…er mine forældres konklusion på dét jeg fortalte Mor, 1. Juni 2018. Hjerteskærende udmelding.
Skammen er ulidelig. Den brander i mit sind. Jeg er tom inden i og tænker konstant på selvmord. I lørdags, da jeg gik fra byen, forsatte jeg op ad Frederiks Alle, til højre på Harald Jensens Plads og ud på Ringgadebroen.
Dér stod jeg i lidt over en time, i mine røde sko og kikkede indover Århus, mens jeg tænkte på om jeg ville dø øjeblikkeligt hvis jeg sprang, eller om jeg ville lide og så dø, eller om jeg ville overleve og blive handicappet og leve resten af mit liv i mine forældres varetægt.
I dag gik jeg derop igen, i dagslys. Der er virkelig langt ned og jeg er bange for smerte. Og jeg vil virkelig gerne dø.
I morgen skal jeg ud på Psykiatrisk Hospital, til min Psykiater-Lærling. Jeg er lykkelig over at hun har tid til at se mig igen, 7 dage til Tirsdag er forfærdelig lang tid at være alene. Men samtidig føler jeg mig også svag, svag over at jeg skal have hjælp fra det offentlige, svag over at jeg tager tid fra andre der har det værre end jeg, svag over at jeg græder så meget og ikke kan finde ud af livet.
Jeg skammer mig over at være mig. Over at være i live.
Julie skriver
Hej. Har flere gange tænkt på at skrive til dig, så nu prøver jeg.
Har du nogensinde overvejet at ‘søge hjælp’ på nettet? Ved at der findes mange gode debatforaer rundt omkring, hvor du måske kunne finde noget støtte og ikke mindst nogen der ville lytte til dig. Hvis du samtidig føler dig ensom eller alene med dine tanker, kan et sted som feks http://debatten.net/forum/ være et ret ok sted at ‘tale ud’ og måske få noget respons, og ikke mindst noget medfølelse og forståelse. Kan også være et fint sted at lede efter nye bekendtskaber eller venskaber.
Håber ikke du tager mit forslag ilde op – mener det kun godt.
De bedste hilsner til dig.
Hanne skriver
Kære du, du har absolut ikke noget at skamme dig over, og jeg håber du vil tage mod al den hjælp du kan få. Du har været udsat for ting en pige ALDRIG må udsættes for, jeg håber du vil blive ved med at kæmpe. Sender dig mange kærlige tanker. Knus og kram..
Veronika skriver
Går det virkelig an at en mor er slik til ens datter ?
Har du noen andre du kan støtte deg til? Din søster ?
Jeg føler så veldig med deg.
Har selv opplevd overgrep fra en i nær familie og blitt mistrodd,til og med at jeg hadde lagt opp til det selv. Grusomt å bli møtt på en slik måte når jeg endelig torte å fortelle om det. Du er ikke alene.
Mange gode tanker fra nord til Danmark ❤️
Henrik skriver
Fuck! De eneste der skal skamme sig er dine forældre. Hold ud!