jeg ikke har, men jeg syntes jeg plejer at være meget omhyggelig med at få slukket alting.
——–
I lørdags fik jeg min bil retur, den er blevet lavet i Far’s firma og det er gået dejligt hurtigt, taget alle problemerne i mende. Far siger, da jeg kommer med bussen for at hente den, at han ikke vil have betaling for det folkene i firmaet har lavet og for de reservedele der er købt til den – det eneste han vil have, er at jeg lover ham at jeg vil sætte en streg i sandet og begynde at kikke fremad og ikke bagud mere….
– jeg var lige ved at sige at så ville jeg faktisk gerne have en regning!
Ikke forstået på den måde at jeg ikke gerne vil have det bedre, for dét vil jeg!! Det skal heller ikke forståes på den måde at jeg gerne vil dyrke min fortid og min(e) sorg(er). Men jeg kan jo ikke bare sætte en streg i sandet og aldrig mere se bagud – og med “se bagud” mener Far (og dermed også Mor) at jeg skal stoppe med at tænke på min Gudfar, på overgrebene, på mine 2 x graviditeter, på ydmygelserne, på ensomheden, på gården, på alle årene der er gået tabt, på mobberierne, på sorgen, på mine diagnoser, på psykiatrisk hospital osv.
Sådan fungere livet jo ikke.
Tror du ikke jeg har forsøgt mange mange mange gange selv, at sige
NU ændre du dig!
NU gør du noget for at få det bedre!
NU skal du videre!
NU sætter du en streg i sandet
– jeg har endda stået midt i gårdspladsen på gården og kørt en hæl henover gruset og lavet en synlig linje – så gav jeg mig selv en masse løfter højlydt og sprang fysisk over linjen jeg havde lavet i gruset og i ugerne og månederne derefter arbejdet jeg utrætteligt for at fysisk ÆNDRE mit liv.
– og det er også lykkes til tider, et langt stykke af vejen, men på et tidspunkt så rammer jeg altid en væg igen og falder bagover og tilbage til start.
Igen. Igen. Igen. Igen og der er altid kun én til at samle mig op igen og det er mig.
Jeg er den eneste jeg kan regne med og dét er hårdt at vide, specielt fordi jeg altid har kæmpet for ikke at blive afhængig af nogen, for så kan jeg heller ikke svigtes og ikke såres og samtidig drømt om ikke at være alene – men så blev jeg, hvis ikke afhængig, så magelig nok, til at læne mig op af Psykiatrien og se nu hvor vi er. Og det samme med min familie, igen igen igen igen.
Nu taler vi sammen, og far og mor vil give mig lov til at bo i en stor fin ny lejlighed med privat parkering og udgang til Århus å og privat have, den er så stor at min egen lejlighed kan ligge inden i den 2 gange. De vil også betale for reperationerne af min bil og hvis handlen med lejligheden jeg bor i, ikke går igennem, vil de give mig en livslang lejekontrakt – for bare 2 år siden kunne jeg end ikke få fornyet min lejekontrakt med 2 år mere!!
ALT er muligt når jeg taler med min familie – vel og mærke de ting som kan købes for penge. Og der hører følelser, tanker og psykiske problemer ikke ind under.
Mor sagde, i samme ombæring, at Mormor (som alle ved jeg elsker og forguder HØJT) ville blive rigtig ked af det, hvis hun på sin fødselsdag (torsdag d. 12. Marts ville hun være blevet 94 år) vidste at jeg gik rundt og havde det sådan som jeg har det – og dérfor var dét endnu en grund til at jeg skulle sætte en streg over hvad der er sket og se fremad.
Jeg ved simplehen ikke hvad jeg skal gøre? Jeg bliver så fortvivlet og føler mig så alene. Og forkert.
– jeg mener, hvis jeg er den eneste der kan se og føle de her problemer, så må det jo være mig som der er noget galt med.
Ser du, hvis ingen, vitterlig INGEN ANDRE udover jeg, kan se at jeg ikke bare kan sætte en streg over fortiden og lade være med at kikke tilbage, hvis ingen andre end jeg, kan se at det kræver mere end bare tanker at blive diagnoser, maridt, senfølger, smerter og alle mulige andre problemer kvit, så må det jo naturligvis være mig som der er forkert på den og som griber det her såkaldte liv forkert an.
