Blog

Here we go again – først et brev fra Styrelsen for Patinetklager…

ALLE kan glemme, det ved jeg. Det sker bare frygtelig meget omkring mig. Og netop som jeg troede jeg var færdig med at svare på anklager 100% målrettet mig, startede det hele forfra…

Psykiatrien og afdelingsledelsen skriver følgende i partshøringsmaterialet i sagen omkring Fede Dorit, Psykoedukationspsykologen og Indianerlægen. 5 solidt skrevne A-4 sider om mig og min dårlige personlighed…

(Kan du ikke læse det, fordi det er for småt og din skærm ikke kan zoome, så kommer det længere nede i læselig form)

Grundet fejlen fra Styrelsen for Patientklager, havde jeg kun 4 dage til at læse det hele igennem, forstå det, acceptere det (den sværeste del) folde mine hjerneceller ud og skrive et sobert modsvar. Helt klart det sidste var sværest – dette svar syntes jeg selv, bærer i en grad præg af at jeg er SÅ træt af at blive beskyldt for ting der ikke bevises og jeg er SÅ træt af at kæmpe mod en usynlig kæmpe der konsekvent skriver hvad der passer dem.

Her er mit svar: ⬇️

Svar på udtalelse fra afdelingsledelsen. Sagsnr. 2020-XXXX:

Afdelingsledelsen skriver: ”BEHANDLINGSRAMME – Rammen for behandlingstilbuddet i Enhed for Personlighedsforstyrrelser er som standard ugentlige psykoterapeutiske samtaler med primær behandler. Ved de første 14 samtaler foretages en vurdering af, om den tilbudte behandling er hensigtsmæssig for patienten, og om patienten er i stand til og ønsker at arbejde psykoterapeutisk med sine problemstillinger. Dette indebærer at patienten arbejder på at rumme og forholde sig til de følelsesmæssige reaktioner som både terapien og livet uden for terapien vækker.

Efter de indledende 14 sessioner tages der stilling til, om patienten skal fortsætte i gruppebehandling, eller om der skal tilbydes yderligere individuelle terapisessioner. Der vil som hovedregel ikke blive tilbudt behandling mere end et år ad gangen, men det vurderes løbende, om der kan tilbydes yderligere behandling. Dette tages op med patienten i god tid, inden den aktuelle behandling sættes til afslutning. Dette orienteres patienten om ved behandlingens opstart samt desuden løbende under behandlingen.

I den konkrete sag udgør ovenstående rammen for den behandling Deirdre-Ann Roberts har fået, og hun er undervejs blevet informeret om sygdom, diagnose, undersøgelser og påtænkt behandling.

Udover den psykoterapeutiske behandling har patienten mulighed for:

samtaler med læge vedr. Medicin ed behov
pårørende samtale hvor det vurderes relevant og hvor patienten har et ønske herom
psykoedukationsforløb (undervisning til patienter om personlighedsforstyrrelser og behandlingen heraf)
pårørendeaftenener, som ligeledes er psykoedukation for patienter og deres pårørende.”

——

Dette er meget vel standard men ikke den måde hvorpå min behandling er foregået.

Dels har jeg ikke tidligere fået tilbudt 14 x samtaler på afdelingen for personlighedsforstyrrelser, hvorefter der er blevet foretaget en vurdering. Faktisk er jeg ikke på noget tidspunkt i de 3 år jeg har været tilknyttet psykiatrien, blevet tilbudt 14 x samtaler hvorefter der skulle laves en vurdering. Eller i det hele taget, blevet tilbud samtaler som skulle munde ud i en vurdering.

Da jeg startede i behandling hos afdelingen for personlighedsforstyrrelse fik jeg 30 x terapisamtaler med psykolog Fede Dorit som min primær behandler med start 5. september 2018. Der har ikke på noget tidspunkt foreligget en mundlig eller skriftlig behandlingsplan mellem psykolog FD og undertegnet, ej heller har vi talt om, hvorvidt jeg kunne ”rumme og forholde mig til de følelsesmæssige reaktioner som både terapien og livet uden for terapien vækker” ligesom der ikke på noget tidspunkt har været temasamtaler indlagt i de 30 x samtaler.

Da jeg 14. august 2019 får tilbudt 14 x samtaler med en ny primær behandler, som senere viser sig at være psykolog Nordmandspsykologen, er det specifikt med øje for at der skal være nye temasamtaler undervejs samt en for enden af de 14 x samtaler med psykolog NP.

