Kære Psykiater-Lærling
I skrivende stund sidder jeg i min udlejningslejlighed (med lyd!) på tv’et og ser Love Actually. Jeg kan bedst lide den historie med manden der skriver og moderen som også er søster til Premiereministeren og søsteren til broderen som er psykisk syg. Mindst af alt kan jeg lide historien om vennen der bager på sin vens kone og manden der køber gaver til sin sekretær.
Det er lille-Juleaften i aften og hele min familie er samlet derhjemme. Jeg havde håbet på at der ikke ville blive konflikter og jeg havde 100% satset på at jeg ikke ville være den som startede dem, så frem de kom og at jeg ikke ville være omdrejningspunktet. Men det blev jeg. Og det blev mig der var startskuddet.
Jeg skriver dette ned mens jeg stadig kan huske det, min hjerne føles som en frituregryde og jeg føler jeg glemmer alt hvad jeg tænker, så snart jeg slipper tanken – hvilket faktisk er mega skræmmende. Jeg er virkelig glad for at du tog dig tid til at fortælle mig om hjernens funktioner når man har en depression – tænk hvis jeg havde vidst det noget før, for mange år siden da jeg feks. boede på gården eller i København. Det giver så meget mere mening, hvorfor jeg ofte har så svært ved at huske, nu da jeg ved at en af følge symptomerne på en depression, er at hjernen koger over og sletter alt.
Depression er ligesom at have Alzheimer – forskellen er blot at der hos en depressionsramt person er udsigt til at hjernen og alt viden kommer igen. Det er der ikke hos en person med Alzheimer. Umiddelbart ville man nok tænke at det er “fedest” at have en depression, men jeg tænker at Alzheimer ikke er så forfærdelig en sygdom kontra hvad jeg sidder med udsigten til.
At have en depression er total taber agtigt, og ikke noget man taler om og folk forstår ikke at man ikke bare kan “tage sig sammen” – jeg forstår end ikke selv at jeg ikke kan tage mig sammen!!!!
At have Alzheimer skaber forståelse hos alle – ALLE har sympati med en person der glemmer og en person som ikke kan huske, bare ikke når det sker på baggrund af en depression.
Men altså, min bror fra Østrig ankom sidste søndag (17. December) og mandag tog jeg min hvalp med mig, først på arbejde, så ud til Jonas for at speake, så ind til Århus igen for at tage til en mega tiltrængt omgang Kranio Sakral terapi – min total luksus ting i livet (550 Kr!!! pr. time) og så tilbage til Jonas fordi vi ikke blev færdig og da jeg så tænkte at NU skulle jeg endelig hjem, så ringede min søster at hun havde en kød pakke bag i bilen fra firmaet hun arbejder for, men da hun har folk med op at kører fra arbejde og hjem til Århus, kunne hun ikke kører forbi vores forældre med pakken og hendes egen fryser er for lille – og som hun sagde, “hvis ikke den kommer hjem til Far og Mor ryger den i et sort hul” – så selv om jeg var mega træt efter en lang uge og weekend med arbejde og en mandag der startede med arbejde kl. 08.00 i Århus, så kørte jeg fra Stilling, ca. 3 km. fra mine forældre, i myldertids trafik ind til Århus, fik pakken med kød i bagagerummet og så videre hjem fra Århus (15km) til mine forældre, i en forsat mega langsom myldretidskø.
Tirsdag kørte jeg til Sverige, med min hvalp, men først afleveret jeg dele af min blog som tekst til læren på Skrivekurset jeg ikke har været på de sidste par gange. Måske hun ikke vender tilbage, måske hun ikke gider læse det – men jeg tænker jeg har betalt for at deltage og derfor er berettiget til at indlevere min prøve tekst, følgebrev og synopsis og få feedback på det. Jeg tænker helt oprigtigt ikke at det er noget som bliver modtaget med begejstring, men jeg håber at jeg får en konstruktiv brugbar feedback, så jeg med det ved hånden, kan arbejde videre på at måske en dag, få udgivet min blog.
Jeg havde også indtalt dele af det jeg afleverede, hos Jonas, sådan at jeg kunne bevise at tekst uden en masse dialog, også godt kan blive til podcasts, hvilket er hvad alle bøger i dag skal kunne blive til. Hvem husker ikke lydbølgerne fra 80’erne? Der var ikke meget dialog, det var blot oplæsning og for mig, fungere det lige så godt.
Jeg kom tidligt, da jeg jo skulle kører til Sverige og afleverede det derfor til en fyr som arbejder på forlaget, han lovede at give det videre – og hvis han har gjort det, og min lærer er en mere ordentlig person end jeg umiddelbart giver hende kredit for at være, så får jeg feedback engang i januar.
