I går, d. 4. Marts var jeg først inde og hente en arbejdsgivererklæring på det Bestyrelsesarbejde jeg har lavet siden 2015. Den er nu uploaded på Optagelse.dk, så mangler jeg “kun” 3, men da jeg ingen bil har, er jeg lidt fucked. Håber jeg kan få dem samlet ind i næste uge, når min bil 7-9-13 er færdig (og jeg er 25.000 kr fattigere)
Så gik jeg ned gennem byen til nogle kvindelige erstatningsadvokater på Store Torv. Da jeg var hos Gratis Retshjælp, sagde Juristen at hun var helt imponeret over at jeg overhoved var kommet så langt med forsikringsselskabet, da de ikke sådan er til at arbejde med. Hun syntes selv (Juristen) at det var svært at komme igennem til dem og sagde at det forsikringsselskaberne tjener penge på, er ved ikke at udbetale forsikringen. Det er jeg helt enig i – da min Gård blev ødelagt ville Nykredit Forsikring gerne erstatte min vaskemaskine og min kummefryser men KUN hvis jeg havde et hus at sætte de nye hårde hvidevare ind i – hvilket jeg jo af gode grunde ikke havde, da huset jo var ødelagt. Ergo fik jeg ingen erstatning for dét (eller noget andet)
Jeg havde ikke bestilt en tid, så jeg kom til at tale med en ung pige, der angivelig var advokatsekretær – hun var vildt køn, sød og meget ung – hun ville give hendes noter og de mails som hun kopierede videre til en af advokaterne, som så ville vende tilbage til mig i løbet af et par dage.
Umiddelbart virker det dog ikke som om at jeg kan få mine penge igen for Doulauddannelsen. Personligt syntes jeg det er vildt mærkeligt at jeg kan komme kørende, overholde fartgrænsen, holde afstand til forankørende og være opmærksom i trafikken og pludselig har jeg misted 24.000 kr pga. at en ung fyr ved navn Jimmy sidder og kikker i sin telefon mens han kører med 110-130 km i timen på en motorvej og derfor påkører mig.
De siger, dem der ved noget om love og regler, at han ikke kunne vide at jeg var på vej til et dyrt kursus og derfor er det ikke noget vi kan kræve ham erstatningsberettiget for. Jeg mener derimod at han til enhver tid kan vide, at når han er uopmærksom i trafikken og håndtere sin mobiltelefon under kørslen, så er chancerne for at der sker en ulykke 90% hvis ikke mere og dén ulykke, uanset hvor skadeslidt var på vej hen, må han betale for. Men åbenbart er det sådan i Danmark, at vi beskytter dem som er idioter og opfører sig forkert, mens vi pisser på dem som er uskyldige og opfører sig korrekt.
Så gik jeg ned og hentede min søsters bil – jeg tissede af i den nye lejlighed og var det ikke fordi min ældste lillebror havde stillet det nye tv til lejlighefen, i sofaen, havde jeg lagt mig for at sove – jeg var allerede SÅ færdig på energi. Men i stedet for kørte jeg mod Ålborg og var fremme efter lige knap 5 kvarter, selv om jeg faktisk kørte langsomt fordi det regnede. Men skolen ligger ikke helt i Ålborg og desuden ligger den dejlig tæt på motorvejen.
Jeg overvejede at sove lidt i bilen, fordi jeg var i så god tid, men var nervøs for om nogen skulle se mig og tænke jeg var et freak. Så jeg sad og “facebooked den” indtil jeg kunne tillade mig at gå ind, få tisset af, drukket vand, sidde på toilettet og forsøge ikke at være så svimmel og så gå ind.
Tutoren som gav mig et program og senere viste min gruppe rundt på skolen, havde jeans på der minimum var 2 numre for små, jeg var i konstant undren over at hun overhoved kunne bevæge sig i dem, at der var blodtilførelsen til hendes læg og at hun ikke var i fysisk smerte over stramheden af hendes bukser. Men ellers var hun sød – selv om hun lidt for tit sagde “jeg ved ikke noget om det her rum/studie men bare kik”
– hvis du skal være tutor og vise potentielle studerende rundt, skal du kunne dit stof og kunne svare på spørgsmål, som minimum må du havde skrevet 10 generelle linjer ned om hver fag/hvert rum.