Da jeg har optaget temasamtalen 14. august 2019, min første telefonsamtale med psykolog NP d. 22. august 2019, samt de første 10 x samtaler med psykolog NP, kan jeg bakke ovenstående påstande op med konkret evidens på at det er nøjagtig sådan det er foregået og aftalt.

——

Afdelingsledelsen skriver videre: ”Efter de indledende 14 sessioner tages der stilling til, om patienten skal fortsætte i gruppebehandling, eller om der skal tilbydes yderligere individuelle terapisessioner. Der vil som hovedregel ikke blive tilbudt behandling mere end et år ad gangen, men det vurderes løbende, om der kan tilbydes yderligere behandling. Dette tages op med patienten i god tid, inden den aktuelle behandling sættes til afslutning. Dette orienteres patienten om ved behandlingens opstart samt desuden løbende under behandlingen.

I den konkrete sag udgør ovenstående rammen for den behandling Deirdre-Ann Roberts har fået, og hun er undervejs blevet informeret om sygdom, diagnose, undersøgelser og påtænkt behandling.”

——

Dette er igen meget vel standard, men ukorrekt i forhold til min behandling.

Da jeg gik i terapi hos psykiater Psykiater-Lærlingen (12. september 2017 – 17. juli 2018) var det med aftale om et års behandling, som mundet ud i 25 terapisamtaler.

Da jeg startede i terapi hos psykolog FD (5. september 2019) var det med 30 x samtaler fra dag ét, som rask væk blev forlænget til 60 x samtaler, uden foregående kommunikation eller aftale med undertegnet.

Da jeg starter i terapi hos psykolog NP (3. september 2019 – 21. januar 2020) var det med 14 x samtaler, der skulle munde ud i en temasamtale omkring mit videre forløb i psykiatrien, samt flere teamsamtaler midt imellem de 14 x samtaler. Jeg informeres dog aldrig om at temasamtalerne i ”midten af forløbet” slettes, ligesom jeg først informeres om at temasamtale efter end 14 x samtaler også slettes fra ”programmet” ved samtale nr. 13 ud af 14 (15. januar 2020) Dette vurdere jeg ikke som ”Dette tages op med patienten i god tid, inden den aktuelle behandling sættes til afslutning.”

Samtidig er jeg ikke løbende ”blevet informeret om sygdom, diagnose, undersøgelser og påtænkt behandling” hvilket jeg igen kan bevise, da samtalerne med psykolog NP er optaget. De 14 x samtaler med psykolog NP har stort set ikke indeholdt nogen former for terapi men bar mere præg af at være ”parkeringsplads” indtil yderlige beslutninger omkring min behandling i psykiatrien kunne træffes. På intet tidspunkt i de 14 x samtaler har psykolog NP og jeg talt om ”diagnoser, undersøgelser eller påtænkt behandling”.
——

Afdelingsledelsen skriver endvidere: ”Udover den psykoterapeutiske behandling har patienten mulighed for:

samtaler med læge vedr. Medicin ved behov
pårørende samtale hvor det vurderes relevant og hvor patienten har et ønske herom
psykoedukationsforløb (undervisning til patienter om personlighedsforstyrrelser og behandlingen heraf)
pårørendeaftenener, som ligeledes er psykoedukation for patienter og deres pårørende.”

——

Igen lyder det meget lovende for en standard behandling, men det er ikke noget jeg kan nikke genkendende til.

I mit forløb med psykolog NP blev jeg tilbudt en lægelig samtale, da psykolog NP finder ud af at jeg er stoppet med at tage min medicin (Cymbalta) i maj 2019. Psykolog NP mener at vide at der er stærke seponeringsbivirkninger ved at stoppe med at tage Cymbalta fra den ene dag til den anden og vil derfor gerne at jeg taler med en læge. Samtalen med lægen sættes til 18. oktober 2019 men bliver efterfulgt ændret (af psykiatrien) til en samtale med sygeplejerske XXX 14. oktober 2019.

Jeg er ikke blevet tilbudt psykoedukation, påførende samtaler, eller pårørendeaftner i mit forløb med psykolog NP.
Da forholdet mellem min familie og jeg, samt tilliden mellem psykiatrien og jeg på daværende tidspunkt allerede har lidt så voldsom skade, var og er det på ingen måder aktuelt eller brugbart mere. Skaden er sket.

