Jeg bliver nød til at skrive for at huske denne aften.

I dag er lørdag, Ella droppede jeg af hos mine forældre i går, hvorefter jeg kørte ud og købte en robotstøvsuger – my modern slavery bitch.

I dag har jeg sovet længe og da jeg vågnede lå jeg i sengen og fantaserede om alle de ting jeg gerne ville gøre men som jeg ikke fik gjort fordi jeg lå i sengen og fantaserede om at gøre det.

Da jeg endelig stod op, vaskede jeg nogle små dukkehusmøbler jeg har købt til min niece, tog tøj på og gik ud i livet for at købe mig et par nye kondisko. Jeg fandt ingen – måske fordi det eneste jeg tænkte på, var at gå på bar og drikke mine tanker til tavshed, så det endte med at jeg gik ind på den dejlige velkendte bar, hvor tingene aldrig ændre sig, hvor øllen smager af det samme og menneskerne er de samme, altid. Genkendeligt. Sikkert. Troværdigt.

Jeg drak 2 x Edelweiss mens jeg læste et par gl. blogindlæg og så gik jeg hjem. Jeg græd lidt, fordi det gør mig så ked af det, når jeg genlæser den smerte jeg ofte (selv) læser i det jeg har skrevet.

I opgangen mødte jeg min søster og niece der var på vej ud og gå en tur. Min søster spurgte hvor jeg havde været og da jeg sagde, sandfærdigt, “på bar” var hendes responds “nå” – ikke ej det lyder hyggeligt – hvor var du på bar – sig til næste gang osv.

Bare nå, total tør responds.

Da jeg kom ind i lejligheden spiste jeg lidt rester af min Ben og Jerry is og lagde mig til at sove. Da jeg vågnede havde mor sendt en sms som jeg svarede på. Det var om jeg ville spise med, det ville jeg ikke og jeg havde desuden ikke set den før 2 timer efter at hun skrev.

Jeg lå på sofaen da min Mor ringede. Jeg var en fraktion fra ikke at tage telefonen. Jeg orker ikke min familie og specielt ikke mine forældre, da vi har skændtes en del de sidste par dage – i deres optik, er det mig der skændes med dem. Vi kan fint gå med deres optik, det ændre ikke på at jeg ikke havde eller har lyst til at tale med dem. Men jeg tog den, for ellers ville min Mor bare ringe igen.

Og i løbet af den næste 1 time og 20 minutter skændtes vi så det bragede i telefonen. Min Far var med på højtaler og det gik ikke stille af sig!

Kort historie er den gamle historie: Mine forældre tror ikke på mig.

Mine forældre tror ikke på at jeg er blevet seksuelt misbrugt. Punkum.

Tag lige og smag på de ord og tænk på hvordan de føles inde i din krop, i dit hoved og i dit sind – og prøv så at forestil dig hvordan de føles inde i min krop, i mit hoved og i mit sind.

Jeg fortalte mine forældre, hvad jeg netop havde læst i et gl. blogindlæg mens jeg var på baren – jeg udelod naturligvis bar og blog tingen, men jeg fortalte dem at jeg allerede som 7 årig havde en stærk fornemmelse af at jeg ikke blev troet på når jeg talte.

Jeg sagde at jeg måske var et løgnagtigt barn, men at jeg jo netop var et barn og at børn ikke lyver om seksuelle krænkelser. Jeg fortalte dem – da vi havde skændtes mere – om min første dagbog og stratetisk nok gik det som jeg havde forudset få sek. inden.

Da jeg fortalte min Mor om dagbogen jeg havde skrevet i som barn, ville hun gerne læse den. Da jeg sagde at den var smidt ud, sagde hun at det var meget ærgerligt for den ville hun gerne havde læst og da jeg spurgte hvorfor hun gerne ville læse den, svarede hun nøjagtigt hvad jeg havde regnet med:

Mor: For at læse om det er sandt

Mig: Om hvad er sandt?

