Jeg skulle have været i Spanien nu, i min lille lejlighed, for at tømme den for møbler og lukke den ned. Men der er kommet et 2 ugers karantæne lock-down så jeg har udskudt min rejse til 1. December.
Jeg måttet træffe den virkelig tunge og trælse og hårde beslutning at opsige lejligheden. Jeg har ikke fysisk opsagt den endnu, da jeg ville vente til jeg var dernede og havde fået dannet mig et overblik over den men jeg kan ikke blive ved med at sende penge ned til at dække huslejen, fordi indtægterne svigter.
Det er jo ikke sådan at bare fordi vi snart skriver 2021 så vælter bookningerne ind. Tværtimod. Det er som at tisse i bukserne hver måned når jeg betaler husleje. Jeg har lejet en Fiat 500 som står og venter på mit i lufthavnen, jeg håber den er rød….. total drømme bil, også selv om det ikke var lykken at eje en.
Men jeg har brug for at kunne komme rundt, feks. skal jeg have købt maling + at jeg har brug for, generelt, at jeg kan komme rundt, så jeg ikke sidder fanget i lejligheden alene i 15 dage. Ella skal være hos Far og Mor.
I weekenden var jeg, som tidligere fortalt, på skrivekursus i Helsingør. Da jeg sidder i bilen på færgen på vej hjem, ringer Mor for at fortælle mig at mine naboer, to lesbisker med en kat, om fredagen havde hængt en seddel på min dør, hvor de fortalte mig at deres kat skulle til at lærer at være ude i haven, så de ville genre at Ella, min hund, ikke kom ud i haven morgen, middag, eftermiddag, aften, ja faktisk hele døgnet uden sele på.
– det pudsige er bare at der er 3 andre hunde i ejendommen og ingen af dem har fået en sådan seddel eller forbud mod at lade deres hunde løbe i haven.
Det har aldrig været et problem før og Ella har aldrig gjort nogen noget, og ud af det blå hænger der så en roman på min dør. Lang historie kort, som jeg jo ikke har været en del af, da jeg har været i den modsatte ende af landet, min søster tager en snak med dem og den ene dame flipper fuldstændig ud og kan ikke se at det ikke er et problem at de sætter begrænsninger for min hund men ikke for de andre. Der på færgen, mens min mor fortæller, får jeg det fysisk dårligt – jeg er jo netop flyttet for at få ro og fred og der har været alt andet end ro og fred siden jeg flyttede ind og det værste af alt er, at jeg ikke har været en del af noget af det, hverken denne situation eller andre, jeg havner bare i dem.
Da jeg kommer hjem tager jeg sedlen af døren og lægger den væk uden at læse den. Næste dag skal jeg forberede mig til møde med Krifa, så da det banker på døren kl. 12.45 åbner jeg ikke, mødet er kl. 13.00. Straks mødet er færdig banker det igen på min dør, jeg orker ikke det som står ude foran døren, så jeg lader være med at åbne og tænker at det er jeg i min gode ret til.
Da jeg senere er på loftet for at hente noget jeg har solgt og noget der skal ned til Reden, hænger der en seddel mere på min dør, hvor der står at deres kat er blevet angrebet af en anden kat og at Ella derfor gerne må komme ud i haven igen. Men jeg har bevist udeladt at hente Ella hjem, fordi der i brevet stod at de gerne ville have at Ella ikke kom i haven uden sele i 2 uger, så min plan var bare at følge deres krav, så kan det da ikke gå galt vel? Jeg mener de stiller et krav, jeg efterkommer det. Det kan da kun være ok ikk?
Om aftnen bankede det igen på døren og den vrede lebbe står derude igen. Jeg vidste det var hende der bankede på men 7-9-13 havde jeg min niece i lejligheden, mens min søster var ved at sætte maden over, så jeg stod bare og kikkede på hende mens hun talte.
Jeg tror jeg henter Ella på fredag og så har jeg hende her indtil jeg rejser til Spanien, så kan hun komme ud til Far og Mor igen. Så kan de få deres 15 dage i fred og ro med deres kat. Og 7-9-13 så var det ikke min hund der jagede deres kat, det var en anden kat – pudsigt nok har jeg aldrig nogensinde set en kat i haven, men det er nok som med rotterne, så snart Ella er væk og hendes duftspor forsvinder, så kommer rotterne og kattene løbene.
