Er når hukommelsen svigter. Og min svigter helt enormt i øjeblikket.
Bare de her 2 linjer får mig til at græde, som jeg ligger her i mørket med vinduet ud til baggården helt åben.
Hvad skal der blive af mig hvis jeg bliver helt dement?
Jeg hat lavet en mappe på Facebook hvor jeg gemmer ALT hvad jeg støder på omkring demens og alzheimer, det samme på min mac og på instagram.
Jeg har mapper, noter, alarmer, notifikationer mv. Slået til i ét væk. Jeg tager billeder af ALT og har min telefon i hånden hele tiden.
Når jeg finder mig selv et sted, gået i stå, så kikker jeg på min telefon for at se hvor jeg var og hvor jeg er på vej hen/hvad jeg skal som det næste.
Jeg tvivler mere og mere på, om jeg kan opretholde dét løfte og den ed jeg aflagde, da jeg stod alene og kikkede ned i hullet på min Gudfars kiste og lovede mog selv at jeg ville leve mit liv dobbelt så godt fremover, fordi jeg havde livet foran mig og han var død.
Tanken om hans rådne korps, gennemvædet af den massive regn der fyldte december 2014 og januar og februar 2015, gjorde mig høj i starten men så var det som om luften gik af ballonen ca. Deromkring da It Manden flyttede, 11 dage efter Michelles mord og 2 dage før hendes 38 årig fødselsdag.
Det startede med at min mund smertede, tungen summet, gråden og vreden kom nemmere og jo mere jeg tænker over det, jo mere fortryder jeg at jeg ikke sprang den dag på broen i Los Angeles.
Der er ikke sket noget i mit liv siden, som jeg ikke kunne havde været foruden. Selv min lille bitte 2,5 mdr. Gl. Niece kunne jeg havde været foruden.
Ikke fordi jeg ønsker at være hende foruden men fordi jeg ikke kan se at jeg kan bidrage med noget uundværligt til hendes lange og forhåbenligt lykkelige gode trygge liv.
De små er voksne og flere hoveder højere end jeg og min elskede lille hvalp har det godt hos mine forældre.
Mine brødre bor i udlandet og min søster venter sig. Alt fungerer. Alt er godt.
Det er bare mig der ikke fungerer og for hver dag der går, føles det som om jeg viskes lidt mere ud, som et sandscript der lidt efter lidt blæses væk af vinden og forsvinder.
Jeg ved ikke hvad der sker først, at jeg vælger døden før jeg bliver helt dement og hjælpeløs, eller at jeg glemmer at der findes selvmord og ender som en vissen ting i en stol et sted, uden hukommelse?
Hvilket umiddelbart virker ret tillokkende når mørket bliver så mørkt at mine øjne må give efter og lukke sig.
På de gode nætter drømmer jeg ikke, på de almindelige vågner jeg med følelsen af panik i mine muskler og smerter i hele kroppen, mine fødder er trætte før de rammer jorden og mine kæber værker, mine tænder er ømme og ofte har jeg hævet øjne uden at huske at jeg har grædt.
På de sjældne sjældne nætter, møder jeg enten Norman, Mormor eller Michelle. Men det sker så sjældent at jeg ikke kan huske sidste gang – og jeg har endda et billede af Mormor og Michelle på mit sminkebord, så jeg kan se dem fra sengen 💛
– tænk hvis jeg en dag glemmer dem!!! Tænk hvis jeg glemmer Mormor!!! Eller Michelle. Jeg kan mæsten ikke tænke tanken…
Hvad har DU på hjertet?