Og jeg vil jo så gerne have det bedre, jeg vil så gerne leve livet korrekt og til sit fulde potentiale, jeg ved bare ikke hvordan – og det er her jeg altid havde troet at psykiatrisk hospital var min redning på vej mod den bundløse bund, men det var de ikke og nu står jeg her, 3 år senere med en familie der syntes jeg bare skal lade fortid være fortid og se fremad – vel og mærke fremad på den måde som de syntes er den korrekte måde at se fremad på.
– og jeg kan simpelthen ikke finde ud af at gøre det korrekt.
Jeg føler mig så fortabt, så alene og så ensom.
——–
I weekenden var jeg med Lotte på bar. Vi mødtes kl. ca. 20.30, hun var kørende og drak derfor kun et glas rose vin. Jeg fik 3 øl og følte mig voldssom fuld og utilpas. Egentlig var jeg parat til at gå hjem efter første øl.
For et par dage siden, skrev min gl. revisor til mig, at han nu var blevet single. Jeg tror jeg har nævnt ham herinde før? Ham hvis kone døde og efterlod ham med 2 små børn. Anyway, han har altid været så sød og god ved mig, og jeg har tit tænkt på hvordan det ville være at score ham, ha sex med ham osv. men jeg er slet ikke dér hvor det er noget jeg har lyst til at fører ud i livet.
Lotte derimod, er igang med at finde en re-bound mand som hun kan bruge til at komme sig over/gøre ham hun er sin mand utro med, jaloux og da jeg kommer til at nævne at revisoren skrev at han var single, var hun fyr og flamme.
Hun har flere gange efterfølgende skrevet om jeg er okay med det, om jeg har en god fornemmelse i maven, om jeg ikke selv vil “ha ham” osv. og jeg er virkelig okay med at at hun score ham og snakker sex-snak med ham på sms en hel aften mens vi er i byen, for jeg er ikke interesseret – lige nu that is.
Og man kan som single ikke sidde og “holde” på andre mennesker, fordi man bare ikke lige er parat nu – lidt ligesom man som gift menneske ikke bare kan gå ud og tage for sig af andre mennesker, fordi man har lidt forholdskrise. Eller det er i hvert fald sådan jeg tænker.
I alle de her år af mit liv, ca. de seneste 20 år, har jeg gået og set mine veninder score den ene mand efter den anden, indtil de vælger en at få børn med, bygger sprit nyt hus med, tager på familieferie med, alt imens jeg stadig er alene og ofte bliver glemt i deres “livet går sin gang” rutine.
Nu er 20+ år så gået og de samme personer begynder at kede sig i deres perfekte forhold med deres perfekte hus og perfekte familie og så går de ud på marked og vil gerne introduceres til dem som er single – og dem kender jeg jo (åbenbart) og *haps* vil jeg altid fremadrettet skulle forholde mig til, så frem jeg en dag vil revisoren og han er single igen, at han har bollet, slikket og taget min veninde analt. I don’t get it.
– og alt imens Lotte sidder og score revisoren via sms, så sender hun også billeder til sin mand derhjemme af mig og mig og hende, sådan at han kan se at vi faktisk er sammen, at hun ikke lyver.
Jeg ved godt jeg ikke skal være morales vogter men jeg føler at det her er ved at stige opover mit hoved og blive til noget jeg ikke kan se slutningen på og dét er ikke nødvendigvis et godt tegn. Det plejer at være sådan problemer og kriser i mit liv starter – og jeg orker ikke flere problemer men jeg orker heller ikke at være hele helt alene igen og pt. er Lotte den eneste jeg har at tale med, udover min egen læge.
Rent helbredsmæssigt er jeg virkelig også ude at skide – jeg har konstant kvalme, så snart jeg vågner om morgen kan jeg ligge i sengen helt stille og mærke kvalmen komme som bølger i min mave, uden at jeg overhoved har drukket eller spist noget, uden at jeg overhoved har været ude af sengen eller vendt mig – jeg ligger bare helt helt stille og mærker min krop vågne op, samtidig med alle symptomerne.