Jeg var helt klart alderspræsidenten i den hord af meget meget unge piger som allesammen drømte samme drøm som jeg. Jeg hørte en lille gruppe på 4 piger stå og tale om hvor gamle de var, de var alle blevet student fra Gymnasiet i sommer, altså i 2019 og var henholdsvis 18, 18, 19 og 20 år gamle. De kunne med lethed være mine egne børn. Det er lidt mærkeligt at tænke på. Jeg tænker på hvad den søde chefjordemoder sagde til mig, og det var at det nemt kunne være en stor udfordring af den ubehagelige slags at være færdiguddannet jordemoder når du er 24 år og stadig bor hjemme. Så sidder man der og har ansvaret for liv og død men man kan ikke finde ud af de basale ting i livet, fordi man feks. stadig bor hjemme.
Derfor syntes chefjordemoderen at jeg havde en kæmpe force qva min alder og erfaring ved at søge ind. Jeg håber af hele mit hjerte at hun har ret. For efter at have set skolen, som er sprit ny, deltaget i rundvisningen og været til et foredrag hvor nuværende studerende fortæller om studielivet, er jeg bare (desværre) blevet endnu mere forelsket i studiet. Jeg kan så godt selv mig selv som Jordemoder og jeg kan så godt se mig selv i et miljø hvor der ville være muligheder for at få veninder, som måske ville være veninder for livet. Sådan noget har jeg aldrig prøvet. Men selv om 50% optages via Kvote 2, er det kun ca. 36 studerende og sidste år var der mere end 400 der søgte via Kvote 2. Så the odds are slim at best.
Bagefter kørte jeg hjem, jeg var så træt og så tørstig, da jeg ikke havde turde drikke ret meget før det åbne hus, af frygt for at min krop skulle gå amok og ville gøre brug af toiletterne hele tiden. Det er et altid tilbagevendende problem. Da jeg var næsten i Århus tankede jeg bilen, så den var fyldt og kørte ned og parkerede den hos min søster. Jeg overvejede seriøst at bestill en taxi til at kører mig hjem, selv om der kun er knap 1,5 km men det går op af bakke, det regnede og jeg var så træt at mine knogler føltes som gummi og jeg måtte fysisk kæmpe for at holde mine øjne åbne.
Da jeg kom hjem, gik jeg på hoved i seng og sov indtil uret ringede her til morgen kl. 08.00.
Op, i tøjet, fik ryddet lidt op i min total kaos lejlighed med alt for mange ting der skal transporteres væk i bil og da klokken var lidt over 09.00 begyndte jeg at gå op til lægen. Der er kun 1,6 km herfra og til min læge, men det tog mig magiske 3 kvarter at gå turen. Og jeg var SÅ SMADRET da jeg kom derop at jeg overvejet om jeg kunne lægge mig på stolene frem for at sidde op!!
Min læge lavede en lægeerklæring til mig, som skal sendes ind til Styrelsen for Patientklager. Han mener det vil gavne min sag – men han mener også at jeg burde henvises til Enhed for Selvmordsforebyggelse igen. Faktisk måtte jeg diskutere med ham, for at undgå at få en henvisning, da en henvisning til Enhed for Selvmordsforebyggelse vil gøre at jeg vil blive kaldt ind med øjeblikkelig virkning og kommer jeg ikke af mig selv, henter politiet en. Jeg skal komme igen om en uge, da han vil holde øje med mig (hans direkte ord) fordi han er bekymret for hvordan jeg takler livet lige nu (igen hans ord) Jeg kan slet ikke overskue det – specielt fordi jeg ved at jeg vil blive overført fra Enhed for Selvmordsforebyggelse til Afdeling for Personlighedsforstyrrelser = De Stikkende Damer.
Og hvad skal jeg sige til dem? De vil jo helt sikkert holde fast i deres tidligere beslutninger om lidt hjælp her og lidt hjælpe der og på magisk vis vil der igen gå 3 år og jeg vil være nøjagtig samme sted som før og som jeg er nu og hvad kan jeg bruge det til?
