Som opdatering eller tillægsnote til mit forrige opslag, så var jeg ved læge i Torsdags, præcist 36 måneder og 27 dage siden jeg sidst sad dér og hulkede mit hjerte i små stykker.
Ligesom sidst, var jeg der ikke pga. mit mentale helbred men pga. andre ting. Sidst var det for at få testresultater på min undersøgelse for Sjøgrens Syge, som Brændene Mund Syndrom oftes forveksles med. Jeg har ikke Sjøgrens Syge men BMS.
I torsdags var jeg der, fordi modpartens forsikringsselskab ønsker dokumentation fra min læge, på at det jeg har fortalt er korrekt. De vil have mig til at betale for en lægeerklæring – hvilket nu er 2. gang de forsøger at få mig til at indhente den, min læge siger de er snedige – og med modparten mener jeg forsikringsselskabet til ham idioten der kørte og smset på motorvejen og derfor kørte op bag i mig, da jeg var på vej til Doulauddannelsen.
Jeg blev nød til at få min læge til at skrive et stykke papir som jeg har scannet ind og sendt til dem, med hans stempel – jeg fik det gratis – hvor han skriver at de kan kontakte ham af de korrekte veje og selv betale for en lægeerklærling, som er normen. Jeg føler de (forsikringsselskabet) presser mig. Min læge er enig.
Og så tudet jeg, først over det med forsikringen og så over mit liv og psykiatrien. Jeg kan ligefrem se hvordan tandhjulene i hans hjerne skifter gear, holder stille og så sætter igang igen i et andet rum på et andet niveau når vi taler om psyken, psykiatrien og mig. Han vil mig det godt, det er jeg slet ikke i tvivl om. Det slog mig i torsdags at han er virkelig høj, tynd og skaldet. 3 x ting der er = med min Gudfar. Men det har jeg aldrig tænkt over før. Jeg har aldrig knaldet en tynd mand, jeg syntes tynde mænd er kvalmremkaldende. Så heller 150 kg og overvægtig end en pind hvor man kan se hoftebenet og tælle ribben.
Klokken er 01.11 søndag morgen, altså natten fra Lørdag til Søndag og jeg kan ikke sove. Jeg skal tage min pille nr. 2 af Cymbalta men kan ikke få mig selv til det. Tanken om bivirkningerne er ULTRA SKRÆMMENDE for mig. Jeg kan virkelig ikke forklare nok med de ord jeg kender, hvor ubehageligt det er for mig at tage medicin/piller. Uanset om de har bivirkninger eller ej.
Min læge opfordrede mig igen igen til at jeg tager en multivitaminpille. Men selv om jeg har dem til at stå her på mit stuebord lige ved siden af mig så overser og glemmer jeg dem hver dag. Jeg kan slet ikke rumme piller. Jeg hader hader hader piller. De følelser som jeg fik, da jeg tog medicin og boede på gården, sidder som et stort mentalt jerngreb om min hukommelse. Det er det mest grufulde jeg nogensinde har udsat mig selv for – en ting er at blive misbrugt og slået og voldtaget og kaldt nederdrægtige ting, noget andet er at være som en zombie i sin egen krop, uden evnen eller den frie vilje til at sige fra eller gøre modstand. Det hele var bare en blure og min krop var der men jeg var der ikke, det var ubehageligt på et niveau jeg ikke kan beskrive – og jeg tænker mentalt hele tiden på, om medicinen igen vil tage mig derhen hvor jeg var en omvandrende dukke. Det må aldrig ske igen!
Helt sikkert at de tanker og den oplevelse, er grunden til at jeg aldrig har taget stoffer. Når folk taler om euforiserende stoffer, så tænker jeg altid på at denne der “eufori” må være ligesom at være i sin krop men ikke være til stede. Som en slaskedukke andre kan gøre med hvad de vil. Dét kunne jeg ALDRIG finde på at gøre mod mig selv. Aldrig. Tanken alene er grusom.