Jeg er så kronisk træt at jeg kan se mine hænder ryste, ligesom hvis man har abstinenser eller fryser. Jeg har virkelig dårlig mave og skal hele tiden på toilet og som noget nyt er jeg begyndt at prutte, hvilket lugter helt forfærdeligt. Jeg lugter også af sved under armene selv om jeg lige har været i bad – det er som om alle huller og folder på min krop lugter ulækkert.
Når jeg står og ser mig selv i spejlet, ser mine øjne normale ud, de ligner øjne men de føles som om de ryster og ikke kan fokusere – men de er helt helt normale at se på. Ergo må det jo være ren indbildning – jeg mener, hvis jeg var ved at miste synet, har synsforstyrrelser og tics ved øjenene så burde det kunne ses med det blotte øje, gjorde det ikke? Jeg kan intet se og derfor kan jeg heller ikke så godt gå til læge og klage min nød. Jeg vil jo lyde som en hypokonder.
Jeg har haft noget udslæt i ansigtet siden november, for en måned siden eller sådan, fik jeg noget creme af lægen jeg skulle smørrer mig med hver dag. Det er rundt om munden, på hagen, næsen og kinderne. Det er små røde buler og knopper som bliver tørre og skaller. Ucharmerende. I starten da jeg smurte mig med cremen blusset det voldssomt op men nu har det hjulpet – meget – men jeg er stadig helt rød rundt om munden og specielt ved mundvigerne. Og det K L Ø R!!! Og min mund er et inferno af prikkende smerte. Og jeg kan ikke lade være med at tænke på, om min krop nogensinde bliver normal igen og bare er en krop som alle andre mennesker også har?
——–
I dag, d. 10. marts 2020 ville Michelle være blevet 42 år. Det er så mærkeligt at tænke på, at hun ikke er her mere – at jeg ALDRIG skal hører hende sige: “Hey Chica! What’s Up!!” At jeg aldrig skal facetime med hende mens hun smugler mad over grænsen, fordi hun som stewardesse igen var landet i et land hvis mad hun ikke kunne fordrage. Jeg savner hende – jeg savner at jeg ikke har én eneste veninde, dansk som udenlandsk at tale med i de her forfærdelige år af mit liv.
I dag fik jeg samlet mig selv så meget sammen, at jeg kunne kører ud til min gl. chef og få en arbejdsgivererklæring på mine 16 år i Dansk Supermarked. Mine hænder rystede på rettet hele vejen derud, selv om jeg både havde sædevarme og fodvarme på max. Jeg var helt blusset i ansigtet da jeg kom og heldigvis havde hun max travlt, så det hele tog mindre end 10 minutter, så var jeg ude i bilen igen og på vej retur mod Århus. Befriende!
Da jeg kørte hjemad ringede Mor og spurgte til hvad jeg lavede, jeg fortalte at jeg havde hentede denne her arbejdsgivererklæring og var på vej hjem for at færdiggøre min Kvote 2. ansøgning. Mor nævnte at hun syntes jeg skulle læse til lærer, fordi jeg er så god til børn. Jeg kunne aldrig selv være kommet på at ville læse til lærer, mor talte videre og jeg svarede i ny og næ indtil mor siger “….det skal du bestemme, jeg bakker dig op i hvad du vælger” – det var som sød sød og meget overraskende musik i mine øre – men det varede kun få sekundter så talte Mor videre om hvor god en uddannelse en læreruddannelse var, om at jeg ikke ville være den ældste på studiet osv. Da vi sagde farvel sad jeg lidt og tænkte over hvor skønt det egentlig ville være hvis mor (og far) faktisk mente at de ville bakke mig op i hvad jeg vælger gennem livet.
Så ringede telefonen igen og det var Mor der blot ville tilføje at jeg jo som lærer kunne tage et semester eller to i udlandet, ligesom min yngste lillebror havde gjort og på den måde få et sceneskift i livet. At jeg jo også skulle huske på at lærerseminariet ligger i gåafstand til hvor jeg bor og ikke som feks. Jordemoderstudiet der ligger i Ålborg (eller Esbjerg og København) Det er så forvirrende at få alle de forskellige meninger ind fra sidelinjen igen og igen og igen.