——

Afdelingsledelsen skriver: ”TEMASAMTALER – Det er en del af behandlingsrammen, at der kan afholdes såkaldte temasamtaler. Temasamtalerne afholdes, hvis der opstår vanskeligheder i behandlingen, eller der er brug for jævnlige vurderinger af, om der skal ændres på behandlingen, og om det giver mening at forsætte behandlingen. Ved disse samtaler deltager patienten og eventuelle personer patienten måtte ønske at have med sig. Her ud over deltager primærbehandler og eventuelt også andre behandlere fra klinikken med det formål at kunne belyse problemstillingerne fra flere vinkler.

Som nævnt i nogle af bilagene var det i en periode planlagt at afholde temasamtaler med Deirdre-Ann Roberts hver tredje måned. Den hyppige forekomst af temasamtaler er forårsaget af, at Deirdre-Ann Roberts vurderes intenst optaget af det private i kontakten med behandlerne frem for det terapeutiske i en grad, hvor det kunne være til skade for hendes behandling. Temasamtalerne har således også til formål at skærpe grænsen mellem det private og den personlige/terapeutiske kontakt for patienten, hvilket vurderedes at være gavnligt for Deirdre-Ann Roberts behandling.

Deirdre-Ann Roberts optagethed af behandler og vanskelighed ved skærpe grænsen mellem det private og det terapeutiske kontakt er beskrevet i journalen fx i noter fra den 22.05.2019, d. 14.08.2019 og d. 03.03.19 og det kommer også til udtryk i mail fra Deirdre-Ann Roberts til behandleren sendt 16.05.2019. Mailen indgår indgår i det materiale Deirdre-Ann Roberts har sendt til Styrelsen for Patientklager. Deirdre-Ann Roberts optagethed af behandler og vanskelighed ved skærpe grænsen mellem det private og den terapeutiske kontakt er også kommet til udtryk ved tidligere behandlerrelationer forud for den 01.05.2019.

Deirdre-Ann Roberts havde som alle andre patienter og som en del af behandlingsrammen mulighed for at kontakte enheden ved akut behov for hjælp som oftest i forbindelse med presserende selvmordstanker eller planer.

Beslutningen om ændringer i behandlingen, herunder også om temasamtaler, tages i fællesskab på de ugentlige behandlingskonferencer, som ligger om torsdagen. Herefter sendes et brev til patientens e-Boks, som også oftest bliver modtaget torsdag aften eller fredag.

Det vil af og til ikke være muligt på forhånd at sætte navne på hvem der deltaget i en temasamtale, da det grundet tidspres kan være vanskeligt at frigøre de relevante personer, så de får skabt plads i deres kalendere til deltagelse. Det kan også hænde, at der opstår akutte situationer, så man må bytte om på hvem, der deltager i de pågældende temasamtaler.

Det er korrekt, som der står i klagen, at behandlingsplaner ikke kan tilgås via sundhed.dk. Det er et EPJ spørgsmål, vi som behandlingssted ingen indflydelse har på. Patienten får som udgangspunkt behandlingsplanen udleveret på papir, når denne revurderes.”

——

Dette er igen, meget vel standard men svarer ikke på nogen måder til, hvordan min behandling er forløbet.

Afdelingsledelsen skriver: ”Det er en del af behandlingsrammen, at der kan afholdes såkaldte temasamtaler. Temasamtalerne afholdes, hvis der opstår vanskeligheder i behandlingen, eller der er brug for jævnlige vurderinger af, om der skal ændres på behandlingen, og om det giver mening at forsætte behandlingen. Ved disse samtaler deltager patienten og eventuelle personer patienten måtte ønske at have med sig. Her ud over deltager primærbehandler og eventuelt også andre behandlere fra klinikken med det formål at kunne belyse problemstillingerne fra flere vinkler.

Som nævnt i nogle af bilagene var det i en periode planlagt at afholde temasamtaler med Deirdre-Ann Roberts hver tredje måned. Den hyppige forekomst af temasamtaler er forårsaget af, at Deirdre-Ann Roberts vurderes intenst optaget af det private i kontakten med behandlerne frem for det terapeutiske i en grad, hvor det kunne være til skade for hendes behandling. Temasamtalerne har således også til formål at skærpe grænsen mellem det private og den personlige/terapeutiske kontakt for patienten, hvilket vurderedes at være gavnligt for Deirdre-Ann Roberts behandling.”