Bagefter, altså bagefter jeg havde været hos lægen, kørte jeg ned i den lejlighed mine forældre har købt men som det er meningen min ældste lillebror og hans kæreste skal overtage og købe, som en investering. Den ligger i samme bygning og opgang som der hvor min søster har købt lejlighed og hvor mine små brødre også har en lejlighed i forvejen. Denne her ligger i stuen og har egen lille have. Meget lille men den er der. Jeg kunne godt blive forelsket i den.
Forstået på den måde, jeg ønsker ikke at flytte. Jeg ønsker ro. Hvis jeg flytter, flytter problemerne bare med. Jeg orker ikke at flytte og starte forfra mere og så er lorten med i en flyttekasse. Hvis jeg kunne flytte fysisk og alting ville være godt, så boede jeg i Sibierien. Men sådan fungere det ikke, så der er ingen grund til at jeg flytter. Problemerne vil være de samme – men jeg ville dog have privat parkeringsplads, og egen have og egen opvaskemaskine (hvilket jeg også har nu ♥️) samt egen vaskemaskine og tørretumbler. Plus en entre man faktisk kan være i, da lejligheden er ca. 75 kvm. Den jeg bor i nu, er 45 på BBR men nok nærmere 38-40 kvm. i virkeligheden.
Men denne her lejlighed, ligger også forkert i min verden, den ligger i en ende af Århus hvor jeg ikke ønsker at bo. Jeg har boet her i denne her del af Århus altid og jeg har ingen lyst eller behov for at bo andre steder. Dette område er velkendt og stedkendt. Men jeg gad godt have parkering. Som i virkelig godt. Men ikke nok til at flytte ind i en ejendom hvor min familie er så dominerende.
Mens jeg gik og gjorde denne her ekstremt beskidte lejlighed ren, så den kan blive udlejet, ringer min ældste lillebror og siger at vores mor er på vej og at har støvsugeren med. Jeg var lige ved at overveje at gå. Jeg kunne slet ikke overskue tanken om at hun kom – det er ikke sådan at jeg hader mine forældre. Jeg hader ingen. End ikke min Gudfar.
Men jeg ved bare at jeg ikke kan rumme dem, jeg kan ikke rumme at de er i mit liv, for det er altid mig der er problemet eller kilden til problemer og de skaber hele tiden usikkerhed og tvivl i mit sind, og derfor er det nemmere bare at holde mig væk. Så kan det i det mindste ikke være min skyld – selv om det nok er det alligevel – min Mor har for højt blodtryk og jeg kunne allerede hører bebrejdelsen da jeg fik det for talt. Jeg mener, hvad skal jeg snart gøre for bare ikke at være kilden til noget? Bare være mig?
Forresten, så var det først fredag at min Mor kom ind i lejligheden. Jeg tog derned torsdag efter lægen og gjorde rent til kl. 18. Min bror kørte ret hurtigt igen. Næste dag var jeg der kl. ca. 07.30, da jeg skulle aflevere min bil på værksted og det gjorde jeg kl. 07.00, faktisk stod jeg der da de åbnede.
Lang lorte historie kort: Min bil begyndte at koge for et par dage siden og da jeg altid har kørt dieselbil, holdte jeg naturligvis ind til siden. Går tilbage til nærmeste Brugs (6,7 km) henter mere kølervæske, fylder på og kører tilbage igen.
Anyway, min bil har ikke lyst eller indikeret at der ikke var kølervæske på, eller at temperaturen stiger. Så havde jeg naturligvis stoppet. Så måske mit topstykke er gået og det er dyrt. Det viser sig også, at min bil taber diesel – hvilket måske kan være fra da den blev påkørt bagfra. Ligesom den hænger i bremsen i højre bagside, igen noget fra da jeg blev påkørt?