Da jeg kom hjem var jeg helt pumpet for energi, men gik på med krum hals for at få færdiggjort min Kvote 2. ansøgning. Det er nemlig sådan at når man uploader ét bilag, så kan man tikke af at det samme bilag skal sendes til alle de uddannelser man søger. Men opremsningen af erhvervserfaring, frivilligt arbejde, studie mv. skal skrives enkeltvis. Jeg har 19 punkter. Og søger ind på 3 x Jordemoderstudiet (Ålborg som første prioritet, så Esbjerg og så København) så jeg skulle sidde og skrive de samme 19 ting 3 x. Fuck me det var lige til at blive stresset over, for jeg blev hele tiden i tvivl om jeg nu havde husket det hele og gjort det korrekt.
Men til sidst var jeg færdig og fik uploaded den sidste arbejdsgivererklæring (minus en fra Psykiatrien 🖕🏻) og indsat min levnedsbeskrivelse.
Som jeg har tvivlet på ca. 22 gange i dag men til sidst valgte jeg at holde fast ved, at alle de seje damer der har hjulpet mig med den, ikke kan tage fejl. Det er bare min demente stressede hjerne der tager tvivler. Og så trykkede jeg send og skrev under med mit Nem ID x 3 gange. Næste gang jeg hører noget, er 28. Juli, hvis jeg lever så længe.
Jeg har også sendt emails til 4 hoteller i Skagen, da jeg er inviteret til cocktailparty 14. Juli hos det homopar der bor i ejendommen hvor min udlejningslejlighed ligger. Jeg blev inviteret allerede i januar men har ikke kunnet overskue det – og kan stadig ikke – men jeg tænker jeg heller må holde fokus på at have en fremtidsplan, så jeg har skrevet for at hører om jeg må have Ella med. Tænker jeg tager 4-5 dage alene i Skagen med Ella og så deres fest hvis jeg kan overskue det på selve dagen. Jeg har pt. 0% lyst men holder som skrevet fokus på at jeg skal skal skal lave fremtidsplaner
——–
I dag er det Lørdag d. 14. Marts 2020 Klokken er 22.18.
Min mellemrumsknap på min Macbook pro har sat sig delvist fast, så ca. halvdelen af gangene hvor jeg trykker på den med højre tommelfinger (jeg skriver med alle 10 fingre pga. en badass lærerinde i USA i 1995 som mente at alle burde kunne skrive “blindskrift” dvs. lukke øjnenen og skrive på tastatur nøjagtig som havde du øjenene åbne. Jeg var Nr. 2 i klassen med flest anslag pr. minut, kun overgået af min veninde Damtien fra Togo) og derfor er der mange fejli det jeg skriver.
Alt ovenstående er skrevet henover lidt over en uge og jeg har haft mange kvaler med dels at skrive videre og dels at udgive dette blogindlæg. Ikke fordi det er forkert eller løjnagtigt men fordi – når jeg læser det igennem, så er der virkelig mange moodswings i løbet afdenne her uge. High, low, super low, beneith now, up again, high and numb.
Og det er som om, når jeg læser det igen, at det ikke er “korrekt” at have det sådan som jeg har det. Ikke legalt.
Jeg læser aldrig eller meget sjældent tilbage på mine indlæg, fordi jeg ofte har følelser på dét tidspunkt hvor jeg udgiver men ikke nødvendigvis senere men det gør ikke et bloindlæg forkert. Det gør det bare “utildssvarende” for min current livssituation. Og at læse hvor svært eller hvor “forkert” jeg har det, gavner aldrig mig selv i en positiv retning.
Og sådan er det også med dette, efterhånden ret lange blogindlæg. Jeg svinger op og ned og her og der og jeg kan ikke selv finde den røde tråd i tingene men jeg ved at hver og en fortælling, påvirker mig utrolig meget.
