I dag, for 5 år siden gik min første hjemmeside i luften for mit nu, lukket og MEGET SAVNET firma. Jeg tænker hele tiden på, om jeg kan skaffe penge nok til at starte op igen, men pengene er jo ikke løsningen på alt, jeg skal også have det korrekte team og støtten og sparringen og troen på at det nok skal lykkes – jeg har kun troen på at det var det rigtige koncept tilbage, alt omkring det var forkert men konceptet, dét holder vand. I swear.
I dag mødtes jeg med – slår hende lige op i min liste over Alias for personer på bloggen, dét er hvor længe siden jeg sidst har nævnt hende OG tænkt på hende OG mødtes med hende – jeg kan se jeg kalder hende “Lotte” herinde.
– så i dag mødtes jeg med Lotte, eller her til aften mødtes jeg med Lotte på Oishi sushi i Nørre Alle. Jeg valgte stedet fordi de stadig servere Coca Cola Light. 99% af alle steder kan man få Cola Zero og alt muligt andet shit men det smager ikke ens. Folk der drikker kaffe kan også smage forskel på kaffe typer for mig er kaffe kaffe. Men Coca Cola er ikke bare Coca Cola. Bum.
Sidst jeg var der, var før min ældste lillebrors datter blev født, hun er nu 15 måneder ca. Dengang havde de Running Sushi og store glas Cola Light. Lige mig. Nu har de ikke mere Running Sushi og da jeg bad om en stor Cola Light siger den total blanke Tjener……: Vi har kun én størrelse……
HVORFOR hopper kæden altid af for mig når folk siger det? Hvis jeg nu var tjener og vi kun solgte 25 cl, hvilket er én flaske Cola Light, men folk beder om en stor, fordi de gerne vil svælge i et STORT GLAS cola light, hvad ville jeg så gøre? Jow jeg ville sige: 50 cl? Og så ville jeg gå ud bagved, hælde 2 x sodavand op i 1 glas og glæde mig over mit meresalg på 2 x sodavand i stedet for 1. For hvad endte jeg med at gøre? Jeg endte med at købe én sodavand. Frem for to. Shit jeg ville blive træt af mine tjenere hvis de ikke formået at sælge men kun kunne servicere inden for rammerne. Tåbelige tåbelige tjener.
Så ja, de servere Cola Light men servicen var ikke i top – deres Soya ved bordene var tomme og når man bad om mere eller gjorde tjenere opmærksom på at vi manglede hjælp, kom de ikke til bordet, så vi endte med at tage fra andre borde. Deres toiletter – og dét er for mig meget værrer end noget andet – deres toiletter trænger I DEN GRAD til at blive gjort rent i hjørnerne!! OMG de var allerede gået fra nusset til beskidte – der var pletter på vægene og billede som hang på væggen, var dels revnet i glasset og dels var fotoet i rammen, det standard billede som sidder i rammen når man køber det – dvs. de har købt en ramme og hængt den op…… but why? Derudover skal man huske at rammer også skal rengøres når de hænger på et toilet……Vi kom kl. 18.30. Toilettet kan ikke være gjort rent i dag, der er ikke muligt at blive så beskidt på én dag.
På vægen hænger der et stort gulv til loft spejl – toilettet bliver spejlet i spejlet og det gør, at jeg kan stå og se, via spejlet, de enorme gule kalklageringer der er langs kummekanten på toilettet, en kant der KUN kommer pga. manglende rengøring. Deres skraldespand var overfyldt, spejlet plettet, håndtager suspekt og RUNDT om håndtaget var der beskidt – jeg er sikker på at de første 3 milliarder fækalier bakterier bor lige dér *bræk* Ergo, Oishi Sushi er ikke et sted jeg behøver at komme igen. Det var skønt engang. Nu not so much.
Jeg har haft SÅ mange tanker omkring at mødes med Lotte, det var mig selv der kontaktede hende og spurgte om vi skulle mødes. Jeg er så ufattelig meget alene at jeg begynder at kikke tilbage i mit bagland efter folk jeg kan kontakte – men min hjerne er også i så ufattelig dårlig forfatning at jeg glemmer hvorfor det er at jeg ikke har kontakt til de her mennesker mere. Og der er ofte rigtig rigtig gode og valide grunde til det.
