Jeg har siden mit indlæg d. 23. April http://deirdreannroberts.dk/ensomhedens-smerte-onsdag/ hvor det slog mig hvor sindssygt ensom jeg er, har jeg sat mig selv igang med at samle op på mit gamle liv. Mere om det om lidt.
Til ovenstående vil jeg bare gerne sige, at jeg 100% forstår hvorfor nogle mennesker bliver radikaliseret eller melder sig ind i en sekt eller bliver en del af en eller andet syret religion, kult, lukket gruppe osv.
Dét sker når verden udenfor, glemmer at se, glemmer at anerkende og glemmer generelt, at der er mennesker – masser af mennesker virkelig, som ikke passer ind i kasserne anno det 20′ og anno det 21 århundred – det er ikke et nyt fænomen, men jeg tror at med nedlæggelsen af de små nære samfund med alt hvad det indebærer og med skabelsen af alting i xl størrelse (super sygehuse, super meals, XL chokoladebar, xl klasser, xl tog osv) så falder flere og flere mennesker igennem – og enten nøjes de med at være sindssygt ensomme hele livet og på den måde formåer de faktisk ikke at leve livet og dør måske alene, eller også er de så heldige at de får en psykisk diagnose og med dét stempel i hånden, kan de – måske – få professionel hjælp i en begrænset periode – men der er også dem som rækker ud i ren desperation og møder mennesker som blot sidder og venter på desperate sårbare mennesker og på den måde, bliver helt almindelige søde rare mennesker, til små lede sataner og vender deres sorg, svigt og smerte til vrede og had mod alle “de andre” – og vi ved alle hvad man siger…… had avler had.
– og jeg kæmper dagligt for ikke at falde i ovenstående gruppe (men det er så lokkende let……)
Men efter ovennævnte indlæg, besluttede jeg mig for at gå min telefon igennem og det har resulteret i følgende:
1. Jeg har opsøgt min gl. chef fra Bilka. Det kan du læse om her http://deirdreannroberts.dk/hej-din-dumme-toes/
2. Jeg har kontaktet Lita og Sofie og lavet aftale med dem da jeg skulle til Diætist i København. Da Diætisten blev aflyst, havde jeg stadig ikke hørt fra dem – og jeg havde endda foreslået at jeg kom over og så kunne vi lave hvad end de havde lyst til fredag eller lørdag eller søndag for jeg ville booke et hotel og blive der så vi ikke havde stress. Jeg foreslog vi kunne gå en tur med børnene og tage madpakke med. Jeg foreslog alting. Jeg har intet hørt fra nogen af dem.
3. Jeg har forsøgt at sætte gang i at arrangere en forsinket polteraben for min Radio Journalist Veninde der blev gift med sin Rappermand sidste år i August. Jeg har fået hevet datoerne ud af hendes mand, talt med hendes søster – som nok var nærmere at lave dette her – og kommet med 4 forskellige foreslag til polteraben og pt. ikke kommet et skridt nærmere.
4. Jeg har taget fat i Kunstmaleren, Norman Bach, It manden, min ex Uffe og Troels Bonde. Svarene er som følgende: Kunstmalern vil male et portræt af mig. Jeg har sagt ja bare for ikke at være alene. Norman Bach læser mine beskeder men svare ikke. It manden hverken læser mine beskeder eller svare (og han har iøvrigt slet ikke kommenteret på at jeg har lukket vores firma…..SUPER mærkeligt!!) Uffe har hverken ringet tilbage eller svaret på facebook og Troels Bonde skylder jeg pt. et mailsvar (Han bor i udlandet og har kæreste)
Og til aller aller sidst, har jeg gjort hvad jeg tænkte var umuligt. Som i total umuligt men jeg gjorde det alligevel. Jeg ringede til Anika.
Efter en lang lang nat med mange skiftede dårlige drømme, som altid tager mig tilbage til de samme steder og med handlinger der ligesom forsætter (som i film, meget mystisk) og flere forskellige udgaver af drømmen hvor jeg har noget brunt i min mund som er klistret og som vokser og vokser og jeg kan ikke tale før jeg får det ud, men jeg kan ikke få det nok ud til at jeg kan tale, for hver gang jeg har fået noget af det ud, er der mere som svulmer op. Det smager grimt og jeg tør knap klippe mine negle (i virkeligheden) fordi jeg har brug for negle til at få stadset ud af mine tænder.
Og hele tiden mens det her sker, så forsøger jeg at se normal ud, ikke at svine med et brune klistred noget som kommer ud af min mund. Jeg putter det pænt i en brun papirspose jeg har i hånden og dækker min mund når jeg spytter ud osv.