Nå men jeg fik afleveret teksten plus USB med indtale og så afsted mod Sverige, med et pitstop i København, hvor jeg gik en tur med min hvalp. Det var SÅ skønt at gå igennem mit elskede København, skråt over Kgs. Nytorv, ned af Amaliegade og ned til Amaliehaven, slottet, vagterne og lyden af biler der kører på brosten. Jeg elsker elsker elsker at være i København!!! Og at have min hvalp med, var en helt ny oplevelse – jeg kom i snak med andre mennesker der også har en hund, folk jeg ellers ikke ville have talt med.
Derefter videre til Sverige, hygge med min yngste storebror og hans kone og næste dag fejre min ældste nevøs 12 års fødselsdag. Mine forældre og min anden bror fra Østrig kom også over for at fejre ham.
– jeg syntes allerede alt det jeg har skrevet er skrevet i et for tungt “sindsstilstand” og jeg orker næsten ikke at skrive videre selv, fordi jeg næsten ikke orker at fortælle om min fucked up liv og alle de fucked up ting der sker i det. Jeg er så træt.
Nå men i Sverige var der også en anden lille hund, min svenske svigerindes søster har en mopse og min bror i Østrig og hans børn kan jo ikke tåle min hund. Plus at min hunds øre vender nedad når min bror er i nærheden, dens hale er ikke mellem benene men den er helt lav og flad. Når alle andre er i nærheden, er ørene højt og halen stritter af begejstring. Min krop reagere på samme måde når jeg er i nærheden af min bror fra Østrig.
Onsdag aften kørte jeg hjem i buldrende mørke i 5 timer, bare mig og min hund alene. Jeg havde begyndende feber og fik i løbet af turen også et forkølelsessår, ligesom min højre øje havde gjort ondt i ca. 24 timer og på turen valgte at eksplodere. Til sidst kunne jeg end ikke se ud af øjet, så meget hævet det op.
Da jeg kom hjem forsøgte jeg at skylle det uden held og måtte gå i seng med et håndklæde, til at nulre øjet med. Torsdag morgen ringede jeg forgæves til min læge 11 gange uden at komme igennem. Efter at havde gjort rent, skulle jeg ud til min Psykiater-Lærling, sidste gang inden jul og da jeg jo skal til Spanien, er det sidste gang i over 3 uger. Næste gang vi skal tale sammen er d. 16. Januar.
Hun sagde at jeg godt kunne gøre brug af vagtlægen med dét øje. Min læges telefonsvare gik nemlig på Juleferie kl. 13.00, og jeg kunne faktisk ikke rigtig se ud af øjet, da jeg mødtes med min Psykiater-Lærling kl. 14. Øjet væskede, var hævet og helt rødt – jeg har aldrig oplevet noget ligende og ved ikke hvad der er sket. Så efter at havde talt med hende, gjorde jeg rent igen og kl. 16.00 holdt jeg på p-pladsen foran vagtlægen og ringede ind. Jeg kunne komme til med det samme – dog kom der først en læge kl. 17, så jeg sad og ventede.
Og nøjagtig som sidst da jeg var ved vagtlægen, mødte jeg en som kendte mig, men som jeg endnu ikke har haft mulighed for at pin-pointe hvorfra jeg kender. Han var høj og ranglet og havde dårlige skæve tænder. Han hilste helt glad på mig dag vi krydset hinandens veje i receptionen. Jeg hilste blot og tænkte “hvem var han?”
Da jeg havde siddet og ventede i knap 40 min. kom han pludselig over, jeg havde sat mig så jeg ikke kunne se dem i venteværlset, og spurgte noget i retningen af “Hvad fejler du? Hvad har du lavet?” Jeg svarede som rigtigt var – og som også faktisk var ret synligt, at jeg havde en øjeninfektion. “Når ja for fanden, ej hvad har du lavet?” Mig: Det ved jeg ikke, det er bare kommet….. alt imens jeg tænker på hvorfra han ved hvem jeg er og på hvorfor jeg ikke kan huske ham…….jeg er helt blank.
Lægen giver mig nogle øjendråber, en slags fed creme jeg skal lægge på kanten af øjet. Når jeg gør det kan jeg smage cremen i munden….. yiiiik! På apoteket fik jeg også hentede flere Valdoxan piller, mere herpes creme og herpes piller og ja tanket op af alt det crap jeg efterhånden fylder min krop med. Pris: 800 Kr.