Lotte har jeg før omtalt herinde, det er jeg sikker på. Det gode ved Lotte er at hun er svær at ryste, hun er svær at chokere – hun er hudløs ærlig og hun er til dato den ENESTE jeg nogensinde har mødt, som har kunnet sætte sig ind i, når jeg har sagt “at det klør under min hud” eller at “min livsmanual er defekt” eller “jeg tager lige min hverdagsrustning på igen” Lotte har altid forstået hvordan jeg har det mental – vi har bare netop af samme grund ofte ikke kunnet rumme hinanden og hinandens forskelligehder. Ligesom jeg ofte har haft svært ved at acceptere hendes måde at være på.
Feks. fortalte hun her til aften, at hun tit kører ud til Familien Holch-Povlsens børns gravsted….. but why? Hun er jo ikke engang i deres omgangskreds. Jeg mener, der er vel ikke noget galt i at besøge en Kirkegård og der er vel heller ikke noget galt i at besøge andre menneskers grave og i bund og grund er det vel bare at vise de afdøde respekt – men JEG syntes det er mærkeligt. Hun foreslog flere gange at vi skulle kører derud, at det var et imponerende gravsted, at det var så flot om natten (!) osv. Jeg har intet imod kirkegårde eller døden, men jeg kan mærke at alt på mig stritter og jeg ved ikke hvorfor.
Lotte var også hende der sammen med en veninde, hyret en trækkerdreng til at rejse rundt med dem i Vietnam i et par måneder, hvor han skulle have sex med dem begge to hver aften og slikke dem, selv når de havde menstrauation. I min verden er det overgreb og udnyttelse af et andet menneske. Han havde jo ikke gjort det hvis han ikke fik penge og ikke havde behov for pengene. Lotte mener han bare kunne havde sagt nej og ladet være.
Lotte går hos en psykolog en gang om uge og hos en psykiater hver anden uge. Hun har fået konstateret ADD og har netop fået en henvisning til Psykiatrisk Hospital pga. Angst.
Jeg var meget meget påpasselig mht. hvad jeg fortalte hende, for jeg tænker hele tiden på sidst jeg talt med en veninde – det var 8. Februar 2017 da jeg besøgte Anabel – for jeg er endnu ikke kommet mig over hvad min relative uskyldige samtale med hende, førte til af laviner i mit liv. Laviner som stadig skader mig den dag i dag.
Jeg havde lyst til at lyne min hud ned og lade alt pudset, alt betændelsen, alt dårligskabet, alt indholdet i mit liv, VÆLTE ud men jeg ved også godt at selv om Lotte er en af den slags mennesker der nemt ville kunne håndter det følelsesmæssigt, så er risikoen for at blotte mig selv bare ALT ALT FOR STOR og konsekvenserne uoverskuelige.
Sidste jeg var ærlig omkring mit liv, endte jeg med at betro mig til min Psykiater-Lærling, som ledte mig til at fortælle mine forældre om Psykiatrisk Hospital og om min Gudfar, hvilket ledte til at de ikke tror på mig, hvilket ledte til at de er endu stærkere modstander af alt hvad der har med det offentlige at gøre, hvilket ledte til at min Psykiater-Lærling faldt mig i ryggen ved at bryde hendes tavshedspligt overfor mig og fortælle videre i 3. led omkring mig, hvilket blev indblandet i google-gate-sagaen med De Stikkende Kvinder, hvilket igen har ledt til, at jeg på snart 5 måned sidder her uden regelmæssig behandling/terapi og vitterlig ikke aner hvor jeg er om 30 dage. Død eller levende. Oppe eller Nede.
Det korte af det lange er: Never trust a fart. Never EVER trust a secret told.