Feks. den nye lejlgihed mine forældre har købt. Jeg har nærmest møbleret den fra A til Z med ting fra Storskrald. Lige minus sofa, senge og håndklæder men ellers er alt andet fra Storskrald – hvilket gør mig umådelig stolt!!
For det er ikke skrammelting jeg finder, det er virkelig fine ting, og når jeg så sætter det hele sammen, så bliver det virkelig flot. Noget jeg har drømt og håbet på ville ske en dagi min kolonihave. At jeg ville kunne møblere mig første rigtige EGET hjem, med ting jeg har fundet, sådan at jeg kan holde mine omkostninger minimale, hvis ikke på 0 og stadig have det hyggeligste smukkeste dejligste lyse og varme hjem.
– men jeg valgte at bruge tingene i mine forældres lejlighed, som de bad mig om at sørge for.
Jeg har gjort den ren fra A til Z og tro mig når jeg siger, den var virkelig ulækker beskidt! Jeg trak, med mine hænder (iført pink rengøringhandsker) håndfulde af sort klumpet og meget ildelugtende hår op af risten i badeværelset. Jeg puttede opvaskemaskine salt og tabletter i toilettet henover flere dage og nætter og formået at få et brunt toilet helt hvidt igen. Jeg skurede en ovn ren som alle mente skulle smides ud, jeg rengjorde en fryser som lugtede af død røv – jeg har skrubbet og skuret og alt i mens har jeg haft det så dårligt at jeg flere gange har måttet synke for ikke at kaste op i min egen mund – og det er ikke blevet bedre. Desværre. Jeg ved ikke hvad det er som sker med min krop….
Jeg ser dobbelt, jeg er kronisk træt med træt på, mine øjne klør, mit ansigt er blusset og rødmosset, jeg lugter over hele kroppen på trods af bad, deodorant, parfume og creme. Jeg har så massiv kvalme at jeg end ikke kan spise en hel færdiglavet salat til 40 kr fra Føtex – end ikke cola light, chokolade eller øl kan afhjælpe mit ubehag. Jeg har det bare skidt med skidt på, men alligevel har jeg knoklet på med lejligheden.
Jeg har været i Ikea to gange, jeg har været i Jysk og købe senge, jeg har hented dem med trailer, jeg fik min far til at hjælpe med at bærer dem ind og tage pappet med retur og dagen efter gik jeg derned (med Ella) og satte medjer på, foldet top og rullemadrasserne ud, samlede sengeborde, fandt gardinstængerne frem, jeg har hentede havemøbler fra opbevaring, jeg har tørret stole og borde af, jeg har købt blomster, fyldt salt på opvaskemaskinen, justeret højden af skraldespanden så den ikke går på vasken – der er ikke én ting du kan nævne, som jeg ikke har været indover. Og alt imens jeg har gjort de her ting, har jeg haft det så voldssomt dårligt at jeg flere gange måtte sætte mig ned på Ikea taburetten og tale med mig selv om at forsætte.
Jeg har vasket dyner og puder og betræk til havemøbler her i min egen lejlighed (det er inkl. i fællesudgifterne at bruge vaskekælderen) og tørret det hele på 24 timer (tager ret meget tidstagning for at være på pletten når én vask er slut, tænde tørretumblere og sætte næste af x antal vask over osv. osv.)
Med andre ord, jeg har VIRKELIG knoklet. Syntes jeg selv.
I onsdags tog jeg igen ned i lejligheden klokken meget tidligt, direkte ud af sengen, på med tøjet og afsted. Jeg havde bestilt tid hos min frisør torsdag kl. 11 og ville gerne bare have én dag hvor jeg ikke skulle tænke på lejlighed og da jeg havde spurgt alle der ville se den, om de kunne komme fredag, var min eneste dag til at gøre lejligheden færdig, onsdag.
Jeg havde gjort ALT RENT og bakket baglæns ud af lejligheden, tørret flader af, hængt nye persienner op, indrettet terrassen osv. Det eneste jeg manglede var en forlængerledning, sådan at jeg kunne borer de huller der skulle til for at få gardinstangen op og hænge, men min boremaskine kunne ikke nå det eneste stik der var i lejligheden.