Mor: Det du siger om XX (min Gudfar)

Mig: Ahh, så du og Far tror stadig at det er noget jeg finder på? At jeg lyver om at jeg er blevet seksuelt misbrugt?

Mor: Ja

Mig: …..

Det føles som at blive sparket. Eller nej, det gjorde det ikke. Det føltes som om gulvet forsvandt under mig og at der bare er frit fald, men fordi jeg var igang med at kæmpe en vital kamp måtte jeg blive i nuet og kæmpe videre. Så det gjorde jeg.

Jeg argumenterede i en time og tyve minutter med mine forældre – og var det ikke fordi min yngste lillebror havde ringet på min dørtelefon, var vi forsat.

Jeg spurgte mine forældre, som fastholder at de ikke har vidst noget fordi jeg ikke har sagt noget, om de ikke syntes det var mærkeligt at jeg var i bad i stalden med min Gudfar. Min Mor sagde at min Gudmor jo altid var der, da jeg svarede at hun jo ofte gik ind og lavede mad, men at det jo i bund og grund var underordnet hvem der var der, det som var mærkeligt var at jeg var i bad i en stald, at jeg var nøgen, at jeg var barn.

Da jeg fortalte mine forældre at jeg ofte havde fortalt dem, at jeg sov til middag med min Gudfar på sofaen, sagde de at de aldrig havde vidst at jeg sov med ham på sofaen.

Da jeg fortalte dem om alle de gange jeg fortalte dem – og tusindvis af andre mennesker, at min Gudfar kikkede ind på mig når jeg var i bad, at han låste sig ind osv. Og da jeg ridsede op for dem, hvordan de, mine forældre, blot havde fortalte mig at jeg skulle lade være med at gå i bad når han var der, at jeg skulle lade være med at bruge små håndklæder osv. så var deres svar nøjagtig det samme som til alt ovenover; at de aldrig dragede konklutionerne til at det var dét som foregik.

Mine forældre argumenterede at da vi flyttede fra min barndomsgård da jeg var 11 år, da var det min egen lyst og vilje der fik mig til at besøge mine Gudforældre, som var vores gamle naboer. Det var ikke mine forældre, det var mig der ville. Jeg vidste og ved ikke hvad jeg skal svare til det, udover at jeg ikke følte jeg havde et valg med ikke at komme derud. Jeg forsøgte at forklare mine forældre om Grooming, jeg kender ikke det danske ord og børnelokker virker ikke helt som “nok”. Det lykkes ikke, selv om jeg virkelig forsøgte at forklare dem hvad “grooming” er.

Jeg forsøgte at forklare mine forældre om alle de gange jeg havde rejst væk, om hvor mørkt jeg syntes der var på gården, hvortil min Far sagde at jeg da fik et fint lyst gulvtæppe i hele huset – men det var jo ikke det jeg mente. Det jeg mente og mener er, at Gården står som noget mørkt og sort for mig, dels var alle mine møbler brune, mine sofaer, chatoller, skabe osv. Alt var brunt og jeg orker den dag i dag ikke brunt eller sort. Dernæst så var det den mørkeste periode i mit liv og den forfølger mig stadig.

Da jeg argumenterede at jeg aldrig følte jeg havde et valg, argumenterede mine forældre tilbage at jeg jo havde alle de valg jeg ville have og hvad jeg da ellers gerne ville have lavet eller studeret, hvis jeg ikke skulle havde været på turistakademiet lige efter hhx. Jeg havde intet svar, for jeg ved ikke hvad jeg ville havde været. Jeg ved jeg havde andre drømme, feks. om at blive Jordemoder, men jeg kan også mindes at jeg drømte om at læse historie og engelsk. At drømme mig væk i fortiden på mit yndlingssprog.

