I dag, 21. Juli 2020, blev jeg 42 år. Jeg sendte denne sms til min familie i vores Whats’App gruppe beskedchatsms-noget i går aftes. Ingen svarede.
Jeg syntes selv – som jeg jo altid syntes – at beskeden, tonen og skrivemåden var sober, pæn, nem at forstå og at jeg 100% holdte mig på MIN banehalvdel og ikke pegede fingre af nogen. JEG fortalte hvad jeg gerne ville. JEG fortalte hvad jeg følte. JEG beskrev mit ønske.
Det faktum at ingen, vitterling INGEN svarede gjorde mig mega stresset for så vidste jeg allerede at jeg havde stukket hænderne ind i et hvepsebo…. dette resulteret i at jeg lå vågen det meste af natten (til et forandring…) med massiv kvalme og tænkte på at jeg simpelthen måtte OP OG VÆK inden de ankom med morgenmad eller andet.
Jeg VED udemærket hvor horribel jeg kommer til at lyde nu, men når jeg skriver og siger og udtaler at jeg ikke ønsede min fødselsdag markeret, så er det jo ikke en fix ide jeg liiige har fået men noget jeg har følt og tænkt over længe. Jeg kan ikke se hvad der er at fejre og jeg har faktisk ikke lyst til at blive fejret af min familie. Jeg har lyst til at feste med venner og grine og le og drikke procenter og spise god mad ude i byen. Jeg har ikke lyst til gril i haven med de samme mennesker jeg altid ser og som aldrig-nogens-sinde hører hvad jeg siger og ser hvad jeg skriver og forstår hvad jeg føler. Hvis det skal være sådan, og det er jo fakta at det ER sådan det er, så er jeg helst fri for fejring.
Specielt fordi der ikke ER noget at fejre. Men hvis der var, så ville jeg stadig ikke ønske at være sammen med mennesker der konstant neglicere eller måske nærmere blot ignorer hvordan jeg har det, føler og tænker.
Jeg satte uret pisse tidligt, så jeg kunne komme ud og væk. Min lejlighed er total bombet, mit afløb under vasken i badeværelset er iret over og det første forsøg jeg har gjort på at lave det, fungerede ikke, så badeværelset er bombet med afskåret pvc rør, pungvandlåse, vasketøj mv.
Stuen roder bare altid. I soveværelset mangler jeg mit chatol og de 4 skuffer, så de ting ligger delvist på gulvet og delvist i Ikea poser, men efterhånden som jeg ikke kan finde de ting jeg vil have, ligger Ikeaposerne mere og mere spredt over hele soveværelset, hvor sengen er uredt og fyldt med hundehår. Placeret oven i det helt står et strygebræt og min vægt (76,4 kg i dag, 21. Juli…..)
I køkkenet ligger der pap over hele gulvet fordi jeg har brugt fredag, lørdag og dele af søndag og hele mandag og dele af i dag på at få min onkels nye ipad med simkort op og kører. Kort historie lang: Fucking POWER havde deaktiveret simkortet, så det var ligesom hele humlen til problemet. Det kostede mig kun 4 ture til deres butikker, 3 timer på deres chatsupport (da man af ulogiske årsager ikke kan ringe til butikkerne) og simkortejeren (Telmore) har lukket i weekenderne……niiice.
Det er en lille ting at sætte en ipad op, lave Apple ID, email adresse mv. men det kræver bare stadig at hjernen er i fokus og igang og min hjerne er bare flad.
Jeg læste den anden dag om en ung mand der havde begået selvmord. En af hans grunde var at hans hjerne ikke kunne holde fokus mere og at han derfor ikke kunne studere og gøre de ting som gjorde ham glad. Jeg har det på nøjagtig samme måde. Jeg kan vitterlig ikke holde fokus i 10 minutter på samme ting.
Når du læser et indlæg på bloggen her, så har du vitterlig ingen ide om hvor store kvaler det har kosted mig at få det skrevet, at stirre på skærmen selv om mine øjne gør ondt og svider og mine håndled er ømme og mine tanker er uden indhold. Det hele er bare som små tankebobler men der er ingenting inden i dem. Det er FORFÆRDELIGT!!