Så jeg ringede til min mor og spurget om hun kunne tage en med når hun kom. Det kunne hun fint. Imens kørte jeg ud og hentede lamper, flere persienner mv. i Ikea. Sagen er den at dem der har solgt lejligheden har været så venlige at lade alle persienner hænge – hvilket jeg først tænkte var mega sødt af dem, indtil jeg rullede dem ned og så at de alle manglede ca. 10 cm. Dvs. de her mennesker har på et tidspunkt købt persienner til lejligheden som mangler 10 cm. på ALLE vinduer og tænkt “skidt pyt” – men det syntes jeg ikke er okay, så jeg købte nye – med mors accept.
Da jeg kommer retur er min søster i hopla. Hun er udhvilet, hendes datter er sikkert også udhvilet og min søster vil hører om jeg vil med på legepladsen. Det, for mig, fortæller bare hvor lidt de ser hvad jeg laver og hvor lidt de ved hvordan jeg har det. Jeg knokler fuldt tid og er ved at segne men alligevel tror de at jeg har overskud, tid og lyst til at gå på en legeplads. Jeg ville hellere løbe nøgen ind i piktråd, hvis det gav mig en seng at sove i og et skud morfin.
Jeg står og er ved at skifte en for kort persienne ud med en korrekt længde, da min søster starter med at informere mig om at Mor har sagt til hende, at hun ikke vil ofre penge på at skifte persiennerne. Jeg siger jeg næsten lige har talt med mor, hvortil min søster siger at det har hun også.
– selv om jeg ved hvad mor sagde til mig. Selv om jeg ved hvad vi aftalte. På trods af alt, så sniger tvivlen sig ind i mit sind og jeg tænker at jeg igen har gjort noget forkert.
Min søster er designer og har et godt øje for mode og indretning, uanset hvad man mener og nu da hun er udhvilet mener hun at tingene skal stå anderledes. Hvilket som udgangspunkt er fint, hvis det var sket for flere dage siden og ikke netop efter at jeg har været i Ikea og købe lamper, billeder mv. efter hvordan møblerne nu står.
Jeg er vitterlig 2 BOREHULLER fra at være helt færdig i lejligheden – jeg mangler KUN at sætte gardinstangen op, så kan jeg tage poserne og bakke baglænds ud af lejligheden mens jeg vasker trægulvet med probat. Det var det ENESTE jeg manglede og *vupti* på få minutter min søster båret spisebordet fra køkkenet ind i stuen og pludselig, efter 2 uger, har hun fundet nøglen til vores lillebrors kælderum og NU skal hende og jeg hente møbler derfra, nye spisebordsstole frem for dem jeg har fundet og gjort rene, flere havemøbler som ikke har fået vasket hynderne, blomster skal stå anderledes osv.
Og jeg er så træt. Så træt så træt så træt. Udkørt. Færdig. Jeg drømmer bare om at blive færdig med den lejlighed som ingen nærmest har vist interesse for. Min søster går ud i gangen hvor en lille kasse med bor og bits står, det er hendes. Da hun gjorde sin egen lejlighed klar kunne hun ikke finde sine ting (eller noget) i hvert fald lånte hun min store Makita bor og bits kasse med ALT i bor og bits – jeg sagde specifikt til hende da hun fik den, at den var komplet og jeg forventede at få den sådan tilbage. Naturligvis skete det ikke og måske 10 dele manglede og jeg gad ikke gøre mere ved det, for det er sådan det altid er. ALTID.
Da min søster kikker i hendes egen bits og bor pakke med med ca. 10 ting i (min har 64 dele) mangler der nogle dele. Vores ældste lillebror har lånt kassen, da han skulle tilslutte en tørretumbler med sin ven – hvilket tog over en fucking uge at gøre – min søster siger tørt fra gangen af: Har du lige taget mine bits og fyldt din egen op med, fordi der manglede nogen i din kasse?
