REDIGERET 17. JANUAR 2016 KL. 23.22.
Jeg har fejlagtigt linket til det forkerte indlæg – nedenstående indlæg er også rasende spændene (naturligvis) men det korrekte link, er dette https://deirdreannroberts.dk/?p=5007
************************************************************************************************
Hvor jeg skrev dette indlæg https://deirdreannroberts.dk/?p=5005 og fortalte om min sårede stolthed, min flosset hjerte, følelsen af at blive ignoreret, hængt ud og latterliggjort, af Norman.
I indlægget fortæller jeg i detaljer om noget jeg total havde glemt, men som nu står lysende klart for mig, nemlig 18. December 2005 hvor jeg faldt pladask for ham, for Norman.
I dag ved jeg helt sikkert, at jeg ikke var forelsket i ham – det vidste jeg ikke dengang. Jeg beundrede ham, jeg følte affection for ham – kan ikke komme på et godt dansk ord – men jeg admired him, felt affection for him, jeg syntes han var stærk i en tid hvor jeg følte mig svag. Jeg beundrede ham fordi han kæmpede en kamp for at skabe noget for sig selv, noget som de færreste havde troet på. Jeg beundrede ham fordi han var så velformuleret og stærk, ja stærk.
Ordet “stærk” går meget igen når jeg tænker på Norman. Han er en ren kampmaskine og jeg var så alene, så forsømt, så bange og så kuet – og jeg var gårdejer, rig, venneløs og det eneste jeg drømte om, var at nogen – anyone – ville se mig, for mig. Se den pige jeg egentlig gerne ville være, men havde så svært ved at få frem, fordi der var så mange lag på lag oven på mig – lag, facetter, facader, skjold, masker – som andre mennesker havde påduttet mig, og jeg var for svag til at kæmpe imod – og måske også for bange til at finde mig selv, for hvad ville jeg finde, inde bag årtiers lag? Jeg vidste slet ikke hvem jeg egentlig var.
Når jeg tænker tilbage på den tid, så kan jeg se at jeg virkelig har rykket mig – jeg ER virkelig blevet et andet menneske, eller måske ikke et andet menneske, men en bedre og mere original udgave af mig selv. Jeg er tættere på at være den jeg egentlig er, i dag, end jeg var i Juli 2010, og i December 2005.
At læse om mine sorger dengang, gør mig ked af det, ikke sådan “nu græder jeg ked af det” men trist. På mine egne vegne. At læse at jeg var så alene og at læse at jeg sådan længtes efter anerkendelse – hvilket jeg i øvrigt stadig gør i dag, men i dag er jeg (heldigvis) lidt mere afklaret med at det ikke kommer. Vil jeg anerkendes, så skal jeg selv sørge for at anerkende mig selv.
Det som er så pudsigt eller hmmm det som er et sammenfald med ovenstående indlæg er, at den begivenhed jeg beskriver fra 18. december 2005, hvor jeg falder for Norman, dén dag står så lysende klart i min erindring, nu da jeg læste om den igen, selv om jeg helt havde glemt den.
Jeg boede på Kollegie på Vester Voldgade Kollegiet – en intet mindre end fantastisk tid! Jeg læste til Guldsmed og var faktisk rigtig rigtig god, flittig ville nogen nok kalde mig. Jeg behøvede bare åbne min dør, så var der mennesker udenfor – der var altid øl i køkkenet og folk som ville snakke. Det var som at gå fra en larmende ensomhed til en larmende virkelighed – og lige dér midt i min opblomstring kom Norman glidende ind som denne her super stærke person, jyde, fantastisk flot at se på, tykt hår, masser af hår på brystet, han snakkede mere end jeg gjorde (og dét i sig selv er en præsentation!) og han var morsom. Hans forældre var mod alle odds stadig sammen og han havde 3 søskende, dvs. han kom fra en usædvanlig stor kernefamilie (selv om min er mere end dobbelt så stor som hans)
Jeg kan huske helt nøjagtigt hvordan mit kollegieværelse så ud – hvor min computer stod, mit bord var hvidt og min stol var hvid – jeg tror aldrig Norman var på besøg dér, det husker jeg i hvert fald ikke, men ja kan huske min stationærere computer var langsom om at starte op, så når jeg kom ind af døren, så strøg jeg (med sko på!) ind og trykkede på computeren, så den kunne starte op.
Imens fik jeg skoene af, tisset af, vasket hænder og gjort mig klar til at åbne skærmen og *pling* dér var Norman med alle hans søde ord og sjove fortællinger om alt det han havde oplevet, gjort og sagt og han havde altid et forslag til hvad jeg skulle gøre, når jeg havde et problem – og dem havde jeg som gårdejer rigtig mange af. Plus at både min Gudfar og min Gudmor levede på daværende tidspunkt og min familie syntes selv dengang, at jeg var håbløs.