Da jeg tændte min telefon i morges (jeg er begyndt at sætte den på flytilstand om natten, da jeg VIRKELIG har brug for min søvn og den mindste “uro” vækker mig) kom der en sms fra Far at han havde hejst flaget. Sødt. Mest sødt var det dog at han sendte en sms. Skidt med flaget.
Den næste sms var fra Mor, der skriver følgende:
Og så er det at jeg tænker følgende, da jeg læste denne sms…..
*Hvorfor skriver ingen eller bare mor, ikke dét til mig i går aftes, så jeg kunne få ro og vished for at de havde læst, forstået OG accepteret mit eneste virkelig ydmyge og meget simple og ekstremt billige ønske?
* Jeg kan tyyydeligt læse ud fra mors ordvalg, at uforståelsen løber ned af vægen som fugt i en drypstenshule – “…vil respektere dit ønske……. når du ikke selv har planlagt dette…….” Who writes like that anyway??
Jeg fik et sug i maven da jeg læste beskeden, lukkede mine vinduer så ingen kunne hører Ella, så frem de stod udenfor på et senere tidspunkt, og så jeg bedre kunne lade som om jeg ikke var hjemme og gemme mig….. bare det at jeg får tankerne om at jeg 1. skal gemme mig i mit eget hjem og 2. skal op tidligt og kører væk fra mit eget hjem for at få lov til at være mig/få mit ønske opfyldt minder mig i DEN GRAD om mine år på gården. Altid på vagt. Altid på flugt.
Jeg slukkede telefonen igen og vendte mig om og sov videre af ren og skær udmattelse. På et tidspunkt stod Ella op og ville ud i haven for at tisse. Så stod jeg også op og banede mig vej igennem papkasser og cellofan fra ipad, støvsuger og udrullet ledninger, forbi mit fine chatol fra Mormor som nu er dækket med smykker, hårting og alt nipsindholdet fra mit gule chatol, ud i gangen hvor alle tingene der skal bæres de 77 skridt op på loftet (og 77 skridt ned igen) står, ud på badeværelset og forbi skufferne på gulvet, de snavsede trusser, den nussede håndvask, forsøgte ikke at træde på saven og ind i bruseren der er mat af kalk og sæberester…. her vaskede jeg 2 x armhuler, en twat og en mås – sidstnævnte er stadig et inferno af smerte og revner – samt 2 x fødder med specielt fokus på mine sprukne hæle og ømme ømme hælrevner.
Så skrævede jeg over skufferne på gulvet og bad en stille bøn til at jeg ikke ridset min fod eller ben på de skarpe kanter eller dryppede for meget vand på mit wcpapir eller fik for mange pvc spåner under fødderne. Min hårtørrer døde i søndags da jeg var på vej til min Onkels 60 års fødselsdag i vild “jeg kommer fucking forsent panik” – min onkel er en af dem der skrives lange artikler om i aviserne – både de lokale og de nationale – når han har fødselsdag og de vildeste navne er at finde på hans venneliste/gæsteliste, så jeg gjorde mig umage for at se pæn ud, men igen, jeg var udkørt af træthed og lagde mig kl. 12, skulle være der kl. 15, stod op kl. 13.30, fik ordnet ipaden færdig, fixet Ella, strøget kjole, lagt mascara, kom i bad og vaskede hår og *bum* SÅ stod min hårtørrer af midt i det hele, mens mine krøller stadig var våde. Jeg svedte og svedte og kort historie lang, da jeg ankommer kl. 15.12 mere død end levende over at jeg kommer forsent – FORDI JEG OGSÅ skulle hente mundbind til min lillebror på Store Torv Apotek, da han åbenbart ikke magtede dette selv (?) inden hans ferie til Tyskland – var jeg den ENESTE der var kommet……. min onkel var end ikke i skjorten endnu……WTAF?? Vi var inviteret til kl. 15 og skulle spise kl. 16 pga. alle børnene……
Pga. min døde hårtørre måtte jeg nøjes med at sætte mit uglede hår op i en hestehale, på med mine bløøøøde UGG bukser, hvide birkenstock, en hvid tanktop og en rosa løs sommerstrik udover og så kørte jeg. Med Ella.