Jeg er stadig måløs. HVORFOR skulle jeg gøre det? Jeg havde netop været i Bauhaus for at købe et ny bor nr. 6 + rawplugs + skruer fordi bor nr. 6 manglede i min kasse og æsken med rawplugs og skruer lå i min værktøjskasse, men var tom. Gæst hvem der har den ære…… jeg ved det ikke men jeg ved det ikke er mig selv der har lagt en tom emballage tilbage i min værktøjskasse og jeg ved det ikke er mig selv der har glemt at sætte et bor på plads – plus jeg er nok fattig men jeg behøver ikke stjæle med den mængde jeg finder til storskrald!
Så kommer Mor (med forlængerledningen) og jeg skal pludselig medmin søsteri kælderen for at finde ting. Barnevognen kommer ind i stuen, meninger her, påpegelser dér, flytte rundt, kommanderen, argumenterende, diskuterende og så videre – jeg er nu fuldstændig i bund og sætter mig i sofaen og spiser min salat for at forsøge at distancere mig lidt fra hvad der foregår.
Mor kommentere hvorfor jeg dog er så sur og dét var simpelthen bægeret der flød over!
Sur? Jeg har fucking været i lejligheden og arbejdet siden klokken var 9, nu er den 15 og så dukker 2 x divaer op med deres meninger, ligesom jeg er ved at være færdig og pludselig er jeg sparket tilbage til hjørnet og start. Det er som om det er fint nok at jeg tager det utrolig hårde og grove arbejde med rengøring, finder, henter, bringer, og installere møbler men når man er næsten i hus, så kommer overskudsdamerne og tager over. Og så er det MIG der er sur?
Jeg kan slet ikke forklare det for nogen, for uanset hvordan jeg forklarer det, så vil det altid være mig der kommer til at stå som hende der er forkert, hende der handler forkert, hende der agere forkert – men jeg er faktisk ligeglad. I min verden og i min optik, er det dem der er for meget og forkerte, og det vil jeg fastholde.
Så jeg gik derfra, grædende naturligvis og næste dag stod jeg tidligt op, kørte ned og hentede alt mit værktøj, mine rengøringsposer og rengøringsviskestykker og lagde nøgle og parkeringskort i postkassen. Og det er så her Danmark bliver lukket ned pga. Corona Virussen.
Mor skriver om jeg ikke kommer ud til “Coronafrie Gullerodsboller” og jeg tænker om hun er fuldstændig forladt i hoved? Tænker hun at alting bare er okay igen, efter at jeg igen er blevet trådt på og tilsidesat, overhørt og ignoreret?
Jeg skriver at jeg har hented mine ting og lagt nøglen og p-kortet i postkassen og at der ikke er nogen som har meldt tilbage mht. fremvisning fredag (hvilket er korrekt)
Jeg hører ikke mere før Fredag hvor mor skriver en nærmest skuffende besked om at hun bestemt trode der var fremvisning i dag bla bla bla – I’m like: Ha-Fucking-loooooo!! Jeg SKREV tydeligt at der ikke var nogen der havde meldt tilbage. Det kan jeg sku da ikke gøre noget ved og min energi til at rykke for svar er da lig 0, med den behandling jeg får. For mig er mors sms bare endnu et utrolig tydeligt eksempel på at hun ikke hører, læser og forstår hvad jeg skriver og siger, selv når jeg ikke bruger svære ord eller fremmedord (hvilket jeg er ret slem til når jeg er presset)
Og det er så hvor vi er nu, aftnen på den lørdag i fredstid hvor regeringen har valgt at lukke Danmarks grænser for første gang.
Jeg har tænkt meget på om jeg skulle tage og pakke min rygsæk og rejse til Spanien – og nej jeg er ikke bange for Coronavirussen, tværtimod – og gå en pilgrimstur? Det er en dejlig sæson lige nu, ikke for varmt (som feks. i sommerferien) og ikke for koldt som feks. i januar. Alle mine 3 x caminoer er gået i marts og april.
Men mens jeg ikke er bange for en pandemi og for at dø en smertefuld virusdød hvor jeg bliver kvalt pga. iltmangel eller pletter/vand i lungerne, så er jeg bange for at få skæld ud. Ikke af min familie og ikke af medierne og ikke på facebook men af feks. grænsepolitiet eller folk i lufthavnenene. Jeg kan ikke helt lurer hvor slemt slemt er men kors hvor er jeg bare parat til at rejse langt langt væk og ikke tale med nogen mennesker resten af året.