Det er svært at sige hvad der er hvad, men mekanikeren som er min ældste bror Normans ven, sagde at han syntes jeg skulle skrotte min bil “og indkassere de 5 klik man kan få i skropris” = man kan få 5000 kr for at skrotte dieselbiler.
Men, dels har jeg brug for min bil til at tjene penge, samle storskrald og hente det på mine forældres gård. Og dels kan jeg ikke få en bil af samme kvalitet ligesom denne her, for 25.000 kr, hvilket ca. er hvad det vil koste at lave den. Så jeg er lidt fucked – enten skal jeg bruge de penge det koster at få den lavet, eller også skal jeg ud og lægge endnu flere penge, for at få en bil. FYI jeg har endnu ikke fuldt ud betalt denne her af til mine forældre. Dvs. med mindre min Far’s firma laver bilen, så kan den laves meget meget billigere, da jeg så kun skal betale for reservedelene og ikke for timeprisen.
I know I’m fucked men inde i mit hoved, vil jeg faktisk hellere betale værkstedsprisen på måske 25.000 kr, end jeg vil have bilen ned i min Far’s firma og lade min Far stå for det – det gør, i mit hoved, at jeg igen er sådan et uselvstændigt menneske der ikke kan leve uden mine forældre og som er så mega afhængig af alle andre for at kunne leve mit liv. Og er der noget jeg IKKE ØNSKER, så er det at være afhængig af andre.
Jeg havde købt rundstykker og morgenkage med, da jeg havde en aftale med min ældste lillebror og hans kæreste at vi skulle mødes i lejligheden og gøre rent fra kl. 08.00. Min bror kom først kl. 10, uden sin kæreste og kort efter kom Mor. Men Mor og jeg fik gjort lejligheden færdig fredag og hentede min bil hos mekanikeren og kør den ned i Fars firma. Så kørte vi hjem og Ella gik bonkers da hun så mig. Hun er iøvrigt blevet fed. Ikke bare tyk men fed. Godt jeg ikke lige skal til dyrelæge nu, for omg jeg ville få et møgfald for at have sådan en tyk hund!! *gys og gru*
Da far så kørte mig hjem, tog jeg Ella med. Far fortalte at han er ved at sælge sit firma og at min løn snart stopper – det var kun hvad jeg allerede havde tænkt ville ske. Han fortæller også at ham og mor har overvejet om det er bedre jeg ikke køber min lejlighed jeg bor i (*sight*) fordi jeg så ikke kan få sygedagpenge indtil jeg finder ud af hvad jeg skal lave, fordi jeg så vil være “formuende” og de (det offentlig) vil kræve jeg sælger lejligheden og bruger de penge først.
På en måde kan jeg godt forstå at det er sådan systemet fungere men jeg har trods alt betalt for a-kasse siden 2015, så at blive tvunget til at sælge fast ejendom for at få en hjælp mam selv har indbetalt til, giver ikke rigtig mening i min verden. Det er jo trods alt mig der har alle problemerne med at betale afdrag, finde en lejer, rykke for husleje der ikke kommer osv. Og når jeg en dag kommer ud på den anden side – så frem det sker – så er en udlejningslejlighed jo et ståben til at jeg ikke vælter total økonomisk og skal have hjælp resten af mit liv. Så at tvinge mig til at sælge den, er en socialdemokratisk regerings værk.
Men det passer mig faktisk ret godt ikke at skulle købe denne her lejlighed tænker jeg, sådan inden i. Det føles godt og okay. Far sagde at de ville lave en uopsigelig lejekontrakt på at jeg kunne bo og bestemme over lejligheden frem til den dag jeg selv er død. Sådan at ingen af mine søskende i fremtiden kan opsige mig, hvilket jeg ved de ville, når de ser hvilken friværdi der er i den Vs. placeringen Vs. priserne på lejligheder. Så gider man ikke have en sær single søster til at bo i en lejlighed man måske kan få 300.000 eller 400.000 kr for, HVER. Efter skat.