Vi kørte til havnen og købte frisklavede fiskefrikadeller med remoulade hos fiskehandleren. Ella fik to, selv om hun egentlig kun burde have en, hun er jo en lille hund men hun tiggede (lidt) og jeg var hurtig til at sige Århhh og sådan fik vi en skøn morgenmad. På havnen i solskin. Da vi kørte derfra havde jeg lyst til en is men kunne ikke komme i tanke om hvor man kan få en rigtig isvaffel hvor vaflen er nybagt og ikke købe-sej. Dét sad jeg og tænkte på, mens jeg navigerede min sygt beskidte bil, proppet til randen med storskrald igennem trafikken på vej til Silkeborg-agtigt hvor mine forældres gård ligger og hvor mine storskraldsting står, da min søster ringer.
Jeg tager den, jeg er i godt humør, jeg har fået sovet, badet, spist og solen skinner og jeg har en plan for dagen som er min – INGEN planer for ting jeg skal gøre for andre, huske på etc. Selv de mindste ting dræner mig og jeg kan sagtens hører hvor pyller pyller og latterlig jeg lyder men jeg har bare brug for ——————————– frem for –_=_—=_- etc. ‘
Min søster siger noget i retningen af: Tillykke med fødselsdagen
Mig: Tak 🙂
Søster: Hvad laver du?
Mig: Fortæller at vi har spist på havnen og nu er på vej ud til Storskraldsgården for at tømme bilen og støvsuge den så vi kan se humane ud igen i en bil uden et tons hundehår
Søster: Nå….. (tydelig ligeglad) Ja vi laver jo ikke noget for dig i dag. Du skal ikke forvente at der sker noget. JEG har trukket følehornene til mig!!
Mig:? Altså jeg er glad og ikke ked af det, jeg har bare ikke lyst til at fejre min fødseldag for der er ikke noget at fjere
Søster: Man skal da altid fejre sin fødselsdag. Det er jo også der man får gaver…
Mig: (joker) Jeg har jo ikke sagt at jeg ikke vil have gaver! 🙂 (hvilket jeg er mega ligeglad med og faktisk oprigtig helst ser mig fri for, da jeg ofte= altid føler jeg står i gæld til folk der giver mig noget)
Søster: Jeg gider da ikke gå ned og sætte gaver foran din dør!!
Mig: Jeg har jo ikke bedt om gaver!
Søster: bla bla bla bla bla bla og bla – hun forsætter om hvor træls det er når de nu havde planlagt at fejre mig osv.
Mig: Forsøger at få indskudt at jeg allerede i søndags til min onkels fødselsdag sagde at jeg “ikke vidste” hvad jeg ville i dag…..
Søster: Ja og dér sagde du at du ville sove længe!!
Mig: Præcist!! Og dét har jeg gjort!! Men ved du hvad (søsters navn) jeg har vitterlig ikke lyst til at have denne her samtale med dig. Jeg har pænt frabedt mig at blive fejret fordi jeg ikke føler der er noget at fejre, jeg har ingen milepæle nået (som du feks. har) og jeg har ingen familie skabt (som du feks. har) og jeg vil derfor gerne at denne her samtale slutter nu. Farvel.
Og så lagde jeg på – mens jeg græd. Så selv på min 42 års fødselsdag, før klokken 12.00 sad jeg i min død beskidte bil og græd.
Da jeg nærmere mig mine forældres gård, kører jeg forbi min egen gl. gård. Det gør jeg altid når jeg kører ud til mine storskraldsting. Man kan ikke kører andre veje, så vejen går altid forbi stedet hvor alle mine bedste og mine væreste minder er skabt – men i dag havde horisonten ændret sig, den hvide gavl på stuehuset var væk.