——

Jeg har på intet tidspunkt i de 36 måneder jeg har været tilknyttet psykiatrien, været indkaldt til en temasamtale. Hverken generelt eller omkring min påstået intense interesse i psykolog FD’s privatliv eller andre behandleres privatliv. Ikke før temasamtalen 22. maj 2019. Skulle en så intens interesse havde fundet sted, ville det være naturligt at fører journal over dette, samt lave indkaldelser til de, åbenbart meget almindelige temasamtaler. Intet af dette er dog sket.

Da jeg indkaldes til min første temasamtale pr. E-boks brev 16. maj 2019, står der intet i brevet om at jeg har ret til og krav på, at have bisiddere med til mødet, samt at jeg har ret til at vide hvad

mødet skal omhandle. Dette finder jeg først ud af, da jeg i ren desperation deler brevets indhold på en FB Gruppe for senfølgeramte kvinder. At skrive at jeg har lavet ”rammebrud” på rammer der ikke findes i skriftelig form, og aldrig er delt med undertegnet, er at skyde med spredehagl i håb om at ramme noget.

I de 14 x samtaler jeg fik tilbudt med psykolog NP fra 3. september 2019 til 21. januar 2020 var der indlagt flere temasamtaler, som afdelingsledelsen også skriver. Mærkværdigt nok, bliver jeg på intet tidspunkt informeret om at de temasamtaler jeg går og har ondt i maven over, og ofte giver udtryk for at jeg ser frem til at få overstået, åbenbart ikke skal afholdes alligevel. Hverken mundligt eller skriftligt. Først 15. januar 2020, til min 13. samtale med psykolog NP bliver jeg informeret om at den slutlige temasamtale også er sløjfet fra planen. Dette står i stærkt kontrast til psykiatriens egen forklaring af, hvordan temasamtaler bruges, vigtigheden deraf samt behovet for at skærpe grænsen mellem min terapi og mine behandlers privatliv.

Det giver ligeledes ingen mening, at psykiatrien mener at jeg som patient er så intens interesseret i mine behandlers privatliv, at det er ødelæggende for min terapi og at de på baggrund deraf, opsætter specifikke rammer og gentagende temasamtaler som skal skærpe grænsen mellem den personlige og terapeutiske kontakt, fordi de vurdere at dét vil være gavnligt for min behandling, hvorefter psykiatrien, som dage bliver til uger og måneder, blot lader hele planen løbe ud i sandet.

Uden yderlig forklaring eller information til undertegnet.

Hvis planen der lægges af psykiatrien, på baggrund af min intense interesse i mine behandlers privatliv, ikke skal føres ud i livet, med hvilket formål blev jeg så indkaldt til temasamtale 1 + 2, udsat for beskyldninger om opsøgende adfærd, sat under ekstremt pres og gik 111 dage uden behandling?

Da jeg har optaget samtalerne med psykolog NP, kan jeg bevise at jeg ikke er informeret om at temasamtalerne ikke bliver afholdt alligevel, ligesom der ikke er lavet journalføring omkring dette.
——

Afdelingsledelsen skriver videre: ”Deirdre-Ann Roberts optagethed af behandler og vanskelighed ved skærpe grænsen mellem det private og det terapeutiske kontakt er beskrevet i journalen fx i noter fra den 22.05.2019, d. 14.08.2019 og d. 03.09.19 og det kommer også til udtryk i mail fra Deirdre-Ann Roberts til behandleren sendt 16.05.2019. Mailen indgår indgår i det materiale Deirdre-Ann Roberts har sendt til Styrelsen for Patientklager. Deirdre-Ann Roberts optagethed af behandler og vanskelighed ved skærpe grænsen mellem det private og den terapeutiske kontakt er også kommet til udtryk ved tidligere behandlerrelationer forud for den 01.05.2019.”

——

Jeg kan på ingen måder genkende det afdelingsledelsen skriver her.