Men jeg ved ikke hvad jeg ellers ville og det føltes lidt som om det, for mine forældre, var et “bevis” på at det var korrekt hvad de havde sagt og gjort, fordi jeg jo ikke havde et alternativ – men jeg havde jo ikke et alternativ fordi jeg aldrig havde haft en reel mulighed for at skabe et alternativ.

Hele samtalen var en stor argumentation mod argumentation. Jeg ville ønske jeg havde optaget den.

En ting er i hvert fald sikkert – vi bliver ALDRIG enig. Vi kommer ALDRIG til en forståelse, jeg tænker nærmere det her splitter os mere, som familie og som forældre og datter.

Mine forældres eneste håb (for dem, set fra min side) er at jeg forbliver økonomisk afhængig af dem, for den da jeg ikke er, så har vi intet der binder os sammen mere. Det kan jeg mærke. Der er intet inde i mig der banker for dem.

Min Mor forsøgt at sige at jeg lige (tidligere i samtalen) havde sagt at jeg havde haft en forfærdelig barndom. Det ved jeg helt præcist at jeg IKKE havde sagt, for jeg siger generelt ALDRIG at jeg har haft en forfærdelig barndom. Aldrig.

Min barndom har været god på rigtig mange måder. Man kan sagtens have traumer over ting, oplevelser eller mennesker i ens liv og SAMTIDIG have haft et godt liv, en god barndom.

Jeg er slet ikke i tvivl om, at mine forældre har hørt hvad jeg har sagt igennem årene, men fordi jeg løj meget, og måske også var et træls barn og teenager, har de ikke draget paralellerne til at jeg blev seksuelt misbrugt.

Min Mor nævnte igen at jeg jo bare kunne havde fortalte det direkte, feks. bragte hun selv op i løbet af samtalen, af to omgange endda, at mine Gudforældre havde sagt, når hun hentede mig, at “vi jo har en hemmelighed sammen” Jeg kan stadig ikke huske det, men jeg kan samtidig heller ikke forstå at man som forældre ikke går til de voksne der siger sådan noget, og kræver et svar, hvis barnet ikke vil svare – hvilket jeg så absolut ikke ville ifølge min Mor.

Jeg tror det mine forældre er bange for, er at hvis de siger at de tror på at jeg er blevet seksuelt misbrugt, så er det et direkte link til at de er dårlige forældre. Og alt andet lige, vil ingen forældre vel tage det label på sig selv, frivilligt.

Jeg derimod, mener godt man kan tro på ens datter når hun siger hun er blevet seksuelt misbrugt og SAMTIDIG være gode forældre. Det ene udelukker ikke det andet pr. automatik.

Jeg forsøgte at fortælle mine forældre om mine selvmordstanker som fucking PEAKED da jeg talte med dem – Ringgadebroen har sjældent set så kærkommen ud som da jeg sad der i sofaen og græd mens jeg talte med mine forældre, men det havde tæt på ingen effekt.

Mine forældre ville vide hvad min nye psykolog siger til “alt det her” og jeg måtte minde dem om at jeg kun har været hos hende 4 x 45 minutter. Jeg ved ikke hvad det er de vil der skal ske eller at hun skal gøre, men jeg tror de tror at hun kan trylle eller noget – i hvert fald forventer de noget jeg ikke kan fremskaffe. Så den del af samtalen endte igen i skuddermudder.

Forresten, mine dagbøger, de eksistere i bedste velgående. De ligger i en stor gigantisk sort kuffert ude ved mine Storskraldsting. De er mine beviser. Ikke på at jeg ER blevet seksuelt misbrugt, men på at de ting jeg har maridt om ER sket. Jeg behøver ikke bevise mig selv overfor nogen (mere) Men jeg behøver at minde mig selv om at jeg ikke ser syner, drømmer syrede drømme, at jeg ikke fantasere og lyver. Det skrevne ord er sandheden. For mig. Sammen med denne blog og den enorme dagbogs fil jeg har her på min computer, udgør mine skrevne Kinabogs-dagbøger bevismaterialet for mit liv.