Her i ejendommen er folk emsige hvis der ligger en hundelort – og trust me, det skal der naturligvis heller ikke – men der er jo også folk som har gæster, hvis hunde skider i haven, men jeg har flere gange fået skylden for at det er Ella der skider i haven uden at der samles op. Men det er det bare ikke, for jeg ved dels at Ella laver 2 x pr. dag og dernæst så går jeg tur i haven flere gange om dagen og jeg har altid poser med til at samle op og ja, jeg har mere end 10 x samlede lorte op som helt sikkert kom fra en anden og størrer hund end Ella men for husfreden gør man meget.
Nu er mit interlektuelle spørgsmål så blot, samler katteejerne også deres kats lorte op, når de nu er så meget efter hundejerne? Eller er det blot endnu en af de ting jeg skal acceptere, sammen med det faktum at min hund, ud af 4 faste hunde i ejendommen, ikke må komme i haven uden snor?
Brev #1 
Brev #2
Jeg er så træt af de her ting som bare falder ned fra himlen og rammer mig i hoved. Jeg gik hele dagen mandag og havde ondt i maven, fordi jeg jo godt ved at lebben ville komme igen og banke på, hun er inisterende på den ufede måde og jeg vidste at jeg måtte tale og konfronteres med hende på et tidspunkt, selv om jeg slet ikke havde bedt om det eller lyst til det.
I dag er det onsdag og jeg har været til psykolog. Vi talte om min barndom, om Sømandens voldtægt, min Gudfars overgreb og mine 2 graviditeter. Jeg fortalte hende, hvad Mor har fortalt mig – for jeg har ingen hukommelse om det selv, overhoved – at mine Gudforældre ofte sagde, når Mor hentede mig: “Husk nu Deirdre-Ann, at vi to har en hemmelighed/At vi har en hemmelighed sammen“
Ifølge min Mor kunne hun ikke rokke ud af mig hvad hemmeligheden var, uanset hvor meget hun prøvede. Andre gange har min Gudmor sagt “Husk nu, det er vores hemmelighed” til mig på vej ud af døren. Jeg kan ikke huske det. Mors konklusion var at jeg nok havde fået chokolade før aftensmaden, eller slik eller kager eller andet som jeg ikke måtte fortælle om.
Jeg kan ikke huske det. Jeg har forsøgt at genskabe de minder Mor fortæller om rigtig mange gange men der kommer inter frem, måske noget vagt “skygge agtige minder” om at det lyder bekendt men ikke nødvendigvis at det ER noget jeg husker. Giver det mening? Lidt ligesom at jeg har hørt de ord før men jeg kan ikke huske hvor og hvornår.
Min psykolog siger eller sagde at det er typisk Pædofile at sige sådan noget, ude i offentligheden, foran mine forældre. For det er det samme som at sige til barnet, se bare, det er okay at vi har hemmeligheder, jeg siger det jo lige her foran din Mor og du kan se hun reagere ikke på det, ergo er det vi laver okay.
Jeg har aldrig tænkt på min Gudfar som pædofil. Heller ikke på den lille klamme mand i laden. Jeg har aldrig tænkt sådan om dem. Jeg har heller aldrig tænkt at jeg var offer for en pædofil eller følt mig krænket eller på misbrugt. Jeg tror slet ikke jeg har sat ord på det, så det føles hmmm specielt at hører andre gøre det. Jeg er som sådan ikke uenig i det hun siger, jeg ved bare ikke om jeg er enig, for i min verden er pædofili utrolig grimt og forbudt og skadene og at sætte mig selv derind i den ramme, er VIRKELIG svært.
På vej hjem tænkte jeg på, at de ting jeg har talt med min psykolog om de 3 gange jeg har gået hos hende, er ting jeg på 9 måneder ALDRIG talte med Fede Dorit om. Ikke én eneste gang talte vi om min barndom, de mange overgreb, graviditerne (som faktisk går mig mere og mere på, jo ældre jeg bliver) om sparkene og de forfærdelige drømme og lugtene som jeg ikke kan få ud af min næse. Ikke én eneste gang talte vi om det. Ikke én.
Jeg gik direkte fra min psykiater-lærlings intensive behandling og over til Fede Dorits skøjtende overflade terapi. Et behandlingsmæssigt kulturchok.
Jeg tænker mere og mere på, at der burde være en Enhed for Seksuelle Overgreb.
Der findes en Enhed for Spiseforstyrrelser, For Mani og Depression, for Personlighedsforstyrrelser, Sexsologisk Afdeling for folk med afvigende sexlyster (eller what ever de nu behandles for) men der findes IKKE en afdeling med speciale i at hjælpe mennesker der på den ene eller anden måde er blevet seksuelt krænket i en sådan grad, at det går ud over deres psyke, liv og dagligdag.