Fredag gjorde jeg mere rent. FAktisk kunne jeg end ikke huske hvor jeg gjorde rent, da jeg skrev “Fredag gjorde jeg mere rent” – så jeg blev nød til at tjekke min kalender. Er det ikke vildt? Det er lørdag i dag, jeg er 39 år gammel og jeg kan ikke under tvang huske hvad jeg lavede i fredags… men min kalender fortæller mig at jeg gjorde rent og bagefter købte julegaver, iført Solbriller da mit øje var helt ødelagt, hævet, rødt og fyldt med pus der løb ned af konen på mig. Jeg så forfærdelig ud!
Resten af Fredag pakkede jeg gaver ind, og så kan jeg ikke huske mere, udover at vi spiste aftensmad alle sammen. Dvs. min søster, min ældste lillebror og hans kæreste og min ældste storebror fra Østrig, hans Østrigske kone, hans 5 årige og 3 årige søn og hans 1 årig datter.
Jeg skal prøve at skrive det næste på en ikke-kludret måde, så det giver mening, men jeg er virkelig bare SÅ træt lige nu, både mentalt men også fysisk.
Vi skal have medisterpølse (hvilket jeg HADER) min mor havde også lavet cocktail pølser på panden, vendt i fedtstof, hvilket jeg også HADER. Men jeg satte mig ved bordet og spiste med, for hyggens skyld. Skråt overfor mig sidder min nevø på 5 år, ved siden af mig sidder min yngste nevø på 3 år. Min nevø på 5 vil ikke spise maden, han spiser lidt men har alt for meget mad på sin tallerken og det skal lige tilføjes, at de ca. 1,5 time tidligere havde spist æbleskiver med syltetøj til den store guldmedalje, så naturligvis er drengen ikke sulten.
Min min bror Norman insistere på at drengen S K A L spise op. NU. Min bror er lidt psyko hvis du spørger mig. Det er ledt at skrive, det ser ledt ud på skrift men det er faktisk rigtigt. Han er små farlig og jeg var i mange mange år bange for ham. I dag er han som luft for mig, om han levede eller døde ville være lige fedt i min optik. Jeg kender ikke hans børn, jeg kender ikke hans kone og jeg kender ikke min bror – og vigtigst af alt, jeg ønsker ikke at kende dem. Ikke mere. Der var engang men det var dengang.
Min bror presser min nevø til at spise i sådan en grad at det ødelægger stemningen ved bordet. Bla. taler han til ham på tysk og siger truende til sin 5 årig søn (som om jeg er så fucking dum at jeg ikke forstår hvad han siger?) at hvis han ikke spiser så ringer han til Julemanden og siger at han ikke skal komme med gaver. Da det ikke virker, tager han min nevøs lille hånd og maser så hårdt at hans egen knoer er helt hvide – jeg har på nuværende tidspunkt helt fysisk ondt i maven og grimmes ved at ingen griber ind, feks. mine forældre. Alle sidder og kikker ned i bordet og ingen siger noget. Det var SÅ ubehageligt.
Drengen vil stadig ikke spise og har 3 små stykker medisterpølse tilbage på tallerknen, et på gaflen og 2 på tallerknen. Min bror tager nu sin søns hånd i sin og slår sin søn, med hans egen hånd!! Altså min bror fører sin 5 årige søns hånd, så drengens egen hånd slår ham i hoved…..jeg kan slet ikke holde det ud mere!
Jeg tager min gaffel og stikker den over på hans tallerken og snupper de sidste 2 små stykker medisterpølse og spiser dem i en hurtig bevægelse mens jeg kikker på min nevø med et glimt øjet. Min bror Norman kunne havde valgt at sige noget i retningen af “Hovsa, der snuppede Faster Ann din pølse, der var du heldig…….” eller “Hovsa en pølsetyv, så slap du for at spise op denne gang” men i stedet for slår det fuldstændig klik for ham og han sviner mig til om at jeg ikke skal blande mig i hans børneopdragelse og siger bla. at “…dertil kommer du for lidt på besøg….” hvortil jeg svarer med en helt kølig stemme….”og hvorfor mon? Hvorfor mon jeg ikke kommer på besøg?”
Resultatet bliver at min bror fuldstændig får en nedsmeltning, han går total amok og bringer bla. episoden fra Julen 2015 op, hvor han kaldte mig en forbandet møgkælling – eller sjovt nok, så var det ikke den del han huskede, han huskede at han hjalp mig med min bil da den holdt i et kryds og ikk ville kører, han huskede ikke at grunden til at vi ikke taler sammen, er fordi han kaldt mig en forbandet møgkælling……interessant at han er så selektiv i sin hukommelse.