Jeg vil samtidig gerne påpege at min jobansøgningen på XXX Hostel og eksistensen heraf, er ulovlig mundligt videregivet information fra psykiater PL og hendes privat firma til psykiatrien og psykolog Psykoedukationspsykologen. At dette overhoved bringes op til temamødet 14. august 2019 af PEP, en angivelig erfaren psykolog, som efterfølgende fører dette til journal, fortæller på alle punkter hvorledes psykiatrien samt psykolog PEP og psykiater PL ser på

konceptet ”privatliv” og hvordan en ”skærpet interesse” kan opstå og vandre fra private virksomheder til offentlige hospitaler og uden videre bringes ind i og bruges i psykisk sårbare menneskers journaler og behandlingsplaner. Dette er total uacceptabelt, ulovligt og strafbart.

Informationen omkring min jobsøgning ankommer, ifølge afdelingsledelsens eget brev til Styrelsen for Patientklager af 19-01-21 i sag nr. 2020-XXXX til psykiatrien i april 2019, da psykiater PL overskrider grænsen mellem hendes dobbeltrolle som med-indehaver af det privatejet XXXX Hostel og som psykiater på et offentligt hospital, hvor hun tidligere har været min primære behandler.

De 4 datoer som afdelingsledelsen nævner i denne partshøring, som beviser på min optagethed af behandlere og mine angivelige vanskeligheder ved at skærpe grænsen mellem det private og den terapeutiske kontakt, ligger alle EFTER datoen hvor en angivelig veluddannet psykiater opfører sig grænseløst overfor undertegnets privatliv og foretager direkte ulovlige handlinger, hvilket psykiatrien finder sig i sin gode ret til at bruge imod mig, til at sætte mig under ekstremt pres, til at aflyse min behandling i 111 dage, til at genindkalde mig til yderlige forhørslignende samtaler, til at opsætte skærpede behandlingskrav og rammer for mit videre forløb (som de aldrig fører ud i livet) og da jeg i januar 2020 endelig sige fra og stop, kvitterer psykiatrien min modstand med at færdigbehandle og udskrive mig til ingenting.

Alt sammen fordi jeg har søgt et opslået job og googlede min primær behandler, psykolog FD.

Der er aldrig tidligere i mine 3 år i psykiatrien, journalført én eneste linje omkring min angivelige ”optagethed af behandler og vanskelighed ved skærpe grænsen mellem det private og den terapeutiske kontakt” forud for den 01.05.2019, som afdelingsledelsen påstår.
——

Afdelingsledelsen skriver videre: ”Deirdre-Ann Roberts havde som alle andre patienter og som en del af behandlingsrammen mulighed for at kontakte enheden ved akut behov for hjælp som oftest i forbindelse med presserende selvmordstanker eller planer.

——

Som tidligere nævnt har jeg optaget temasamtalen 22. maj 2019, hvor afdelingsleder Indianerlægen informere mig om at jeg fremover, imellem hver terapisamtale med psykolog FD, har forbud mod at kontakte psykiatrien.

Det er derfor meget muligt at standard er at patienter kan kontakte psykiatrien ved akut behov for hjælp, dette er jeg ikke på noget tidspunkt i løbet af mine 9 måneders behandling med psykolog FD blevet informeret om, ej heller har jeg fået udleveret en behandlingsramme før temasamtalen af 22. maj 2019.

Da jeg var i behandling hos psykologen med den stille stemme og hos psykiater PL havde jeg et green card så jeg kunne henvende mig på psykiatrisk skadestue ved behov. Psykolog FD og jeg talte aldrig om mine selvmordstanker eller planer, ligesom vi ikke havde en sikkerhedsplan. Da mine terapisamtaler efter 22. maj 2019 bliver aflyst i 111 dage, sker dette derfor uden nogen former for sikkerhedsnet og uden nogen former for mulighed for psykiatrisk hjælp.

Det er ligeledes muligt at standard er, at patienter modtager information omkring beslutninger truffet på behandlingskonferencer samme dag eller dagen efter, dvs. Torsdag eller fredag.

Det skete desværre flere gange i min behandling hos psykolog FD at informationen aldrig kom frem som aftalt, eller at informationen var 13 dage undervejs, hvilket bla. er beskrevet i Hændelsesforløbet under 26. Juni 2019.

Dette efterlader psykisk sårbare mennesker i uvished. En bevist uvished skabt af veluddannet offentlig ansatte psykologer.
——

Afdelingsledelsen skriver yderlig: ”Det vil af og til ikke være muligt på forhånd at sætte navne på hvem der deltaget i en temasamtale, da det grundet tidspres kan være vanskeligt at frigøre de relevante personer, så de får skabt plads i deres kalendere til deltagelse. Det kan også hænde, at der opstår akutte situationer, så man må bytte om på hvem, der deltager i de pågældende temasamtaler.