– men som jeg også sagde til min Far, så skulle de (ham og mor) også bare vide, at så frem jeg ville blive sat ud eller forsøgt sat ud, så ville jeg gå til lejernes lo og kæmpe imod en udsættelse. Ene og alene fordi jeg ikke vil dikteres med og fordi jeg også har rettigheder.
SENERE – SØNDAG D. 1. MARTS 2020.
Jeg har kun haft min familie tilbage i mit liv, siden Fredag hvor Mor kom og hjalp med at gøre rent i den nye lejlighed, og jeg fik Ella med hjem fredag aften. Lørdag gik vi en lang tur herfra og ud til Kolonihaverne, lige som skyerne åbnede sig, så Ella og jeg var mega mega våde – Ella lugtede af våd hund og jeg lugtede af våde fjer. Min søster og hendes baby hentede os og kørte os hjem til Far og Mor, hvorfra jeg så kørte med hende hjem, da hun senere på dagen kørte hjem til Århus igen, lørdag aften.
I dag Søndag, har jeg gjort rent i min egen lejlighed og fået båret affald ud, støvsuget, skiftet sengetøj mv. men jeg har det voldssomt dårligt, så alting tager tid. Så ringer Mor og spørger om jeg vil hentes, fordi Far gerne vil ind og se den lejlighed han egentlig selv har købt men endnu ikke set og min søster, som bor oven på, vil give kaffe og kage. Far kommer og henter mig, da ham og mor er kørt i varebilen, som kun har to sæder, dvs. han har først sat mor af i lejligheden og så henter han mig.
Mine forældre syntes jeg skal flytte ind i lejligheden, i stedet for at vi skal leje den ud – og jeg vil sige det sådan, jeg er ikke upåvirkelig af deres intentioner. Lejligheden er MEGET større end min nuværende lejlighed, den har privat parkering, terasse OG have, opvaskemaskine, tørretumbler, vaskemaskine, fordelings gang, stort badeværelse, stort køkken med spiseplads, stor stue og udsigt og udgang lige ned til en privat del af Århus å.
Men – den ejes af min familie, i en opgang hvor min familie har flere lejligheder, den ligger i den “forkerte ende” af Århus i min optik og jeg vil ikke gå på kompromi med at vælge denne her lejlighed pga. at den har have til ella og så på sigt sige nej tak til en Kolonihave. Med andre ord, jeg vil ikke nøjes. Jeg ved det lyder grimt og flabet, men jeg vil vitterlig ikke bo på en måde som andre syntes er fornuftigt. Jeg vil bo som jeg syntes er fornuftigt.
Jeg fortalte min Mor og Far lidt omkring Psykiatrisk Hosptial, jeg ved egentlig godt allerede inden jeg fortæller det, at det er en dårlig ide, men jeg ved ikke hvad jeg ellers skal tale med dem om. Jeg fortæller dem at jeg var ved lægen torsdag og at han syntes jeg skal starte på medicin igen. Lørdag fortæller jeg min Mor at jeg er started og hun syntes helt klart ikke det er en god ide.
Nu da jeg skulle hjem fra lejligheden igen, kørte min Mor mig hjem, for så at kører ned og hente Far bagefter. Igen, på den ultra korte 4-7 minutters kørertur spørger Mor om “jeg nu også syntes det er nødvendigt at starte igen” – og jeg ved faktisk ikke hvad jeg skal svare. Mest af alt har jeg lyst til at skrige dem alle ind i hoved af ren frustration. For NEJ jeg ved ikke om det er nødvendigt at starte op igen – jeg ved ikke om det er nødvendigt at gå på psykiatrisk hospital – jeg ved ikke om det er nødvendigt at have min familie i mit liv – jeg ved ikke noget – men jeg er jo for fanden alene om at træffe alle beslutningerne og der er ingen, ikke EN ENESTE PERSON som prøver at se det fra min side af.