Jeg ved faktisk ikke hvor, helt nøjagtig det gik galt med Norman og jeg, altså hvilken dag han gik fra at syntes jeg var sød til at syntes jeg var forfærdelig – men jeg ved ud fra ovenstående blogindlæg fra 2010 at jeg faldt for ham d. 18. December 2005. Det var en Søndag.
10 år senere, på dato, nemlig d. 18. December 2015 slettede jeg Norman fra Facebook. Jeg havde forberedt mig i mere end 6 måneder og tilløbet havde været så uendelig langt og smertefuldt – fyldt med tvivl og håb og hvis nu’er. Helt op til dagen før skrev jeg en sidste besked til Norman; jeg spurgte om han sov, helt derovre i Thailand. Han svarede ikke. Og jeg tog konsekvensen af min beslutning og slettede ham, natten til d. 18. December 2015. Det var en Fredag.
I dag har jeg slettet og blokeret Norman på alle platforme – ikke så meget fordi han ikke må se på mit liv, for det må han gerne hvis han kan få noget ud af det, men meget mere fordi, det er det bedste for mig selv. Jeg skal ikke have et loophole til Normans liv, ligesom jeg heller ikke skal have et loophole til It mandens liv. Men faktisk, så er jeg stadig venner på Facebook med It manden og i går aftes så jeg hans nye kæreste på hans Facebook, hun er smuk og ligner måske lidt mig (?) men hun er smuk og helt sikkert sød og et godt valg – og ikke ikke ét nano-sekundt følte jeg mig ked af det, såret eller på anden måde følelsesmæssigt berørt af hvad jeg så på It mandens side.
– og dérfor kan jeg være venner med ham.
Norman, det er en anden sag. Han er usund for mig. Han bidrager ikke med noget positivt til mig liv, hverken den forretningsmæssige del, den personlige del eller den sociale del. Han lukkede mig ude fra en natklub han selv ejer, efter at havde forsikret mig om at jeg godt kunne komme ind. Hvem gør sådan noget? Hvem er så bevist ondskabsfuld? Hvilket menneske har så lidt rummelighed inden i, at han ikke kan se forskel på et menneske der bare gerne vil være med, til et menneske der har onde eller dårlige intentioner?
Når jeg tænker på, hvor mange mange mange – utrolig mange gange Norman har såret mig helt bevist, med fuld overlæg, deliberately, uden hensynstagende, så er jeg simpelthen forundret over at jeg som person, ikke har formået at slå en pæl i jorden og trække en streg lige dér og aldrig se mig selv tilbage.
Et eller andet sted, tænker jeg at det gør mig til et svagt menneske, et vægelsindet menneske, et menneske der er nem at udnytte – men på den anden side, så tænker jeg, at det gør mig til et følsomt menneske, med stor rummelighed og et kæmpe hjerte og et enormt ønske om at passe ind.
Jeg gav Norman (endnu) ét år fra December 2014 til December 2015 og jeg gjorde virkelig alt hvad der stod i min magt for at møde ham, på hans banehalvdel, på hans præmisser. For at vise hvor sød jeg faktisk er, hvor sjov og humoristiske jeg er. Jeg viste mine kreative sider krydret med en fantastisk hukommelse og en mega portion humor – jeg forsøgte på alle tænkelige måder, at minde ham om, hvordan vi engang havde grinede og snakket og leet sammen i flere timer, indtil fuglene stod op og vi måtte krybe i seng og knibe et par timer ud af natten inden vi igen skulle på arbejde – og mødes bagved skærmen igen når natten faldt på.
Ironisk er det, at jeg netop valgte d. 18. December 2015 som dagen hvor jeg definitivt slukkede og lukkede – og denne gang er det sidste gang. Også selv om jeg har sagt det før. I de mange mange år der er gået fra da jeg faldt for Norman en søndag aften i 2005, har jeg heldigvis også forandret mig, til det bedre og jeg er i dag et meget stærkere menneske, både mentalt men også fysisk – og kombineret er jeg faktisk et pragtfuldt menneske som fortjener noget meget meget bedre.
Ikke at jeg tror på at jeg finder kærligheden, for når man ikke leder efter den, så kommer den heller ikke. Men jeg tror på at jeg fortjener noget bedre i livet og dét behøver ikke nødvendigvis være en mand – det kan også være succes, eller medgang. Og for at få dét, er der ikke plads til mennesker som ikke som udgangspunkt vil mig det bedste i livet. Det gælder ikke kun Norman, men også min familie og andre mennesker i min omgangskreds, men naturligvis er Norman en af dem som helt bestemt skal væk og som faktisk allerede er væk.
Det er så dejligt at tænke på – selv om det gjorde mig trist at læse ovenstående blogindlæg og tænke tilbage på, hvor meget jeg har lidt unødigt, pga. ét menneske som så nemt kunne havde bundet en fin sløjfe på det hele.
OMG – hvor kan jeg bare sige at jeg holder endnu mere af mit ordsprog nu end før….
Og jeg vil forsætte i hele 2016 med at være som jeg er – sød, ærke sød.
Hvad har DU på hjertet?