Jeg har ikke været på gården eller kørt ind af vejen der fører forbi gården, siden 30. November 2019. Jeg nøjes med at kører forbi ude på hovedvejen, dét alene gør ondt. Men i dag var gavlen væk og jeg tænkte at de nok havde rykket stuehuset ned….. så jeg kørte ind af vejen og forbi gården, som i dag ser sådan her ud
Grunden til at jeg ikke kunne se den hvide gavl på stuehuset, var fordi der var skubbet en (kæmpe) jordhøj op foran. Jeg tænker de er ved at planere til et nyt stuehus, da hele haven er væk. Jeg sad dér i bilen holdende i tomgang ude på vejen, med tårerne løbende ned af mine kinder og så på dét som jeg forlod i ruiner, både fysisk og mentalt – og nu er vejen planeret så fint, haven er ryddet, der er kommet en postkasse op med navn og de nye ejere kan helt selv bestemme hvad de vil plante, male, indrette osv. De har frie tøjler til alt det jeg aldrig fik lov til, som feks. at bestemme over hvilken møbler jeg ville have. Alt var arvet og jeg lærte at leve med det.
42 år senere sidder jeg i samme situation. Nærmest alle mine ting er arvet og jeg har lært at leve med det og gjort mig umage for at få det bedste ud af ingenting og stadig er der mennesker der diktere hvor, hvordan og med hvilken møbler jeg skal bo…..
Det er virkelig som en ond cirkel når jeg ser ind på mit liv udefra.
Efter at havde grædt som en total idiot, vendte jeg bilen og kørte ind til mine forældres gård, hvor resten af skove nu er fældet – til stor snuse-glæde for Ella
Da jeg havde tømt bilen, fik jeg rigget strøm til (ret omfattende) og så gik jeg igang med at støvsuge min hårfyldte bil mens Ella gik i snuse-narkose i skovbunden blandt de fældede træer. Her skal bygges nogle af 100+ huse inden for de næste 2 år. Mine forældre bliver milliadær-agtige af det (Jeg ejer – åbenbart – 6% i firmaet, det fortalte damen på dagepengekontoret mig……der kan man se, det har end ikke mine forældre fortalt mig, but then again, I don’t care and I’ll rather go without)
Herefter kørte jeg i Bauhaus og tog, naturligvis, Ella med ind. Jeg fik byttet en pærer der var dyr men også ved at springe, til en ny. Jeg gemmer altid boner, specielt fordi pæren har kostede over 200 kr og har 5 års garanti, de 5 år vil jeg til enhver tid holde Bauhaus og Osram op på!!
Så købte jeg nogle nye pvc rør til under vasken og nogle dimer og dutter som manglede, herefter kørte jeg over til Quickpoint (tidligere kendt som QuickPot…who’s trying to go international without being known as the fast pot fix in town?) og fik skiftet en forlygtepære, som igen er sprunget. Kort historie lang, det tog ikke bare 10 minutter som først sagt og der var naturligvis hele 3 pærer der var sprunget…..fuck me sideways! Jeg kunne havde fået det gratis i Fars firma men jeg orker ikke at tigge om flere reperationer og selv om jeg gerne ville være kørt hjem for at hente en hårtørrer som jeg har fundet til storskrald og som ligger hos Far og Mor, så orkede jeg ikke at kører hjem på min fødseldag, da det bare ville virke (på dem) som om jeg kom for at få opmærksomhed alligevel – når jeg helt oprigtigt blot ville komme for at hente den fucking hårtørrer så jeg kan få vasket hår og vasket Ellas gumpe/twat. Jeg skal ha købt mig en ny – den anden er fra FØR jeg rejste til Spanien, så måske den har udtjent sin hårtørrer-levetid?
Bagefter lygtefix kørte jeg på McDonalds og fik en McFlurry med Smarties og en mellem Cola Light, begge dele på tilbud via min McDonalds App. Og så kørte Ella og jeg en Storskralds tur, fandt nogle gode ting bla. en kæmpe fin loftlampe i glas, en masse bøjler og *vola* en masse medicinbøger fra Fadl, i fin stand uden overstregninger i. Da jeg slog dem op, er det stadig seneste udgave, bla. en bog om Patalogi (viden om sygedomslærer til dem der ikke ved det) til den nette sum af 500+ Kr. Jeg har lagt den til salg til 400 kr. OM jeg fatter at folk smider bøger væk der er så dyre og som de kan tjene på at sælge selv….. dem om det!