– hvad jeg ikke ville give for at kunne gå tilbage i tiden……. og havde jeg dén evne en enkelt gang, ville jeg end ikke gå tilbage i tiden og bruge dét ønske på at ændre mit liv fra dengang min Gudfar overskred mine grænser første gang. Nej, dét er så indgroet i mig, at jeg tænker det er hvor det skal være og det er som det er – jeg ville bruge dét ene ønske på at gå tilbage og fjerne min Psykiater-Lærling fra mit liv. Hende som jeg var så glad, og dybt dybt taknemmelig for at havde mødt på det nøjagtig rette tidspunkt i livet, hende ville jeg gå tilbage i tiden og ønske jeg ikke havde stiftet bekendtskab med.
Når jeg kører rundt og skal finde en parkeringsplads, så takker jeg altid Hr. Gud for at finde en til mig. Det lykkes faktisk altid, mere eller mindre. Og jeg takker ham hver gang. Når jeg tog ud på Psykiatrisk Hospital for at mødes med min Psykiater-Lærling, så takkket jeg altid Hr. Gud for at havde sendt et mennekse ind i mit liv, som troet ubetinget på mig. Jeg takket ham altid når jeg havde parkeret og var på vej over vejen og ind af døren, det var sådan et lille ritual jeg havde, en ting som passede til dén tid jeg gik der. I dag forstår jeg IKKE hvorfor Hr. Gud sendte min Psykiater-Lærling ind i mit liv – jeg ved fra Biblen at man ikke skal tvivle på Guds ord, men jeg syntes krafteddeme han er en røv, sådan at lade mig møde et menneske der tror fuldt og fast på hvad jeg siger i en af de mørkeste stunder af mit liv, for så fast-forward 1,5 år senere at lade selvsamme menneske røvrende mig så hårdt, at jeg føler mig sat tilbage i tiden og pludselig søler jeg drunker i tvivl igen…….meget muligt Hr. Gud tester mig og min tro, men jeg syntes fandeme han har en syg form for humor. Gamle fucking idiot.
Jeg valgte bevist at sige til Lotte at jeg IKKE havde tænkt mig at fortælle hende navnet på min tidligere Behandler, hende jeg plejede at kalde min Nye-Behandler (men det lyder lidt dumt at sige “min tidligere nye-behandler…. hvilket igen er grunden til at det er SÅ vigtigt at jeg får fundet et passende og korrekt navn til min NYE psykolog……but whichone?) fordi jeg gerne vil at hun tager ud på Psykiatrisk Hospital med de bedste intentioner og varme følelser i kroppen.
Jeg ønsker ikke at hun tager derud og frygter at få netop dén psykolog – jeg ved ikke hvor mange de har derude og om de er tilknyttet bestemte kategorier af patientklienter, det er meget muligt, men skulle de nu ske at hun fik min Tidligere Nye Behandler (!) så vil jeg ikke at hun skal være fyldt op med alle mine dårlige fortællinger. Eller det må hun gerne være, men hun skal ikke kunne linke dem sammen eller over på netop dén psykolog, for tænk nu hvis de er pot og pande og tænk nu hvis det er netop dén psykolog Hr. Gud har udset sig til at være hende der kan få Lotte på rette køl? One can never know.
Jeg fortalte hende heller ikke navnene på dem som var med i “De Stikkende Damers Klub” eller på hvem der spurgte mig om jeg havde trukket bukserne af et barn eller gjort et barn fortræd – jeg nævnte derimod navne på alle, når det var i forbindelse med de gode ting og tanker jeg har fra Psykiatrisk Hospital. Jeg talte varmt for stedet og om Psykiatrien generelt, desværre følte jeg flere gange at jeg løj når jeg fortalte positive sandheder – fordi de positive ting ikke længere er positive for mig og dermed glider de mere og mere over mod at være usanheder….. altså løgne og jeg HADER at lyve.
Men jeg tænker at det må være her hvor en løgn der er stukket for fælleskabets bedste, som er stukket for at hjælpe nogen og som egentlig ikke skader nogen at fortælle, er okay….
Jeg håber Lotte får en god tid på Psykiatrisk Hospital og møder en som min psykolog med den stille stemme eller en som min Psykiater-Lærling. Dét ønsker jeg for hende.