——
Jeg er af den journalistiske og personlige overbevisning at det er forholdsvis nemt at skrive en radikal anderledes, inkluderende og informativ indkaldelse til en temasamtale, end den sendt afsted til undertegnet 16. maj 2019 af psykolog FD.

Til dialogmødet mellem psykiatrien og undertegnet 25. september 2020, fortalte både min advokat XXXX og min bisidder Balimanden at de læste e-boks brevet som var næste skridt politiinddragelse og at tonen samt formuleringen i indkaldelsen var særdeles uprofessionel, taget i betragtning af at modtageren af brevet er lægmand og psykisk sårbar.

Samtidig mangler indkaldelsen både information om undertegnets rettigheder til at få bisidderhjælp til mødet, ligesom det naturligvis er nødvendigt at vedlægge en mødeagenda. At skrive at der skal snakkes om et angiveligt rammebrud på psykolog FD’s egne terapirammer, uden at modtager overhoved er klar over hvilken rammer der er tale om, er så uprofessionelt at mødet aldrig burde være gennemført.

Samtidig er det super uheldigt at det lige nøjagtig var i min temasamtaleindkaldelse at det ikke var muligt ”på forhånd at sætte navne på hvem der deltaget i temasamtalen” (end ikke navnet på lederen var en mulighed) når alle andre praktiske og juridiske ting også smuttede.

Jeg modtog først en behandlingsplan fra psykolog FD efter mødet 22. maj 2019. På daværende tidspunkt havde jeg været i terapi hos hende i 9 måneder.

Jeg er ikke klar over hvad ”et EPJ spørgsmål” er men jeg ved fra min journal at det er muligt for psykologer at scanne og uploade emails og gemme dem i arkiv. Det burde derfor være en smal sag at scanne og uploade en behandlingsplan til et journal, eller sende den pr. E-boks til patienten, så frem en sådan overhoved er lavet og udleveret. Alt andet er blot udenomssnak og sjusk.
——

Afdelingsledelsen skriver: ”PÅRØRENDESAMTALER – Deirdre-Ann Roberts skriver i klagen, at en af vore ansatte psykologer ”fastholder at min familie ikke kan få en samtale med hende, før de har deltaget i et pårørendearrangement”.

Personalet i psykiatrien inddrager iht. Fællespsykiatrisk retningslinje pårørende i den konkrete patientbehandling, hvis patienten ønsker det.

Psykologen oplyser, at det var Deirdre-Ann Roberts ønske, at samtaler med pårørende skulle afholdes uden Deirdre-Ann Roberts egen deltagelse. Hertil har psykologen svaret, at man i klinikken som hovedregel ikke afholder samtaler med pårørende uden patientens deltagelse.

Årsagen til dette er, at man har erfaret, at det giver en bedre og mere fælles forståelse for sygdommen, hvis patienten og pårørende deltager i den samme samtale. Risikoen for misforståelser og divergerende opfattelser af det sagte minimeres også, hvis begge parter deltager. Der kan afviges fra hovedreglen om deltagelsen, hvis der kan gives faglig grunde til, at patienten ikke deltager i samtalen med de pårørende.

Den 21.05.2019 er det noteret at pt. melder afbud til pårørendesamtale dags dato.”

——

Jeg er uenig i ovenstående og mangler evidens bag afdelingsledelsens påstande.

Lad mig starte med sidste linje i dette afsnit fra afdelingsledelsen, da det hænger sammen med ovenstående afsnit omkring temasamtaler. Det er korrekt at jeg meldte afbud til en fælles PÅRØRENDEAFTEN 21. maj 2019 – men ikke til en pårørendesamtale som afdelingsledelsen skriver.

En pårørendesamtale er hvad jeg har efterspurgt kontinuerligt i 9 måneder, men blevet nægtet af psykolog FD, før min familie havde deltaget i en pårørendeaften, hvilket min familie nægtede. Og i midten af dette sad jeg, som patient.

Jeg meldte afbud, til pårørendeaftnen, da jeg ikke var informeret om hvem der skulle stå for undervisningen til den fælles pårørendeaften med mange andre pårørende til patienter. Pårørendeaftnen var dagen før jeg skulle ind til en temasamtale med et ukendt antal kollegaer (i flertal) til psykolog FD samt hendes ukendte leder. Dette er også beskrevet i Hændelsesforløbet.