Alle, min familie, psykiatrien, min læge – alle har en mening – men jeg ved ikke hvilken mening jeg skal lytte til eller læne mig op af. Jeg vil jo for fanden bare gerne være rask – og hvis rask er at tage medicin, så gør jeg det. Hvis rask er at møde op til samtlige samtaler i psykiatrien hos Fede Dorit som jeg føler kører mig over 98% af gangene, så er det dét jeg gør – jeg gør hvad andre fortæller mig men jeg har sjældent selv føling med hvad der er korrekt, fordi jeg ikke ved hvad jeg skal gøre.
Så i de knap 2 dage min familie har været i mit liv, har jeg allerede fået så mange stemmer, meninger og indtryk i mit hoved, at jeg er helt forvirret. Nu traf jeg en beslutning sammen med min læge om at jeg ville starte på medicin, det var i torsdags. I dag søndag er jeg allerede i tvivl om hvorvidt det er godt pga. min families kommentar og meninger. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre. Hvorfor skal det hele være så besværligt? Jeg ønsker bare at være fri, rask og alene. Der er ingen fordele for mig, ved at have min familie i mit liv, de skaber bare forvirring, utryghed og usikkerhed, uden at jeg tror de selv tænker over det.
I lørdags (i går) viste Mor mig en masse udklip, gule postit sedler og en bog som hun havde samlet sammen om hvad der var godt for maven og psykisk sygdom. Om melatonin, om zelaclin, yoga, musik, mindfullness, fitness, zone terapi osv. Det er så meget i god mening – men jeg kan ikke forholde mig til det og hvorfor det er sådan, ved jeg ike.
Men tag nu feks. zoneterapi. Jeg har det virkelig ikke særlig godt ved at andre skal røre ved mig. Men min Kranio Sakral dame har jeg det så fint med – så hvorfor skal jeg hele tiden vises vejen væk fra hendes terapi form og over i andre former, som jeg ved jeg ikke vil kunne overskue og dermed få noget godt ud af?
Min dårlige mave skyldes ikke alle mulige sygdomme, jeg er blevet undersøgt i hoved og røv for at sige det som det er. Der er ikke den slange jeg ikke har fået op i gennem tarmen bagfra eller ført ind gennem næsebordet og ned i mavesækken. Der er intet synligt galt med mine tarme og alligvel er det mit største problem. Jeg tænker det er psykisk, men det er jeg vist ene om.
Jeg kan næsten ikke spise pillerne som min læge og jeg har aftalt, men jeg gør det. Men nu vil min familie at jeg skal spise flere piller, som jeg ikke forstår og jeg kan ikke overskue det. Og det væreste er, at alt det her er sket på mindre end 48 timer.
Jeg burde så meget havde ladet min bil blive på værkstedet og lade værkstedet lave bilen, om det så koster 15.000 kr el. mere er ligemeget, så havde jeg været voksen og ansvarlig for første gang i mit liv. Min bror Norman ynder at sige at jeg aldrig har fået en rigtig værkstedsregning – jeg kan ikke forstå hvad betydning det har, for det har han jo heller ikke, i og med at han selv er mekaniker og altid har nydt godt af at Far kan købe reservedelene hjem til ham til indkøbspris. Det er jo ikke sådan jeg får det gratis, jeg får det bare billigere – og det gør mine andre søskende også.
Men nu sidder jeg i en lejlighed jeg vist nok ikke skal købe alligevel, hvor jeg har opsagt min boligsikring, min bil er defekt, mine forældre vil at jeg skal flytte ind i en anden lejlighed og syntes ikke jeg skal tage medicin og mener iøvrigt at hvis Mor og jeg lægger en gå-turs-plan for hver dag i ugen, så bliver alting bedre om et par måneder.
Jeg har den vildeste bivirkninger med søssyge-kvalme-dobbeltsyn-og-følelsesløshed-i-kroppen. Gid jeg var død.
Jeg-kan-næsten-ikke-magte-det-her-liv.
Hvad har DU på hjertet?