Jeg er blevet ældre men jeg har bestemt ikke fået det bedre. Jeg siger ikke at det 100% er Psykiatrisk Hospitals skyld men jeg ville til enhver tid tænke, at de burde hjælpe mig og arbejde målrettet mod at jeg fik en behandling der kunne ændre ting i mit liv, til det bedre, frem for at kører mig igennem et system og en behandling som kan flertallet kan passe ind i. Ingen mennesker er ens, det ved alle, ingen psyker er ens, det ved alle også, så det burde være ligetil at forstå at ikke 2 psykiske sygdomme og ikke 2 psykisk syge mennesker er de samme, og hvad der virker på A virker ikke nødvendigvis på B, selv om deres diagnoser er de samme. Og for mig har det været virkelig stressende at have halvandet år med så usammenhængende ustabil og skiftende behandling/behandlere og en konstant følelse af at være under observation.
Jeg har ingen gylden løsning til hvordan min behandling burde havde set ud, men jeg ved at jeg ikke har rykket mig overhoved, siden jeg stoppede hos min Psykiater-Lærling. Siden da har det hele været en kamp, om at få lov til at tale, om at blive hørt, om at blive forstået og til sidst om at have medbestemmelse på hvad der er bedst for mig.
SENERE KL. 17.25 D. 5. MARTS 2020.
Jeg var så træt så træt sidst jeg skrev, at jeg simpelthen måtte lægge mig ind i sengen og få sovet. Jeg husker næsten ikke at jeg lagde mig i sengen før jeg sov. Min krop er så træt og så smadret og så øm, jeg har kronisk søssyge, ondt i munden, ondt i tænderne, kvalme og synsforstyrrelser. Det her medicin skal bare snart virke og udfører nogle mirakler, ellers må jeg stoppe – selv om lægen forsøgte at få mig til at love ham at jeg ikke ville stoppe på medicinen igen pga. bivirkningerne, fordi han 100% mener det vil gavne mig at forsætte, for når kroppen først har vænnet sig til medicinen, vil der komme mere overskud og ligevægt i mit liv. Jeg vil bare gerne være rask.
En advokat (kvinde) fra erstatningsadvokaterne har lige haft ringet, hun tror ikke jeg har særlig gode chancer for at få erstatning for min doulauddannelse. Hun vil sende mig en mail med nogle ord, som jeg kan prøve at sende videre til forsikringsselskabet men generelt mente hun at det ville koste for meget at starte en sag op, for så at få 0 kr ud af det. Hun var sød, ærlig og realistisk og dét sætter jeg pris på. Også selv om det er SÅ HAMRENDE ÆRGERLIGT OG URETFÆRDIGT at man kan ende i en sådan situation som jeg er endt i – ikke at det er unikt for mig at havne i mærkelige situationer, men det er bare så syrealistisk at jeg kan passe mig selv og ikke gøre noget forkert og *bang* så mister jeg et kursus og 24.000 kr – og så har jeg iøvrigt en bil som er defekt på steder som sidder nøjagtig dér hvor jeg blev påkørt for 7 måneder siden, men det har naturligvis intet med hinanden at gøre. Lucky Lucky me!
Min læge sagde også at jeg skulle gå ud hver dag i minimum 30 minutter, vel og mærke UDEN mine solbriller, så jeg kunne få sol i mine øjne. Jeg stoppede med at lytte da han sagde det, selv om han lystigt talte videre i næsten 10 minutter. Jeg kunne aldrig drømme om at lade mine solbriller blive derhjemme, at have dem på er en kæmpe del af min “hverdagsrustning” Når jeg har solbrillerne på, kan ingen se ind i mine øjne og ingen kan vurdere hvordan jeg er eller hvem jeg er eller hvordan jeg har det, om jeg er skarp, træt, trist, nedkørt eller klar til kamp. Ingen kan se mig-mig når jeg har solbriller på, hvilket jeg har hele året rundt. Regardless.
Til sidst sagde min læge at jeg kunne nøjes med at tage solbrillerne af, når der ikke var nogen i nærheden – dét gav lidt mere mening for mig, men jeg var allerede “svømmet” så langt væk i tankerne, at jeg ikke rigtig var til stede. Jeg er simpelthen så flad og træt. Og svimmel. Klokken er nu 19.55 og jeg tror jeg bliver nød til at gå mig en tur, for at kunne sove igen i aften, ellers bliver det en lang urolig nat og en dårlig fredag, hvilket oven på en dårlig uge er det mindste jeg har lyst til.