Hver dag i denne uge har jeg lavet bestyrelesarbejde, vel og mærke at den slags man ikke får penge for. Jeg skal så meget se og komme ud af den Bestyrelse (i ejendommen hvor jeg har min udlejningslejlighed) Jeg elsker at arbejde og jeg har svært ved ikke at give mig selv 100% men jeg er åbenbart bedst til at være i jobs hvor der ingen forventninger er til mig, på den måde kan jeg heller ikke skuffe nogen, eller skade nogen – men heller ikke tjene penge. It’s an evil circle.
Jeg talte med en af de andre i Bestyrelsen, han fortalte at han havde googlet denne her ejer i ejendommen som har lagt sag an mod os og fundet ud af at han lige var blevet 40 år – vi havde tidligere talt om hvor gammel han var, jeg tænkte han var 25-26 år. Jeg spurgte overraskende hvordan han havde fundet frem til det, altså frem til hans alder og han svarede at han havde slået ham op på BBR.
I Danmark ligger BBR, regnskaber, stamtræer mv. online til fri afbenyttelse og det er både okay og helt lovligt at søge på det.
I dag fortalte Lotte mig at hun havde googlede den og den person, søgt på det og det hus, tjekket op på det og det og den og ham og hende osv.
Jeg ligger her i sofaen på ryggen med computeren på mit skød og skriver men jeg kikker ud af vinduet og ser på den sorte nattehimmel – og naboen der er rejst på ferie med altanlyset tændt (idiot!!) og imens tænker jeg på alle de her mennesker jeg har høt om, læst om og talt med, som fortæller at de googler dit og dat og ham og hende – jeg googler nærmest aldrig nogen, for dels er jeg mega ligeglad og dels kan jeg alligevel ikke huske hvad jeg læser eller holde fokus. Faktisk har jeg mere travlt med at finde mennesker og blokere DEM fra at kunne SE MIG end omvendt.
Og ALLIGEVEL er der mig som havnede i den væreste shit storm EVER på Psykiatrisk Hospital!! I don’t get it. Jeg kan stadig hører Indianerlægen sige til mig, på 8 forskelige måder (jeg har det på bånd og jeg kan hører jeg er så presset og så vred da jeg svare hende) “Vi har altid en tanke bag vores handlinger, så det er vigtigt vi finder frem til hvad der fik dig til at gå ind og søge på XXXX (Min Nye Behandler)“
Jeg har sagt snart tusindvis af gange hvorfor jeg gjorde det – og jeg var endda ærlig om det fra dag ét. Jeg forsøgte ikke at skjule noget, netop fordi jeg ikke tænkte jeg havde gjort noget galt. Men alligevel er det mig som sættes i forhør og som skal udspørges igen og igen som en anden sigtet person og alligevel er det mig som sidder tilbage, den dag i dag og tænker: Hvad i alverden skete der lige? Hvordan i alverden kunne det ske? Er det jeg gjorde virkelig SÅ forkert?
Og nu til sidst, sidder jeg og tænker på, om jeg nogensinde får en undskyldning fra De Fire Stikkende Damer, for den måde de behandlet mig på?
– jeg tænker nej, fordi de ikke (som jeg) ser det som forkert. De ser ikke at de har gjort noget galt, at de har gjort et menneske fortræd.
Jeg sidder også og tænker på, om det som er sket, på nogen måder har konsekvenser for min (tidligere) Nye-Behandler?
– jeg håber det, men jeg tænker nej. Jeg tror den eneste det har haft konsekvenser for, er mig. Jeg tror hun går fri og lever sit liv lige så let og smertefrit som før hun påbegyndte at bryde min tillid ned.
Jeg syntes livet er uretfærdigt og jeg vil, nøjagtig som de sidste mange mange mange år, bare gerne dø.
Hvor ville det være dejligt hvis jeg fik et hjertestop i sengen i nat. Jeg er alene og ingen ville finde mig, før tidligst søndag og måske endda mandag. Jeg ville være så død som man kan være og hvor ville jeg bare være lykkelig og fri.
Hvad har DU på hjertet?