Jeg kunne vise dem til mine forældre, men jeg vil at de skal tro på mig fordi jeg er deres datter. Fordi jeg er mig. Fordi jeg ikke lever det her elendige liv bare for at skabe Histonisk x-factor opmærksomhed omkring mig, som Fede Dorit sagde.

Jeg sagde til mine forældre at jeg godt kunne forstå at det var som at få smidt en bombe i hoved 1. Juni 2018 da jeg fortalte Mor om min Gudfar, det var en fraktion af en brøkdel jeg fortalte men jeg er godt klar over hvilken effekt det må havde haft. Herefter har de 15. Juli 2018 mødet med min Psykiater-Lærling og derefter stopper jeg i behandling hos hende 17. Juli 2018.

Da jeg i September 2018 starter hos Fede Dorit og frem til vi stopper vores “behandling” i Maj 2019, spurgte jeg gentagende gange, nok nærmere 20 gange end 10 gange om mine forældre ikke kunne få en samtale med hende, da de havde tusindvis af spørgsmål. Det kunne de mærkværdigt nok ikke. De beviste handlinger fra Fede Dorit, har 100% forværret forholdet imellem mine forældre og jeg. Og det forhold kan ikke lappes.

Jeg sagde til mine forældre at jeg havde gjort hvad jeg kunne for at de kunne få samtaler med min psykolog og få svar på deres spørgsmål, jeg sagde at jeg godt forstod hvis det var hårdt at hører de ting de fik at vide fra 1. Juni 2018 og frem til 15. Juli 2018, men at tingene ikke bare gik væk ved at vi ikke taler om det.

Jeg fortalte dem at jeg hver dag skal leve med det faktum at jeg ved at mine forældre ikke tror på mig. Oven i det faktum at jeg skal tilgive mig selv. Hver dag. Jedens tag. Ingen undtagelser. Dét er mit liv og mit lod indtil den dag jeg lukker mine øjne for sidste gang.

Jeg ved, fordi jeg har skrevet det ned, at jeg før har følt at jeg har fået en rigtig fin behandling i psykiatrien, at jeg mødte søde forstående kvinder der lyttede til MIG og som ville hjælpe MIG. Men den følelse har jeg ikke mere og jeg kan ikke genskabe den – og at fake har aldrig været min stærke side. Hverken seksuelt eller irl. Men jeg føler virkelig at psykiatrien har ødelagt mere for mig end de har gavnet.

At komme på psykiatrisk hospital var – for mig – absolut sidste udvej på et svært liv og jeg stod virkelig på grænsen til evigheden, da jeg valgte at acceptere hjælp fra dem.

Det var 30. Januar 2017. Om 62 dage er det 4 ÅR (!) siden den dag, hvor evigheden lå foran mine fødder.

Jeg ville ønske jeg kunne sige at de 4 år havde gjort en markant forskel i mit liv – hvilket de på sin måde også har, men ikke på den gode positiv helende måde som de burde. De har gjort at alle nu ved jeg er blevet seksuelt misbrugt men ingen taler om det og 90% af alle der ved det, tror ikke på mig. Mit liv er stadig lige fremtidsløst og jeg har ikke flyttet mig, jeg har ikke opnået noget.

Udover naturligvis at blive ældre. Tykkere. Mere ensom. Mere udskældt og mindre troværdig (i mine forældres øjne)

Ville jeg gøre de sidste 4 år om igen, inkl. de gode minder jeg (engang) havde fra psykologen med den stille stemme og min psykiater-lærling og med muligheden for ikke at fortælle Fede Dorit at jeg googlede hende?

Nej, det ville jeg ikke.

Ville jeg bytte de sidste 4 år ud med at stå på kanten af evigheden igen, denne gang med modet til at springe og håbet om en hurtig men smertefuld død?

Ja, dét ville jeg. In a heartbeat.

Jeg håber derfor at dette bliver det sidste blogindlæg fra mig. Tak fordi du læste med