Talte forresten kort med Mor i går, efter jeg kom hjem fra Ålborg men inden jeg lagde mig til at sove. Mors kommentar til at jeg var begejstret for Jordemoderuddannelsen var, at hvis jeg ikke kom ind til sommer, syntes hun jeg skulle fokusere på Turisme igen. Nogle gange forstår jeg ikke min familie eller bare mennesker generelt. I weekenden syntes Mor jeg skulle satse på dygtiggøre mig selv inden for journalistikken (igen) og nu turisme. Jeg mener det er jo dejligt (eller er det?) at de har meninger om mit liv, men hvorfor kan deres meninger aldrig være opbakkende omkring det jeg gerne vil?
Feks. vil min søster gerne insimineres igen til September ca. og have barn nr. 2. Personligt syntes jeg hun skal holde fokus på det ene barn hun har fået og sørge for at de to får et godt liv sammen. Jeg syntes hendes hovedfokus som enlig mor skal være at få hendes lille datter godt igennem livet, frem for at hungre efter mere, som måske kan være en stor mundfuld og måske være det som skaber uro og hvis ikke en dårlig opvækst, så måske en utrolig opvækst, utryg opvæskt. Personligt ville jeg være glad for hvad jeg havde og sætte mit fokus på dét barn frem for at fokusere på mere ud i fremtiden. Men det er MIN mening – jeg har ikke på ét eneste tidspunkt nævnt for min søster at jeg syntes det er en hamrende dårlig ide at få flere børn, når hun kun er sig selv. Jeg har intet behov for at ytre min mening, og jeg er ret sikker på at min mening ikke vil gavne min søster. Hun har en drøm og den bakker jeg op om, indtil den dag drømmen enten er en realitet eller ikke er en drøm mere.
Gid andre ville gøre det samme overfor mig, frem for at smide grus (=tvivl) ind i maskineriet. For fakta er, at jeg allerede tvivler så meget hver evig eneste dag, at jeg ikke behøver andres tvivl til at være i tvivl om alt lige fra hvilken tandpasta jeg skal købe til om jeg tør klage, til hvornår jeg skal gå i seng/stå op, for at få et normalt liv, om det her mad feder osv. Jeg tvivler altid og der er ingen som bakker mig op. Ikke én.
SENERE KL. 21.01. TORSDAG D. 5. MARTS 2020.
Jeg har lige gået en tur, iført min ultra lækre nye fine kongeblå jakke med guldlynlåse. Jeg gik op og hentede en dao pakke til mig selv. Jeg har, for et par dage siden, købt Munksgaards anatomi flashcards, det er en slags billedkort hvor man kan øve de anatomiske billeder og det latinske og danske navn på bagsiden. Jeg tænker det er en god ting at kunne, både hvis jeg kommer ind på Jordemoderstudiet, så jeg ikke er helt bagefter fra dag 1 men også selv om jeg ikke kommer ind. Jeg vil gerne vide mere om mit eget underliv, mine tarme og min mave – måske jeg kan finde ud af hvorfor jeg altid har så mange toiletproblemer. Bagefter gik jeg en kort tur rundt i gaderne omkring her hvor jeg bor.
Og appropo hvor jeg bor, efter at jeg lavede dette indlæg hvor jeg googlede alle der nogensinde har sendt mig et brev fra psykiatrien, har jeg fundet ud af at min norske psykolog slet ikke bor tæt på mig. Total weird. Hun har flere gange, dvs. mere end 2 x sagt at “vi (hende og jeg) bor sådan at vi kommer til at støde på hinanden” men jeg har aldrig nogensinde ever set hende, udover den ene gang i isbutikken sammen med min søster og så engang da hun var ved at træde koblingen ud af bunden på en bil. Men ellers ikke – og det er på 3 år. Jeg har set min psykolog med den stille stemme mange flere gange og hun bor end ikke tæt på mig men dog stadig i Århus c. Min norske psykolog, hun bor end ikke i Århus!
Så hvorfor siger hun sådan noget? Det er seriøst mærkeligt at lyve om sådan noget!
Efter jeg kom hjem fra Spanien, jeg kan ikke huske datoen, men i starten af Februar, kørte jeg ud til et møde hos en gl. dame som jeg kender. Hun er meget velhavende og ikke en jeg har haft kontakt til i næsten 20 år men pga. det frivillige arbejde jeg laver for psykiatrien leder vi efter investering og så kom jeg til at tænke på hende.