Og så blev det tid til at kører hjem – og foran min hoveddør stod en lille buket blomster med en massiv (grim) solsikke i midten. Jeg syntes ikke solsikker er pæne. Punktum. De er massive, dominerende og der er intet pænt ved dem, ingen dufte intet intet intet. Den var fra Far og Mor.
Jeg satte den i en lille vase jeg har fundet til storskrald – har glemt at tage et billede af den, det gør jeg i morgen hvis jeg husker det – og satte den i vinduet mens jeg gik i krig med at få ryddet op i lejligheden. Bare sådan en ting som at få tømt skraldespanden er lækkert…. så kan du selv regne ud hvor fucked mit liv er, når en tøm skraldepose er the shit.
Så bestilte jeg nudler og grønsager, hentede det med Ella i snor og drømte om at købe ærter og frugt osv. men jeg vil ikke sætte Ella ude foran en butik og jeg orkede ikke at gå hjem med hende og så retur igen igen – too much walking for noget jeg kan leve uden. Da jeg havde spist, lå vi på sofaen sammen, jeg forsøgte at se Luksusfælden, så tv og så en dårlig film med Julia Roberts før jeg slukkede og gik i seng uden at børste tænder.
Og her ligger jeg nu, Ella snorker og jeg har massivt ondt i munden….. Kunstmaleren ringede og sang en sang på min telefonsvarer. Min gl. forpagter har sendt mig en sms og pt. har jeg 13 ulæste sms’er på min telefon og Facebook har jeg slet ikke åbnet i dag.
Jeg ved jeg lyder mærkelig, men jeg kan ikke overskue/tåle/lide at læse alle de lykkeønskninger som kun kommer pga. én dag som FB algoritmer minder dem om. Ingen – vitterlig ikke EN ENESTE skriver til mig til daglig. Ingen. IKKE EN. Men fordi en algoritme er sat op, spammer mine 90 FB “venner” mig med hilsner og balloner.
Jeg burde rulle mig i taknemmelighed og glæde over hilsnerne, som en lille fed gris i et mudderbad
Jeg så endda, på en notifikation der kom ind, at psykiateren jeg arbejder (arbejdet) for, også skrev på min FB væg Right then…. Men altså, jeg kan ikke overskue at læse de her beskeder, hverken sms’erne eller FB beskederne eller den ene eller var det to beskeder, som jeg har fået på linkedin.
It’s so fake. It mandens far ringede også, altså min tidligere svigerfar. Han blev 74 år i dag (tror jeg det var) Faktisk kender jeg flere som har fødselsdag i dag. Anyway han ringer hvert år, jeg tror han ventede til så sent med at ringe, fordi – tænkte jeg bagefter – at han måske ventede på at jeg ringede. Men jeg skal ikke nyde noget af at ringe til min tidligere Svigerfar/Svigerforældre – omg kan du lige se et ramaskrig der vil komme hvis nogen (på en ø…) fik nys om at jeg kontaktede dem!!
Da jeg talte med ham og vi afsluttede, efter at han havde spurgt ind til om der var kommet flere små børn i familien siden sidste år, (jeg kunne hører min skønne tidligere svigermor i baggrunden sige at han skulle spørge ind til mine niecer) hvilket jeg tænkte var et lille håbefuldt forsøg på at hører om jeg havde fået børn eller var gravid….. sagde jeg farvel og pas på hinanden til vi ses igen en dag. Det var først bagefter at det gik op for mig selv, at jeg fik sagt forever farvel.
Ham den ene fyr jeg har siddet i bestyrelse med, ringede også. Hans mor har fødselsdag i dag, jeg tog den ikke, jeg har ikke hørt fra ham/dem siden dette lille scenario i Skagen. Jeg orker ikke mere.
Hvad har DU på hjertet?