Jeg tror ikke at de mennesker der ville være tilknyttet der, nødvendigvis alle ville have diagnoser, for i bund og grund er det “bare” traumebehandling. Naturligvis er der også mennesker der lider af PTSD, af Angst, Depression, Stress osv. som følge af de overgreb og belastninger de har været udsat for men for mig, mig personligt, så tror jeg “bare” jeg har brug for hjælp til at håndtere alt det rod og kaos der er inde i mig. Jeg har brug for hjælp til at strukturer mine tanker og følelser og hjælp til at navigere i livet. En hjælp jeg burde havde haft for mange mange år siden, da det ligesom stod klart for alle omkring mig, at jeg ikke fulgte “skinnerne” i livet.
Jeg har fået en baggage med mig, som ingen har lært mig hvordan jeg skal bærer. Det er dét jeg har brug for hjæp til. Jeg er hverken narcassist eller borderline.
Jeg kan se mig selv i lidt af diagnoserne, men statistisk set, så kan alle mennesker se lidt af sig selv i forskellige diagnoser, det gør ikke at de har diagnosen eller skal diagnostiseres. Blot at vi alle harforskellige personligheder.
Udfordringen er bare at man ikke kan være i behandling i psykiatrien hvis du ikke har en diagnose, så jeg tror at psykiater-lærlingen gav mig de “mildeste” diagnoser hun kunne finde, som “pudsigt nok” var traume diagnoser så jeg kunne forsætte.
Sødt og opløftende, men med den nuværende viden, en meget hul handling. Hvorfor hjælpe mig videre i systemet, sikre mig mere og intensiv behandling, for så at gå bag om min ryg og dolke mig så hårdt? Og ikke på ét eneste lille bitte tidspunkt, tage kontakt til mig og hører min side af what ever deres konklusioner var og er? Jeg forstår det ikke.
Jeg forstår heller ikke hvad Fede Dorit tænkte hun ville have ud af at anklage mig for rammebrud, på rammer der aldrig er udleveret eller opsat for mig?
Jeg forstår ikke hvad Fede Dorit har tænkt hun ville få ud af ikke at fører journalføring over vores samtaler. Fint nok eller faktisk nej, men forståeligt nok hvis én eller to sessioner smutter i journalføringen, men 9 måneder? Dét er voldssomt længe ikke at havde ført journal over en patient der åbenbart er så behandlingskrævende som jeg var, siden jeg ikke kunne få 30 dage fri til at gå camino – men få dage senere var jeg ikke mere behandlingskrævende end at jeg snildt kunne undvære 111 dage ude behandling og psykiatrisk kontakt.
Det er også meget tankevækkende, at en patient som jeg, der kontinuerligt i 9 måneder har brugt hver eneste session på at tale om Fede Dorits privatliv, om hendes person og familie og whatsnot, ikke har én eneste lille bitte linje i mit journal, om at jeg har været en sådan patient og at jeg har opført mig sådan – er det ikke?
Jeg mener, hvis nogen var upassende overfor mig, så ville jeg notere det i min blog. Hvis nogen er upasende overfor en psykolog på et psykiatrisk hospital, så skriver man det ind i journalet sådan at det er dokumenteret, skulle det ske igen, til eftertiden. Men ikke Fede Dorit. Hun har bare tænkt at det var lige fedt – eller også – CRAZY TANKE men tænk nu hvis jeg havde ret og Fede Dorit blot opfandt de her “egenskaber” omkring mig, til dagens anledning, mødet 22. Maj 2019?
Jeg kan huske at jeg har komplimenteret eller kommenteret på at hun havde glimmer sokker på en dag, jeg kan også huske at jeg nogle gange blev forvirret over at jeg syntes at huske hende på en måde og så så hun anderledes ud næste gang. Da jeg spørger om hun har flere af samme slags briller, svare hun tørt Ja. Hun har altså et par i guld og et par i sølv. Ellers kan jeg ikke huske at jeg nogensinde har vist nogen former for interesse i hende som person, som behandler eller som privatperson. Hun er til dags dato det mest intetsigende menneske og jeg har stadig svært ved at tro på, at nogen faktisk kan tro på hende, når hun siger i ramme alvor, at jeg har vist interesse i hendes privatliv. Østers er mere facinerende end hun er.
Hvad har DU på hjertet?