Da jeg i 1996 startede på HHx og blev kærester med Uffe, boede han på denne her vej et sted udenfor Århus, hans nabo (eller hans forældres nabo, for vi boede jo begge to hjemme dengang) var et velhavende ægtepar (alle på vejen var og er velhavende) og de har ingen børn. Vi var bla. i deres have til grillfester mv. De havde også altid store hunde – hvilket jeg ikke kunne lide. Anyway, tiden er gået og manden er død og damen bor der stadig, hvilket Uffes forældre også gør. Jeg har ikke været der – så vidt jeg husker – siden vi kørte studenterkørsel i 1999. Jeg slog op med Uffe kort efter, da jeg flyttede på gården og han total svigtede mig ved ikke at flytte ud til mig og/eller købe en bil og komme hver dag som loved. Måske ved nærmere eftertanke, har jeg været der et par gange senere men det er virkelig meget lidt og mange mange år siden.
Hvis vi siger at damen bor i nr 11, så bor Uffes forældre i nr. 13 og min norske psykolog bor i nr 7.
Da jeg kørte ud for at mødes med damen, kørte jeg lidt forkert i de snørklede veje og da jeg fandt den rette vej, kørte jeg stille for at være sikker på ikke at kører forbi – nu da jeg har denne her viden om hvor min norske psykolog bor, så tænker jeg på hvor fatale konsekvenser en så uskyldig handling som at kører stille og søgende ned af en villavej kunne havde have haft for mig, så frem min norske psykolog havde set mig.
Grunden til at jeg var netop dér var jo en grund som absolut intet havde med hende at gøre, men set udefra kan det se anderledes ud.
Nøjagtig som en jobsøgning i et firma, kan tolkes til at jeg vil have kontakt, men i teorien var det bare en jobsøgning.
Ville jeg have kontakt til nogen, uanset hvem, så ville jeg enten skrive til dem via facebook, via email eller via sms. Jeg har intet gjort for at få kontakt. Med nogen. Tidligere, nuværende eller fremtidige behandlere, men alligevel står det i mit journal. Jeg forstår det ikke.
Men at vide at hun bor så langt fra mig, er faktisk en lettelse. Det gik jeg og tænkte på her til aften, på min lille aftentur. Jeg har hele tiden tænkt at hun måtte bo i det område som vendte væk fra mig og ned mod vandet, da den anden vej er centrum og rådhuset, så jeg har været lidt trygget ved at færdes i det område, feks. når jeg samler storskrald pga. det hun har sagt til mig. Men nu ved jeg at det bare var en omgang lort og løgn hun lukkede ud, for hun bor mere end 5 km. fra hvor jeg bor, så oddsene for at vi kommer gående fra hver sin side af et fortorv er lig minus 0.
Min psykiater-lærling bor også 5 km fra mig, bare i den modsatte retning og Fede Dorit og Psykoedukations-psykologen bor tæt på hinanden (og er sikkert slyngveninder) men også 5 km. fra mig, i en anden retning. Og Indianerlægen bor 8 km fra mig.
– ergo, er jeg ene i mit hood og det passer mig så så fint. Og de er alle sammen fyldt med løgne, som de åbenbart fortæller efter godtbefindende i den tro at de aldrig bliver opdaget eller taget i at lyve, fordi de har den autoritet og betroet stilling som de nu har – en stilling der sætter dem above mennesker som jeg, der jo ikke bare har brækket et ben med en frisk hjerne, eller som har kræft men en frisk hjerne, nej vi er mennesker med mentale udfordringer og dét gør os åbenbart til mennesker det er helt okay at lyve om, for og imod. I don’t get it. Det er jo total magtmisbrug. Og vi skriver 2020.
Jeg er så SÅ glad for at jeg stod imod min læges ønske om at blive henvist til psykiatrien igen i dag. Jeg kan slet ikke overskue at skulle møde alle de forfærdelige damer igen – hvilket jo naturligvis ville ske, fordi jeg ville blive henvist til netop dén afdeling hvor de er, da min diagnose ikke har ændret sig (desværre) og de her damer, er åbenbart The Queen Bitches of Personality Disorder.
Gid jeg dør i min søvn i nat og ikke behøver se mere til denne her verden, hvor der aldrig rigtig er håb eller retfærdighed.
Hvad har DU på hjertet?