Og i en af de her “scener” i mine drømme, var jeg på studietur med min gl. HHx klasse men anno nutiden, og i drømmen var Anika og Barbara og 2 andre piger sammen i en klike uden mig. Jeg ved for a fact at de er sammen sådan den dag i dag, for det kan jeg se på en af dåsernes FB. At de er til hinandens 40 års fødselsdage (og det gør SÅ ondt at se!!)
– men pludselig i drømmen talte Anika til mig. Noget jeg ellers slet ikke havde troet muligt, hverken i drømme eller i virkelighed.
Jeg vågnede kl. 05.40 torsdag morgen og lå i min seng til klokken var ca. 08.40 og tænkte med lukkede øjne. Tænke på om jeg skulle handle på ovenstående, om jeg skulle kontakte Anika eller ej. Og jeg endte med at gøre det. At kontakte Anika. Også selv om jeg overhoved ikke kan se hvordan vi nogensinde skulle kunne nå hinanden igen. Og hvordan jeg nogensinde skulle kunne stole på hende igen (og sikkert omvendt også) men måske hun havde en anden opfattelse og måske det var værd at se dén…..
Så jeg ringede på hovednummeret til hendes firma (hun har blokeret mig på hendes mobil)
– Omstillingen: (Firmanavn) det er Karina, hvad kan jeg hjælpe med?
Mig: Hej, jeg vil gerne tale med Anika XXX (Jeg brugte med vilje hendes Frøken navn, som jeg kender hende fra på HHx)
– Omstillingen: Lige et øjeblik, så skal jeg se om hun er ledig. Hvem må jeg sige ringer?
Mig: Det må du ikke. (Jeg ville ikke nævne mit navn, dels for at Anika ikke skulle have en mulighed for at afvise mig inden jeg var i røret men mest fordi jeg ved hun sidder overfor sin mand og hvis mit navn blev nævnt højt, ville hun måske ikke tage telefonen af den grund, eller jeg ville skabe problemer for hende)
– Omstillingen: Nå……okay, et øjeblik
Mig: (venter)
Anika: Hej det er Anika?
Mig: Hej det er Deirdre-Ann
Anika: Hallo?
Mig: Hej det er Deirdre-Ann
Anika: Nå hej, nu kan jeg hører noget….
Mig: Jeg tænkte på om du havde lyst til at mødes i dag (i torsdags)
Anika: Øhhh jeg er lige kommet hjem fra Schweitz (hvor Barbara bor – hvor bedårende at de NU kan finde ud af at mødes!! I de 5 år jeg boede i Spanien kom de aldrig og besøge mig og hver gang jeg foreslog at vi mødtes i Schweitz, var der milliarder af ting i vejen….) så vi skal ind i næste uge før jeg kan….
Mig: Det er okay. Hvilken dag?
Anika: Mandag
Mig: Det er fint. Hvad klok?
Anika: Om formiddagen?
Mig: Hvad tidspunkt er om formiddagen for dig?
Anika: Klokken 09.30?
Mig: Det er fint.
Anika: Hvad havde du tænkt dig vi skulle?
Mig: Det havde jeg ikke tænkt nærmere over, vi kan spise frokost, brunch, gå en tur eller få en øl (og her er jeg faktisk lidt tvivl om jeg sagde “få den selvfede øl” – med henvisning til hendes sidste ord til mig – eller om det bare var i mine tanker jeg tænkte det….??)
Anika: Ved du hvad, må jeg ikke skrive til dig senere i dag?
Mig. Selvfølgelig.
Anika: Super
Mig: Farvel
Tror du jeg har hørt fra Anika? Nej.
Og jow hun kan godt gå fra sit firma og arbejde midt på dagen. Meget muligt det er et kæmpe million firma, men det er ikke bedre end deres hjemmeside er skod og de har end ikke et aktivt opkalds link på telefonnummeret på hjemmesiden 🤦🏼♀️ Basic shit.
Jeg ønskede ikke at der skulle gå fra torsdag til mandag før vi mødtes, så hun kunne nå at vende det med sin mand og alle mulige andre. Jeg ønskede at vi begge skulle være “lige forberede – lige uforberedte” – men jeg kunne havde sparet mig selv for bekymringerne. Hun vendte aldrig tilbage og hende og Barbara har sikkert fået sig en hyggelig What’sApp snak.
Så Kære alle i mit liv, som siger jeg ikke arbejder for at ændre mit liv og skabe min egen lykke:
SHUT THE FUCK UP and leave me alone.
Jeg er så så så træt i min krop. Træt af at kæmpe. Træt af at håbe. Træt af at lytte. Og træt af at være så ensom. Tænk hvis bare én person som jeg også godt kan lide, ringede i morgen Lørdag og sagde: Hej Deirdre-Ann, skal vi gå en tur og få noget at spise, sammen, bare dig og mig?
I bet you a million dollar it ain’t gonna happen.
Hvad har DU på hjertet?