Men den lille pølseepisode munder ud i at HELE aften er ødelagt og min søster græder og min mor er meget berørt. Min ældste lillebror, verdens mest konfliktsky person, er sur på mig fordi jeg laver en scene – og jeg forstår ikke at nogen af de andre ikke gjorde noget! Hvordan kan de sidde og se på at et barn gøres fortræd, liiiige foran vores øjne? Drengen vender hele tiden sin Far ryggen og folder hænderne foran brystet – han er 5 år gammel og afviser allerede sin Far og hans Far ser det ikke som et problem. Overhoved.
Mine forældre tager min bror med ind i en anden stue med franske glasdøre imellem, de forsøger at tale med ham, men han er helt oppe at kører og det HELE ER MIN SKYLD. Jeg er en møgkælling fordi jeg blander mig i hans børne opdragelse og det HELE omhandler det jeg gjorde – men det jeg gjorde kan jo ikke på nogen logisk måde retfærdiggøre en sådan opførelse. Jeg gik endda hen og åbnede døren og sagde undskyld fordi jeg havde blandet mig i hans børneopdragelse, ikke at jeg mente det, men jeg gjorde det og det hjalp nul og niks.
Så klokken 21.00 ca. kørte jeg med min hvalp ind i min udlejningslejlighed, støvsuget efter gæsten og fik lagt rent på sengen. Og i dag da min bror fra Sverige skulle komme og der skulle pyntes juletræ, valgte jeg at blive her. Først stod jeg op i morges, fik vasket hår og luftet hvalp. Så gjorde jeg rent i 2 timer og så handlet ind og nu ligger jeg her på sofaen og de andre er derhjemme og hygger. Og jeg er end ikke ked af det.
Jeg glæder mig til på torsdag, hvor min hvalp og jeg først tager toget til København og så flyver til Spanien. Hold nu op hvor skal jeg sove sove sove og slippe langt væk fra konflikter og familie. Eneste minus er at jeg ikke skal tale med min psykiater-lærling og det er derfor jeg vil skrive dette brev til hende.
Så jeg kan fortælle hende om hvad der er sket, så jeg ikke har glemt det, selektivt eller ej, til næste gang. Der er jo flere grunde til at jeg ikke taler særlig godt med min bror Norman, før vi kom dertil hvor vi ikke taler sammen. Han har jo slået mig flere gange. Ikke bare en lussing, men bogstaveligtalt banket mig. Kylet ting i hoved på mig med enorm kraft, banket mig op af væggen, hevet mig ud af bilen i min hestehale (mens jeg havde sele på) sparket og slået mig – og aldrig nogensinde har det haft konsekvenser for ham. Aldrig. Ingen anmeldelser, ingen undskyldninger og vi taler ikke om det i min familie. Det er bare sådan det er.
I fredags fortalte jeg min psykiater-lærling om dengang jeg var gravid, for mange mange mange år siden. 23 år for at være helt nøjagtig. Jeg fortalte hende om min Gudfar og hvad han gjorde da jeg fortalte ham at jeg var gravid. Han fortalte mig historien om Sorte Maren i Mosen, med den bedste kusse i Mollerup og om hvordan han kværkede hendes barn og begravet det på møddingen. Jeg fortalte om hvor bange jeg var, om at jeg fik en abort et hemmeligt sted i Danmark og om at jeg sov i Far og Mor’s båd i et par dage derefter.
Min Psykiater-Lærling sagde at historien min Gudfar fortalte mig, var en trussel, at han truet mig. Jeg er ikke sikker. Jeg mener, han holdt mig jo ikke op af væggen og truet med at slå mig eller truet med at kværke mig – han fortalte mig blot en historie, hvori der var et barn som blev kværket og begravet på møddingen. Men jeg kan også godt huske at jeg dengang blev rigtig rigtig bange, for ham og for hvad han ville gøre, og for barnet.
Jeg ved det ikke, jeg ved ikke hvad der er rigtigt eller forkert i andres optik, men jeg ved at jeg ikke kan lide at tænke på de ting der er sket mens jeg boede på gården, og jeg ved at de følelser drager direkte paralleller til da jeg så min bror sidde og true og presse min 5 årig nevø pga. nogle klamme små kolde stykker medisterpølse.
Jeg orker ikke livet mere. Det hele er noget rod.
Klokken er 01.02 Søndag d. 24. December og jeg vil gå i seng, min hvalp snorker allerede.
Hvad har DU på hjertet?