Sidder og laver et Budget for 2019 og udover at jeg syntes min økonomi har været HÅRD i år, så syntes jeg også at jeg har gjort sindssygt meget rent. Som i er-du-åndsvag-jeg-har-gjort-mega-meget-rent-og-rullet-og-strøget-og-vasket-mega-meget-og-lukket-mega-mange-gæster-ind MEGET!!
I 2017 havde jeg et overskud på min udlejningslejlighed efter at ALLE udgifter og terminer var betalt, men FØR skat på 70.991,19 kr. De penge er baseret på 21 udlejninger dvs. 21. forskellige bookninger/gæster.
I 2018 er mit overskud på min udlejningslejlighed efter ALLE udgifter og terminer er betalt, men FØR skat på 46.630,48 Kr. De penge er baseret på 39 udlejninger dvs. 39 forskellige bookninger/gæster.
Det er en difference på 24.360,71 Kroner (som jeg mangler i 2018 i forhold til 2017) og 18 bookninger/rengøringer (som jeg har haft mere af i 2018 end i 2017) Og jeg er fuldstændig SMADRET!!
Jeg har haft alt for mange små korte bookninger. For at få fyldt tomme dage ud, som i Mor og Far’s optik er dage uden indtægter, har jeg sat priserne ned – hvilket har betydet flere gæster, på kortere bookninger til billigere priser. Resultatet er altså blevet næsten dobbelt så meget arbejde, færrer tomme dage og mindre indtægter.
Man kunne naturligvis fristes til at sige at jeg har haft flere udgifter i 2018 end i 2017, men det er ikke tilfældet – tværtimod har jeg fået sat mit vand og varme forbrug betragteligt ned i 2018, ligesom jeg netop har siddet og minutiøst har gennemgået mit budget, som jeg laver i excel. Feks. kunne der jo være en regne eller tastefejl, men det er der ikke.
Jeg har vitterlig siddet og taget hver enkel bookning og holdt det beløb jeg har skrevet ind, op mod hvad jeg har på kvittering fra airbnb, så jeg er sikker på at de matcher, ligesom jeg har tjekket at HVERT ENKELT TAL, er skrevet korrekt ind med punktum og ikke komma som decimaldeler. Du ved, alle de der dumme små tastefejl som kan gøre en forskel – det eneste jeg fandt var 2 steder hvor jeg skulle trække 1 kr. FRA i forhold til hvad jeg oprindeligt havde fået udbetalt. Så min gennemgang gjorde mig 2 kr fattigere.
Det er virkelig ikke gode nyheder, dels fordi jeg mangler penge og dels fordi mine forældre vil at jeg skal leje lejligheden ud på fuld tid, til én fast person. På en måde vil det være dejligt, fordi jeg så slipper for alt rengøringen og har én fast indtægt hver måned, men på den anden side vil jeg ikke kunne tjene nær så meget som jeg gør nu og dernæst så er jeg MEGET ambivilent mht. at have faste lejere i min bolig – jeg mindes så udemærke t hvordan det gik….
I dag kom min yngste storebror hjem fra Sverige og min yngste lillebror (som lige er kommet hjem fra Texas) fik besøg af sin Italienske flamme, så vi var næsten fuldt hus i aften hjemme hos Far og Mor.
I går aftes, gik jeg i seng kl. 21.30 og tog én hel sovepille. Jeg var ved at DØ af træthed kombineret med manglen på én sammenhængende søvn. Jeg kan knap huske at jeg lagde mig i sengen, før jeg sov og vågnede igen kl. 07.32. Og det på trods af at pillerne jeg har, ikke er decideret sovepiller men bare henslumringspiller (det var hvad lægen kaldte dem)
Da jeg endelig kom ud af sengen omkring kl. 09.00, kørte jeg hjem til Far og Mor og hentede Ella og så kørte vi en tur ud i min gl. skov (som nu er ejet af min forpagter) Dér gik vi en laaang tur og hun blev mega beskidt og vi hyggede os og tissede begge to hist og her – mig mest fordi jeg havde drukket en halv liter coca cola light ligen inden vi kom. Ella nok mere fordi hun elsker at sætte sig på hug, strinte hvad hun selv tror er en mega pøl men ofte kommer der slet ikke noget – jeg nænner næsten ikke at fortælle hende at hun simpelthen ikke har en stor nok blærer til alt det tis hun tror hun efterlader 😉
Da vi kom hjem til Far og Mor, fik Ella et velfortjent bad og blev føntørret så hun var helt knastør – hun ELSKER at komme i bad og hun dobbelt ELSKER at blive føntørret!!! Bagefter gik jeg i krig med to store blå Ikea poser fyldt med SENGETØJ (!!) som skulle rulles. Shit der var meget – jeg skal simpelthen lade være med at gemme bunkerne til de er så fucking store at jeg er ved at brække nakken på dem!!!
Men nu er det hele gjort og lejerne kan bare komme an, alt er rullet og foldet så skarpt at man kan skære sig på kanterne!!
Og så begyndte familien at ankomme – det var også i dag at min søster var inde og blive scannet for at få barnets køn at vide. Hun venter sig en lille pige. Hun blev scannet hos den hjertevarme sygeplejerske som passede min Farfar da han var syg, før han døde. Jeg er SÅ utrolig glad på min søsters vegne at hun dels er gravid (og blev gravid ved første insiminering) og at hun venter en lille pige – jeg kan bare desværre ikke rigtig mærke glæden inde i mig.
Jeg mener, NATURLIGVIS er jeg glad – jeg ville være glad på alle som er gravide’s vegne eller alle som står foran noget stort. Jeg kan bare ikke mærke glæden eller glæde generelt, inde i mig. Det hele er bare tomt.
Min ældste lillebror ved nu også det med min Gudfar, Gården, Psykiatrisk Hospital etc. Han er mere stille af sig og det eneste han sagde var at min Gudfar kunne være glad for at han var død. Jeg tror ham.
Jeg kørte hjem før vi skulle have dessert. Jeg sagde ikke farvel til nogen, jeg gik bare. Kunne ikke overskue mere intensitet, familiebesøg, baby, italienbesøg, kort snak med min lillebror ang. min Gudfar, gåtur, 3 timers rullearbejde osv. Jeg var bare færdig. Træt ind i knoglerne.
På vejen hjem sad jeg og græd i bilen. Jeg kan vitterlig ikke sige hvorfor, jeg græd bare og hele tiden tænkte jeg på min Psykiater-Lærling og på hvor meget jeg savner hende. Jeg ville ØNSKE jeg kunne connecte med min Nye Behandler som jeg følte jeg gjorde med min Psykiater-Lærling, men det er som om vi starter forfra hver-evig-eneste-gang vi taler sammen.
Forskellen på min Psykiater-Lærling og min Nye Behandler er, at jeg førte samtaler med min Psykiater-Lærling, med min nye behandler er det mig som taler og der kommer ikke rigtig et modspil eller hmmm en ping-pong og dét gør det svært for mig. Rigtig svært.
Får det her trælleri af et liv nogensinde en slutning??
P.S: min wanna-be-voksen-og-klog overbo holder drengefest. Det er lige så loftet gynger og jeg kan hører flere og flere drenge med str. 45+ i sko, trampe op af den smalle opgang 🤦🏼♀️
Hvad har DU på hjertet?