Jeg tænker jeg stadig er sådan lidt “undecided” og i det mindste lige skal have et møde med advokaten i den ejendom hvor jeg er bestyrelsesformand, overstået på onsdag. Derefter er jeg “forpligtelsesfri” og min plan var egentlig at jeg fra den dato af og frem til jeg skulle starte på Jordemoderstudiet (ifølge min plan) skulle skrive på min bog, som Bali-manden vil betale mig for at udgive og arbejde på min app. Men som altid smuldre ting, tanker, planer og ider mellem mine hænder.
Og i stedet for sidder jeg her en lørdag aften og lugter af gammel sved under armene (selv om jeg var i bad i morges) og leger Alibi for Lotte der er ude og knalde revisoren mens hun proforma er hos mig for at hjælpe mig igennem en krise med min familie, spise pizza og se pretty woman.
Mine hænder er tørrer på oversiden og jeg kan virkelig se hvor gamle og rynket de er. Mit hår har fået lyse striber i, men jeg syntes det ser anderledes ud end før og at jeg nærmest ser gråhåret ud. Jeg har spist en salat i dag og 5 passionsfrugter og har voldssom kvalme og har været på toilet så mange gange, at jeg tænker at rynkerne omkring ringmusklen snart er jævnet ud, efter så mange “wipes” og vask. Min mund summer og jeg har diskuteret med ham psykiateren fra psykiatrien som jeg hjælper.
Jeg siger ikke han er blød i knoppen men han ved helt sikkert at jeg har klaget for han er blevet så meget mere spids og kontant i sin måde at tale til mig på, at jeg virkelig har det sådan lidt “whatever” – det var dig der i sin tid spurgte mig om hjælp og ikke omvendt. Husk venligst dét for the record.
Og for the record, så syntes jeg Coronavirussen er dybt dybt overrated og oppusted. Det er SÅ latterligt at politikere, regeringer, lande og kontinenter kan arbejde sammen omkring en pandemi som end ikke har slået 10.000 mennesker ihjel på verdensplan, mens der ifølge WHO døde over 800.000 mennesker på verdensplan i 2019 pga. selvmord men dét er ikke en epedimin der kan samarbejdes om.
Og nej, jeg ved godt at psykisk sygdom og selvmord ikke smitter på samme måde som Corona, men statistikerne siger at har man først oplevet ét tæt selvmord som person, så er chancerne for at man selv begår selvmord større. Og 10.000 personer er end ikke død af Coronavirussen på nuværende tidspunkt og personligt tager jeg gerne en for holdet.
Og alle hyler op om at man skal vaske hænder og syge sange og facebook drunker i opslag fra mennesker der vil udstille sig selv med at de gerne hjælper med at handle ind, passe børn osv. I’m like: Bare gå over og bank på hos din fucking nabo frem for at skrive på Facebook at du vil gå over og banke på…. hvad er det du vil? Have fremmedes bekræftigelse i at du er sej, barmhjertig og god? People! 🤦🏼♀️
Jeg har faktisk siddet og overvejet hvordan man bliver smittet med dødelig corona? Skal jeg gå ud og slikke en fremmed i ansigtet? Skal jeg gå ud og skide uden at vaske hænder bagefter? Skal jeg røre ved samtlige indkøbsvogne i Bilka og slikke på mine hænder, pille næse og klø mig i øjenen og i røven?
Jeg mener, HVAD kræver det for at få Corona og dø?
Gid jeg havde bare én at tale med der som minimum ville forsøge at forstå mig. Bare én.
P.S: Meldte afbud til lægen i torsdags. Han ringede og lagde en telefonsvarebesked på min telefon om at jeg ikke kunne melde afbud fra en så vigtig aftale med ham og at han forventede at se mig igen i næste uge hvor han havde afsat tid til at se mig. Jeg har ikke svaret ham, for jeg vil IKKE tilbage til Psykiatrisk Hospital og de 4 Stikkende Damer og deres løgnhistorier hvor jeg er målskiven.
Hvad har DU på hjertet?