Jeg havde og har, intet ønske om at lærer fra nogen den ene aften, for 15 timer senere at blive belært af samme person. Jeg tænker det giver sig selv at uvishedsfaktoren spillede ind her. En uvished skabt af psykiatrien og psykolog FD.

Da jeg startede i behandling hos psykolog FD d. 5. september 2018 var det første jeg spurgte om, hvornår min familie, specifikt mine forældre, kunne få en samtale med hende. Psykolog FD’s svar var, at de allerede havde haft en pårørendesamtale med psykiater PL 11. Juli 2018 og hun så derfor ikke nogen grund til at afholde endnu en.

Der er ingen tvivl om at mine forældre har fået sig et enormt chok, mentalt og fysisk da de får kendskab til at jeg er blevet seksuelt misbrugt (1. juni 2018) og lærer omfanget at kende under samtalen med psykiater PL (11. Juli 2018) Seks dage senere (17. juli 2018) stopper jeg i forløbet hos psykiater PL og mine forældre sidder derfor tilbage med en masse ubesvarede spørgsmål, som de ønsker at tale med psykiatrien og min behandler om.

Dette ønske bringer jeg gentagende gange videre til psykolog FD som kontinuerligt afviser at det kan lade sig gøre. Senere tilføjer hun, at mine forældre skal deltage i en pårørendeaften hvor der gives fælles psykoedukation til pårørende, før de kan få en pårørendesamtale med hende. Dette afviser mine forældre konsekvent, da de ikke har interesse i andre børns behandling, men kun i deres datters behandling.

Dags dato er min familie af den opfattelse at jeg har nægtet dem pårørendesamtaler med min psykolog (FD) fordi jegikke ønsker deres hjælp og fordi jeg givetvis ikke taler sandt omkring det, i min families opfattelse, angivelige seksuelle misbrug der har fundet sted.

Denne ekstremt altødelæggende opfattelse fra min familie mod mig, kunne på så mange niveauer nemt være undgået, havde psykolog FD taget sit arbejde som psykolog alvorligt og ansvaret der følger med arbejdet med psykisk sårbare mennesker seriøst.

Jeg har ikke opsat som krav at en pårørendesamtale skulle være uden min deltagelse. Men havde jeg, hvor ville det forkerte og ødelæggende være i, at afholde én med de pårørende og bagefter en med de pårørende og patienten, hvis dette kunne lette presset på patienten og fører til mere pårørende inddragelse, forståelse, samarbejde og fremskridt i terapien?

Uagtet hvad, så burde de mange gentagende forespørgsler fra min side om en pårørendesamtale, naturligvis være ført til journal af den ansvarlig og kompetent psykolog ansat i psykiatrien.

Senere, da jeg får behandlerskifte og psykolog NP bliver min primære psykolog, lærer jeg at det ikke er et krav fra psykiatriens side at pårørende skal deltage i en pårørende aften, før de kan få en pårørendesamtale. Det er derfor ren og skær opspind fra psykolog FD side, opspind som har været og stadig er, enormt ødelæggende i min familie. Jeg har optaget denne samtale med psykolog NP.
——

Afdelingsledelsen skriver: ”FREMMØDE – Deirdre-Ann Roberts kritisere Psykiatrien i Region Midtjylland for ikke at have leveret stabile behandlingstilbud – se fx spm. Nr 4 i de fremsendte bilag.

Det fremgår af det elektroniske patientjournal, at Deirdre-Ann Roberts i den periode klagen omhandler har haft fremmøde 21 gange. Der har været aflyst møde fra sygehusets side 6 gange, og Deirdre-Ann Roberts er udeblevet fra samtale 1 gang uden afbud og har meldt afbud 6 gange.”

——

Ovenstående er ukorrekt og psykiatrien sjusker i sin databehandling

Jeg er punktlig som få og kunne aldrig drømme om at udeblive fra aftaler generelt og slet ikke uden at melde afbud. Jeg har gennem 3 år i psykiatrien været mere punktlig end de ansatte og alle mine primære behandlere til sammen. Derfor er det naturligvis fri fantasi når afdelingsledelsen skriver at jeg er udeblevet fra 1 samtale uden afbud.

Jeg informerede allerede 15. januar 2020 psykolog NP om at jeg ikke kom til vores sidste samtale, 21. januar 2020 da jeg ikke så nogen grund til at vi spilder hinandens tid samt det offentliges midler, når vi er så langt fra hinanden mht. Hvad psykiatrien kan tilbyder mig af behandling kontra hvad jeg ønsker for min fremadrettet behandling. Psykolog NP insistere på at lade min samtaletid ”stå åben” skulle jeg ombestemme mig og ønske at møde op til endnu en samtale med nøjagtig samme indhold og udfald som de 13 foregående.

Det er også tankevækkende at afdelingsledelsen tæller temasamtalerne med som ”fremmøde i forbindelse med behandling” (22.05.19 + 14.08.19) ligesom afbud til pårørendeaften (21.05.19) tæller med som afbud i forbindelse med min terapi. Optællingen må være sket efter konceptet ”det hele fylder”.

Vaneligt er der også fejl i det fremsendte fra psykiatrien, da jeg aldrig har haft terapisamtaler 01.10.2019 + 08.10.2019 + 09.10.2019 hverken planlagte eller aflyste. Hvordan giver det mening at jeg melder afbud til en terapisamtale 07.10.19 pga. Ferie, men har planlagte terapisamtaler (ifølge afdelingsledelsens brev) de to næste dage, som jeg ikke melder afbud til, og havde jeg ikke meldt afbud til d. 07.10.19, skulle jeg til samtaleterapi 3 dage i træk?

Samtidig kan jeg gøre psykiatrien, afdelingsledelsen samt Styrelsen for Patientklager opmærksom på at der, nøjagtig som tidligere nævnt, er ufattelig meget rod i mit journal og at de aflysninger og fremmøder jeg har haft ifølge journalen, på ingen måder stemmer overens med virkeligheden. Dette ses hvis man sætter sig slavisk og gennemgår alle datoerne med en kalender, samt en liste over sms’er og e-boks beskeder sendt til undertegnet.

Feks. møder jeg ifølge psykolog FD’s journalføring ind til 6. samtale d. 14. november 2018, blot for at møde ind til 8. samtale d. 28. november 2018, uden at have deltaget i terapisamtaler i de mellemliggende dage.

——

Jeg kan kun afslutte dette partshøringsbrev med at skrive, at jeg på ingen måder kan nikke genkendende til de påstande psykiatrien og afdelingsledelsen kommer med, hverken i dette brev eller i tidligere materiale og samtaler.

Jeg syntes generelt det hele bærer præg af dårlig kommunikation, dårlige beslutninger og psykiatriens egne problemer med at førere journal og selvkontrol.

Både min advokat XXX og jeg savner i den grad beviser på de utrolig mange påstande afdelingsledelsen og psykiatrien er kommet med, henover de seneste snart 2 år. End ikke en gennemgang af mit komplette journal, giver svar på påstandene og det angivelige rammebrud.

Samtidig vil jeg igen gøre psykiatrien og afdelingsledelsen opmærksom på, at kan de ikke fremkomme med konkrete beviser på deres påstande, er jeg parat til at gå til domstolene hvis nødvendigt, for at få slettet, ikke korrigeret eller rettet, men slettet de ukorrekte udokumenterbare journalføringer der er lavet i mit journal.

Jeg sendte ovenstående afsted ⬆️ i går aftes, liiige lidt over midnat. Jeg har bedt om udsættelse på mine VUC opgaver, fordi jeg simpelthen ikke kunne rumme psykologi, biologi og partshøringsmateriale på én og samme tid.

Nu mangler jeg “kun” psykologi, biologi, deltage i åbent virituelt hus på xx antal udannelser, få lavet ansøgningerne til uddannelserne (er end ikke startet og deadlinen er 15. marts) samt at tilfredsstille jobcentret ved at deltage i endnu en hul i hoved online “alt det her kan vi tilbyde dig, med mindre du har 2 års dansk uddannelse, så kan vi ikke tilbyde dig noget” webinar i morgen.

Jeg er træt træt træt og kronisk bagefter med alt. Og jeg kan konkludere at jeg aldrig kommer til at tilgive psykiatrien og de implicerede kvinder, for den måde de har behandlet mig. For i bund og grund kan ALT ovenstående koges ned til følgende spørgsmål:

Verdens mest Honest Blog!

Læs Med

Styrelsen for Patientklager #5